Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Deleøkonomien kan ikke nedkæmpes

Vi deler biler, lejlighed og musik som aldrig før. Deleøkonomien er en megatrend, og selvom den bliver beskyldt for at ødelægge væksten, kan den ikke nedkæmpes. For gode ideer, der gør livet lettere og billigere, er ikke til at slå ihjel.

Claus Skytte, forfatter og kreativ strateg Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Deleøkonomi er en megatrend. På den ene side hyldes deleøkonomien som svaret på alt. På den anden side beskyldes deleøkonomien for at nedlægge produktionsvirksomheder i den gode delesags tjeneste. Uanset om deleøkonomien er det, der langt om længe skaber vækst, eller om det er deleøkonomien, der omsider giver opsvinget det endelige dødsstød, står én ting fast: Gode ideer, der gør livet lettere og billigere for forbrugerne, kan ikke nedkæmpes.

Lige siden vi var små, har vi fået at vide, at det er positivt at dele vores legetøj med de andre børn og ikke bare rage til os af slikskålen. Det er pænt at dele med hinanden. Dele er noget, de søde børn gør. Dele er et helt igennem positivt ord, som udstråler ikke bare retfærdighedssans, men sågar noget så smukt som næstekærlighed. Når deleøkonomien så oven i købet er med til at nedsætte rovdriften på planetens ressourcer, så man også er med til at redde verden en lille smule med sit moderne fælles forbrug, er det da i grunden lidt underligt, at nogen kan have noget imod deleøkonomi.

Alligevel ser vi i disse dage ganske almindelige mennesker gå på gaden og demonstrere. For taxachauffører og hotelejere mener, at folk, der deler biler og hjem, er uuddannede, lovløse amatører og skruebrækkere. De er en trussel mod deres faglighed, uddannelse og de regler, de selv er underlagt.

Delebilsløsninger er konkurrenceforvridning, så det batter og kaldes slet og ret piratkørsel. Privatudlejning af hjem er bare Bed & Breakfast forklædt i smarthed, lækkert logo og skønne slogans om en bedre verden. Det er ikke andet end begyndelsen på arbejdsløshed for hårdtarbejdende godtfolk i hotelbranchen.

For byer med hotelskat, som for eksempel Paris, kan deling af privathjem betyde færre penge i fælleskassen. For staten kan deling også betyde færre penge i statskassen, hvis privatuddelerne af uransagelige årsager helt glemmer at betale skat af deres deleindkomst. For producenterne af varer kan det betyde konkurs, hvis man deler den samme ting i stedet for, at vi alle køber hver sin vare til hver sit hjem. Og deraf igen mere arbejdsløshed, som giver flere udgifter for staten.

Det giver god mening, hvis regeringerne vil prøve at stoppe det, som giver færre penge i statskassen. Der er ikke flere infrastrukturelle opgaver, som staten kan tage fat på at vride penge ud af. Kvinderne er på arbejdsmarkedet og giver en hånd med. Ligesom alle børn er kommet på skolebænken, og der er derfor ingen gårde ude på landet med et uopdaget ingeniørgeni, som til gengæld for timer i regning og matematik kan skabe nye opfindelser og give øget velstand til landet.

Så for væksten generelt kan deling betyde yderligere nedgang, fordi opsvinget skal drives af forbrug og ikke af det modsatte. For fagforeningerne kan deling underminere arbejderes rettigheder og gøre dem til lavtlønnede daglejere, og for folks generelle sikkerhed kan deling af en bil, der forulykker, skabe usikkerhed om ansvaret. Der er mange grunde til at være bekymret. Mennesker er altid bekymrede over det nye. Men når det nye ikke længere er nyt, har alle vænnet sig til det og vil kæmpe for at beholde det.

Vi hverken kan eller skal bekæmpe nye ideer, som gør forbrugernes hverdag lettere og mere bekvem. Der er mange gode eksempler på, at det alligevel ikke kan lade sig gøre. Musikdelingssitet Napster ændrede musikbranchen for evigt. Nok blev platformen lukket og sagsøgt, men gratis streaming af musik kunne ikke standses. Det var for smart og for billigt, så forbrugerne insisterede.

Da hestelobbyen i sin tid begyndte at mærke risikoen for konkurrence fra de nymodens biler, fik de lobbyet igennem, at biler ikke måtte køre hurtigere end en hestevogn. Der skulle også gå en mand med et rødt advarselsflag foran bilen for at afskrække mennesker fra at købe den. The Locomotive Acts virkede selvfølgelig modsat. Biler var smartere og billigere end heste.

I 1942 nedlagde det amerikanske musikerforbund forbud mod, at deres medlemmer skulle indspille plader, da de mente, at det nye medie kunne ødelægge deres medlemmers indtægtskilder som livemusikere på radioen. Men det var selvfølgelig billigere for radiostationerne at spille plader end at hyre et bigband til liveoptræden. Så forbuddet havde ikke en chance. Som en tillægsgevinst blev sangstjernen født, da det nu ikke længere var op til hver enkelt sanger at fortolke de nyeste hits i sit bigband. De bedste sangeres version på plade blev selvfølgelig spillet mest i radioen. Popstjernen blev født. Da højttalerne blev større, og værtshusholderne kunne spille op til dans i deres dansehaller uden at skulle hyre et dyrt og upålideligt band til formålet, nedlagde musikerne arbejdet i protest. Men danses skulle der jo, så der kom bare flere store højttalere.

Da taxaselskaberne i London og Paris i 2014 blokerede de store indfaldsveje i protest mod delebilskonceptet Uber, steg kendskabet til Uber med 800 procent på få timer. Det var jo en god idé – smartere og billigere – så folk meldte sig til. Forbrugerne vil have billigere og smartere løsninger og får altid deres vilje til sidst.

Folk deler lejligheder og biler, fordi det er smartere end at bo på hotel eller have sit eget køretøj. Det er både mere nærværende og billigere. Og når man kan forsvare økonomien i sin beslutning, bliver det mere end et statussymbol. Det er bæredygtigt og godt for samfundet. Hvorfor er det overhovedet lovligt at lade tomme biler og huse optage plads i byen, kunne man spørge sig selv.

Revolutioner tager som bekendt altid udgangspunkt i skift af kontrol over det, vi har allermest brug for. Og deleøkonomien demokratiserer adgangen til alt – for eksempel finansiering med crowdsourcing, gratis uddannelse via nettet, bildeling, husdeling og tingdeling. Ånden er ude af flasken, og hvorfor ikke springe de fordyrende mellemled over? Det kræver blot, at man vil dele med hinanden i stedet for at eje.

Vi er lige i begyndelsen af en ny netværksteknologi, der vil få Facebook til at ligne en analog poesibog, hvor vi klistrer billeder ind og fortæller om vores yndlingsfarve til vores venner. Vi får mulighed for en endnu mere vidtrækkende skalérbar deling af alle vores private ting.

Vi kommer også til at dele viden mere gennemført end Wikipedia. Vi kommer til at dele kultur langt dybere end med Spotify. Vi kommer til at dele vores sundhed med hinanden gennem den af de tusindvis af sundheds-apps, der lige nu kæmper for at bryde igennem og vise os vejen.

Vi kommer til at dele med vores naboer, som vi aldrig har delt med hinanden før. Det starter med en græsslåmaskine eller en boremaskine og ender med, at vi underviser og passer hinanden. Vi kommer til at dele mad og biler og alt, hvad der kan gøres smartere og billigere, end vi kan købe os til. Vi kommer til at styrke hinanden med meningsfulde fællesskaber, mens tagerne vil forsøge at lukrere på det uden at deltage, og magthavere vil forsøge at opnå den ultimative digitale tankekontrol.

Det forekommer som science fiction for de fleste nu. Men det gjorde streaming og internethandel også for nogle år siden. Tænk tilbage til 1989, lige før internettet blev offentligt tilgængeligt: Hvis nogle havde fortalt os, at om 25 år ville en tredjedel af klodens befolkning være forbundet med hinanden af enorme fællesskaber, hvor vi delte viden, nyheder, musik og film med hinanden – stort set gratis og det hele ved hjælp af vores mobiltelefoner – ville vi ikke have troet dem. Det ville have været science fiction. Men det er virkelighed nu.

Deleøkonomien breder sig, hvor det er muligt. Det er hele ideen med netværk. Og det kan ikke nedkæmpes. Forbrugerne kræver en bedre og billigere hverdag.