De økonomiske vismænd: Danmarks økonomiske luksus-problem

»Hvis forudsætningerne i øvrigt udvikler sig, som man i dag lægger til grund, vil man enten kunne sænke skatterne permanent med godt 20 mia. kr. om året eller hæve de offentlige udgifter med det samme beløb og samtidig fortsat kunne have en holdbar finanspolitik fremadrettet.« Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

Danmarks offentlige finanser virker meget sunde fremadrettet, også når man tager højde for de forventelige udfordringer fra bl.a. en ændret befolkningssammensætning, vi står over for i de kommende årtier. Målt med den såkaldte holdbarhedsindikator – den centrale målestok for finansernes sundhedstilstand på den lange bane – er finanspolitikken ligefrem overholdbar:

Holdbarhedsindikatoren udgør ifølge såvel regeringens som vores beregninger omkring én pct. af BNP. Det vil sige, at hvis forudsætningerne i øvrigt udvikler sig, som man i dag lægger til grund, vil man enten kunne sænke skatterne permanent med godt 20 mia. kr. om året eller hæve de offentlige udgifter med det samme beløb og samtidig fortsat kunne have en holdbar finanspolitik fremadrettet, hvor den offentlige gældsætning aldrig løber af sporet. Umiddelbart er der altså ifølge disse beregninger råd til en meget stor og permanent finanspolitisk lempelse.

Samtidig hører man i offentligheden utilfredshed fra forskellige sider med, at aldersgrænserne for efterløn og folkepension forventes at stige kraftigt i fremtiden, så folk kan forvente at tilbringe betydeligt flere år på arbejdsmarkedet, andre har stærke ønsker om ambitiøse skattelettelser eller mere offentlig service. I lyset af, at finanserne samtidig nu vurderes at være mere end holdbare, kunne man derfor spørge, om man så ikke faktisk burde gennemføre nogle af disse lempelser, og dermed imødekomme nogle af disse ønsker. Det er et relevant spørgsmål at stille.

Problemstillingen er dog ikke så enkel.

Flere årsager

For det første er konjunktursituationen lige nu sådan, at der er behov for en tilpas stram finanspolitik. Lempelser lige nu vil øge risikoen for, at dansk økonomi havner i en overophedning, og må derfor alene af denne grund frarådes. Samtidig vil en permanent lempelse fra i dag i den nævnte størrelsesorden give udsigt til, at underskudsgrænsen i den danske budgetlov vil blive overskredet i de næste mange årtier. Der skal derfor være politisk vilje til at ændre underskudsgrænsen eller den måde, den beregnes på, hvis der skal være mulighed for en større permanent finanspolitisk lempelse lige nu. Det vil føre for vidt her at uddybe denne problemstilling nærmere, men man kan læse en del mere herom og om sammenhængen mellem saldoudvikling og overholdbarhed i kapitel II i vores seneste vismandsrapport Dansk økonomi, forår 2017.

Men ville det herudover være en god ide at ændre finanspolitikken, så Danmarks finanspolitik netop blev holdbar? Svaret afhænger blandt andet af, hvordan man ønsker, at samfundet skal håndtere usikkerheden i de langsigtede finanspolitiske holdbarhedsberegninger, og hvilken fordeling mellem de forskellige nulevende og kommende generationer, vi som danskere ønsker.

Der er meget stor usikkerhed forbundet med at lave holdbarhedsberegninger, der i sagens natur bygger på fremskrivninger af forhold adskillige årtier frem i tiden. Såvel vores egne som regeringens holdbarhedsberegninger bygger på nogle specifikke, men usikre forudsætninger. Forholdene kan ændre sig på mange måder i fremtiden, både sådan at de offentlige finanser udvikler sig mere positivt end antaget i de nuværende fremskrivninger, og sådan at de udvikler sig mere negativt.

Ingen garantier

Selvom finanspolitikken i dag vurderes at være overholdbar, er det altså ikke nogen garanti for, at de offentlige finanser ikke i fremtiden kan løbe ind i problemer, og det kan eventuelt motivere en form for offentlig forsigtighedsopsparing. Regeringen har således, bl.a. i sin seneste 2025-plan »Vækst og velstand kræver rettidig omhu«, givet udtryk for, at overholdbarheden netop er hensigtsmæssig på grund af den store usikkerhed i de lange fremskrivninger.

Forsigtighedsopsparing kan være fornuftig for at skabe en stødpude eller buffer, der kan trækkes på, hvis fremtiden skulle udvikle sig mere negativt, end det i dag forudsættes. Der er imidlertid også omkostninger for befolkningen forbundet med at opbygge en sådan buffer.

Alle er formodentlig enige i, at det ikke er optimalt, at befolkningen permanent skal betale mere i skatter, end den får tilbage i form af offentlige tjenester og overførsler.

Der er derfor behov for nøje at opveje fordele og ulemper mod hinanden, når man skal tage stilling til, om og i givet fald hvor stor en buffer det offentlige bør opbygge til fremtiden. Når det drejer sig om offentlige midler, indgår der samtidig klare politiske prioriteringer i denne afvejning, og det er derfor vigtigt, at overvejelserne gøres eksplicitte, så prioriteringen gøres klar for vælgerne.

En af de vigtige forudsætninger bag fremskrivningerne og dermed den overholdbare situation er, at fremtidige folketing vil fastholde de regler for stigende aldersgrænser for folkepension mv., som følger af velfærdsaftalen 2006 og tilbagetrækningsaftalen 2011. Som nævnt vil reglerne medføre, at antallet af år, hvori man kan forvente at få folkepension, efterhånden vil falde for de fremtidige generationer af ældre. Hvis man alternativt ønsker at give alle fremtidige generationer mulighed for samme folkepensionsperiode som i 2030 (hvor den seneste indtil nu definitivt vedtagne stigning finder sted), vil det medføre en langsommere stigning i aldersgrænser og dermed større offentlige udgifter.

Beregninger viser, at sådan en lempelse vil medføre en situation, der netop er omtrent holdbar. Dette vil således være én måde at bruge overholdbarheden på. Dette er i høj grad et politisk valg om, hvilke generationer og hvilke personer inden for en generation, der skal have gavn af en eventuel kommende lempelse.

Fremtidige lempelser

Man kan også forestille sig, at man fra politisk side gerne vil give fremtidens generationer en pose penge i form af mulighed for fremtidige lempelser, uden i dag at ville fastsætte, hvordan disse lempelser skal udmøntes.

Indtil man på et fremtidigt tidspunkt rent faktisk vedtager en konkret lempelse, vil sådan en situation blive vurderet som overholdbar. Det kan sagtens være berettiget ud fra overordnede hensyn til, hvad man opfatter som en rimelig generationsmæssig fordeling, men igen er det naturligt, at en sådan prioritering ledsages af et gennemtænkt ræsonnement for, hvorfor netop denne tidsmæssige forskydning af de offentlige indtægter og udgifter skønnes at være optimal.

Overvej alternative scenarier

For at opsummere opfordrer vi politikerne til at begynde at diskutere muligheder og alternative scenarier i forhold til den situation, hvor det offentlige i al fremtid permanent og systematisk står til at opkræve flere penge i skat fra borgerne, end de får tilbage i form af offentlige tjenester og indkomstoverførsler.

En overholdbar fremskrivning må naturligt give anledning til overvejelser om en kursjustering på et tidspunkt. Dette tidspunkt bør ikke nødvendigvis være lige nu. Konjunktursituationen i øjeblikket er således en tungtvejende grund til at fraråde øjeblikkelige lempelser. Ønsket om at opbygge en forsigtighedsopsparing kan være en anden grund til at udskyde tidspunktet, men der er behov for at præsentere en klar argumentation for den finanspolitiske strategi på længere sigt, så den relevante afvejning bliver klar for befolkningen og kan indgå i den almindelige debat om de overordnede politiske prioriteringer.

  • Michael Svarer, Carl-Johan Dalgaard, Lars Gårn Hansen og Torben Tranæs er formænd for De Økonomiske Råd.