Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De kyniske konfirmander

Konfirmanderne af i dag vil hellere have rede penge end en egentlig gave. Det er mere værd for konfirmander, end den varme følelse en regulær gave kan give, fordi den senere kan tages frem og genkalde gode minder. Trist.

Karsten Engmann Jensen, Forfatter, foredragsholder og rådgiver Fold sammen
Læs mere

Hvad skal vi med gaver, når vi kan købe skidtet selv? Det spørgsmål stiller tusindvis af konfirmander, når de – tro mod årstiden – gør status over gavebordet efter veloverstået konfirmation. De tæller penge. Penge som de skal bruge til lige det, de vil. Gaver præcis efter eget ønske. Det kan de gøre, fordi de – kloge og kyniske som de er – kun har skrevet penge på ønskelisten. Dermed slipper de for ubrugelige gaver, de har fået så mange gange tidligere i forbindelse med fødselsdage, jul og andre begivenheder.

Når jeg påstår, at de er kloge og kyniske, skyldes det, at deres handling ligger temmelig langt fra principperne bag det at give og modtage en gave. Gaven er jo pr. definition en ting eller en oplevelse, som man giver med den hensigt at gøre andre glad – uden forventning om en modydelse af tilsvarende karakter. Gaven adskiller sig dermed både fra kræmmermarkedet, hvor man drøfter prisen på den enkelte vare, endsige forretningsforholdet, hvor man kræver en vis pris for en vis ydelse.

De unge ser det anderledes. De er temmelig ligeglade med symbolværdien i en gave. Faktisk kan de blive helt frustrerede, hvis moster Anne i den bedste mening kommer med en blød pakke, måske oven i købet af den dyre slags. For dem drejer det sig om rede penge. For rede penge giver adgang til eksempelvis at købe sig en iPad, en bærbar PC eller en iPhone. Mærkevarer er prestige, og det er mere værd for konfirmander, end den varme følelse en gave kan give, fordi den senere kan tages frem og genkalde gode minder.

Egentlig er det synd. For pengegaven har sine klare begrænsninger. Lad os lige forestille os, at vi kommer til et middagsselskab, hvor der kræses om gæsterne. Hvordan mon værten reagerer, hvis en gæst trækker en 200-krone seddel op af lommen som tak for hygge og herlig servering? Pengesedlen risikerer i yderste konsekvens at blive opfattet som en fjendtlig handling, fordi det er upersonligt. Så hellere en flaske vin, som værten alligevel ikke synes om.

Lad os derefter forestille os, at chefen på jobbet giver en flaske vin som tak for en ekstra indsats. Flasken giver gør indtryk, fordi den er et symbol på, at chefen ønsker at vise, at vi har gjort os fortjent til denne gave – en anerkendelse. En simpel gave kan altså have en meget stor betydning for opfattelsen af os selv og for vores lyst til at gøre noget ekstra for andre – også i fremtiden. Men hvad nu, hvis chefen afslører, at flasken, han har købt, koster 200 kr.? Ja, så omregner vi gaven til en timeløn, og dermed værdifastsætter vi gaven i forhold til, hvad chefen reelt mener, vi har ydet, i stedet for at se det som den anerkendelse, som han ønskede at vise med gaven. Gaven kan altså lige pludselig få den stik modsatte effekt. Synes han ikke, jeg er mere værd?

Hvad er en gave så værd? Lad os blive i vinens verden, og tænke videre på vinen til 200 kr. For mig er en vin til 200 kr. en fin vin, som jeg gemmer til en god anledning. Men hvad sker der, hvis det pludselig viser sig, at vinen i realiteten er 500 kr. værd? I mit eget tilfælde ville vinen pludselig være så dyr, at jeg ikke nænnede at drikke den. Og hvad så, hvis der kom en og ville købe flasken? Ville jeg så kræve 200 kr. som den pris, jeg kendte? Eller ville jeg kræve en pris, der var tættere på de 500 kr., som jeg selv synes er for dyr? Eller hvis der kommer en som vil sælge mig en tilsvarende flaske for 300 kr. Ville det være en fristende pris?

Spørgsmålet om, hvad gaven i realiteten er værd, har en amerikansk økonomiprofessor leget med. Han bad sine studenter om at gøre rede for, hvad de havde høstet af jule- gaver det pågældende år. Først skulle studenterne vurdere, hvad de ville betale, hvis de selv skulle købe gaven. Derefter skulle de undersøge, hvad gaven reelt kostede. Studenterne kom – frit oversat – frem til, at gaven eksempelvis kostede 500 kr. i butikkerne, mens de selv kun ville betale 250 kr., hvis de skulle købe den. Betyder det så, at gaven enten er 500 kr. værd eller 250 kr.? Bestemt ikke. For professoren ventede med det tredje og mest drilagtige spørgsmål til sidst. Hvad ville studenten have i betaling, hvis gaven skulle sælges igen? Værdisat ud fra det spørgsmål, steg gavens værdi pludseligt ganske betydeligt for studenten. Studenterne kunne i flere tilfælde kræve en pris som var 150 kr. højere i forhold til, hvad de selv ville betale for gaven. Omsat til danske forhold betyder undersøgelsen i store træskolænger, at vi i dag smider omkring fem mia. kr. ud i den blå luft, fordi vi giver hinanden gaver i stedet for rede penge. De ca. fem mia. kr. er løseligt beregnet ud fra, at vi hvert år køber gaver for omkring 35 mia. kr. herhjemme. Og gaver sælges – ifølge den amerikanske professor – til priser, som ligger et sted mellem 10-30 pct. over den pris, modtageren synes, de er værd.

Er det så kun konfirmander, der er kyniske, når de skriver penge på deres ønskeliste? Bestemt ikke. Brudepar er næsten lige så kyniske, men skjuler deres begærlighed på en lidt mere beregnende måde. Lad os igen forestille os middagsselskabet. Hvis værten sender en indbydelse til en middag, og samtidig tilføjer en ønskeliste med navne på hans foretrukne vine, betragtes det som både uhøfligt og grådigt. Sådan er det ikke for brudepar. De lægger uden blusel deres ønskeliste i samme konvolut som invitationen til bryllupsfesten.

Ønskelisten geares desuden til det yderste med værdier, der skal trækkes hjem. Brudeparret finder det niveau, der passer til gæsternes købekraft. Blandt velstillede optræder billige gaver kun yderst sjældent på brudeparrets ønskeliste, ligesom brudepar i mindre velstillede kredse undgår, at ønskerne er dyre. Men deres ønsker er næsten lige så omsættelige som penge, helst gaver med byttemærker og meget gerne fra et større magasin eller butikskæde, hvor man i bedste fald kan få pengene igen. Eller de lader ligefrem en butikskæde påtage sig koordineringen af gaver, sådan at brudeparret får så mange af de gaver, de higer efter. Smart!

Er det så en bedre taktik end den, konfirmanderne bruger? Næppe. Gaven gives i den bedste hensigt, og skulle da meget gerne blive set i anvendelse ved senere besøg. Det usagte i, at gaven ikke længere findes i hjemmet, kan så tvivl om brudeparrets taknemmelighed.

Personlige gaver får en stigende symbolsk betydning med alderen. Ældre er måske vant til mindre vilkår fra deres yngre dage, hvorfor det ikke ligger i blodet at ønske sig let omsættelige gaver i materialismens tjeneste. Det er nemt at forestille sig, at bedsteforældrene giver deres barnebarn nogle tusinde kroner i konfirmationsgave. Men hvad nu, hvis konfirmanden året efter giver 500 kr. i gave i forbindelse med bedsteforældrenes guldbryllup? Det kan nemt opfattes som arrogant – i bedste fald upersonligt.

Bedsteforældre sætter barnebarnets hjemmemalede bøje højere end gaven som er købt. Jeg gætter, at bedsteforældrene enten vil bruge bøjlen selv hver dag eller alternativt give den en fremtrædende plads i entreen, og kun benytte den til særligt velkomne gæster.

Hvorfor giver de så pengegaver? Jah, selvsamme amerikanske professor konkluderede i sin undersøgelse, at pensionister er ret dårlige til give gaver, der falder i de unges smag. Forældre er bedre til at finde gaven, som de unge ønsker sig.

Konklusionen er klar. Jo længere afstanden er mellem giver og modtager, jo sværere er det at ramme skiven. Igen må man bare konstatere, at konfirmanderne er kloge og kyniske. De ved nemlig godt, at ældre generationer fylder godt ved forårets konfirmationsfester, og at det derfor bare er bedst at ønske sig PENGE!