Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De levendes land

De mange plænebegravelser betyder, at kirkegårdene bliver tomme. Ikke helt, men delvis. De bliver tømt for historie og historier, når der ikke længere er en gravsten med navn, beskæftigelse, fødsel og død til at fortælle historierne om dem, der var, og som nu er døde, og på hvis skuldre vi står.

»En anden måde at sætte præg på er gennem de mange effekter man ser på gravstederne: særlige lys, figurer i sten, bamser, biler, fuglebade og fotos af den døde.« Arkivfoto fra Bispebjerg Kirkegård: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange forbinder påske med ferie, familiehygge, påskefrokost, påskeæg, påskebryg og påskeliljer. Det er påsken også. Men den er mere end det. Påsken handler om opstand. Opstand mod døden. Påske handler om, at døden siges imod, og at den ikke får lov at få det sidste ord. Påske handler om, at man kan stå op, selv om man er blevet lagt ned. At livet opstår, hvor man ikke tror det muligt. At der er nogen, der står op for én, når man selv kun kan humpe.

Påsken handler om håb.

Et af de steder, hvor det tydeligt kommer til udtryk, er – måske paradoksalt nok – på kirkegården.

Her møder livet og døden hinanden, meget konkret. Her ligger vores døde, og her kommer vi levende. Men er der meget håb på en kirkegård, kan man spørge. Eller megen opstand og modsigelse af døden?

Som én, der er kommet på en del kirkegårde gennem de sidste 30 år gennem mit arbejde som præst, men også privat, som efterladt, ikke mindst siden min mand døde og blev begravet for et års tid siden godt og vel – da vil jeg svare ja! Kirkegården er de dødes have. Men den er også de levendes land.

Men sandt nok har det måske ikke været så tydeligt før, som det er blevet gennem de senere år. Der er med andre ord sket noget med kirkegårdene. De er blevet, både mere tomme – og mere levende.

Fra min barndom og ungdom husker jeg kirkegården som i høj grad de dødes have, præget af stilhed og ro.

Man løber ikke på en kirkegård, som jeg lærte og selv har lært videre. Og man kom der kun, fordi man kendte én der lå begravet på kirkegården, og hvis gravsted man besøgte.

Der var også stor ensartethed på kirkegårdene. Gravstederne lignede hinanden. Ja, det ene kunne være større eller mindre end det andet, beplantningen kunne være forskellig, men grundlæggende var de ens: Lav hæk af taks. Perlegrus. Små stauder og nogle af årstidens blomster. Midt for en sten med en fødselsdato og en dødsdato, navn på den døde og ofte hans og hendes beskæftigelse.

Sådan er der stadig mange gravsteder, der ser ud.

Nogle vil måske rynke på næsen af disse små ens parceller, men det gør jeg ikke. Den ro og regelmæssighed, der præger disse gravsteder, giver nemlig en god ramme for de efterladtes minder og taknemmelighed.

Man kan gå og pusle om gravstedet, vande blomsterne, fjerne ukrudt og samtidig tale lidt med ham eller hende, som ligger der, og som man naturligvis ikke længere kan tale med, men hvor der alligevel kan være en slags samtale gennem død og grav, når man går der og ordner og passer.

Men der skete en ændring med kirkegården. Det skete i takt med at flere og flere syntes, at de ikke ville være til besvær – eller måske var de bange for, at vi, deres børn og børnebørn, ikke ville bruge tid eller penge på at få passet deres gravsteder, og den skam ville de alligevel ikke lade gå over sig – at ligge på et tilgroet gravsted som udstiller glemthed og forladthed. Så hellere ligge på en plæne, måske med en enkelt flad sten med navn.

Ingen skal gøre sig til dommer over den måde, andre ønsker at blive begravet på. Men hvis grunden til, at nogle vælger en anonym plænebegravelse, er, at de ikke vil ligge os andre til last – så synes jeg, det er sørgeligt.

De mange plænebegravelser betyder også, at kirkegårdene bliver tomme. Ikke helt, men delvis. De bliver tømt for historie og historier, når der ikke længere er en gravsten med navn, beskæftigelse, fødsel og død til at fortælle historierne om dem, der var, og som nu er døde, og på hvis skuldre vi står.

Kirkegårdene bliver dermed også tomme og tømt for mennesker.

For hvis der ikke er noget og nogen at passe, ingen gravsteder, ingen sten, ikke noget sted, hvor døde ligger, så kommer vi, efterladte og pårørende, der ikke ofte.

Det lyder som ren forfaldshistorie. Men det er det ikke. For sideløbende med denne udvikling kom en anden.

Som gik i stik modsat retning, og som gør kirkegården mere til de levendes land end alene de dødes have.

I dag er flere kirkegårde således blevet et sted, man kommer, også bare for at komme.

Det gælder f.eks. den kirkegård, jeg er kommet på det seneste årstid.

Her sidder folk på bænke, drikker kaffe i solen, snakker sammen eller taler i mobiltelefon og læser avis, mens børnene løber omkring sammen med hunde i snor.

Nogle ler, andre græder. For selvfølgelig kommer man der også, fordi én man kendte, er død og ligger begravet der.

Der er plads til begge dele.

Gravstederne er også ganske forskellige. En elefant i granit står side om side med knækkede søjler, pompøse anlæg, polerede sten, grove granitblokke, runesten, engle i marmor og grædende kvinder.

Stadig er der navn, fødsels- og dødsdato på de fleste gravsten, men de dødes tidligere beskæftigelse ser man sjældnere.

I stedet sætter man sit eget individuelle præg på gravstedet og gennem inskriptioner på gravstenene.

Man tegner så at sige personen og personligheden, så man selv i døden er egen og særlig.

På ét gravsted står der f.eks. en motorcykel i næsten fuld størrelse fremstillet i pileflet og bast.

Man kan se, at mange kender den. Den er et tilløbsstykke på kirkegården. Mens man står og ser på den, kan man forestille sig den døde og begravede køre af sted på sin Harley på de himmelske landeveje med kæresten på bagsædet, vinden i ansigtet og solbrillen på næsen.

En anden måde at sætte præg på er gennem de mange effekter man ser på gravstederne: særlige lys, figurer i sten, bamser, biler, fuglebade og fotos af den døde.

Alt sammen er det med til at fastholde alt det, den døde var og betød, men måske også et udtryk for de efterladtes taknemmelighed og savn. Man giver noget konkret som udtryk for sin taknemmelighed over det, man fik og havde sammen med den døde. Man giver taknemmeligheden krop.

Selvfølgelig kan man overveje, om man kan have alt det liv på en kirkegård. Om ikke det er respektløst over for dem, der kommer der, fordi de nyligt har mistet et menneske de holdt af?

Og naturligvis skal der på kirkegården være respekt for de døde og omsorg for de pårørende og det fornødne rum til savnet og minderne.

Men jeg tror, at det er muligt at finde den balance, og derfor skal vi ikke være bange for at åbne kirkegårdene så de også bliver et sted til at være sammen – med de døde og med hinanden.

Og så er der noget evangelisk og håbefuldt i, at døden ikke får lov at stå alene, end ikke på en kirkegård, men at den mødes af livet og det levende. Mødes for at blive sagt imod.

Så når man ler på kirkegården, ler man ikke ad de døde eller de pårørende, men man ler ad døden. Når man larmer, gør man det ikke i mangel på respekt for de efterladte, men for at forstyrre os på den gode måde. Man bryder ind i vores, de efterladtes savn ved at minde os om og lade os høre, se og sanse det levende pulserende liv. Selvfølgeligt alt med måde!

Vi er nok efterladte, fordi han eller hun, som fyldte vores liv med liv, er gået bort og er døde. Men dog efterladte i livet, som møder os og skubber til os, så vi kan rejse os og gå derfra. Vi kan le med det ene øje og græde med det andet.

Kirkegården bliver på den måde mere end de dødes have – den bliver også de levendes land.

Et sted hvor man kan komme selvfølgelig for at mindes sine døde, men også bare for at komme, fordi der er noget at se på –– smukke gravminder, inskriptioner, der fortæller historier, anlæg og gravsten der åbner for nye perspektiver.

Og først og fremmest et sted, hvor døden siges imod af troen, kærligheden og livet. Der er håb.

Det er det, påsken handler om. Glædelig påske.