Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danskerne er klar til forandring og afsavn

Hvis danskernes villighed til at være med til at skabe positive forandringer skal forløses konstruktivt, kræver det politisk vilje til en helt ny dialog, hvor vi erkender, at svaret ikke er at finde i de gamle systemer. Nye problematikker kalder på nye løsninger.

»Rigtig mange danskere er klar til forandring og til at lide afsavn. Det er jo det, vi viser, når vi går på gaderne. Det er det, vi viser, når vi ændrer vores vaner. Salget af kød er faldet 1-2 pct. årligt siden 2012. (...) 58 pct. af danskerne er villige til at betale en klimaafgift på 100 kr. for en flyrejse,« skriver Jane Sandberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams / Ritzau Scanpix

Da byer i hele landet i foråret lagde gader til tusindvis af menneskers opråb til politikerne om minimumsnormeringer i børneinstitutioner, var vi vidner til en massemobilisering på ganske få dage. Det skete igen, da unge mennesker gik i de samme gader for at få sat fokus på klimaproblematikken.

Hverken de demonstrerende forældre eller ditto klimaaktivister havde forenet sig i en klassisk forening. De havde ikke skrevet vedtægter, holdt generalforsamling, valgt en kasserer eller meldt sig ind i et politisk parti. De brugte derimod de sociale medier til lynhurtigt at vinde gehør for deres respektive sager, og de fandt sammen i ønsket om at råbe vores politikere og beslutningstagere op og mane til handling. Nu.

Sjældent har vi set så mange mennesker mobilisere sig i enkeltsager som i disse år. Tænk blot på den tsunami af krænkelseshistorier som skyllede ind over en hel verden, efter at #metoo-bekendelserne begyndte i USA. De unges klimaaktivisme, forældre der ønsker bedre normeringer og #metoo er tre meget forskellige sager som alle gør brug af samme virkemidler: engagement i en enkeltsag og mobilisering via sociale medier. En sprængfarlig cocktail, som kan eksplodere og blive global over-night.

Og vi kommer nok til at se det oftere og oftere. For vi finder nemlig ny mening i at forene os i enkeltsager, hvor vores handlinger har synlige og hurtige resultater.

I øvrigt er det ikke kun i Danmark, at folk mobiliserer sig. Gaderne i Barcelona brænder, mens tusinder råber på selvstændighed. På brostenene i England er lige så mange stimlet sammen i in-fight om Brexit-or-not. Eksempler taget fra mit newsfeed den seneste uge.

Jane Sandberg Fold sammen
Læs mere

Sagerne er forskellige, men mobiliseringen er den samme. Folk forsamles, råber op og længes efter konkrete handlinger. Selvom de er optændt af forskellige sager, er det den samme protestform, vi ser, med et udtalt behov for handling og i afmagt over for systemer, som ikke kan levere hverken svar eller resultater, som vi kan se og mærke.

Er enden nær, mor?

Når ønsket om handling er så udtalt netop nu, kan det hænge sammen med en oplevelse af, at de politiske systemer er langsommelige, bureaukratiske og sjældent skaber hurtige resultater. Lad os tage klimadebatten som eksempel. Der er efterhånden ikke et barn i Danmark, som ikke tror, at verden kollapser om et øjeblik. Det har vi nemlig selv fortalt dem. Måske ikke over aftensmaden, men en enkelt TV-avis er rigeligt til at også små ører får oplevelsen af, at vi har brændt klodens lys i begge ender.

Og de politiske løsninger lader vente på sig. Derfor har vi brug for fornemmelsen af, at den enkelte kan gøre en forskel. Helt ned i børnehøjde. Så nu går børnehavebørn i fælles flok og refleksvest på gaderne og samler skrald. Skoleelever bliver motiveret til at arbejde med »innovative« løsninger på klimaproblemer i fysik og kemi, og på landets ungdomsskoler lokkes der med kurser i »vegansk mad med fokus på klima«.

Alt sammen konkrete tilbud om aktivistisk deltagelse og med muligheder for handlinger som er overkommelige i familierne, i skolerne og på arbejdspladserne.

»Tak, vi har forstået alvoren. Men hvornår gør I noget?« synes at være det spørgsmål som flere og flere stiller til vores systemer. En så kompleks problemstilling som klimaudfordringen, der egentlig er for svær at tænke til ende for de fleste, oversætter vi – i mangel af politiske her-og-nu-handlinger - til vores helt almindelige hverdagsliv. Vi samler skrald i den lokale park, spiser en bøf mindre og undlader at købe en ekstra t-shirt. Vi sætter ungerne i sving, og vi taler over frokostbordet med kollegerne om det.

For så føler vi da, at vi i det mindste har forsøgt at gøre en forskel. Så skydes oplevelsen af afmagt til hjørne og håbløsheden afløses for en stund af oplevelsen af, at den enkeltes bidrag tæller. Spørgsmålet er, om det virker.

Minimumsmarchen virkede

Meget tyder på det. For det lykkedes jo rent faktisk de marcherende forældre at få spørgsmålet om minimumsnormeringer på den offentlige agenda i forbindelse med folketingsvalget, og det er i høj grad også lykkedes for de unge klimaaktivister at få en hel verden til for alvor at åbne øjnene for, at vi står over for endog meget alvorlige udfordringer, hvis de kommende generationer også skal have en fornuftig fremtid foran sig.

De systemer, som vi savner svar fra, er kommet til kort. De er skabt til andre tider, hvor vi ikke havde oplevelsen af, at vi stod på en brændende platform. Den langsommelighed, som ligger i de eksisterende, demokratiske systemer, matcher dårligt vores behov for action. Mens vi snakker, løber sandet i klodens timeglas ud. Og vi snakker bare videre … Og måske netop derfor bliver engagementet i enkeltsager den løsning, vi griber til.

Her får vi nemlig oplevelsen af, at vores engagement gør en forskel. Når en småbørnsfar pakker baby og hjemmemalede skilte i barnevognen og triller ud på gaden i protestoptog sammen med tusindvis af andre, opstår følelsen af være en ansvarlig, handlende borger. Det er den samme følelse som opstår, når 12-årige skolestrejker og i den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har fået en rollemodel, de kan identificere sig med. Det er en protestform som kan mærkes og ses, og fællesskabet er selvforstærkende for den følelse.

Hvis jeg var politiker, ville jeg bruge lidt kræfter på at forstå den længsel og lyst til at gøre en forskel, som er så udtalt i disse år. Måske kan noget af forklaringen på den manglende tillid til politikerstanden findes her.

Klar til forandring

I forårets valgkamp var det ellers ikke konkrete løfter, der manglede. Men nu, flere end 100 dage efter at den ny regering har sat sig på taburetterne, smelterne polerne stadig. Regnen vælter ned, og koralrevene dør. Ingen er så dumme, at de ikke godt ved, at sådanne problemer ikke kan løses med en ny regering i Danmark, men vi har brug for svar på, hvordan også den danske regering har tænkt sig at gøre en forskel.

Og vi har brug for at vide – sådan helt konkret – hvordan vi hver især kan påvirke i positiv retning. Forandringsvilligheden er til stede. Også selvom det betyder færre flyrejser, mindre kød på middagsbordet og ingen plasticemballage i supermarkederne.

Rigtig mange danskere er klar til forandring og til at lide afsavn. Det er jo det, vi viser, når vi går på gaderne. Det er det, vi viser, når vi ændrer vores vaner. Salget af kød er faldet 1-2 pct. årligt siden 2012. Salling Group fortæller, at salget af veganske produkter i deres butikker voksede med 30 pct. bare i 2018. 58 pct. af danskerne er villige til at betale en klimaafgift på 100 kr. for en flyrejse. 39 pct. af alle danskere arbejdede frivilligt med forskellige enkeltsager bare i 2018 og yderligere 36 pct. af dem, som ikke gjorde, ville gerne, hvis nogle havde spurgt dem, viser Frivillighedsrapporten fra 2016-18. Der er, sagt i politikerretorik, momentum til forandring.

Hvis danskernes villighed til at være med til at skabe positive forandringer skal forløses konstruktivt, kræver det politisk vilje til en helt ny dialog, hvor vi erkender, at svaret ikke er at finde i de gamle systemer. Nye problematikker kalder på nye løsninger. Det skal blive spændende at se, om de gamle systemer og de, som forvalter dem, er lige så klar til forandring og nytænkning som de mange danskere, der alene i de seneste måneder har ladet sig engagere i enkeltsager.