Den Kolde Krig og de røde ører

Fodnote-politikken ville medføre, at der ikke ville komme forstærkninger til Danmark i tilfælde af en sovjetisk aggression mod landet. Og så var NATO-medlemskabet værdiløst, uanset om vi formelt var medlem eller ej.

04debPerStigMøller.jpg
Per Stig Møller, Det Konservative Folkeparti. Fold sammen
Læs mere

Det er en sær, næsten skolastisk debat, som udfolder sig i forlængelse af Bent Jensens store værk om Den Kolde Krig, Ulve, får og vogtere. De, som kørte ’fodnote-løbet’, argumenterer for, at fodnoterne bestemt ikke skadede Danmark. De, som var imod, mener, at de bestemt skadede Danmark. De, som frifinder sig selv, gør det med henvisning til, at de andre NATO-lande nok ikke til syvende og sidst havde smidt os ud af NATO. Det er et strategisk trosspørgsmål, der bare ikke findes noget belæg for. Tværtimod blev Danmark fra 1985 af både NATOs generalsekretær, lord Carrington, af Tysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher og af såvel USAs præsident Ronald Reagan som udenrigsminister George Shultz advaret kraftigt om, at fodnotepolitikken kunne få følger for Danmark. I det mindste ville den medføre, at der ikke ville komme forstærkninger til Danmark i tilfælde af en sovjetisk aggression mod landet. Og så var NATO-medlemskabet værdiløst, uanset om vi formelt var medlem eller ej.

De, som nu forsvarer sig med frifindende hypoteser, overser, at fodnoterne ikke kom faldende ned fra himlen til en pludselig pacifistisk beåndet Lasse Budtz. De var vokset ud af 70ernes anti-vestlige, anti-kapitalistiske og anti-amerikanske stemning, der efter valget i 1973 prægede de mange, nye, unge medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe. Disse var selv en del af eller præget af den marxisme, som hærgede universiteterne, og af den antivestlige kulturradikalisme, som prægede kulturlivet. De stillede forslag i Socialdemokratiet om, at Danmark skulle ud af NATO og sågar også om, at USA skulle ud af NATO. De var en del af eller præget af den florerende fredsbevægelse, der, som Gorbatjov har skrevet, ofte kom Sovjetunionen i forkøbet med deres krav om afvæbning af os og imødekommelse af den efter dens mening med rette nervøse og bekymrede, fredselskende Sovjetunion. De var døve og blinde over for, hvad Sovjetunionen havde gang i. Endnu mens Anker Jørgensen var statsminister, udtalte Budtz derfor sin mistillid til USA og sin tillid til Sovjet med sit berømte udsagn til Jørgen Dragsdahl 29. januar 1982 i Information: »Hvad skulle vi have gjort uden Bresjnev?« Den Bresjnev, som Gorbatjov i sine erindringer kalder »en konservativ reaktion på Krustjovs forsøg på at reformere den autoritære model, der dengang fandtes i landet«. Bresjnev fulgte i virkeligheden »en hård neostalinistisk linje«, indledte »en hidtil uset kamp mod anderledestænkende«, og »under dække af en mægtig propagandakampagne for afspænding fortsatte man våbenproduktionen, selv efter at der med enorme omkostninger til følge var opnået militær-strategisk paritet med USA.« (Min egen historie, s. 253. 2013)

Denne propagandakampagne fik stor indflydelse på fredsbevægelsen, Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og i pressen ikke mindst på Information, der blev en trofast videreformidler af den sovjetiske desinformation, påviser Bent Jensen. Her leverede chefredaktørerne Peter Wivel og Torben Krogh samt journalisten Jørgen Dragsdahl de uhyrligste påstande, der påvirkede politikerne fra Det radikale Venstre og ud.

At Jørgen Dragsdahl med sit tætte forhold til Lasse Budtz havde stor indflydelse på Socialdemokratiets politik er der vist ingen tvivl om. Dagen før den herostratisk berømte 23. dagsordens- debat oplevede jeg forholdet mellem de to på nærmeste hold. For at få standset den evindelige konfrontation i sikkerhedspolitikken gik jeg som ordfører uanmeldt ind til Lasse Budtz på hans kontor. Jeg havde skrevet et dagsordensforslag til denne debat om atomvåben på besøgende, amerikanske skibe og et andet til den efterfølgende debat om de konventionelle styrker i Europa. Dem ville jeg nu afprøve, om vi kunne blive enige om. Jeg kom ind midt i en samtale mellem Budtz og netop Jørgen Dragsdahl. De blev røde i hovederne, og Dragsdahl gik. Mit forslag vedrørende de amerikanske skibe kunne vi ikke forhandle, sagde Budtz, for der ville blive krig, men det andet kunne vi godt forhandle, og det nåede vi til enighed om. Men da det kom til forhandling i folketingssalen, var skaden jo sket. Socialdemokraterne havde med Det radikale Venstres hjælp fået vedtaget deres forslag, som udløste 1988-valget og Det radikale Venstres sideskift og dermed det alternative sikkerhedspolitiske flertals endeligt.

At Det radikale Venstre med så kloge politikere som Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær i spidsen fulgte med Socialdemokraterne hele vejen kan undre. Hvorfor de gjorde det, har de aldrig været konfronteret med, og derfor heller aldrig forklaret. Som udenrigsminister anlagde Niels Helveg da også en helt anden kurs, ligesom Hans Hækkerup gjorde som forsvarsminister, efter at han i 80erne havde været en kraftig fortaler for det håbløse »defensive forsvar«. Mogens Lykketoft er givetvis også glad for, at han ikke fik Danmark ud af NATO og heller ikke fik held til at overbevise de frihedssøgende baltere om, at de for fredens skyld skulle blive i Sovjetunionen, hvor Gorbatjov i 1989 truede dem med et blodbad, hvis de søgte ud af USSR. Flere litauere og letter blev da også dræbt på vejen til løsrivelsen i efteråret 1991. Under mit besøg som miljøminister i disse lande i slutningen af august 91 for at underskrive den første internationale aftale med dem som frie nationer, skønt de endnu ikke var det, bemærkede jeg sovjetiske soldater i gaderne og et litauisk parlament omgivet af sandsække i tilfælde af, at det skulle blive angrebet. At Den Kolde Krig var ovre, var stadig ikke nogen given sag.

Og det var det så sandelig heller ikke i 1980erne. Ironisk nok gik en af hovedmændene bag fodnotepolitikken, Kjeld Olesen i Berlingske Tidende for 2. september 1999 i rette med fhv. ministerråd i Udenrigsministeriet Nils Jægers bog Det historiske svigt, idet han foreholdt ham, at »vi har en dygtig forsvarsminister (Hans Hækkerup), men også han stemte for fodnoterne. Og vores udenrigsminister (Niels Helveg Petersen) har endog været med til at formulere nogle af de dagsordener, der førte til fodnoter.« Da jeg under et vælgermøde på Københavns Universitet i 2001 foreholdt daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft nogle af hans fejltagelser, svarede han hurtigt og klogt: »Ja, jeg tog fejl, og det er jeg glad for. Verden blev meget bedre, end jeg havde turdet håbe på!« Han kunne lige så godt have sagt: »Hvad skulle vi have gjort uden Poul Schlüter?«

Bent Jensens bog er den bedste om Den Kolde Krig, men den er ikke den sidste. Det skyldes, at Statsministeriet, Justitsministeriet og PET har nægtet ham adgang til meget materiale, som fremtidige historikere så kan få lov at åbne. Mange gange er Bent Jensen blevet afvist med henvisning til forholdet til andre magter. Men dette hensyn forekommer noget overvurderet i betragtning af, at USSR ikke længere eksisterer.

Fodnoterne var kulminationen på den stemning, som voksede op i 70erne. Den prægede de såkaldt »intellektuelle« og dermed også Danmarks Radio, som ligeledes – og med rette – står for skud hos Bent Jensen. Han gør det dog noget let for sig selv ved at overse, at Danmarks Radio også bragte udsendelser, der dannede modvægt og dermed til en vis grad skabte den balance i tingene, institutionen er forpligtet på. Han beskriver f.eks. den dårlige behandling af Solsjenitsyn og Sinjavskij, men nævner ikke, at Jens Jackie Jensen med udgangspunkt i Solsjenitsyn leverede en stor montage om socialismens forbrydelser, ligesom jeg selv havde fornøjelsen af at bringe en serie udsendelser med og om dissidenterne Sinjavskij, Maximov, Nekrassov og Panin. Han nævner, at radioen bragte sørgemusik efter meddelelsen om Baader-Meinhof-selvmordene i Stammheim-fængslet, men glemmer, at programafvikleren blev suspenderet.

I øvrigt skal bogen læses for meget andet end fodnoteperioden. Den danske tilpasning følges helt tilbage til 1945 med eksempler på, hvorledes selv en anti-kommunistisk udenrigsminister som Ole Bjørn Kraft måtte træffe tilpassende beslutninger, og frem til at selveste Uffe Ellemann-Jensen, der som udenrigsminister til værternes overraskelse lagde en krans til ære for Lenin. Det har han givetvis ikke brudt sig om!