Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De udsattes danmarkshistorie

Jesper Vaczy Kragh: Med opbygningen af velfærdsstaten i 1920erne tog staten et stigende ansvar med sociale opgaver. Men hvis de svage grupper skulle støttes i socialreformer, ville politikerne begrænse deres antal og muligheder. Det betød, at samfundets interesser ofte kom i modstrid med borgernes individuelle rettigheder.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Tæv til åndssvage. Tvangssterilisation af vagabonder og andre afvigere. Børnehjemsbørn, der blev tvunget til at spise deres eget bræk. Eksemplerne på fortidens hårdhændede behandling af udsatte grupper har været mange. Senest er det kommet frem, at et meget stort antal danskere gennemgik den hjernekirurgiske behandling, det hvide snit. Det har især vakt opsigt, at adskillige børn, hvoraf den yngste var seks år gammel, fra åndssvageanstalterne på Sjælland var blandt de mange mennesker, der fik nervebanerne i de forreste dele af hjernen skåret over. Mindst 70 børn blev udsat for dette indgreb. Det hvide snit var forbundet med talrige bivirkninger og høj dødelighed. Et enkelt hospital rapporterede således om dødsfald blandt 9,5 procent af patienterne i 1940erne. En dødelighed på to - seks procent var almindelig i den lægelige litteratur og i indberetninger om de hvide snit frem til 1950erne, hvor dødsprocenten blev mindre. Over 4.000 danskere blev hjerneopereret i tiden frem til 1983. Og det er faktisk det højeste antal på verdensplan, når man sammenligner med befolkningsstørrelse.

De negative eksempler har fået politikere til at overveje en undersøgelse af fortidens veje og vildspor. Socialminister Benedikte Kiær (K) har for nylig bekendtgjort, at hun ønsker en undersøgelse af behandlingen af udsatte mennesker. Som ministeren forklarer i Kristeligt Dagblad (12. nov.), er der »flere grupper, som sidder tilbage med ubehagelige oplevelser fra fortiden. Jeg ønsker at også deres historie skal bevares, dokumenteres og formidles.«

Spørgsmålet er dog, om udtalelserne bliver fulgt op af handling. Mens man i lande som Sverige og Norge længe har foretaget statslige undersøgelser af de udsattes historie, har de siddende regeringer i Danmark hidtil været meget lidt interesseret i at kaste lys over denne del af fortiden.

En undersøgelse af fortiden er dog væsentlig af flere grunde. Først og fremmest har Danmark en tvivlsom førerposition ikke blot med det hvide snit, men også på andre områder. Det vil derfor være relevant at belyse, hvorfor netop Danmark har en sådan tradition. Det er desuden vigtigt at formidle de udsattes historie, som de færreste danskere i dag har indgående kendskab til. Derudover er de hidtidige eksempler på behandling af udsatte mennesker kun toppen af isbjerget, og en række grupper har endnu ikke fået skrevet deres historie. Ny viden om dette emne vil samtidig give mulighed for at undgå at gentage fortidens fejltagelser.

Den danske tradition for vidtgående indgreb går tilbage til mellemkrigstiden. I maj 1929 blev Danmark det første land i verden, der vedtog en forsøgslov om sterilisation og kastration. Mens loven om sterilisation især gik ud på at forhindre bestemte personer eller – med datidens sprogbrug – »åndelige undermålere« (åndssvage, alkoholikere, vagabonder, epileptikere, sindssyge m.fl.) i at få børn, havde kastrationen både et præventivt og et terapeutisk sigte.

Kastrationen skulle bruges til at afskære seksualforbrydere fra at foretage nye kriminelle handlinger, men indgrebet blev også set som en behandling til »abnormt seksuelle«, der ikke havde begået kriminalitet. Kastrationen kunne således anvendes over for onani, homoseksualitet, transvestitisme og andre »seksuelle perversioner«, som gav de berørte mennesker »sjælelige lidelser eller social forringelse«.

Blandt politikerne på Christiansborg blev forsøgsloven set som en succes, og en revideret lov om sterilisation blev vedtaget med stort flertal i 1934. I forhold til forsøgsloven, der kun tillod frivillig sterilisation, blev det nu muligt at tvangssterilisere åndssvage. I maj 1935 fulgte en ny skærpet lov om sterilisation og kastration af personer, der ikke var åndssvage. Herefter kunne kastrationerne fortsætte med fornyet styrke. Frem til 1969 blev 1.012 mennesker kastreret. Samtidig blev ca. 11.000 danskere steriliseret i perioden frem til 1967, hvor loven om tvangssterilisation blev afskaffet.

Det danske antal kastrationer hører til de absolut højeste på verdensplan. I internationale oversigtsartikler om kastration bliver Danmark kun matchet af Nazi-Tyskland, der nåede op på omkring 2.800 kastrerede i perioden frem til 1945. Til gengæld havde Tyskland i 1940’erne en befolkning, der var omkring 20 gange større end den danske. Det samlede antal kastrationer udført i Tyskland er anslået til ca. 3.600.

Som det fremgår af Birgit Kirkebæks bøger, var kastration og sterilisation ikke de eneste metoder til at kontrollere de åndssvage. I 1911 og 1923 tog åndssvageforsorgen øerne Livø og Sprogø i brug. De to øde øer blev i en lang årrække anvendt til at isolere »antisociale« åndssvage kvinder og mænd, der navnlig var for seksuelt aktive, havde begået småtyverier eller vagabonderet. Først i 1961 blev der lukket og slukket på kvindernes anstalt på Sprogø. Samme år blev de sidste lettere åndssvage mænd sejlet hjem fra Livø. En af de sidste mænd, der kom med båden fra Livø, havde været på øen i 38 år.

I dansk børneforsorg eksisterede der også en række særlige regler. I 1905 blev den første børnelov vedtaget. Med loven var opdragelse af børn ikke længere en privat sag, og det blev for alvor muligt at tvangsfjerne børn. Med forsorgsloven i 1933 kom en øget kontrol med forældre og andre opdragere, og der blev bl.a. indført fast tilsyn med børn født uden for ægteskab.

Antallet af anbragte børn voksede samtidig år for år. Ifølge periodens optællinger var der i 1906 anbragt 579 børn under forsorg. I 1939 var antallet kommet op på 10.842 og syv år senere hele 14.528. På mange af hjemmene blev børnene udsat for omfattende fysiske afstraffelser med brækkede næser, kæber og arme til følge, ligesom seksuelle overgreb forekom flere steder. I øjeblikket undersøges de mange forskellige krænkelser, som børn er blevet udsat for på hjemmet Godhavn i Tisvildeleje. Men ligesom med en række andre grupper som alkoholikere, blinde og epileptikere savnes større studier af børnenes forhold.

Men hvorfor havde Danmark en så vidtgående praksis over for udsatte grupper? Flere forskellige faktorer spillede ind i de enkelte sager, men en fællesnævner er, at den danske stat havde en hovedrolle på dette punkt.

Med opbygningen af velfærdsstaten i 1920erne tog staten et stigende ansvar med sociale opgaver. Men hvis de svage grupper skulle støttes i socialreformer, ville politikerne begrænse deres antal og muligheder.Det betød, at samfundets interesser ofte kom i modstrid med borgernes individuelle rettigheder.

Borgernes ret til at gifte sig, få børn, arbejde og bosætte sig blev således berørt af nye love, der satte begrænsninger for bestemte samfundsgrupper som åndssvage, vagabonder, epileptikere, alkoholikere og sindslidende. Som hovedarkitekten bag socialreformen K.K. Steincke forklarede, gjaldt der et princip om noget for noget: »Vi behandler undermåleren med al omsigt og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig«.

Når det drejede sig om »asociale« individer, var sigtet både at behandle eller resocialisere dem, men også at beskytte eller gavne samfundet. Det sidste kunne foregå på en række forskellige måder, hvor radikale indgreb som hvide snit, kastration, sterilisation, særlige ægteskabslove og tidsubestemt forvaring på øde øer kunne indgå.

Historien om velfærdsstatens positive udvikling er beskrevet i mange bøger. Men bagsiden af medaljen, beretningen om de udsatte gruppers forhold, mangler i høj grad at blive undersøgt og formidlet.

Forhåbentlig vil man engang i fremtiden få denne historie at høre.