Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den 9. april

Hvordan man end vender og drejer det, så er det ikke til at komme uden om, at den 9. april ikke er den mest ærefulde dag i dansk historie. Det giver ingen mening at sætte sig til doms over de politikere, der handlede, som de gjorde den 9. april, men det giver god mening at overveje, hvad det var der fik dem til at handle, som de gjorde.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Datoen den 9. april 1940 danner indgang til den bedst og mest fyldigt beskrevne og dokumenterede periode i Danmarks historie. Vi vender stadig tilbage til besættelsestiden, der ikke længere i ret manges erindring er »de fem onde år«, men som derimod er blevet et laboratorium for historikere, ældre som yngre, der her kan finde stof til afhandlinger og specialer om efterhånden de mindste detaljer i disse års historie. Og samtidig er de fem år en periode, som stadig kan kalde på følelserne, også hos dem, der ikke har gennemlevet de år selv. Var man i tvivl, blev det helt klart, da en tidligere statsminister sagde noget om samarbejdspolitikken, som faldt mange historikere for brystet. Anders Fogh Rasmussen sagde i forbindelse med markeringen af 60-året for samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 2003 bl.a.: »Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik«. Statsministeren talte naturligvis, som politikere nu engang gør, om nutiden og ikke om fortiden, og hans melding var den enkle, at det nu engang er mere værdigt at kæmpe for det, man tror på, end det er at argumentere for, at den mest bekvemme løsning også moralsk er den rigtige.

Statsministeren talte i 2003 om at være aktiv, og hans ord havde naturligvis adresse til de politikere, der dengang som i dag på forhånd opgav eller opgiver at have ambitioner om, at Danmark kan føre en aktiv udenrigspolitik, som viser, hvilke værdier vi tror på og vil kæmpe for. Selvfølgelig var Danmarks frihed værd at kæmpe for, og selvfølgelig var det uværdigt, at landet på et par timer kunne rendes over ende og indgå en aftale med den tyske besættelsesmagt, der var så gunstig, at mange troede, at det måtte være aftalt spil. På den måde havde statsministeren da ret. Den daværende statsminister Erik Scavenius udtrykte det på den måde, at »hvis Danmark havde været i krig med Tyskland, så var det da godt, at tyskerne ikke opdagede det«.

Hvordan man end vender og drejer det, så er det ikke til at komme uden om, at den 9. april ikke er den mest ærefulde dag i dansk historie. Man kan set fra et materielt synspunkt glæde sig over, at der inden besættelsen var ført en politik, der betød, at landet var reelt forsvarsløst, så var der ikke så meget at beslutte den dag, besættelsen var en realitet. Beslutningen var truffet - enten bliver vi ikke besat, og så er det godt, eller også bliver vi besat, men forsvarer os ikke, og så må vi prøve at klare den situation. Det var en politik, som havde opbakning hos et flertal af den danske befolkning, og som derfor havde demokratisk mandat. Samarbejdspolitikken blev bekræftet ved valget under besættelsen, og den blev bekræftet igen ved det første valg efter besættelsens ophør i efteråret 1945, hvor vælgerne stemte de gamle politikere ind igen og særligt tilgodeså partiet Venstre, der sammen med Socialdemokraterne havde været et af de mindst profilerede partier under krigen.

Modstandsbevægelsen havde i efteråret 1943 forudset, at vælgerne, »Når Danmark atter er Frit«, ville straffe samarbejdspolitikerne politisk ved stemmeurnerne, men det kom til at gå helt anderledes. Det må da også være det helt uomgængelige argument for samarbejdspolitikken, at det var sådan, befolkningen ønskede det. Scavenius førte den politik, som han var sat til at føre, og som var den, hovedparten af befolkningen stod bag. En sådan politik indebar naturligvis også nogle ofre. Scavenius sagde noget om »beundring« for de store tyske sejre, andre talte om at række »hånden frem til samarbejde«, og sådan blev der sagt og gjort så meget, som skurrede i ørerne, men som jo var bagateller i forhold til realiteten: at man den 9. april havde indgået en overenskomst med besættelsesmagten om, at Tyskland kunne besætte Danmark mod til gengæld at respektere danske statsorganer, herunder den danske regering, Rigsdagen og domstolene. Tyskerne satte ingen krigsadministration ind som i Norge og holdt sig fra landets styre. Det var naturligvis langt mere fordelagtigt for besættelsesmagten, hvis landet kunne styre sig selv og i øvrigt levere passende rationer af madvarer m.v. til den tyske værnemagt. Særlig »naiv« var politikken vel ikke, men måske nok »forkastelig« ud fra et mere ideelt syn på, hvordan man nu skal tilkendegive sin modvilje mod at blive besat af en fremmed magt.

Den 9. april vil aldrig kunne blive en dag, der er enighed om. Verden er nu engang sådan indrettet, at de fleste accepterer overmagten. Og overmagten var stor, og Danmark havde ikke en chance. Denne kronikskriver har ikke oplevet den 9. april 1940, men den 9. april 2000; på 60-års dagen for besættelsen var jeg indbudt til at holde et foredrag på den kaserne i Sønderjylland, hvorfra soldaterne blev sendt ud for at kæmpe de par timer, man behøvede for at markere en forsvarsvilje. En stor del af dem var mødt op ved den lejlighed og fortalte om, hvordan de danske soldater på cykel med maskingeværer på bagagebæreren blev sendt ud for at kæmpe mod Europas stærkeste militærmagt. Ikke så meget som en medalje har de fået siden. Modstanden den 9. april har ligesom modstandsbevægelsen måttet kæmpe mod det bekvemmelighedssyn, der lå bag samarbejdspolitikken. Vi kan ikke lide krig, heller ikke når det gælder vore egne værdier, og det var lige præcis den mentalitet, som statsminister Fogh provokerede ved sin tale den 29. august 2003. København blev besat uden kamp, soldaterne sov, og på selve dagen fortsatte danseundervisningen på Forsvarsakademiet. Der blev ikke skudt på de tyske skibe, og beretninger om landsætningen af tyske soldater viser, at der end ikke var vagt ved kajen, selv om risikoen for en besættelse var indlysende. Nogen sådan helt fyldestgørende forklaring på, at beredskabet var så dårligt, er aldrig blevet givet.

Den 9. april fik lange eftervirkninger. Nogle af dem viste sig efter besættelsen, da der skulle gøres op med tyske krigsforbrydere og danske, der havde samarbejdet med besættelsesmagten. Det var ikke helt let at definere, hvor grænsen gik mellem det officielle samarbejde og det samarbejde, man ville kriminalisere. Særlig sølle forekommer i dag opgøret med de tyske krigsforbrydere.

Vi ved i dag, og med lidt ihærdighed havde man også dengang kunnet finde ud af, at den Dr. Best, som var såkaldt rigsbefuldmægtiget i Danmark og dermed ansvarlig for den tyske politik, ikke var en venlig hyggeonkel, som ville danskerne det godt, men at han var en af de mest fanatiske unge nazister, at han havde været med til at opbygge Gestapo og fra ophold i Polen og Frankrig havde erfaringer med drab og terror. Dem udnyttede han også i Danmark, men af grunde, som er svære at forstå, nåede danske domstole ikke frem til den eneste indlysende sanktion over for denne mand, der repræsenterede det værste i nazismen, nemlig dødsstraf. 12 års fængsel blev det til og endda løsladelse i 1951.

Den 9. april handler ikke blot om dilemmaet mellem håbløs, men værdig kamp mod overmagten, eller hellere at give op med det samme. I virkeligheden handler den 9. april om konsekvenser. Den 9. april var måske en konsekvens af de forudgående års politik. Måske var den 9. april kommet, uanset hvor godt Danmark havde været forberedt militært. Men det gik, som det gik, og det fik den konsekvens, at man heller ikke senere, da ansvaret skulle placeres, turde skride ind med fornøden styrke. Det manglede da bare, at de ansvarlige for den tyske besættelsespolitik blev stillet til ansvar og måtte bære konsekvenserne. Men sådan gik det ikke. Vi kæmpede ikke. Bagefter turde vi heller ikke statuere et ansvar. Det hele fik ikke noget værdigt forløb, og det er måske det allermest interessante ved den 9. april - og også det, som statsministeren afslørede i 2003. Vi har simpelthen svært ved at forholde os værdigt til vores historie.

Den 9. april er en dag, der afslørede svagheder og brist, men som til enhver tid er værd at mindes, fordi den er så dybt menneskelig. Det giver ingen mening at sætte sig til doms over de politikere, der handlede, som de gjorde den 9. april, men det giver god mening at overveje, hvad det var der fik dem til at handle, som de gjorde. Der er stadig meget at lære af den 9. april for os alle sammen.