Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De gamle partier vil komme stærkt tilbage

»De gamle politiske partier vil blive »kult«. Det vil blive sejt at stemme på et parti, som tager ansvaret for hele samfundet.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I de seneste måneder og år er nyere politiske partier og bevægelser stormet frem i hele Europa: Nye Borgerlige i Danmark, Piratpartiet i Island, Femstjernebevægelsen i Italien, En Marche og Front National i Frankrig, Sverigedemokraterna i Sverige, Alternative für Deutschland i Tyskland, UKIP i Storbritannien, Sannfinländerna i Finland, JOBBIK i Ungarn, Syriza og Gyldent Daggry i Grækenland og Podemos i Spanien for at nævne nogle af de mest kendte.

Der bliver i øjeblikket lavet mange analyser af, hvorfor disse partier og bevægelser går frem, og man kan læse og høre mange dystre forudsigelser om, at verden nu vil blive helt forandret og blive domineret af nationalistiske kræfter.

Men mange af de dystre spådomme vil blive gjort helt til skamme. I løbet af ca. fire-fem år vil mange af de nye partier og bevægelser være forsvundet igen eller være reduceret til en ubetydelig størrelse. Og mange af de gamle partier vil komme stærkt tilbage.

I Danmark vil Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og – måske selv – Det Konservative Folkeparti komme styrket igen. Og noget tilsvarende vil ske for mange af de gamle partier i de øvrige europæiske lande. Det er der seks forskellige årsager til.

For det første skyldes mange af de nye partiers og bevægelsers fremgang den økonomiske krise, som har hærget Europa siden 2008. Men det betyder også, at når den økonomiske krise for alvor klinger af (hvilket allerede er begyndt at ske i nogle lande), vil de nye politiske partier og bevægelser også tabe pusten.

Noget lignende skete i 1970erne, hvor en lang række nye partier også gjorde deres entré på den politiske scene, og hvor man også troede, at partimønsteret ville blive ændret for altid. Men hvor det viste sig, at da de aktuelle økonomiske problemer forsvandt, forsvandt også opbakningen til de nye partier.

Enkeltsagspartierne vil tabe

For det andet er de fleste af de nye partier enkeltsagspartier. De er imod flygtninge og indvandrere eller kritiske over for EU eller går ind for, at man frit kan benytte alle ting, som ligger i cyperspace (Piratpartiet) eller lignende.

Men når de enkeltsager, som partierne har på deres program, bliver uaktuelle igen, enten fordi problemerne er blevet løst, eller de af andre grunde ikke har så stor bevågenhed længere, vil partierne også miste opbakning igen. De gamle partier derimod repræsenterer et helhedssyn på samfundet og nogle sammenhængende helhedsløsninger på de fleste af samfundets problemer.

For det tredje vil flere af de gamle partier snart tage mange af de nye partiers enkeltsager op og inkorporere de nye partiers politiske mærkesager i deres egen politik – typisk i en revideret og modereret og mere realistisk form. Dette vil også være med til at tage luften ud af de nye partier. Det er kun så længe, de er de eneste, der har de pågældende politiske mærkesager på programmet, at de kan tiltrække vælgere. Vi så det samme ske i 1970erne.

De gamle partier vil blive kult

For det fjerde vil nogle af de nye politiske partier komme til magten rundt omkring (det er allerede sket nogle steder), enten som støttepartier eller deltager i en regering. Og dette ansvar vil tvinge dem til at gå på kompromis med de mest markante dele af deres politik, hvilket vil få vælgerne til at flygte fra disse partier igen – og i mange tilfælde gå tilbage til de gamle politiske partier. Vi har allerede set en begyndende tendens til dette de steder, hvor de nye partier har fået del i magten og ansvaret.

For det femte – og det er ikke den mindst vigtige grund – vil der om ca. fire-fem år (hvis ikke før) gå mode i at stemme på et af de gamle politiske partier. Blandt unge mennesker vil den manglende samfundsinteresse og historiske interesse, som mange i dag mener kendetegner de unge, blive afløst af en ny interesse for samfundets udvikling.

Individualismen og selvtilstrækkeligheden blandt de unge vil forsvinde. Simpelthen fordi den nu har eksisteret i en lang periode, og pendulet vil derfor snart svinge til den modsatte side, og de gamle politiske partier vil blive »kult«. Det vil blive sejt at stemme på et parti, som tager ansvaret for hele samfundet, også de svageste, på sig, og præsentere helhedsløsninger på alle samfundets forskellige komplicerede problemstillinger og på samspillet mellem dem.

For det sjette vil der sandsynligvis i løbet af ca. fire-fem år komme gang i den europæiske integration igen. Trods Storbritanniens udtræden af EU.

I de senere år har det knebet for de europæiske politikere at blive enige om fælles løsninger på de fælles udfordringer. Det har ikke mindst skyldtes den økonomiske krise, hvor landene har trukket sig ind i sig selv og mest har tænkt på deres egne interesser hver især.

I 1970erne var det europæiske samarbejdes udbygning ligeledes i krise, ja, nærmest gået helt i stå. Det skyldtes tilsvarende datidens økonomiske krise. Men da krisen var ovre, begyndte de europæiske politikere at samarbejde med hinanden igen, og de skabte nye store ambitiøse samarbejdsprojekter, som mange i befolkningen var glade for, f.eks. det indre marked, som blev udviklet i 1980erne (og som trådte i kraft i 1987).

Noget lignende vil ske igen denne gang. Når den økonomiske krise er helt overstået, vil EUs krise også blive det. Og politikerne vil igen finde på nye samarbejdsprojekter, som store dele af befolkningen kan se nytten og perspektiverne i. Opbakningen til det europæiske samarbejde (i en ny og revideret form) vil derfor vende stærkt tilbage.

Glem de dystre spådomme

Med andre ord: Den nuværende situation med nye politiske partiers fremadstormen og nationalistiske tendenser i alle europæiske lande (og USA) vil blive en parentes i verdenshistorien.

Globaliseringen – hverken den økonomiske, politiske, kulturelle eller mentalitetsmæssige – kan ikke standses på længere sigt. Uanset hvad nye politikere i disse måneder og år måtte tage af politiske initiativer i et forsøg på at gøre det.

Det er i de store af vore nordiske nabolande, at vi i øjeblikket ser nogle af de første tegn på, at udviklingen med hensyn til de politiske partier er ved at vende.

Sverigedemokraternas fremgang i Sverige er standset, fordi mange af de gamle svenske partier i løbet af det seneste års tid har anlagt en væsentligt strammere kurs i udlændingepolitikken end tidligere. Sannfinländerna står til en voldsom tilbagegang ved næste valg, efter at de er gået ind i regeringen for 1,5 år siden. Og i Norge er Fremskrittspartiet ligeledes i frit fald i meningsmålingerne efter tre års regeringsdeltagelse.

Dette er imidlertid blot begyndelsen. De tendenser, vi allerede nu ser i de store nordiske lande, vil slå igennem i alle de andre europæiske lande også i løbet af få år.

Herhjemme er bl.a. Socialdemokraterne begyndt at hente stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti. Noget, som mange ville have ment var utænkeligt for blot få år siden.

Så glem alle de dystre spådomme, vi hører i øjeblikket. De fleste af nyere partier vil kun få en begrænset tid som store partier. Snart vil (de fleste af) de gamle partier komme stærkt tilbage. Som de har gjort det gang på gang i Danmark i løbet af de seneste ca. 100 år. Og som de også vil gøre det i en række andre europæiske lande i løbet af en fire-fem år.