Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De gamle arbejderpartier udbytter arbejderen

Joachim B. Olsen: Den gamle 1. maj-tese om udbytning af arbejderne er rigtig. Blot er det ikke kapitalismen, men derimod de røde partier, der står for udbytningen.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets Udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder.« Det var første sætning i Socialdemokratiets program af 13. februar 1913.

Det, som de gamle socialdemokrater dermed mente, var, at arbejdere var udsat for udbytning fra et mindretal af samfundets medlemmer, kapitalistklassen. Den private ejendomsret betød derfor, at kapitalister fik profit og merværdi, der rettelig tilkom de arbejdere, som havde skabt værdien i første omgang. Det har vi hørt på hver eneste 1. maj i over 100 år.

Den økonomiske teori om udbytning af arbejderne var blevet formuleret af Marx og Engels i det kommunistiske manifest og i Das Kapital i midten af 1800-tallet. Teorien hvilede på den tese, at kapitalismen skabte større ulighed og fattigdom blandt arbejderne. I dag ved vi bedre. Kapitalismen skabte tværtimod velstand og højere levestandard, og ligheden steg ganske eksplosivt som følge af industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Men der skulle gå 100 år, før Marx’ og Engels’ tese blev endegyldigt tilbagevist af forskningsverdenen, og dermed blev hele det økonomisk-teoretiske grundlag for socialismen afvist.

Men det betyder ikke, at arbejderne ikke bliver udbyttet - de bliver det bare på en anden måde!

De bliver udbyttet af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten.

De partier som går ind for, at endnu mindre af arbejdets udbytte skal tilfalde dem, som arbejder. De partier som har pålagt arbejderne højere skatter og afgifter. Skatter og afgifter som har medført, at en familie med to lavtlønnede LO-arbejdere og to børn i lejebolig ifølge Finansministeriet kommer til at betale 2.980 kroner mere om året. En metalarbejder og en sygeplejerske med to børn i ejerbolig skal slippe 3.740 kroner ekstra om året.

Nej, det er ikke let at være arbejder i 2012 og blive underlagt socialistisk politik. Ud over stigende afgifter på cigaretter, chokolade, sodavand og sukker, der gør dagligdagen dyrere og sender endnu flere job ud af landet, er ungdomsledigheden i dag 12,7 pct. og dermed på højde med niveauet i store dele af 80erne og 90erne. Ejendomsskatten banker opad, selvom boligpriserne falder.

Mens flere går ned i løn, stiger overførselsindkomsterne. Den famøse Carina har fået 500 kr. mere om måneden efter afskaffelsen af kontanthjælpsloftet. For knap 74.000 danskere er der kun 1.000 kr. eller mindre i forskel om måneden ved at gå fra overførselsindkomst til arbejde, og for 186.000 danskere er gevinsten mindre end 2.000 kr. om måneden. Mange lavtlønnede bliver faktisk skubbet mod en tilværelse på overførselsindkomst, når de straffes økonomisk for at påtage sig arbejde.

Reaktionen på disse uretfærdigheder er dog ved at indfinde sig, og det burde faktisk ikke komme som nogen overraskelse for venstrefløjen. Da K.K. Steincke lavede socialreformen i 1933, skrev han, at den var human, men ikke blødsøden, demokratisk, men ikke demagogisk, radikal og konservativ i den blanding, der er nødvendig, hvis man ikke skulle ende i reaktion eller bolsjevisme. Han skrev, at den tog afstand fra pladderhumanismen, der kvalmer, og fra den kolde forstandsegoisme, der isner.

Men pladderhumanismen, som K.K. Steincke advarede imod, har i dag indfundet sig i Danmark, og derfor er reaktionen også kommet. Arbejderne har forladt de socialistiske partier i erkendelsen af, at deres interesser er bedst repræsenteret hos de partier, hvor viljen til de nødvendige reformer er størst. Manglen på reformvilje er måske venstrefløjens og fagbevægelsens største svigt, og her kan den tidligere VK-regering heller ikke sige sig fri for ansvar.

På samme måde har VK-regeringen heller ikke gjort noget ved den forvoksede socialstat, som skaber en uhellig alliance mellem behandlere og andre offentligt ansatte og de klienter, som systemet selv producerer. De høje overenskomstbestemte lønninger og overførselsindkomster presser en stor gruppe mennesker ud af arbejdsmarkedets ligeværdige bytteforhold og svageliggør dem aktivt, så de gøres ensidigt afhængige af andres nåde.

På den måde sætter den socialdemokratiske socialstat et uhyrligt maskineri i værk, der fratager arbejdsløse og andre svage grupper deres værdighed, så de ikke kan håndtere deres egen hverdag uden hjælp fra andre.

Det samfund, som vi har indrettet, appellerer konstant og ubønhørligt til, at mennesker svækker sig selv og overtager selvopfattelsen som svag, umyndig og afhængig af andres hjælp. Som professor i filosofi på CBS Ole Thyssen har skrevet i Information (27.02.12): »Er det muligt, at denne ’svaghed for de svage’ er med til at skabe svaghed? Kan det være fristende at genkende sig selv i svaghedens spejl, opgive sit ansvar, og se sig selv som et offer, som det er synd for?«

Behandlersystemet tvinger ’svage grupper’ til at rakke ned på sig selv i stedet for at løfte sig op. Og som Thyssen skriver, skubber det dem i sin umenneskelighed uafvendeligt imod en selvforskyldt svaghed, der vanskeliggør den anerkendelse og selvrespekt, som kommer af at være til gavn for andre.

Det er en næsten djævelsk mekanisme, der fornedrer mennesker ved at fratage dem troen på deres styrke og værdi for andre. Det får forældre til at ydmyge sig over for deres børn, når de bliver i sengen i stedet for at træde ud og møde verden som ansvarlige og myndige mennesker, der påtager sig ansvaret for eget liv. Det overbeviser kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister om, at de ikke er i stand til at arbejde. Systemet knækker stærke mennesker og passiviserer dem, fordi systemet mangler tiltro til deres værd. Og det er, hvad den såkaldte arbejderbevægelse er udartet til. I de ti år indtil regeringsskiftet var Mette Frederiksens, Villy Søvndals, Johanne Schmidt-Nielsens og andres uendelige refræn et krav om flere penge til de svage og en styrkelse af det behandlersystem, som bekæmper arbejde. Senest eksemplificeret ved Socialrådgiverforeningens tilbagetog i forhold til formanden Betina Posts udmærkede forslag om en lav social ydelse til unge stærke kontanthjælpsmodtagere. Dermed svigter de vores fremmeste menneskelige egenskab som sociale væsener, der finder værdi i hinandens hjælp, fordi vi ikke kan klare os alene.

Behandlersystemet ituriver også båndene mellem mennesker, når vores næstes vigtighed for os selv forsvinder ud af syne og berøver sine klienter muligheden for at føle selvværd ved at være til glæde, gavn, værdi og nytte for andre gennem arbejdsmarkedets ligeværdige udveksling af anerkendelse.

Arbejde er godt for mennesker. Mennesker i arbejde er gennemsnitligt sundere, raskere og har et større socialt netværk end arbejdsløse. Frem for alt giver arbejde en selvrespekt, fordi det binder mennesker sammen, og fordi det giver mennesker mulighed for at leve det liv, de ønsker at leve.

Derfor kan vi som samfund hverken tillade os at parkere mennesker på overførselsindkomster eller afholde os fra at lave de reformer af arbejdsmarkedet, som vil flytte folk fra passiv forsørgelse over i beskæftigelse. Her har venstrefløjen svigtet arbejderne i en grad, som er katastrofal.

»Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets Udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder.« I dag betaler mange faglærte, som f.eks. metalarbejdere, en effektiv marginalskat på 66 pct. Og de arbejder dermed mere for staten end for sig selv og deres familier.

Jo, arbejderen bliver udbyttet - udbyttet af Socialdemokraterne og deres venner.

God 1. maj!