Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De borgerlige er anarkister, punkere og drømmere alle til hobe

»Hvis man ikke præsenterer nogle visioner, kigger borgerne til dem, der gør, selv om visionerne er bimlende skøre.«

Leif Donbæk, SF-medlem og cand.jur. Fold sammen
Læs mere

Borgerlige i dag er en noget broget skare, ja faktisk så broget at debatterne med dem oftest giver mig flashbacks til mine teenageår i 90erne, nærmere bestemt 90ernes venstrefløj.

For da jeg var teenager i 1990erne, var venstrefløjen »the place to be«, i hvert fald hvis man tændte på idéudvikling, store tanker, døde russere, teoretiske debatter, voldsapologi og intet praktisk ansvar for samfundets drift. Det var af samme årsager på den yderste venstrefløj, jeg trådte mine barnesko, for her var plads til at drømme, her var ungdomspartierne ikke spist af systemet.

Læs også: PÅ SPORET AF BORGERLIGHEDEN

Problemet var så bare, at voksenpartierne ikke var markant anderledes, og at det, som er charmerende og visionært, når det kommer fra en 17-årig uden livserfaring, tangerer det patetiske, når de kommer fra en 40-årig i Folketinget, og nej, jeg tænker ikke på nogen konkret. Om end det er lettere at tilgive en 14-årig en vis veneration for Che Guevara end et ældre folketingsmedlems samme.

Derudover havde vi Socialdemokratiet, der i 90erne viste, hvordan man ved at fastholde magten, men gå imod sit eget fundament, kunne smadre en politisk opbakning totalt. Det var med efterlønnen og de største privatiseringer i danmarkshistorien, at Nyrup og Lykketoft lagde kimen til et Socialdemokratiet, som per definition altid var under 30 procent ved alle valg.

Højrefløjen dengang var anderledes seriøs, den tog ansvar, indgik forlig i Folketinget (manglende regeringsmagt til trods), den deltog i at drive Danmark, selv under et socialdemokratisk styre, og dens ungdomspartier skejede nærmest aldrig ud. Næh, det var seriøse unge mennesker.

Bare overvej, at Søren Pind dengang var en af de vildeste, som de unge højrefløjsere havde at byde på. Hans mest vovede udskejelse kom vel i start-00erne med liberalismens ti teser. Nærmere bestemt i 2003, og i dag ville de vel nærmest kunne få et medlem ekskluderet af Liberal Alliance for socialdemokratiske tendenser. For Søren Pind, hvor vild og ung han end var, anerkendte jo fuldstændig velfærdsstatens grundpræmisser samt den økonomiske virkelighed.

Læs også: En borgerlig tid i et socialdemokratisk samfund

I disse år er det politiske landskab totalt modsat. Jeg har en del at gøre med unge fra højrefløjen, og især de unge fra Liberal Alliances Ungdom kan jeg godt lide, de minder mig om mine teenageår i Socialistisk Ungdomsfront, de tør drømme, de tør kæmpe for deres holdninger, og deres ideer har som oftest intet forhold til virkeligheden.

Også de såkaldte »hvid fløj«-ung konservative har disse kvaliteter, og jeg siger kvaliteter, for jeg mener virkelig, at det er smukt, når ungdommen tør drømme, og drømme uden at forholde sig til den praktiske virkelighed, der tidsnok kan dræbe al kreativitet i tanken.

Højrefløjen er som venstrefløjen i 90erne

Både de ung liberale og de ung konservative har deres egne oprør, de begår civil ulydighed ved at køre med Uber, de klæder sig outreret, de er vores tids punkere, dog ikke iklædt læderjakke og hanekam, men i for store yuppie-jakkesæt med slikhår (de liberale) og tweed med hat (de konservative).

Begge parter hylder døde teoretikere mere end levende, og begge parter har nærmest religiøse forhold til deres store tænkere – igen præcis som venstrefløjen plejede at have, og flere i deres bagland har et apologetisk forhold til voldshandlinger og totalitære tanker.

Lighederne stopper ikke der, for iagttag at Venstre først under Anders Fogh Rasmussens og siden Lars Løkke Rasmussens regime har demonstreret, hvordan de sagtens kan ødelægge deres parti mere end Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft tilsammen, hvordan de ved konsekvent at føre en politik, der ikke er eller var Venstres, kan få deres parti længere ned i målingerne end selv Helle Thorning-Schmidt præsterede med Socialdemokratiet.

For højrefløjen i dag er som venstrefløjen i 90erne, dengang SF var lysår fra daglig indflydelse, hvor Enhedslistens indflydelse (med finansloven 1996, som eneste undtagelse) var et rent protestparti og hvor Socialdemokratiet især i slut 90erne demonstrerede, hvor langt væk en socialdemokratisk regering kan komme fra socialdemokratisk politik (indtil Bjarne Corydon kom til fadet, forstås).

For er det ikke lige præcis, hvad der sker i dag? De Konservative er blevet til 90ernes Enhedsliste med væltede ministre og vilde forslag i folketingssalen, forslag uden parlamentarisk gang på jord. Liberal Alliance er sådan en underlig »SF i 90«-erne«-hybrid, der gerne vil være lige så ekstrem som Rasmus Jarlov med venner, men ikke har nosserne til det, når »push comes to shove«, som amerikanerne ville sige det.

Venstre er blevet et forvalterparti, der har glemt sin gnist og glød i en fanatisk kamp for at fastholde magten, uanset hvad. Dansk Folkeparti er lidt af en blanding af SF og Enhedslisten i 90erne, de har med stor succes nægtet at påtage sig for meget ansvar på én gang i årtier, men nu er bordet ved at fange, for kan Folketingets næststørste parti for evigt undslå sig at tage ansvar? Derudover står flere partier klar på den yderste højrefløj.

Frihed fra ansvar og realiteter

Den moderne borgerlige er altså enten: 1. En drømmer, med spændende og store samfundsvisioner, men sjældent visioner der er specielt funderet i virkeligheden, eller 2. En pragmatiker, så indgroet i sin pragmatiske købmandssjæl, at han vil sælge alle idealer for at drifte videre, en praktiker, der får selv Finansministeriets grå sjæle til at virke sprudlende og idealistiske.

Det er såmænd fint nok, at ungdommen tænker store tanker og begår lidt dumheder hist og her, det giver sjældent varige skader. Problemet med de moderne borgerlige er, at ungdommens frihed fra ansvar og realitetsfornemmelse ikke er charmerende længere, når den forfægtes af ordførere i Folketinget. Men på den anden side er det også tragisk når politikere bliver til embedsmænd og forvaltere.

Det er synd og skam, for Danmark har brug for et reelt borgerligt modspil i debatten, for som socialist og reformist har jeg gennem årene måttet erkende, at uden modspil har min fløj en seriøs tendens til tosse-utopi. Vi var imod Storebæltsbroen, for fanden, og i København, som vi styrer uden nogen form for seriøs borgerlig opposition, bruger vi millioner af borgernes penge på at genere lønmodtagere med weekendarbejde i form af bilfri dage eller på frøbanker og andre »borgernes penge i toilettet projekter«.

Personligt håber jeg, at den moderne borgerlige snart vil evolere til et næste niveau, jeg drømmer om, at de kombinerer den gammeldags retskafne konservative, med Venstres sans for at få Danmark til at virke med Liberal Alliances evne til at turde retænke alt.

Moderne borgerlighed er desværre ikke længere ansvarlighed og drift, men kun flotte (og nogle gange tossede) visioner og intet ansvar, subsidiært kedsomlig drift uden sjæl – og de må tage et opgør med det, for ellers bliver højrefløjen i Danmark som UIKP i England eller Donald Trump i USA. De bliver fanget af deres egne tossethedstanker.

For Republikanerne har selv, med deres manglende opgør med tosserne, gødet jorden for Trump, ligesom de borgerlige i Danmark selv har gødet jorden for Nye Borgerlige. Hvis man ikke tør tale tosserne i egne rækker imod, fordi man gerne vil vinde på kort sigt, løber man risikoen for, at tosserne på lang sigt overtager magten. Ligesom hvis man ikke præsenterer nogle visioner, kigger borgerne til dem, der gør, selv om visionerne er bimlende skøre.

Og det vil knække højrefløjen, for et hus i splid med sig selv kan ikke bestå, og et hus der alene bebos af fantaster og ingen til at handle, vil hurtigt gå i opløsning. Ligesom ingen ønsker at bo i et hus kun med embedsmænd fra Finansministeriet.

Men jeg har håb. For blandt de unge i Liberal Alliances Ungdom og Nye Borgerlige Ungdom er der en kerne af unge politikere med både visioner, respekt for, hvor godt velfærdsstaten fungerer og samtidig lyst til at påtage sig reelt ansvar for driften af Danmark. Jeg håber, de bliver hurtigt voksne. Fordi Danmark har brug for en reel moderne borgerlig opposition.

Leif Donbæk er SFer og cand.jur.