Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den brutale historie om Reserve-bataljon 101

Billede taget 27. maj 1944 i Oswiecim viser tyske nazisoldater sortere fanger ved ankomsten til KZ-lejren Auschwitz-Birkenau. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I år er det 75 år siden, at holocaust blev sat i værk. I den forbindelse går tanken mest til Auschwitz og gaskamre. Men det nazistiske mordapparat var mere end kz- og udryddelseslejre. Det er historien om Reservepolitibataljon 101 et eksempel på.

13. juli 1942 klokken 2 om natten blev den tyske Reservepolitibataljon 101, der var stationeret i den polske by Bilgoraj syd for Lublin, vækket og beordret op i ventende lastbiler. De ca. 500 mand fik udleveret ammunition, og konvojen satte sig i bevægelse. I næsten to timer skrumplede lastbilerne gennem natten mod Jozefow knap 30 kilometer østpå. Da de nåede frem, var det ved at blive lyst. Bataljonens mænd sprang ned fra lastbilerne og samlede sig i en halvkreds om deres leder, den 53-årige major Wilhelm Trapp, der skulle sætte dem ind i den forestående opgave – den første »rigtige« i tjenesten.

Trapp var bleg og nervøs. Han havde tårer i øjnene og kæmpede for at holde sine følelser under kontrol og få ordene frem. Langsomt fortalte han med grådkvalt stemme sine mænd, at de stod foran en frygtelig ubehagelig opgave.

Jozefow var en typisk polsk by på landet med stråtækte, hvide huse. 1.800 af indbyggerne var jøder. Reservepolitibataljon 101 skulle drive jøderne sammen og deportere arbejdsduelige mænd til en arbejdslejr. Resten – børn, kvinder og ældre mænd – skulle skydes på stedet.

Trapp afsluttede sin tale med et tilbud: De mænd, der ikke følte sig opgaven voksen, kunne træde af, uden at det ville få konsekvenser for dem. Et par håndfulde trådte frem. Så gik aktionen i gang.

Ganske almindelige mænd

Den oprindelige Politibataljon 101 kom fra Hamborg og blev umiddelbart efter krigens start sendt til det besatte Polen. Her bistod den blandt andet ved bevogtningen af ghettoen i Lodz. I maj 1941 vendte bataljonen tilbage til Hamborg, hvor den blev opløst og de fleste af dens medlemmer overført til anden tjeneste.

Resten fortsatte i en nyoprettet Reservepolitibataljon 101 baseret på ældre politibetjente, ganske almindelige mænd, der var for gamle til at gøre tjeneste i Værnemagten. Fra maj 1941 til juni 1942 blev bataljonen uddannet, mens den samtidig løste regionale opgaver. Den blev således sat ind i oprydningsarbejdet efter det britiske bombeangreb mod Lübeck 29. marts 1942.

Reservepolitibataljon 101 var også involveret i deportationen af jøder fra Hamborg. Fra midten af oktober 1941 til slutningen af februar 1942 bragte 59 transporter mere end 53.000 jøder og 5.000 sintier og romaer til Riga, Kaunas og Minsk. Bataljonen stod vagt ved opsamlingsstedet for de jøder, der skulle deporteres, og på den nærliggende banegård, hvorfra de blev sendt østpå i godsvogne.

Nogle havde også vagttjeneste på transporterne. På en transport til Minsk erfarede oberstløjtnant Hartwig Gnade, at en derværende politibataljon havde skudt jøder i ugevis. »Vi konkluderede derfor, at også vores Hamborg-jøder ville blive skudt«.

Da Reservepolitibataljon 101 blev forlagt til Polen i juni 1942, var dens medlemmer således ikke uvidende om, hvad der overgik jøderne. Men indtil den dag, hvor bataljonen blev sendt i aktion i Jozefow, havde de kun i beskedent omfang selv ageret dødens engle. Det skulle ændre sig inden solnedgang.

Undervisning i nakkeskud

Efter Trapps tale gik Reservepolitibataljon 101 i gang med opgaven. Nogle betjente omringede Jozefows jødiske kvarter, andre stillede sig op langs ruten til byens torv, hvor jøderne skulle drives hen og forsamles, og atter andre omringede torvet, så ingen kunne slippe væk. 3. kompagni gik fra hus til hus og gennede jøderne ud. Jøder, der ikke kom hurtigt nok af sted, forsøgte at skjule sig eller flygte, blev skudt på stedet. Det samme gjorde spædbørn, småbørn, gamle og syge samt patienterne på det jødiske sygehus og beboerne på det jødiske alderdomshjem. Der flød med lig overalt.

Mange af bataljonens mænd havde svært ved at skyde børn, så i den dødelige forvirring lykkedes det mange mødre at tage deres børn med til torvet. Det fik kaptajn Wolfgang Hoffmann til at kritisere sin deling for ikke at være gået »tilstrækkeligt energisk« til værks.

Da jøderne var samlet på torvet, blev 1. kompagni trukket væk fra bevogtningsopgaven til en skov et par kilometer uden for byen. Her skulle drabene finde sted. Men der var et problem. Kompagniets mænd havde aldrig dræbt med nakkeskud og vidste ikke, hvordan man gjorde. På en tegning af et hoved og en nakke viste bataljonens læge og en seniorsergent, hvor på rygsøjlen man skulle pege med bajonetten for at opnå et dødeligt og »rent« skud.

I kompagniet fortrød flere, at de ikke havde sagt fra under Trapps tale, da de havde haft muligheden. Men det hele var sket så hurtigt, at der ikke havde været tid til at reflektere over tilbuddet. Flere af dem henvendte sig nu til deres befalingsmænd for at få tildelt andre opgaver, hvilket blev imødekommet.

Mens undervisningen i nakkeskud stod på, udvalgte Trapps adjudant de arbejdsduelige mænd. Et lokalt savværk fik tilladelse til at beholde 25. Resten, omkring 300, blev ført bort til en naboby, fra hvis banegård de skulle transporteres væk. Inden de var nået ud af Jozefow, lød de første skudsalver fra skoven. Mændene reagerede med forfærdelse. De vidste, hvad det betød.

På torvet udløste salverne skrig og gråd blandt de sammenstuvede jøder. Hvis de hidtil havde været i tvivl om, hvilken skæbne der ventede dem, vidste de nu besked. Efter deres første spontane reaktion på den uafvendelige død lagde jøderne ifølge flere af deres bødler en »ubegribelig« og »forbløffende« behersket holdning for dagen.

På torvet gennede 2. kompagni jøderne op i ventende lastbiler, 35-40 i hver, som derefter kørte dem til skoven. Her fik de hver især tildelt en bøddel og ført ind i skoven. Der havde ikke været tid til at grave en massegrav. Jøderne fik besked på at lægge sig i en række på jorden med ansigtet nedad. Så eksekverede deres bødler på klos hold det nakkeskud, de lige var blevet instrueret i.

Som henrettelserne skred frem, stod det klart for Trapp, at med det tempo kunne man ikke nå at blive færdig samme dag. Vagtopgaven på torvet blev derfor overdraget 3. kompagni, der var færdig med at genne jøderne ud af deres huse, så 2. kompagni kunne assistere 1. kompagni med drabene.

Mændene i 2. kompagni havde heller ikke erfaring med nakkeskud, men blev modsat 1. kompagni kastet hovedkulds ud i opgaven. Det resulterede i en masse fejlskud, der indebar, at myrderierne blev mere blodige end normalt. Hvis et skud ramte for højt, blev offerets kranium helt eller delvis revet af, så blod, hjernemasse og knoglesplinter stod ud i alle retninger.

Få blev dømt

Nedskydningen af de 1.300-1.500 jøder varede til mørkets frembrud. Hen på eftermiddagen blev skytterne forsynet med alkohol.

Da aktionen var ovre, havde de ingen anelse om, hvor mange jøder, de havde dræbt hver især. Flere måtte på et tidspunkt opgive at fortsætte drabene, fordi nerverne slog klik, og blev så afløst. Da bataljonen kørte tilbage til Bilgoraj, var mange skytters uniform, ansigt og hår sølet til med materie og knoglesplinter fra dagens misgerninger.

Efter ilddåben i Jozefow udviklede Reservepolitibataljon 101 sig til et effektivt instrument i »Operation Reinhardt«, udryddelsen af Polens jøder. Resten af krigen dræbte bataljonen mindst 38.000 jøder og stod for deportationen af mindst 45.200 jøder til udryddelseslejren Treblinka.

I 1947 blev Trapp og en af hans mænd dømt til døden i Polen. To andre fik henholdsvis tre og otte års fængsel. De blev ikke dømt for massedrab på jøder, men for henrettelsen af 87 polakker i en »gengældelsesaktion«.

Reservepolitibataljon 101 gik i glemmebogen. Først i 1962 kom der fokus på dens aktiviteter i Polen under krigen. Frem til 1967 blev 210 tidligere medlemmer afhørt af politiet, og der blev rejst sigtelse mod 14. Fem blev idømt fængselsstraf på mellem fire og otte år, men uden nogen begrundelse annullerede en appelret straffen for to af dem uden at anfægte skyldsspørgsmålet. Seks blev fundet skyldig, men på grund af deres svage helbred ikke idømt straf. Tre blev frifundet.