Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De tre gøgeunger i pashtunernes land

Peter Johansen: De pashtunske stammeområder mellem Pakistan og Afghanistan udgør den perfekte base for Taleban og al-Qaeda. Det er herfra Taleban holder deres oprør kørende i begge lande, og her al-Qaeda udklækker nye terrorangreb mod Vesten. Meget ville have set anderledes ud, hvis der havde været styr på stammeområderne. Desværre er der ikke røg uden ild.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når en stammeleder modtager en nål og en tråd og 1.000 rupees, har han grund til at bekymre sig. Pengene er til et lagen. Nålen og tråden, så han kan sy sit eget ligklæde. Det er Talebans dødstrussel, og bruges til at kue de stammeledere, der modsætter sig Talebans stigende magt i stammeområderne: deres forbud mod fjernsyn og musik, deres påbud om bøn, burka og fuldskæg, deres offentlige prygl og steninger. Inden for de seneste år er flere hundrede stammeledere blevet myrdet, endnu flere er flygtet. Kynikere vil sige, at der altid har været ballade i de pakistanske stammeområder, at der altid har hersket anarki og vold, klanstridigheder og islamisk fundamentalisme. Det er korrekt, men under Taleban og al-Qaeda er der sket en radikalisering uden sidestykke i pashtunernes historie.

Pashtunerne har nok haft en traditionel tilgang til islam, men har aldrig forbudt musik og film. De har bekriget hinanden, men har skånet kvinder og børn. Der har før været sekteriske stridigheder mellem sunnier og shiaer, men aldrig i det omfang, vi finder nu, med flere tusinde ofre. Stammefolket har aldrig anvendt selvmordsbombere, og da slet ikke mod jirgaen, det traditionelle stammeråd, hvor beslutninger træffes i fællesskab. Jirgaen har alle dage været hellig, det eneste sted, hvor våben var bandlyst. Nu likviderer Taleban systematisk kritiske stammeoverhoveder, og sender selvmordsbombere ind i jirgaen. Taleban ønsker at underminere de traditionelle magtstrukturer og erstatte dem med religiøse tribunaler.

Som modtræk har pashtunerne mobiliseret de såkaldte 'lashkars'; midlertidige stammemilitser, samlet på opfordring af jirgaen, med et specifikt formål for øje. Lashkars er stammernes ultimative sanktion til håndhævelse af jirgaens beslutninger, fra mindre irettesættelser af genstridige familier i forbindelse med en blodfejde til væbnet modstand mod fremmed indblanding, om det så var britiske kolonihære eller - som nu - al-Qaedas udenlandske krigere.

Det er lykkedes stammemilitserne at samle op til flere tusinde mand, en enkelt gang en hel hær på 15.000, men de har kun haft delvis held med deres forehavende. Meget har nemlig ændret sig siden de forslåede islamiske krigere fik asyl i stammeområderne i vinteren 2001. Den pakistanske efterretningstjeneste ISI tog dem under sine vinger som en fuglemor om sine tre forpjuskede gøgeunger: Den ældste unge, al-Qaedas arabiske og centralasiatiske krigere, slog rødder, giftede sig lokalt og blev håndlangere i lokale opgør. Den største gøgeunge, det afghanske Taleban, voksede sig atter stærk og fik en pakistansk lillebror, som siden er blevet den farligste af de tre. Stammefolkets modstandere er med andre ord blevet en del af dem selv, blot mere krigsvante og fanatiske, bedre bevæbnede og mere hæmningsløse i deres voldsanvendelse.

For al-Qaeda og Taleban er de pakistanske stammeområder det ideelle tilflugtssted. Området er kun på størrelse med Jylland, men stenet, goldt og hærget af lovløshed og anarki. Alle mand er bevæbnede og lever i små fæstninger med høje, tykke mure, vagttårn og skydeskår. George W. Bush kaldte stammeområdet for 'vildere end det vilde vesten', og området har aldrig været underkastet nogen statsmagt. Siden briternes tid har de formelt haft selvstyre og passet sig selv. Også i dag.

Netop ønsket om selvstændighed er det altafgørende element i den pashtunske mentalitet. Deres historie er én lang kamp mod feltherrer, der har forsøgt at fravriste dem deres strategisk vigtige bjergpas. Bjergpassene udgør ikke kun de eneste farbare ruter mellem Syd- og Centralasien, men også pashtunernes vigtigste indtægtskilde i form af told og landevejsrøveri. Deres higen efter frihed har skabt et samfund, der er blottet for centrale magtstrukturer. Hver mand er sin familie nærmest. Hernæst klanen. Så stammen. Beslutninger træffes i fællesskab på jirgaen hvor alle har tale- og møderet. Magt følger status og status følger ære. Ære udspringer af mod, kampdygtighed og evnen til at efterleve pashtunwali, pashtunernes kode. Penge bærer ingen ære. På den måde er deres samfund demokratisk og egalitært tangerende det anarkistiske.

Pashtunwali kræver hævn ved ærekrænkelse, gæstfrihed over for fremmede og asyl over for flygtninge. Samfundet er dermed gennemsyret af en underlig blanding af endeløse blodfejder og enestående gæstfrihed. Især kravet om asyl kommer al-Qaeda til gode, ikke mindst fordi pashtunerne er dygtige og svært bevæbnede krigere, der oven i købet deler al-Qaedas foragt for vestlig (kultur-) imperialisme. Stammeområderne er tilmed off-limits for vestlige styrker, da de ligger i Pakistan. Vestens eneste våben er dronerne, de førerløse, missilbevæbnede fly, som bruges stadig mere flittigt. September satte ny rekord i antallet af missioner, med nærmest daglige angreb.

Osama Bin Laden kan derfor i ro og mag planlægge nye angreb i ly af stammeområderne, og siden 2001 er stort set alle al-Qaeda relaterede terrorangreb mod Vesten udgået herfra, bl.a. bomberne i Madrid i 2003 og vores egen beskedne Glasvejssag i 2007. Også det afghanske Taleban befinder sig godt i stammeområderne. De utallige veje ind i Afghanistan er umulige at bevogte og storbyerne Kandahar og Kabul ligger ganske nær. Området bugner af våben, narkoindustrien er velorganiseret og udgør en fin supplerende indtægtskilde, og Pakistan yder som bekendt massiv støtte til Talebans kamp i Afghanistan. Endelig har de Khyber-passet - NATOs vigtigste forsyningslinje - lige inden for skudvidde.

Den tredje og yngste gøgeunge i stammeområderne er det pakistanske Taleban. Efter flugten fra Afghanistan i 2002 søgte de slagne talebanere især tilflugt i det sydlige Waziristan, den vildeste del af stammeområderne. Her oprettede de kort efter deres første khalifat, og snart blev stedet et yndet tilholdssted for rabiate pakistanske grupper. I december 2007 smeltede de alle sammen og dannede det pakistanske Taleban, med det erklærede mål at indføre sharia i Pakistan. Siden har bevægelsen spredt sig med stor hast, og i dag sidder de på det meste af stammeområderne, store dele af den nordvestlige grænseprovins, mens storbyerne udsættes for jævnlige terrorangreb.

Den pakistanske Talebans udbredelse har rystet Pakistan og tvunget militæret til handling. Sidste år gennemførte hæren derfor det første offensiv mod Waziristan siden den britiske kolonitid. 50.000 mand blev sat ind, mødte hård modstand, mange deserterede, 200.000 civile flygtede. Kampene endte nogle måneder senere med en tvivlsom fredsaftale, der reelt tilkendte det pakistanske Taleban magten i området.

At stammeområderne er blevet det perfekte skjul for militante islamister skyldes områdets nærmest reservatagtige status, der har forhindret enhver udvikling siden uafhængigheden i 1947. Tallene taler for sig selv. Af stammefolkets tre millioner indbyggere er 83 procent analfabeter. Kun tre procent af kvinderne kan læse og skrive. Til gengæld er der bygget store religiøse madrasser til at udfylde det uddannelsesmæssige tomrum. Indkomsten ligger på halvdelen af landsgennemsnittet. Jorden er gold. De eneste industrier er våben- og narkoproduktion, krig og smugleri er de bedste erhverv. Journalister, politiske partier og ngo'er har været forment adgang, og mullaherne har haft frit spil i tankekontrollen. Pakistan begrunder deres politik ud fra stammernes militante frihedstrang, men sandheden er, at et overvældende flertal af pashtunerne ønsker fuld indlemmelse i Pakistan. De ønsker økonomisk udvikling, skoler og hospitaler. De ønsker en fremtid.

Det ønsker militæret bare ikke. De frygter, at udviklingen vil antænde den pashtunske nationalisme på begge sider af grænsen, og at det vil føre til oprettelsen af et Pashtunistan og en decimering af Pakistan. Så hellere et splittet og religiøst fanatisk stammefolk, der holder krigen kørende på den anden side af grænsen. En fin plan så længe det kun går ud over Afghanistan og Vesten. Spørgsmålet er bare, hvor længe den pakistanske fuglemor kan styre sine unger.