Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De Konservatives håndboldsyndrom

I Danmark betragter vi os selv som en verdenssensation, når vi vinder i håndbold. Men håndbold – som vi selv har opfundet – findes slet ikke i resten af verdens bevidsthed. Den virkelige verden er fløjtende ligeglad. Sådan risikerer det også at ende med Det Konservative Folkeparti, hvis ikke der handles nu.

»Derimod tordner et krav om national identitet, dannelse, ordentlighed, strukturer og ansvar ind over befolkningen og har navnlig appel til de yngre. Det er konservative dyder, og skal partiet overleve og atter vokse sig stort (hvilket det bestemt kan), så skal disse dyder kanaliseres ind i partiet og et opgør tages med den forfladigelse, mindreværd og håndboldsyndrom, som, ja, sine steder unægtelig ligner småborgerlighed.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som flere sikkert vil være bekendt med, gav jeg lørdag et længere interview til Information om bl.a. Det Konservative Folkeparti. Det havnede på forsiden af aviserne og indledte en heftig debat, som, konstaterer jeg nu, lever videre her i Berlingske, hvor senest professor Michael Kjær tirsdag dukkede op med en kronik, der i nogen grad gengav samme synspunkter.

Selv lod jeg mig lørdag blandt meget andet citere for, at Det Konservative Folkeparti risikerer at blive et småborgerligt parti, og en anden professor, Ditlev Tamm, udtalte i samme interview en noget mere harsk kritik, hvoraf det fremgik, at partiet efter hans opfattelse allerede var blevet et småborgerligt parti.

Også partiformand Søren Pape udtalte sig i artiklen og hilste debatten hjerteligt velkommen, hvilket i den grad tjener ham til ære og er en indikation af, at der nok stadig er håb for partiet i så henseende. Den risiko, jeg søgte at advare mod, angår i høj grad dansk politik over hele spektret, men herunder også Det Konservative Folkeparti. Småborgerligheden kommer bl.a. til udtryk, derved, at man altid insisterer på at tage sit politiske afsæt i hverdagens trivielle problemer. Sådanne skal naturligvis bestemt også have plads i det politiske landskab, men faren er, at de monopoliserer denne. Som politikere og politisk parti skal vi have modet til også at hæve os over hverdagens jævne problemer, hvor vigtige de end er. Vi skal tillige kunne udvikle og udfolde visioner på et højere niveau. Der savnes blandt mange konservative (både i og uden for partiet) et langt større fokus på en mere generisk konservativ selvforståelse, der baserer sig på kultur, dannelse, social ansvarlighed og tradition.

Imidlertid sætter småborgerligheden sig ikke kun igennem i det politiske indhold. Det gør den bestemt også i kulturen, herunder også i Det Konservative Folkeparti. Noget af det, der kendetegner småborgerlighed, er den falske forestilling om at have nok i sig selv og altid mene at vide bedst, skønt det modsatte til tider er tilfældet. Man måler sig med sin egen målestok alene, og således kommer man altid til at have den perfekte højde efter egne standarder, men sådanne forestillinger kan lide et gevaldigt nederlag, når den virkelige verdens kriterier pludselig appliceres. (For politiske partier sker dette typisk ved valg).

Det Konservative Folkeparti lider af et håndboldsyndrom. Dette skal forstås således, at vi i Danmark betragter os selv som en verdenssensation, når vi vinder i håndbold. Imidlertid har ingen herhjemme rigtigt ofret opmærksomhed på, at denne sportsgren, som vi selv har opfundet, slet ikke eksisterer i resten af verdens bevidsthed. Den virkelige verden er fløjtende ligeglad med håndbold, og sådan risikerer det også at ende med Det Konservative Folkeparti, dersom ikke der handles nu.

Det ville være tragisk, for det er et parti med nogle tanker, mennesker og en historie, som bestemt stadig har uhyre meget godt at tilføre Danmark, men man bryder sig internt ikke om udfordringen fra den omkringliggende verden. Jeg burde om nogen vide, hvorom jeg taler, da jeg i en anden kronik herom i Berlingske lørdag læser om en Ny konservativ borgerkrig, og at jeg sandsynligvis kan blive det eneste nye konservative ansigt på Christiansborg foruden formanden. Jeg skal i så henseende præcisere, at der ikke er nogen ny konservativ fløjkrig undervejs mellem en højre- og venstrefløj. Divergensen er af langt mere vertikal beskaffenhed.

Løsningen på såvel landets som partiets problemer er nemlig ikke forfladigelse og leflen for laveste fællesnævner. Den konservative tanke bør netop gå imod bestræbelsen for at sænke barren for derved at have alle med. Ambitionen må i stedet være at styrke og højne enhver, så alle kan komme over plankeværket, og heri består en signifikant forskel.

Denne socialistiske og kulturradikale tanke om at nedbryde verdens udfordringer har vi i det omkringliggende samfund set dominere vores kultur gennem årtier, og et opgør hermed har vi endnu for alvor til gode, herunder også internt i Det Konservative Folkeparti. Forud for seneste folketingsvalg kom daværende formand Lars Barfoed ud i et stormvejr, da han pludselig stillede sig op side om side med Det Radikale Venstres ligeledes daværende formand Margrethe Vestager og således i både billede og tekst kom til at omfavne den kulturradikale tanke.

Det, mener jeg, var en klar fejl, selvom jeg i øvrigt kun har pæne ting at sige Lars Barfoed. Imidlertid er det interessante i denne nu historiske episode et vidnesbyrd om Det Konservative Folkepartis manglende evne til at omfavne egen kultur. Det var således al ære værd at se en konservativ formand »med musikalsk interesse«, men det var i den grad den forkerte plade, han smed på grammofonen. Historisk set har konservative været kulturbærere i Danmark, men efter navnlig Georg Brandes´ indflydelse og det moderne gennembrud blev denne rolle med stigende intensitet gennem det 20. århundrede overtaget af det kulturradikale Danmark. Navnlig et fokus på dette er gennem den seneste tid blevet sat af en tredje professor, nemlig Jon A.P. Gissel, der sidste år udgav den anbefalelsesværdige bog Konservatisme og kulturkamp om emnet.

Når den kulturradikale tanke er den konservative så fremmed, og pladen derfor var så forkert, skyldtes det, at vi netop i førstnævnte møder en evindelig bestræbelse for at bryde gærdet ned, for derved at sikre enhver frikadelles ubesværede flugt over plankeværket. Det har vi først og fremmest oplevet i radikales massive interesse for – og indflydelse på – vores kultur- og værdi- politik. I den radikale tanke noterer man sig eksempelvis, at vores nationale kultur sine steder støder an mod globaliseringen og ikke mindst den massive indvandring fra andre lande. Således bliver den radikale løsning på dette problem, at vi da bare nedbryder vores egen kultur, så der derved ikke er nogen, der har grund til at føle sig uden for. Er der nogen, der har personlige problemer grundet forvirring om eget køn, jamen så bliver den radikale løsning da blot at annullere kønsforskelle, og atter er derved ingen uden for, men begrædeligt er ej heller nogen inden for. Reformpædagogikkens jerngreb om undervisningspolitikken herhjemme er endvidere det måske mest oplagte eksempel herpå, men også i den økonomiske politik møder vi centrum-venstres bestræbelse for at skabe større lighed ved at knægte de mest succesfulde. Hvis ingen har klaret sig godt, skal nemlig ej heller ingen føle, at det går knap så godt, og er Deres sprog for kompliceret, så må du straks indstille dig på at forfladige det.

ARKIVFOTO 2012 af Brian Mikkelsen- - Se RB 5/5 2015 07.31. Konservative: Thornings udkantspakke er smålapperierBrian Mikkelsen er ikke imponeret over regeringens planer for vækst i yderområderne. (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere

Også i den kulturradikale kunst og arkitektur er nedbrydelsen af strukturer stærkt genkendelig, hvilket er såre konsistent med resten af det ideologiske tankesæt, men den gode nyhed er, at den kulturradikale tanke og Det Radikale Venstre i den grad er passé som aldrig før. Som konservativ politiker skal man naturligvis ikke pege fingre, hvad angår meningsmålinger, men det er dog ved sammenligning gået de flestes opmærksomhed forbi, hvorledes Radikale Venstre står til næsten en halvering ved det kommende valg, og i kulturlivet er kulturradikale tanker i den grad også ved at synge på sidste vers.

Gud er næppe helt død, men Rifbjerg er påviseligt, og så i øvrigt ikke et ondt ord om nogen af de to. Den kulturradikale tanke, der for 10-20 år siden havde fremmest appel til yngre generationer, vil i dag ingen unge røre ved.

Derimod tordner et krav om national identitet, dannelse, ordentlighed, strukturer og ansvar ind over befolkningen og har navnlig appel til de yngre. Det er konservative dyder, og skal partiet overleve og atter vokse sig stort (hvilket det bestemt kan), så skal disse dyder kanaliseres ind i partiet og et opgør tages med den forfladigelse, mindreværd og håndboldsyndrom, som, ja, sine steder unægtelig ligner småborgerlighed.