Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den 100-årige, der faldt i stemmetallene

Borgerlig historie. De Konservative fylder 100 år, men der er ikke meget at ønske tillykke med. De, som »for tiden har påtaget sig ansvaret for de Konservative«, har koncentreret sig om sig selv, har forsømt at lytte og har ikke evnet at formulere og stå fast på grundlæggende konservative mærkesager.

Ditlev Tamm, Professor, dr.jur. & phil. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det konservative Folkeparti fylder i år 100 år, et på mange måder meget menneskeligt parti med de skrøbeligheder, der nu en gang hører mennesker til. En lidt besværlig ungdom i skyggen af både det gamle Højre og af Venstre, en stærk manddomsperiode med dygtige ledere og et klart værdimæssigt ståsted med det nationale som kendemærke. Så kneb det lidt, da partiet i 1970erne var i 50erne, men de år efterfulgtes af en stjernestund som regeringsbærende parti i godt ti år fra 1982. Så gik det galt med den såkaldte tamil-sag, men ikke mere galt, end at man nok var kommet sig under Hans Engells markante ledelse, hvis bare ikke det hele var ramlet i 1997. Siden har partiet ikke været sig selv.

Skæbnen ville, at Det konservative Folkeparti er det parti, som jeg flest gange stemte på. Man må jo vælge det, der kommer nærmest. Måske har jeg bare holdt fast ved en tradition fra mit barndomshjem. Min fader syntes vist ikke altid, at de Konservative var konservative nok, men det var svært at være mere konservativ dengang, medmindre man ville stemme på et parti, som hed de Uafhængige, hvad jeg havde ham mistænkt for engang at gøre. Historien om mig og de Konservative er lidt anderledes.

Jeg møder undertiden, men heldigvis efterhånden sjældnere, den opfattelse, at jeg da må være medlem af partiet. Det er jeg ikke. Jeg har kun været medlem nogle få år kort efter 2000. Jeg boede dengang i Søllerød og tænkte, at de Konservative måske trængte til lidt opbakning i en så Venstre-domineret kommune. Der tog jeg fejl. Partiet var totalt uinteresseret, og da jeg efter få år meldte mig ud, var der end ikke interesse for at høre grunden.

I samme periode fik jeg en henvendelse fra en anden nordsjællandsk kreds, om jeg kunne tænke mig at stille op til Folketinget for de Konservative. Det var ikke den højeste prioritet hos mig, men som sagt ville jeg da gerne hjælpe. Jeg aftalte med den pågældende kredsformand, at der blev rettet henvendelse til partiets ledelse, om mit kandidatur overhovedet var ønsket. Svaret var, at det var det ikke. Året før havde jeg skrevet en lille debatbog om konservatisme med titlen »Mellem fortid og fremtid«. Et fond havde generøst tilbudt partiets hovedkontor, at man ville udsende bogen til samtlige konservative kredsbestyrelser. Det ønskede partiet ikke, selv om – eller måske fordi – bogen netop var ment som oplæg til debat om, hvad konservativ politik er.

Det er lidt sjovt med sådan et parti, der ikke rigtig vil tale med en. Kun én gang har jeg haft en alvorlig og saglig samtale med en yngre ledende konservativ. Det skete i foråret 2002. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen tilbød mig en art koordinatorstilling i forbindelse med dansk arkivvæsen, hvis jeg ville indstille min kritik af, at den borgerlige regering, der trådte til i 2001, som sit første forslag til udflytning af en statsinstitution havde peget på Rigsarkivet, der som bekendt ligger i København og er centraladministrationens arkiv. Det ville jeg selvfølgelig ikke. Forslaget var idiotisk og stred mod konservativ fornuft, men partiets formand Bendt Bendtsen var valgt i Odense og ville gøre noget for sin hjemby. Efter en heftig kampagne måtte flytteplanerne opgives. Jeg er aldrig siden af en borgerlig regering blevet tilbudt nogen form for tillidspost, og det kan man måske godt forstå. Det vigtigste var da også, at man fandt en god løsning på arkivets pladsproblemer i København.

Engang havde jeg et sådant forhold til partiet, at jeg blev spurgt, om jeg ville skrive partiets nyere historie. Initiativet blev taget af Hans Engell, der i årene 1993-97 var partiets ubestridte leder og statsministerkandidat. Engell fortalte, at han en dag var kommet gående med et billede af partiets mangeårige organisatoriske leder, Poul Sørensen, som særligt i 1960erne spillede en vigtig rolle i partiet og på mange måder var den, der holdt det hele sammen. Et par unge konservative folketingsmedlemmer havde spurgt, hvem det var, han bar rundt på, og det var mere end den historisk bevidste partiformand kunne bære. Historien om partiet måtte skrives af en fagmand, så de gamle koryfæer ikke blev glemt.

Meget tegnede på det tidspunkt lyst, efter at tamil-sagen var overstået. De Konservative var på vej frem under Engells ledelse, og det hele var såmænd nok endt med, at Engell var blevet statsminister, hvis han ikke under alkoholpåvirkning havde påkørt en betonklods på Helsingør motorvejen. Indtil da havde det været rigtig sjovt at skrive partihistorien. Det var det pludselig ikke mere. Betonklodsen blev et vendepunkt. Efter 1997 gik så godt som alt galt. Da bogen »Det høje C« udkom i 1999, hed partiets formand Poul Andreassen, en tidligere ISS-direktør tilkaldt som redningsmand for partiet. Det var ikke rette mand på rette sted. Pia Christmas Møller som ny politisk leder af partiet var heller ikke den rette, og hun var heller ikke længere politisk leder, da bogen udkom.

Man lærer meget af at skrive bøger. En af partiets i dag lidt forpjuskede tidligere lederskikkelser, Erik Ninn-Hansen, talte i en samtale med mig om dem, som »for tiden har påtaget sig ansvaret for de Konservative.« Sandheden i den sætning har gang på gang vist sig. De Konservative er et parti, som i ganske særlig grad er afhængig af de mennesker, som leder partiet. Dårligt lederskab eller manglende fornemmelse for, hvad landets mange konservative ønsker, kan føre til katastrofale valgnederlag, som også det sidste valg har vist.

Med Hans Engells afgang var enhver interesse i partiet for en fremstilling af partihistorien væk. Bogen blev ikke omtalt på partiets landsråd, da den udkom, og partiet gjorde, hvad det kunne, for at negligere den. Jeg erindrer et konservativt landsråd i Aalborg i 1997 endnu præget af partiets ældre ledere og stor lydhørhed over for historien, som jeg talte om som hovedtaler ved partifesten. I 1999 var det historie.

Siden har der ikke været meget at feste for. Partiets formand hed nu Bendt Bendtsen. Under hans ledelse konsolideredes partiets stemmetal omkring ti pct. af vælgerne. Det viste sig at være en stakket frist. Som en mark, der bliver gold, når den ikke gødes, styrtdykkede opslutningen omkring partiet i slutningen af nullerne for i dag at være lavere end nogensinde. Et problem i Bendt Bendtsens lederperiode var af elementær kommunikativ art. Det var ikke nemt at følge hans tale, måske heller ikke for ham selv, og dette fravalg af en mere analytisk tilgang til politiske spørgsmål synes også at være noget, som partiets nuværende formand har gjort til en del af sin fremtræden.

Partiet kom i regering i 2001, og nogle af de konservative ministre blev kendte ansigter. Lene Espersen talte for en populistisk retspolitik med en vis gennemslagskraft. Hun blev endda senere partileder, men det gik galt, da hun fortrængte Per Stig Møller fra udenrigsministerposten. Lene Espersen er både veluddannet og vidende, men det virkede ikke overbevisende, at hun ville være udenrigsminister, når hun prioriterede egen ferie højere end et vigtigt møde. En tilsyneladende lille sag bliver let stor i politik, hvis de andre ikke rigtig kan lide en. Hun efterfulgtes af Lars Barfod, hvis lederevner af partiet var sværere at opdage. Helt fatal var hans tilnærmelse til de Radikale.

Hvorfor gik det så galt siden 1997? En pointe i denne kronik er, at vi faktisk er nogle, som gerne ville hjælpe, men er blevet afvist. Ikke at det måske havde nyttet noget. Men det er svært at komme udenom, at Det konservative Folkepartis situation i dag er en konsekvens af den måde, som partiets ledere eller – med Ninn-Hansens ord – de, som »for tiden har påtaget sig ansvaret for de Konservative,« har koncentreret sig om sig selv, har forsømt at lytte og har ikke evnet at formulere og stå fast på grundlæggende konservative mærkesager. Der er ikke meget at ønske tillykke med i anledning af 100-året. Vi vil gøre det alligevel, selv om det måske ikke bliver så vel modtaget. For det er nu engang min historie om det.