Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den græske tragedie version 2.0

Marlene Wind: Det græske underskud på statsfinanserne er et produkt af årtiers forsømmelser, korruption og mangel på reformvilje. Så sent som ved sidste parlamentsvalg gik den græske regering til valg på en ren gaveregn til grækerne og den offentlige sektor, selvom alle udmærket vidste, at det ikke var gaver, men hestekur og reformer, der var brug for.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den seneste tid har man kunnet få morgenkrydderen galt i halsen ved læsning af følgende dramatiske overskrifter: »Græsk tragedie kan koste EU livet«, »Euroen kraftigt svækket«, »Græsk nedtur kan sprede sig til andre EU-lande« og senest: »EU kræver nedskæring af lønninger i Grækenland« - med en underrubrik om, at netop EUs indblanding i græske lønforhold kan svække den danske ja-side ved en eventuel dansk euroafstemning. Nu er dette sidste problem nok til at overse i og med, at burkaer, kønsopdelte forældremøder og madpakkeordninger har stået højere på statsministerens prioriteringsliste end Danmarks forhold til internationale magter. Der er dermed kun en yderst ringe risiko for, at den såkaldte ja-side inden for den nærmeste fremtid vil skulle på barrikaderne og forsvare et ja til den fælles mønt.

Med et underskud på statsfinanserne på 12,7 procent af BNP sidste år er Grækenlands økonomiske situation ganske rigtigt værre end de fleste øvrige EU-landes. Og dog. Kommissionen forventer i år et statsunderskud i Irland på 11 procnet; i Spanien regner man med 6 procent, i Portugal 8 procent, i Frankrig 5 procent, og i Storbritannien forventer man et underskud på 9 procent. I Belgien og Italien er underskuddene overskuelige, mens den offentlige gæld er høj. Kommissionen vurderer derfor, at disse lande allerede i 2012 bør være tilbage under 3 procentsgrænsen.

Som bekendt er der en regel i vækst og stabilitetspagten om, at et eurolands statsunderskud ikke må overstige 3 procent af BNP, og dette er der jf. ovenfor ikke rigtig nogen, der lever op til. Ikke engang Tyskland, som samtidig har Europas største økonomi. End ikke Danmark kunne - hvis vi altså ville - blive medlem af eurozonen i dag, men vi er dog betydeligt tættere på at leve op til kravene end de fleste andre lande. Meget hænger naturligvis sammen med, at landene på grund af finanskrisen har pumpet mange penge ud i økonomien for at undgå kollaps. Samtidig er der kommet yderligere udgifter til arbejdsløsheds­understøttelse og et dårligere skattegrundlag blandt andet på grund af krisen.

Det der gør situationen særlig grel i Grækenland er, at vi ikke har at gøre med et pludseligt opstået problem som følge af den internationale finanskrise. Den græske tragedie er et produkt af årtiers forsømmelser, korruption og mangel på reformvilje. Så sent som ved sidste parlamentsvalg gik den græske regering til valg på en ren gaveregn til grækerne og den offentlige sektor, selvom alle udmærket vidste, at det ikke var gaver, men hestekur og reformer, der var brug for.

Og hvordan gør man så det? Det gør man ved at lancere reformer, der skal reducere underskuddet på statsfinanserne fra 12 til 3 procent inden 2012 - i sig selv noget af en opgave. Men reformer af skattevæsen, pensions­systemer samt den offentlige administration kunne nærmest være ligegyldige, hvis ikke Grækenland samtidig havde sikret sig, at EU og hermed de facto Kommissionen satte sit blå stempel på den økonomiske redningsplan. Det er også årsagen til, at Kommissionen for første gang i Stabilitets- og Vækstpagtens historie nu binder denne redningsaktion op på sanktioner og en meget stram overvågning. Grækenlands reformplan skal således allerede evalueres første gang i marts og næste gang i maj 2010.

Når diverse fagforeningsbosser i Danmark derfor i dag råber vagt i gevær over, hvad de mener er en helt urimelig "EU-hestekur", der dikterer lavere offentlige lønninger og afskedigelser, så er det et godt eksempel på, at man ikke har forstået, hvad det her handler om. Alternativet til en såkaldt "EU-hestekur" i Grækenland er nemlig ikke nogen hestekur overhovedet, men total økonomisk nedsmeltning med tab af millioner af job til følge. De grækere, der har forstået tingenes rette sammenhæng, priser sig derfor i dag lykkelige for deres euro-medlemskab og for den solidaritet og ansvarlighed, som eurozonen og Kommissionen udviser i øjeblikket - også selvom det kommer til at gøre ondt.

Det man kan ærgre sig over er naturligvis, at der skulle en international økonomisk krise og et pres fra EU til, før der kunne gennemtvinges reformer i Grækenland. I stedet for at gøre EU til prügelknabe burde de græske politikere naturligvis selv for år tilbage have taget sagen i egen hånd og genoprettet tilliden til græsk økonomi. Men politikere skal som bekendt genvælges og har derfor ofte en yderst kortsigtet horisont. Gaver glider nu engang lettere ned end besparelser og surt slid.