»De utro sejler på en sort strøm af ulykke«

Jesper Bacher: Efterhånden er vi kommet så godt over seksualforskrækkelse, at vi er blevet seksual-moralforskrækkede. Ve den, som taler dunder mod utroskab og seksuel frigørelse. Men det ville være et sundhedstegn af rang, hvis vi kunne udvikle en kraftig anti-utroskabskultur, for mennesker går under i ulykke, når de er hinanden utro.

"Er utroskab ikke hjertecancer, som truer med at fortære såvel de utro som deres ofre? En cancer, som kan helbredes, men også tage livet af anstændigheden. Ganske vist er der par, som lever i såkaldt åbne ægteskaber og parforhold, hvor man kan muntre sig med andre efter behag, men det lyder mildest talt som en halvhjertet sag. Man vil gerne være sammen med en anden, men alligevel ikke fuldt og helt, kun stykkevis og delt. Den slags halvheder er hele absurditeter," skriver Jesper Bacher (Foto: Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Sørensen

Husker De det sjette bud? Så tillad mig at repetere i aktuel anledning. Det lyder i al enkelhed: »Du må ikke bryde ægteskabet« Den aktuelle anledning er de nylige artikler om utroskab i nærværende dagblad. Under overskrifter som "Utroskab stortrives i København" har man kunnet læse, at mens flere end hver tredje københavner har været sin partner utro, gælder det kun hver femte i Syddanmark.

Eksperterne har vanen tro også givet deres besyv. Trendrådgiver og sociolog Emilie van Hauen kunne således fortælle, at ligestillingen er i fremgang, når det kommer til utroskab, for navnlig kvinder opsøger nu også utroskab. »Vi ser nu, at kvinder er begyndt at eje deres seksualitet. Hvis deres mænd ikke opfylder deres behov, kan de få afløb for dem andre steder.«

Jeg tvivler dog alligevel på, at ligestillingsminister Manu Sareen, som også er kirkeminister, vil notere det som en sejr for ligestillingen. Der er ingen grund til at kippe med flaget, fordi kvinderne efterhånden kommer ned på mændenes niveau. Men utroskab er altså i vækst, og hjemmesiden VictoriaMilan.dk. som formidler utroskab under overskriften Gør livet levende – Ha´ en affære, har angiveligt 250.000 brugere.

Hvad skal man sige til det? Ja, efterhånden er vi kommet så godt over seksualforskrækkelse, at vi er blevet seksualmoralforskrækkede. Ve den, som taler dunder mod utroskab og seksuel frigørelse, når vi alle ved, at det er i pagt med menneskets natur at være i følelsernes for ikke at sige brunstens vold. Det kan selvfølgelig have uheldige bivirkninger, men hunner og hanner vælger nu engang hinanden til og fra, og seksualdriften er som et løbsk tog, hvor vi bare kører med. Er fremstillingen en karikatur af den almindelige holdning? Ja, den er, men en god karikatur ligner det, som den karikerer, og utroskabens udbredelse viser en grotesk karikatur af et sundt menneskesyn. Der er virkelig noget råddent i Danmark, når så mange dolker den, som de har lovet sig til, ikke bare i ryggen, men i hjertet.

Nogle vil givet kalde det snerperi. Det kunne også gå for at være den mest elementære anstændighed. Landsforræderi betragtes med god grund som en skændighed. Utroskab er ikke en forbrydelse i juridisk forstand, men det hører hjemme i samme moralske boldgade. Man underløber det eller den, man burde have kærest.

Bevares, utroskab har der altid været. Der er masser af eksempler, og den sociale accept har været vekslende. Ikke sjældent har manden haft relativt frie tøjler, mens hustruen har været anderledes begrænset. Hendes afkom skulle jo gerne være mandens og ikke andre mænds. I den forbindelse må man sige, at kristendommen slår et slag for ligestillingen. Med apostlen Paulus´ ord: »En hustru råder ikke over sit legeme; men det gør hendes mand, ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru«. 

Hverken mand eller hustru er altså selvrådende, de skylder den anden sig selv og kan ikke frit hengive sig til andre. Det er selvfølgelig begrænsende, men i begrænsningen ligger rigdommen. Ægtefæller er mere end eksemplarer af det andet køn for hinanden. De er netop ægtefæller og af dem, er der kun én. Men vi er også skrøbelige mennesker, og der er mange charmerende og indtagende mennesker foruden den, man lige har lovet sin troskab. Utroskab begynder i hjertet, og Jesus siger ligefrem, at den, som kaster et lystent blik på en andens hustru allerede har begået ægteskabsbrud med hende i hjertet. Det udvider unægtelig antallet af ægteskabsbrydere.

Nu er der selvfølgelig en meget væsentlig gradsforskel på mental og kødelig utroskab, men ordene understreger, at kampen mod utroskab skal begynde i hjertet. Det er også værd at minde om den episode, hvor en række steningslystne mænd har samlet sig om en kvinde, grebet i ægteskabsbrud, hvorpå Jesus foreslår, at den, som er uden synd, skal kaste den første sten. Det får steningen til at falde til jorden, og Jesus sender kvinden bort med ordene: »Synd fra nu af ikke mere«. Ikke noget med forståelse for hendes frigjorte livsstil.

»Du må ikke bryde ægteskabet« lød det sjette bud, og det ikke en gammel frase, det er et menneskeværn, et værdighedsværn. For hvad er et par egentlig for hinanden? Brugsgenstande, som på et tidspunkt bliver mindre brugelige og duelige eller livsledsagere i tykt og tyndt? Der kan bestemt være gode grunde til, at vi sommetider hænger hinanden ud af halsen, og lidenskaben kan være på vågeblusset, men hvor vi er henne, når menneskeudskiftning breder sig om en steppeild? Er utroskab ikke hjertecancer, som truer med at fortære såvel de utro som deres ofre? En cancer, som kan helbredes, men også tage livet af anstændigheden. Ganske vist er der par, som lever i såkaldt åbne ægteskaber og parforhold, hvor man kan muntre sig med andre efter behag, men det lyder mildest talt som en halvhjertet sag. Man vil gerne være sammen med en anden, men alligevel ikke fuldt og helt, kun stykkevis og delt. Den slags halvheder er hele absurditeter.

Man kunne også spørge, om den omsiggribende utroskab er udtryk for modernitetens forbandelse? Alt udvikles og forandres, men alt bliver også mere og mere flygtigt og flydende. I morgen er længe siden, og for altid er slet ikke så længe, som det har været. Sociologen Zygmunt Bauman skrev i begyndelsen af nullerne bogen Flydende kærlighed, hvor han reflekterer over kærlighedens vilkår i det moderne samfund og bl.a. foretager følgende sammenligning: »Parforhold er investeringer på linje med andre investeringer, og man kunne jo ikke drømme om at aflægge troskabsed over de aktier, man netop har købt af børsmægleren, sværge på, at man vil stå sin partner bi i medgang og modgang ’indtil døden skiller os ad’ og aldrig så meget som skæve til andre (måske) mere forjættende muligheder.« Nej, aktier og ægtefæller falder og stiger i kurs, og hvorfor ikke sprede sine investeringer? Det giver bedre mulighed for maksimalt udbytte.

Det hører også med, at modernitetens perspektiv ikke rækker længere end til graven. Der er kun det ene liv og så skal det nydes fuldt og helt, ikke underlægges kedelige begrænsninger eller henslæbes med den forkerte ægtefælle. Det er imidlertid sådan, at hvis dette liv bliver alt, mister det tyngde og alvor. Den eneste, man rigtigt skal stå til regnskab, for er sig selv, og så gælder det om ikke at forspilde for mange chancer. Der er dog meget mere end chancer, som kan mistes, man kan miste ordentlighed og troværdighed. Hvad hjælper det at vinde nye mænd og kvinder, hvis man mister sig selv? Den lykke, som købes for 30 sølvpenge, er altid købt for dyrt.

Og prisen for denne uro, utroskab og stadige søgen efter det optimale samliv er brudte familier, dybe hjertesår og knuste drømme. De utro sejler på en sort strøm af ulykke, som skyller ind over deres nærmeste omgivelser. Nogle drukner i strømmen eller ender som ynkeligt vraggods, andre finder en redningsplanke og redder sig ind i land, men man skal ikke gøre sig nogen illusioner om skadevirkningerne. Det ville være et sundhedstegn af rang, om der kunne udvikles en kraftig anti-utroskabskultur, en kærlighedskultur med seje rødder i løfter og sind, en holden fast ved det, som skal holde, selv om verden flyder. Gør livet levende – Ha´ en affære hed det hos VictoriaMilan.dk, men en langt bedre opfordring kunne lyde: Gør livet sandt – La´ nu være.

Den findes derude, den kærlighed, som Shakespeare udtrykker i en af sine berømteste sonetter:

Den er ej tidens nar, skønt tiden bruger

sin krumme segl, skær´ megen skønhed fra,

Den ændres ikke mellem år og uger,

men holder ud til selve dommedag.

Hvis det er løgn og af bevis gendrevet,

har ingen elsket, og jeg har aldrig skrevet.