Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den ideale stat findes heldigvis ikke

Thomas Mores »Utopia« fylder 500 år. Han har stadig et budskab til vore tiders politiske kandestøbere og verdensforbedrere, der i de sidste 100 år med tragiske resultater har søgt at virkeliggøre deres forestillinger: Lenin, Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot etc.

»Thomas Mores »Utopia« fylder 500 år. Han har stadig et budskab til vore tiders politiske kandestøbere og verdensforbedrere, der i de sidste 100 år med tragiske resultater har søgt at virkeliggøre deres forestillinger: Lenin, Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot etc.« Fold sammen
Læs mere

Utopien er en genre kendt gennem hele verdenslitteraturen lige fra Platons »Atlantis« frem til Michel Houellebecqs sensationsroman »Soumission« (2015, da. Underkastelse, 2015) om et muslimregeret Frankrig, hvorfra alle jøder er flygtet, skræmmende og aktuel og med et sortsyn, der gør romanen til en såkaldt dystopi.

Den engelske forfatter, jurist og statsmand Thomas Mores (1478-1535) værk »Utopia« (1516), skrevet på datidens lærde sprog, latin, er derimod blevet opfattet som en klassisk utopisk roman. Titlen, der er sammensat af de to græske ord ou (ikke) og topos (sted), har ligefrem givet navn til genren. Mens utopien tegner et fremtidigt idealsamfund, hvor alle er eller bør være lykkelige, tegner dystopien netop et skræmmebillede af fremtiden.

Litteraturen er rig på dystopier, og bedst kendt er nok Aldous Huxleys »A Brave New World« (1932, da. Fagre nye verden) og George Orwells »1984« (1949, da. 1950) med deres portrætter af en totalitær stat, tydeligvis præget af det 20. århundredes fascistiske og kommunistiske strømninger. Mindre kendt– men lige så skræmmende – er den svenske forfatter Karin Boyes roman »Kallocain« (1940, da. 1946) om et samfund, hvis indbyggere er vaccineret med et sandhedsserum, som gør det umuligt for dem at tænke selvstændigt og kritisk.

 

Nærmere vor tid er Ray Bradburys dystopiske roman »Fahrenheit 451« (1953). Titlen refererer til den temperatur, som papir antændes ved, for i bogens fremtidssamfund er bøger forbudt, da de gør folk ulykkelige. Brandvæsnets opgave er ikke at slukke brande, men derimod brænde bøger. Man sender i disse tider den tyrkiske præsident Recep Erdoğan en uvenlig tanke, men der er hos Bradbury håb forude: Enkelte mennesker skjuler bøger eller lærer dem udenad, inden de brændes. François Truffaut skabte 1966 en storartet film baseret på bogen med Oskar Werner og Julie Christie i hovedrollerne.

Og så må vi ikke glemme to danske mesterværker. Ludvig Holberg havde uden tvivl More i tankerne, da han skrev sin utopi, romanen »Niels Klims underjordiske Rejse« (1741). Her findes det fiktive idealsamfund i Jordens indre, Potu, når det staves bagfra, en hentydning til Mores værk. Og endelig bør Henrik Stangerups dystopi, romanen »Manden der ville være skyldig« (1973), nævnes. Den foregår i et fremtidigt overvågningssamfund, hvor litteraturen censureres – linjer kan trækkes tilbage til Huxley, Orwell, Boye og Bradbury. Også dette værk findes som film (fra 1990), instrueret af Ole Roos.

Thomas More, eller som han også kendes med sit latiniserede efternavn, Morus, gjorde lynkarriere i London. I en alder af 26 år blev han valgt til parlamentet, han trådte i kongens tjeneste og Henrik 8. benyttede ham til flere delikate diplomatiske missioner. I 1521 blev han slået til ridder og to år senere udnævnt til parlamentets formand. Ved siden af politik engagerede katolikken More sig i religiøse spørgsmål og polemiserede mod Luther og den frembrydende protestantisme. Hans hjem i London blev et samlingspunkt for tidens lærde og intellektuelle, og han sluttede et livslangt venskab med en anden af tidens fremtrædende humanister, Erasmus af Rotterdam. More var kendt for sin progressive børneopdragelse. Således straffedes familiens børn aldrig korporligt, og han sørgede for, at hans tre døtre fik nøjagtig den samme uddannelse som sønnen.

Men så begyndte det at gå galt. Kongen bad ham hjælpe sig med at blive skilt fra sin hustru, Katharina af Aragonien. Da paven ikke gav sit samtykke, brød Henrik 8. som bekendt med Rom og grundlagde den anglikanske kirke med sig selv som dens overhoved. More ville ikke gå på akkord med sin tro. Han modsatte sig, kritiserede kongens beslutning og nedlagde sine embeder. Han fængsledes og anklagedes for landsforræderi, undgik ved kongelig nåde tortur, men dømtes til døden og blev 6. juli 1535 halshugget.

Thomas More var en dreven diplomat, en sagkyndig og respekteret jurist og et usædvanligt dannet menneske. Hans »History of King Richard 3« (1513) prises således af fagfolk som et højdepunkt i engelsk historieskrivning også pga. den mesterlige sproglige iklædning. Men hans kendteste værk er naturligvis »De optimo statu rei publicae deque nova insula Utopia« (Om den bedste statsforfatning og om den nye ø Utopia), i hvilket han skildrer et ørige, opdaget af en sømand ved navn Hythlodaeus, der beretter om sine oplevelser her.

Alt fungerer anderledes og tilsyneladende bedre end i samtidens England. Ja, selv bybilledet ser anderledes ud. I stedet for snævre, ildelugtende gyder finder vi brede og lyse boulevarder, og i modsætning til Mores samtid lever katolikker og protestanter i bedste fordragelighed. Der hersker således næsten fuldstændig religionsfrihed undtagen for ateister, der tolereres, men udsættes for foragt.

Det offentlige overvåger den enkelte alle døgnets 24 timer og fordeler arbejdet. Indbyggerne lever i næsten klosteragtig beskedenhed, men alle, mænd og kvinder, har til gengæld ret til en uddannelse. Derimod er den private ejendomsret – ligesom hos Boye og Orwell – afskaffet: Således er det forbudt at eje og bære smykker, og guld foragtes og anvendes i stedet for til at fremstille natpotter. Der findes ingen sagførere, da lovgivningen er så enkel og ligetil. Al jord er fælleseje, der hersker arbejdspligt, men med regelmæssige afstande tvangsflyttes bybefolkningen til landet og omvendt, og det nytter ikke at protestere. Offentlige forsamlinger må ikke finde sted. Skal der nødtvungent føres krig, sker dette med udenlandske lejetropper.

Samtiden og senere tiders politologer og sociologer har fortolket »Utopia« som en ondskabsfuld satire over samtidens England, hvad den også kan læses som, og venstrefløjen, der jo har en ulyksalig forkærlighed for utopier, har prist den som en forløber for den kommunistiske idealstat. Karl Marx lod sig inspirere af værket, filosoffen Ernst Bloch betegnede det som en kommunistisk ønskedrøm, og Lenin lod Thomas Mores navn anbringe på et mindesmærke over store kommunistiske tænkere.

Det er blevet overset, at latiniseringen af navnet More, som forfatteren selv foretog, Morus, også betyder »nar«. Erasmus af Rotterdam var klar over det, idet han tilegnede More sin berømte tekst, »Dårskabens lovprisning«, med den latinske titel »Moriae enconium«. Ligeledes er den græske sømands navn, Hythlodaeus – den person, som fortæller historien – afledt af det græske ord for vrøvlehoved.

Utopia består endvidere af tre landområder: Tallstoria (afledt af det engelske udtryk »tall story«, dvs. utroværdig historie), Nolandia (dvs. »no land«, intetsteds) og Aircastle, dvs. luftkastel, hvoraf det ene oven i købet regeres af en konge med det latinske navn Ademus, hvilket oversat betyder »uden undersåtter« Tydeligere kan det vel ikke siges? Endnu flere ordspil kan findes rundt om i teksten. Alt dette viser tydeligt, at Mores værk slet ikke skal tages for pålydende og alvorligt som en utopi, men snarere er båret af en sublim ironi med et stænk af moderne nihilisme, der belyser denne verdens dårskab. Enhver drøm om frihed og demokrati er netop intet andet end en drøm, en skrøne.

Dette er et politisk budskab, så det batter, et budskab, der også er relevant for vore tiders politiske kandestøbere og verdensforbedrere, der i de sidste 100 år med tragiske resultater har søgt at virkeliggøre deres forestillinger: Lenin, Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot etc. Gid alle, der har utopisk-totalitære visioner ville være åbne for Mores skepsis og ironi – vi ville leve i en bedre verden. Og også vore dages EU-skeptikere vil kunne finde masser af ammunition i bogen; her er det tilstrækkeligt at henvise til navngivningen af Utopias tre landområder.

More døde, fordi han – ligesom Erasmus af Rotterdam – ville bevare den katolske kirkes enhed, og han betragtes derfor som martyr. I 1935 blev han helgenkåret, og han mindes hvert år 22. juni. Det er vel ikke nogen tilfældighed, at den polske pave, Johannes Paul II, der om nogen var medvirkende til kommunismens fald, i året 2000 udnævnte den lærde rennæsancehumanist Thomas More til et forbillede for politikere og statsmænd og fremhævede hans moralske standhaftighed. Helgen? Ja! Kommunist? Nej!