Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Definitionen på en ny borgerlighed

»I øjeblikket er borgerligheden imploderet og kan ikke pustes kunstigt op, men kun revitaliseres gennem en reel, indholdsmæssig rekalibrering, hvor ansvar for det globale fællesskab, tillid til mennesket og ideen om, at oplysning virker bedre end tvang, indgår i opskriften.«

Polerne har byttet plads. De røde har gjort op med offerrollen, og de blå har indtaget pladsen som dommedagsprofeter. Venstrefløjen, der ellers har prædiket verdens snarlige undergang i årtier, har nu fået en erklæret optimist som chefideolog med Rune Lykkeberg på Dagbladet Information. Mens de borgerlige partier ædes op indefra af kulturpessimister og xenofober. Forvirringen er total og en ny borgerlighed efterspørges. Men hvor skal den komme fra? Fra byen eller landet? Fra de røde eller de blå? Fra de rige eller de fattige?

Den ultrakonservative og samfundsbevarende udgave af det borgerlige projekt har længe været dødsdømt. Alene den hastighed, hvormed teknologiske, biomedicinske og sociale forandringer i dag finder sted, betyder, at ethvert forsøg på at »bevare« samfundsordenen i praksis vil sætte en grundig stopper for udvikling, vækst og stabilitet.

Men hvorfor er borgerlighed egentlig vigtigt? Oprindeligt – dvs. i Middelalderen og Renæssancen – udsprang borgerligheden af borgerstanden i samfundet – et veldefineret fællesskab med klare afgrænsninger og optagelseskriterier. I den sene Oplysningstid opstod en borgerlighed – nu baseret på langt mere uhåndgribelige karakteristika som fælles værdier, fælles kærlighed til fædrelandet og fælles sociale koder.

Den nye borgerlighed blev helt afgørende for skabelsen af en dansk nationalstat og for udviklingen af det moderne samfund. Men det mest interessante er, at den opstod på tværs af geografiske og uddannelsesmæssige skel og var formet af en fælles ambition om »at fremme det almene bedste«.

Denne borgerlighed formuleres af en for datidens samfund højst uhomogen gruppe af byboere og indbyggere i provinsbyerne. Af direktører, håndværkere, præster og lærere, der formåede at finde sammen i et værdipolitisk fællesskab. Den danske historiker Juliane Engelhardt har påpeget de »patriotiske selskabers« betydning for denne udvikling – oplysningsselskaber, borgerdydsselskaber, velfærdsselskaber osv, der alle havde det til fælles, at de arbejdede for at udvikle landet og dets borgere i et forsøg på at skabe en sundere og mere oplyst befolkning og dermed et rigere og mere stabilt samfund.

Ønsket om at hjælpe den fattigste del af befolkningen op af dyndet var bestemt ikke kun uegennyttigt. Bønderne udgjorde en uudnyttet ressource, som på længere sigt kunne udgøre grundlaget for et industrisamfund. Men 1700-tallets borgerlighed blæste også til ideologisk kamp mod kynisme og vold, som man mente kunne afhjælpes med viden og dannelse. Med viden fulgte empati, var tesen. Tag ikke fejl – borgerligheden i 1700-tallet var skam også både kynisk, arrogant og besserwizzer, når det gjaldt underklassen. Erkendelsen var dog, at pisken, der i århundreder så godt og grundigt var blevet svunget over bøndernes bøjede nakker, ikke for alvor virkede. Nu måtte der oplysning til.

Burke og borgerligheden

Den tidligere borgerlighed var også langt mere systemkritisk end dens senere udgaver. Kritikken gik blandt andet på, at de eksisterende strukturer i samfundet fastholdt underklassen i en position, hvor de ikke gad arbejde. Ganske enkelt fordi incitamentet ikke var der. Så borgerlighedens første store projekt var at skabe incitamenter, der gjorde det interessant at arbejde.

Så hvad blev der af denne tidligere altruistiske tvær-sektoriale borgerlighed? Efterhånden forsvandt den ind i politiske bevægelser, og med demokratiets indførelse havde den sejret ad helvede til – det kritiske og oppositionelle udgangspunkt forsvandt og blev erstattet af loyale og samfundsbevarende borgerlige partier.

Fra senhalvfjerdserne udvikledes borgerligheden i den nykonservative retning, hvor Thatchers England fik stor betydning for en borgerlig opblomstring i Danmark. Men i modsætning til Oplysningstidens borgerlighed, nærede ny-konservatismen ikke den store tiltro til det gode i mennesket.

Helt i tråd med dens åndelige fader, den irsk-britiske filosof Edmund Burke, kom borgerlighed til at handle om at bevare og konsolidere samfundets institutioner, så Gud, konge og fædreland kunne skærmes mod de potentielt vildfarne borgere. Centralisering , styrkelse af embedsstanden og et effektivt kontrolapparat udspringer således på den ene eller anden måde af denne sen-borgerlige mistro til samfundets borgere og deres evne til selv at stræbe, udvikle og tilpasse sig.

Definitionen på en ny borgerlighed

Sideløbende med og i opposition til ny-konservatismen opstod en liberal bevægelse med en stærk nyfortolkning af borgerlighed i form af kritik af samfundets institutioner, kamp for individets rettigheder og ikke mindst en indædt kamp for ytringsfrihed. Man skimtede kimen til en ny borgerlighed.

Desværre kom der en finanskrise i vejen. Eller rettere sagt: Et grådigt stormløb mod fællesskabet, som både mens det stod på og i årene efter, blev forsvaret af fremtrædende medlemmer af den ellers så lovende ny-borgerlige bevægelse. Dermed lykkedes det i løbet af et enkelt årti fuldstændig at udradere enhver form for moralsk arvegods i borgerligheden og erstatte det af ligegyldige artefakter – håndtasken, bilen, champagnen som tomme symboler på et borgerligt ståsted. Finanskrisen blev dermed det definitive bevis på borgerlighedens selvforskyldte kollaps. Borgerligheden havde mistet sit moralske indhold.

Men en ny borgerlighed er ligeså langsomt ved at spire frem af asken fra Amagerbanken og IT-Factory. En borgerlighed, der har mange lighedstegn med 1700-tallets bevægelser. Måske bortset fra at den ikke er et nationalt og patriotisk projekt – men et globalt projekt.

For ligesom 1700-tallets københavnske højborgerskab arbejdede side om side med håndværkere og degne fra fjerntliggende provinsbyer om det fælles oplysningsprojekt, ligeså naturligt er det i dag at finde værdimæssige åndsbrødre i Oslo, Odessa og Oregon. Ikke fordi den i sin essens er mere grænseoverskridende end så meget andet, men fordi bevægelser i dag opstår og udvikler sig i åbne og dynamiske miljøer og ikke i nationalforankrede kulturelle og politiske strømninger.

Det nye borgerligheds-begreb må bygge på en fælles stræben efter bæredygtige løsninger på store globale udfordringer. Den nye borgerlighed må overskride og udfordre administrative og sociale grænser og danne nye meningsfællesskaber på tværs af gamle politiske skel. Den nye borgerlighed må adskille sig markant fra neokonservatismen ved at sætte mennesket i centrum. Ikke blot individet, nej, først og fremmest menneskeheden og dermed også den natur og det klima, vi er helt afhængige af.

Den nye borgerlighed skal trække hårdt i nødbremsen over for den postfaktuelle meningsdannelse, hvor løgne og fornægtelser er i fuld gang med at blive en accepteret del af den politiske debat. Sidst, men ikke mindst, bør en ny borgerlighed basere sig på et ultimativt krav om, at samfundets institutioner agerer åbent og gennemsigtigt, og at borgerne har deres fulde ret til at tænke og ytre sig frit.

Skal en ny borgerlighed trække på Oplysningstidens arvegods, kunne det passende være et fælles stærkt arbejdsetos. For hvis kun den ene halvdel af befolkningen arbejder, mens den anden halvdel lever af enten overførselsindkomster eller aktieudbytter, mister individet sin lyst til at bestille noget. For – med en omskrivning af Max Weber – er det ikke nok, at borgerne arbejder, fordi de skal, de skal også have lyst til at arbejde.

1700-tallets tidligere borgerlighed ændrede verden. Den amerikanske forfatning, den franske revolution og store danske folkeoplysende projekter og økonomiske reformer blev alle båret frem af en borgerlighed med et stærkt altruistisk islæt. »At fremme det almene bedste« var længe fundamentet for borgerligheden.

I øjeblikket er borgerligheden imploderet og kan ikke pustes kunstigt op, men kun revitaliseres gennem en reel, indholdsmæssig rekalibrering, hvor ansvar for det globale fællesskab, tillid til mennesket og ideen om, at oplysning virker bedre end tvang, indgår i opskriften.