Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De liberales hasardspil med friheden

Rune og Eva Agnete Selsing: Det er ikke den enkelte handling, der gør udslaget. Det er summen af kulturnedbrydende handlinger, der udgør truslen mod vores kulturelle - og dermed frihedsmæssige - fundament. Vi er i disse år vidner til et storslået nedbrydnings-eksperiment, som vi ikke aner hvad fører med sig.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Friheden i Danmark er under angreb fra ikke bare venstreorienterede sociale ingeniører, men også fra den del af den liberale lejr, der ikke har forstået, at vores frihedskultur kræver beskyttelse. Ethvert frihedssindet menneske bør gøre sig klart, at vores hævdvundne frihed ikke er en selvfølge - og at den kan forsvinde langt lettere, end den kom i stand.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der i disse dage foregår en heftig debat i det borgerlige miljø. Polerne tegnes af henholdsvis konservative og liberale, som har hver deres opfattelse af statens rolle og af kulturelle og historiske institutioners betydning for samfundet.

Centralt i debatten er spørgsmålet om frihed. Frihed som et gode, både konservative og liberale er optaget af. Hvor kommer friheden fra - hvordan er vi blevet så relativt frie i Vesten og i Danmark? For den liberale er det først og fremmest et spørgsmål om statslig afholdenhed: friheden er et produkt af formelle rettigheder. Midlet til større frihed er derfor rettigheder - og disse rettigheder skal være kulturblinde, fordi staten ikke må fælde værdidomme. Friheden er her en abstrakt størrelse, der kan appliceres på alle samfund, til hver en tid.

Konservative betoner kulturen og virkeligheden over de formelle rettigheder og det abstrakte. Det er ikke de kulturblinde rettigheder, der har gjort os frie, men et sammensurium af faktiske frihedsfremmende kulturelle traditioner og institutioner. Vi er frie, fordi vi har en kultur, der fordrer frihed. Og - og dette er en sjældent nævnt, men afgørende forskel på de to lejres opfattelse af det politiske - vi er frie, fordi vi tillader hinanden at være det. Frihed er nemlig ikke blot et spørgsmål om, at staten holder sig væk. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, at borgerne anerkender hinandens ret til at leve. Til at færdes, hvor de vil. Til at handle og mødes med hvem de ønsker.

I Vesten har vi skabt de frieste og mest velstående samfund, historien har set. En undtagelse fra den store fortælling om menneskeheden, som ellers stort set kun har handlet om barbari og undertrykkelse. Den frie del af kloden er ikke fri på grund af kulturblinde rettigheder, forfattet af behjertede, universalistiske sjæle i FN.

Friheden har vi opnået ved at organisere os i nationalstater, hvor vi som borgere kan være relativt autonome inden for en bestemt grænse. Det er i rammen af disse stater, at friheden har udviklet sig i vores del af verden. Netop fordi vi er relativt ens inden for disse stater, og har kærligheden til nationen samt tilliden til naboen til fælles, tillader vi hinanden at være frie. Vi kender hinanden, selvom vi måske aldrig har talt sammen. Den forståelse giver tryghed, som ikke blot er befordrende for ejendomsret og samhandel, men for respekten for andre mennesker generelt.

Uden denne nedarvede forståelse kunne vi ikke acceptere hinanden, som vi gør - og dermed ville den tillid, der er fundamentet for vores laden-hinanden-være, ikke eksistere. Fordi vi er så ens, tillader vi forskellighed.

Hertil vil den liberale måske indvende, at han skam anerkender kulturens betydning - men at det aldrig kan blive statens opgave at lovgive derom. Det er nemlig i strid med de kulturblinde, ikke-diskriminerende rettighedsprincipper. Hvad den liberale ikke forstår, er, at idealet om statslig neutralitet er revolutionært og uforeneligt med en nationalstat. Selve nationalstatens essens er diskrimination. Staten har grænser, som ekskluderer ikke-statsborgere - den giver goder, beskyttelse og frihed til egne borgere, ikke til andre. Altså allerede dér en grov diskrimination. Men listen er lang:

Staten kommunikerer og giver et bestemt sprog forrang - dansk. Findes der noget mere værdiladet end et nationalt sprog, benyttet af nationale magthavere? Staten gennemtvinger ensartet uddannelse til alle i folkeskolealderen, der gerne skulle give en fælles kulturhistorisk bevidsthed.

I Danmark tvinger vi alle til at have et fælles vidensmæssigt og kulturelt udgangspunkt for at kunne fungere som borgere. Vi giver familien - ikke klanen eller andre kollektiver - særstatus og en favorisering. Kernefamilien er ikke en værdi-blind organiseringsform, men en kristen tradition. Derfor tillader vi heller ikke flerkoneri, eller at folk gifter sig med en lygtepæl. Vi fremhæver nationale symboler og fejrer hellig- og mærkedage, som minder os om vores fælles fortid. En fortid, vi ikke deler med andre folkeslag. Vores statslige kulturinstitutioner giver særlig forrang til dansk kultur og dansk historie. Og så videre.

Den verden, vi lever i i dag, som de fleste ikke oplever som meget diskriminerende, er det faktisk. Den danske stat diskriminerer til fordel for danske værdier og kultur hele tiden. Bortset fra et par samfundsnedbrydende typer hos De Radikale og en håndfuld ekstremister på venstrefløjen, er det de færreste, som oplever den danske stat som et diskriminatorisk mareridt.

Ikke desto mindre har denne anti-nationale bevægelse haft held til at iværksætte et syreangreb på de kulturbærende institutioner. Et destruktivt potpourri af venstreradikale tanker, multikulturalistiske feberfantasier og en stærk venstreorienteret statsmagt har på centrale værdiområder som familie, børnepasning og uddannelse arbejdet effektivt for at erodere vores kulturelle og normmæssige fællesskab. Et projekt, hvis succes er storslået: folk er dummere, mere fraskilte og fjernere fra deres familiære og civile netværk i dag end nogensinde før.

Ensomhed, uvidenhed og uformåen er socialismens fatale DNA, som har slået dybe rødder i velfærdsborgernes liv af i dag. Det er lige så farligt, som det er tragisk. Et folk, der ikke kender sin egen kultur og dens historie, har ingen forudsætninger for at forsvare den. Mennesker uden netværk er mere sårbare over for radikale opløsningsidéer end mennesker med givende og forpligtende relationer til andre. Relationer, som umuligt lader sig genskabe i det regi, velfærdsstaten har erstattet det civile netværk med, nemlig kommunen. For slet ikke at nævne den store gruppe tilkomne, som ikke nødvendigvis føler nogen stærk tilknytning til Danmark og den danske kultur. Med andre ord: vores kultur er som minimum stærkt udfordret, hvis ikke truet.

Og nu har opløsningsfløjen til venstre fået en alliancepartner i det radikalliberale segment til højre. I frihedsrettighedernes navn afsværges enhver statslig indblanden. Staten må ikke udsige værdidomme, for det skal folk selv bestemme. Uagtet, at det, vi gerne vil bevare med lovgivning, er forudsætningen for netop den frihed, alle i den borgerlige lejr er optaget af at fremme.

Derfor er det ildevarslende, når den liberale del af borgerligheden dumstædigt forsikrer os om, at hverken Danmark, dansk kultur eller arv, har brug for lovgivning til at fremtidssikres. Som om netop værdibaseret lovgivning ikke allerede var en integreret og nødvendig del af nationalstaten.

At en kultur fremvokser spontant over lang tid, og derfor først og fremmest er et produkt af civile kulturelle processer, har den liberale kritik helt ret i. Men det betyder ikke, at det ikke lader sig gøre at nedbryde en kultur. Og det relativt hurtigt. For selvfølgelig overlever dansk kultur, selvom vi ikke har en nationalscene. Selvom vi ikke favoriserer en traditionel familieform. Selvom vi nedlægger vores kirke. Og så videre. Det er ikke den enkelte handling, der gør udslaget. Det er summen af kulturnedbrydende handlinger, der udgør truslen mod vores kulturelle - og dermed frihedsmæssige - fundament. Vi er i disse år vidner til et storslået nedbrydningseksperiment, som vi ikke aner hvad fører med sig.

Hvori består den liberale (nul)statsgaranti for, at den danske kultur overvinder alt? Den kan ikke gives. Men det betyder måske heller ikke så meget, så længe principperne er overholdt. Eller hvad? Har det ikke netop været de borgerliges lære af det 20. århundredes rædsler, at sociale ingeniørprojekter er overordentlig risikable for friheden? De radikalliberale spiller højt spil. Og det er med friheden som indsats.