De venstredrejede kulturkanonerer

Danskhed findes faktisk ikke, for vi er alle mennesker, og danskere skulle glemme alt om grænsebomme og åbne sig for verden og udvise solidaritet.

Foto: Scanpix Denmark. David Munk Bogballe, doktorand.
Læs mere
Fold sammen

De har vel, kære læser, hørt om de danske kulturpersonligheder?

Altså den indspiste gruppe af politisk infantile, venstreorienterede mennesker, der laver provokerende, demaskerende og progressiv »kunst«, mens de svælger i kulturstøttemidler og rutinemæssigt, offentligt, selviscenesættende og kvalmende højlydt skammer sig over dansk udlændingepolitik, dagpengereformen, Dansk Folkeparti og de danske soldater?

Ja, dem har De hørt om. Naturligvis, for det kan næppe undgås.

Forleden kunne man på DRs politisk neutrale og altid afbalancerede hjemmeside opleve, hvordan det ellers ofte fornuftige medlem af kulturkleresiet, forfatter og kulturkanonambassadør Jens Christian Grøndahl, for fuld udblæsning i det mindste for en stund tilsluttede sig de kulturelitære dogmer.

Grøndahl havde nemlig til citat og på bedste kulturradikalsk vis – med, gætter jeg på, let rynket pande og bekymret men dog fattet stemmeføring – forklaret en journalist, hvor afgørende det er, at kulturkanonen, hvis udarbejdelse kulturminister Bertel Haarder har sat i værk, når den engang er færdig, »når ud over det rigide og forsnævrede identitetsbegreb, som især højrefløjen har dyrket meget«.

De kan måske, kære læser, allerede nu se, hvor det bærer hen? Hvis ikke, er her lidt hjælp fra Grøndahl. »På højrefløjen«, understreger han nemlig venligt, »bliver identitet noget, vi forskanser os i, i stedet for at være noget, vi har som udgangspunkt«.

Kan De mærke, kære racistiske kakkelbordsejer henholdsvis bankdirektørkapitalistsvin, hvordan De til Deres overraskelse nu pludselig ser, at Deres stue i virkeligheden er en brunlig naziborg finansieret ved at udbytte arbejderklassen og prydet med malerier af maskulinitetsforherligende og kvindeundertrykkende brølende kronhjorte malet af hvide, midaldrende mænd fra kernefamilier?

Er De, kære læser, bekymret? Det skal De ikke være, thi Grøndahl forsikrer om, at »[h]vis nogen prøver på at monopolisere det her projekt og kidnappe processen i en ideologisk retning, er vi mange, der nok skal sørge for, at det ikke kommer til at ske«.

Helledusseda, hvor beroligende tænker De nok. Snart kan De læse en kanon om transseksualitet, økologi og profeten Muhammed, der kan hjælpe Dem til at bygge naziborgen om til en hoppeborg af tolerance, kebab, medborgerskab og free­bleeding.

Eller måske undrer De Dem som jeg over, at der ikke er nogen, der har fortalt disse fremtrædende kulturpersonligheder, at deres kamp mod kultur som et afgrænsende indentitetsbegreb ikke er et neutralt, oplyst og objektivt-videnskabeligt projekt, men den skinbarligt rene ideologiseren.

Ja ja, juletræet kom fra Tyskland og frikadellen angiveligt fra Tyrkiet, men hvor er det destruktivt og fordummende, at sådanne pointer altid bruges til at spænde kultur for en vogn læsset med navlepillende, dekonstruerende og negerende (benægtende og afvisende, ikke sortmenneskebagdel) selvrefleksion.

»Ej, søde ven, det, du troede var dansk, er altså i virkeligheden af fremmed oprindelse, og derfor er kulturforskellene ikke så store, som vi forestiller os. Danskhed findes faktisk ikke, for vi er alle mennesker, og danskerne skulle glemme alt om grænsebomme og åbne sig for verden og udvise solidaritet. Konflikter er ikke kulturbårne, de er kapitalismen og bankernes jagt på profits skyld.«

Aldeles ideologisk neutralt, ikk’ os, kære læser?