Den glemte historie

Grænseforeningen, der har til opgave at vedligeholde interessen for det danske mindretal syd for grænsen, har lavet en undersøgelse, der viser, at kun 16 procent af de danske unge mellem 18 og 34 år ved, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920.

På en åben plads bag stationen i Charlottenlund står en mandshøj kampesten med to indhuggede løver og et rimet vers, hvis to første linjer lyder: »Grænseværn fra Hedenold/ Tro paa vagt mod list og vold/End din Kamp for sprog og hjem/Kalder alle danske frem«. Stenen er en såkaldt genforeningssten, rejst til minde om dengang i 1920 da den nordlige del af hertugdømmet Slesvig blev indlemmet i det danske kongerige, efter at det i mere end et halvt århundrede havde været en del af Tyskland.

Mange mennesker passerer hver dag forbi stenen, men kun få ænser den, og endnu færre ved, hvad den står der for. Jeg har spurgt venner og bekendte om de ved, hvad det er for en sten, men kun et par af mine jævnaldrende kan sige det. Ingen af de yngre aldersklasser har den mindste anelse om det. De er godt nok vidende, veluddannede og belæste nutidsdanskere, men de er helt og aldeles ude af stand til at forbinde stenen og dens arkaisk klingende ord med noget som helst, så den forbliver en gåde for dem.

Lidt underligt er det, for genforeningen var en af de allerstørste nationale begivenheder her i landet. Den vakte en overvældende begejstring, og i årene efter 1920 blev der i by og på land rejst mere end 500 sten til minde om den. Ved disse sten samledes folk i store skarer, hejste Dannebrog, lyttede til manende ord om Danmark i 1.000 år og sang danske sange om Slesvig, der nu var kommet hjem til Mor Danmark igen. Den historie var allemandseje. I den var hele den klassiske danskhed samlet, og til de danskere, der boede i Sydslesvig, og som ikke blev genforenet med kongeriget, hed det: »I skal ikke blive glemt«, men dette løfte blev ikke holdt. I dag er sydslesvigernes historie så godt som glemt. Grænseforeningen, der har til opgave at vedligeholde interessen for det danske mindretal syd for grænsen, har lavet en undersøgelse, der viser, at kun 16 procent af de danske unge mellem 18 og 34 år ved, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920.

Denne uvidenhed er ikke blot et problem for nationalt sindede danskere, men også for de ca. 50.000 sydslesvigere, der erklærer sig som dansksindede og som er afhængige af den halve milliard kroner som den danske stat hvert år giver til driften af danske skoler, kirker, biblioteker, ungdomsforeninger, kulturelle formål og meget mere. Med velbegrundet bekymring spørger mange af dem om, hvad der sker med støtten, hvis ingen i Danmark kender Sydslesvigs historie?

Året 2014 byder imidlertid på flere muligheder for at genoplive interessen for Sydslesvig. Det er nemlig 150 år siden, Danmark led det afgørende nederlag ved Dybbøl, og det kommende år vil derfor byde på masser af artikler, møder, foredrag, bøger og film, hvor de gamle fortællinger om Sydslesvig vil blive fortalt igen og igen. Mange håber utvivlsomt, at den nationale glemsel dermed vil blive erstattet af en ny og frisk interesse for Sydslesvig, men det er tvivlsomt om det vil ske, og det er der flere grunde til. En af dem er, at de gamle nationale myter er slidt op. Fortællingerne om Dybbøl og genforeningen har for længst mistet deres fascinationskraft. Når danske skoleelever er på ekskursioner til Sydslesvig, er det ikke Dannevirke og Hedeby, der optager dem, men derimod hvornår de kan komme ind i grænsekiosken og købe billigt slik.

Det skyldes ikke, at vore dages lærere er ringere end de var i gamle dage. Årsagen skal findes i det forhold, at de gamle historier ikke længere har bund i nogen aktuel virkelighed. Det modsætningsforhold, der i sin tid var mellem dansk og tysk, og som gav liv og kulør til alle fortællingerne, er væk. I dag kan man ikke betragte tyskerne som en bande upålidelige slagsbrødre, og ingen vil beskrive tysk tænkning som frø af ugræs der fyger over hegnet. I dag samarbejdes der hen over grænsen som om det gamle Slesvig allerede er blevet genetableret. Det er godt, det er sådan, og hvis man vil genskabe en bred interesse for Sydslesvig i den danske befolkning, må det være med udgangspunkt i vore dages virkelighed og ikke i en fortælling om en fortid, hvis modsætningsforhold for længst har mistet enhver betydning.

Der er ingen tvivl om, at Danmark får meget ud af de mange penge, der hvert år sendes til det danske mindretal. Gennem de danske skoler og gymnasier får vi tilført en jævn strøm af veluddannede unge, der mestrer både dansk og tysk. Den førte politik har også været med til at gøre grænseregionen til et område, der er præget af fred og fordragelighed, og det kan være et forbillede for andre lande der plages af konflikter med nationale mindretal. Det er alt sammen fint og godt, men spørgsmålet er, om det er godt nok. Svaret er: Nej. Det kan og bør gøres bedre. Mange af de erfaringer, der er gjort i Sydslesvig bliver således ikke formidlet videre. Sydslesvig har for eksempel altid været præget af mange forskellige kulturer. Her tales der tysk, plattysk, dansk og frisisk, og i historiens løb har denne blandingskultur frembragt megen stor kunst. For tiden er en gruppe tyske forskere i færd med at publicere en række bøger med eksempler på Slesvig-Holstens rige litteratur gennem flere hundrede år. Det første bind, »Stimmenvielfalt - Gedichteaus Schleswig-Holstein«, rummer digte på tysk, plattysk, frisisk, sønderjysk og rigsdansk. Det ville være en smuk opgave for det danske mindretal at fungere som kulturambassadører for deres multikulturelle hjemegn ved at reklamere for dette arbejde i Danmark, men det sker ikke. Man tier.

Den samme tavshed gælder på pædagogikkens område. I hver eneste dansk kommune arbejder man med at integrere børn og unge fra fremmede kulturer. Det er et arbejde der kræver viden om, hvordan mindretallene oplever deres situation, og her må Sydslesvig da rumme en rigdom af erfaringer, som vi kan lære af, men vi hører ikke en lyd dernedefra.

På det kulturelle område er sydslesvigerne gode til at tage imod den kultur, som Danmark viser dem. Det drejer sig om koncerter, teaterforestillinger, kunstudstillinger, forfatterbesøg og deslige. Flot er det, men det er også en kultureksport, der er ensidig. Sydslesvigerne nyder, men de yder ikke meget til gengæld, og det er ærgerligt. Fra mit virke i Dansk Forfatterforening har jeg eksempelvis været med til mange møder med forfattere fra de nordiske lande, og ofte har der også været repræsentanter for Grønland, Færøerne, Sameland og enkelte gange finlandssvenskere, men fra Sydslesvig har der aldrig været nogen, selvom alle parter ville havde gavn og glæde af deres deltagelse. Sydslesvigerne kunne for eksempel fortælle om vilkårene i Tyskland, og fungere som en port ud mod Europa. Det sker desværre aldrig. Hvorfor ikke?

En del af svaret skal utvivlsomt søges i det forhold, at det danske mindretals forskellige organisationer er plaget af store indbyrdes rivaliseringer. Til tider ser det ud som om hver organisation opfatter sig selv som et kongerige, hvis fornemste opgave er at vogte nidkært over sit eget domæne. Udadtil taler de godt nok henført om de store glæder, de har af hinanden og af den fælles danskhed, men indadtil har de svært ved at samarbejde. Uenigheden er så stor, at man end ikke kan sende en fælles ansøgning til Folketinget om fordelingen af den økonomiske støtte.

I stedet har man set sig nødsaget til at anmode Folketingets Sydslesvig-udvalg om at fordele midlerne. Det er bare for ringe. Den indbyrdes uenighed har også den triste konsekvens, at sydslesvigerne ikke taler frit om egne forhold af frygt for, at det vil blive udlagt som endnu et splittelsesforsøg. Derfor tier de, og så får vi andre slet ikke noget at vide om, hvad der sker syd for grænsen. Den slags bør Danmark ikke tolerere. Folketinget bør stille krav om, at mindretallet skal holde orden i eget hus. Skønt ville det også være, hvis man stillede krav om aktiv deltagelse i den danske debat og i det danske kulturliv. Indtil det sker, vil glemselens slør fortsætte med at sænke sig over Sydslesvigs fortid og nutid, og slette enhver forventning til fremtiden.