Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den kommenterede valgkamp

Mark Ørsten og Lasse Skjoldan: Det kan have store konsekvenser, når de politiske kommentatorer definerer, hvilke emner der er vigtige, og hvilke der ikke er. Den kommenterede dagsorden for valget var strategi og proces, ikke indhold eller realpolitik.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De politiske kommentatorer har fået en stadig mere fremtrædende rolle i mediernes dækning af folketingsvalg og politik generelt. Men selv om hvert medie har sine egne kommentatorer, taler kommentatorerne for det meste om det samme. En analyse af den netop overståede valgkamp viser, at kommentatorerne især talte om meningsmålinger og partiledere. Den politiske substans var der ikke meget bud efter.

De politiske kommentatorer har været en fast del af det danske mediebillede siden omkring år 2000 og fremefter. I takt med at de politiske partier har professionaliseret deres kommunikation, er en ny fortolkende klasse af politiske kommentatorer vokset frem. Deres job er at se bag politikernes og partiernes kommunikationsstrategier, og give mediernes læsere, seere og lyttere et indblik i, hvilke mere strategiske og kyniske årsager, der kan ligge bag.

Ser man på resultaterne af forskningen i politisk kommunikation, er der en god grund til at medierne fokuserer på dette. En sammenlignende analyse af Danmark og otte andre europæiske lande viste for nylig, at danske politikere vægter den strategiske kommunikation i forhold til medierne højere end deres kollegaer i andre lande.

Selv om der således kan være god grund til, at et medier anvender politiske kommentatorer, har kommentatorerne selv tiltrukket sig en del negativ opmærksomhed fra både politikere, mediebrugere og medieforskere. Senest har en analyse fra YouGov vist, at 49 procent af mediebrugerne mener, at netop kommentatorerne og deres spekulationer fylder for meget i mediebilledet.

Kritikpunkterne er ofte de samme: De politiske kommentatorer er overfladiske og bruger det meste af deres taletid/spalteplads på at analysere den politiske proces eller diskutere enkelte politikere. Med dette fokus kan der nemt dannes et billede af politik som et spil for kyniske individer, der ikke er i besiddelse af politiske ambitioner ud over magt og genvalg.

Det store fokus på processer og personer leder også typisk til, at spekulationer og gætterier bliver en stor del af den politiske kommentators værktøjskasse. Hvad er motiverne bag de politiske udspil? Hvordan vil vælgerne mon reagere? Og da baggrunden for den enkelte kommentators spekulationer og gætterier ofte fortaber sig i det dunkle, fordi de politiske kommentatorer, modsat den almindelige politiske journalistik, ikke gør brug af navngivne kilder, er et journalistisk kvalitetseftersyn af kommentariatets fordele og ulemper en ikke så lige til opgave.

Infomedia har foretaget en analyse af de politiske kommentatorers dækning af valgkampen i de største aviser, websites og TV-nyheder. Opgørelsen viser, at 57 procent af spaltepladsen og taletiden gik til at kommentere på proces- og personfokuserede emner såsom meningsmålinger (19 procent), alliancedannelser og blokpolitik (13 procent), interne uenigheder i de to blokke (11 procent om blå blok, 7 procent om rød blok), samt Thornings skattesag (5 procent). De resterende 43 procent blev fordelt bredt ud over mere indholdsmæssige emner, med hovedvægt på økonomiske emner (25 procent) og udlændingepolitik (11 procent).

Øvrige substantielle emner måtte derfor nøjes med begrænset opmærksomhed, herunder udenrigspolitik, sundhed, klima, miljø, socialpolitik, folkeskole, uddannelse, EU og kultur. Alle fik de omkring 1 pct. af omtalen eller mindre. Hans Engell kritiserede i Ekstra Bladet TV-duellerne for ikke at magte at sætte nye punkter på dagsordenen. »På intet tidspunkt er Helle og Løkke blevet udfordret på f. eks. udenrigs- og EU-politik, klima, miljø, socialpolitik, bolig, kultur, forsvar, energi eller ti andre emner« (15. sep. 2011). Som det fremgår af Infomedias analyse, blev denne udfordring heller ikke taget op af de politiske kommentatorer selv.

Nu kunne man mene, at 43 procent opmærksomhed på indholdsmæssige emner trods alt er relativt meget, og måske mere end man kunne forvente. Men bag tallene ligger, at disse emner typisk sættes ind i en strategisk kontekst. F.eks. blev emnet udlændingepolitik udelukkende behandlet som en brik i et spil - som et ’udlændingekort’, der blev kastet. Flertallet af de øvrige indholdsmæssige emner fik samme behandling. Når et politisk udspil blev lanceret, kredsede kommentarerne typisk om, hvad udspillet ville betyde for chancen for (gen)valg, snarere end hvad udspillet i praksis kunne tænkes at betyde for borgerne i Danmark.

Tendensen til at fokusere på proces over indhold går igen over hele linjen. Topscoreren er Henrik Qvortrup, der brugte 79 procent af sin tid i TV2 Nyhederne til at kommentere på proces, og 21 procent på indholdsmæssige emner.

Spørgsmålet er imidlertid, om det bør være kommentatorernes opgave at kommentere på indhold. Selv ville de formentlig mene, at deres opgave netop er at beskrive det politiske spil, og lade journalisterne tage sig af det indholdsmæssige. Den tidligere omtalte meningsmåling fra Yougov viser, at hele 47 procent af de adspurgte mener, at de politiske kommentatorer hjælper med forståelsen af politik, mens 36 procent mener, at kommentatorerne gør det sjovere/mere interessant at følge med i politik. Alene af den grund synes der at være et klart argument for, at kommentatorerne har en eksistensberettigelse i moderne journalistik, uanfægtet at de resterende 53 - 65 procent af de adspurgte ikke mener, at de bliver klogere af kommentatorernes analyser.

Debatten om de politiske kommentatorer bør derfor ikke være et spørgsmål om eksistensberettigelse. I stedet bør debatten dreje sig om, hvad der gør en god politisk analyse, og hvor meget analyserne skal fylde i mediebilledet - til hverdag og i valgkamp.

At mediebrugerne finder kommentatorerne underholdende, kan ikke være overraskende for nogen. Hvis ingen gad læse deres analyser, ville de nok hurtigt blive bedt om at lade være. Årsagen til deres vide udbredelse skal dog også findes i det faktum, at de er en meget driftsikker form for journalistik. I kraft af, at den politiske kommentator ikke behøver at forholde sig til indholdet, kan de typisk udtale sig om det meste, endda med meget kort varsel. Specielt i en valgkamp er dette yderst relevant for en redaktør, der skal fylde sin sendeflade eller dagens avis ud med til tider uforudsigelige politiske nyheder. Her er det af stor værdi, at den politiske kommentator, både med skemalagt frekvens og i sidste øjeblik, kan levere en politisk analyse, krydret med kommentatorernes sædvanlige flair for sprogblomster og (oftest) forsigtige spekulationer om fremtiden. Kommentatorerne kan med andre ord gøre det uventede til en rutine, tilmed på en underholdende måde.

Den typiske politiske analyse under dette valg startede således med at kommentere på dagens eller gårsdagens største mediesag i forhold til, hvad ville få af mere eller mindre tydelige konsekvenser på valgdagen. Dette relateres til de seneste meningsmålinger (meningsmålinger var omtalt i 53 procent af alle af de undersøgte politiske analyser). Først herefter gav nogle af kommentatorerne i nogle tilfælde sig til at gå i dybden med mere indholdsmæssige emner.

Der er selvfølgelig en del undtagelser, men tendensen er klar: Den kommenterede dagsorden for Folketingsvalget 2011 var strategi og proces, ikke indhold eller realpolitiske konsekvenser. Denne dagsorden kan have store konsekvenser for den generelle politiske debat, idet de politiske kommentatorer hermed er med til at definere, hvilke emner, der er vigtige - og dermed også, hvilke der ikke er.

I mediekredse siges det ofte, at medierne kun undtagelsesvis kan bestemme, hvad folk skal mene. Men medierne er i høj grad med til at bestemme, hvad folk skal mene noget om. Således også kommentatorerne.