Dansk sprog – 1.000 år

»I denne uge kan Dansk Sprognævn fejre sit 60-årsjubilæum. Nævnet er blevet mere udadvendt, men næppe mere afholdt.«

»Som Oehlenschläger, en dansk forfatter, glemt af de fleste, skrev i sit smukke digt »Hiemvee«, det som begynder med »Underlige Aftenlufte«, men som handler om sprog og identitet: »Tager (=tag) ei min Sang for andet, end et ufrivilligt Suk.« Statuen af Adam Oehlenschläger står i Søndermarken i København. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Dansk Sprognævn kan fejre sit 60-årsjubilæum i denne uge og gør det med et fagligt seminar, som alle interesserede kan deltage i. Nævnet er en mindre organisation under Kulturministeriet, og i det ministerium hører det hjemme, for sprog er ikke kun kommunikation, men også kultur, et spejl af kulturen og en bærer af kulturens, den enkeltes, regionens og nationens fortid og nutid. Ved hjælp af sprog kan vi sætte ord på verden, men vores verdener er forskellige, og vores opfattelse af den kultur, vi er en del af, varierer også.

For den dialekttalende er de udtryksbehov, man har haft på egnen, fastholdt i dialektens gloser og egnens særlige sprogvaner. Indtil for 100 år siden talte over halvdelen af befolkningen dialekt, og ordforrådet i de forskellige dialekter varierede meget, for der var andet at sætte ord på i et vestjysk fiskersamfund end på Midtfyn. Og hovedsprogene i landene kan heller ikke mødes i et fælles kunstsprog, for nationer er ikke ens. Jo, man kan kommunikere nøjsomt på et lingua franca, i sin tid latin, nu oftest engelsk, men aldrig få et hele med. Og drømmen om automatisk oversættelse af andet end standardiserede tekster burde være begravet for mange år siden, selv om nettet har gjort større enheder end ord mulige at oversætte. Først den dag, man kan få alt det mellem linjerne automatisk oversat, overgiver jeg mig.

Læs også: Sprog, kultur og identitet

Men Dansk Sprognævn og de personer, der konsulterer nævnet, har stor glæde af sprogteknologien og nettet. Vi kan rådgive på andre måder end gennem breve og telefonsamtaler, f.eks. gennem hjemmesiden dsn.dk og på sproget.dk, som er etableret gennem et samarbejde mellem sprognævnet og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Der udvikles stadig nye rådgivningsformer, og vi har planer om at intensivere indsatsen over for skoler og andre uddannelsesinstitutioner.

For kendskabet til sprogets normer for korrekthed er ikke ligefrem stigende, og indsigten i sprogets mekanisme, som grammatikken kan levere på stadigt højere niveau, er begrænset. Derfor går det heller ikke godt nok med kommateringen, som dog er et mindre problem i sprogets liv. Men mange synes såmænd også, at det er nævnets ansvar, og selv ellers velorienterede mennesker kan ligge under for den vrangforestilling, at nævnet gør sprogfejl til norm, blot de er hyppige. Så simpelt er det ikke.

Sprognævnet har gennem alle årene været centralt placeret i det nordiske sprogsamarbejde, som mange tror er nødlidende, men som har hentet ny inspiration, fordi man er ved at opdage, at vi stadig – når vi skal og vil – forstår norsk og svensk – og at nordmænd og svenskere er ved at erkende, at også dansk kan forstås. Det har ikke mindst den unge generation oplevet. På restauranter og i stormagasiner møder man unge fra hele Norden, som til deres overraskelse opdager, at de efter få uger forstår nabosprog uden problemer – når de har lært at undgå nogle fælder som f.eks. danske talord. SAS’ personale har længe vist, at der er et brugbart skandinavisk sprogfællesskab, som er dybere end det, der kan etableres på dårligt engelsk, verdens største hjælpesprog.

Læs også: Hæderspris til livslang sprogrøgter

Dansk og svensk sprog har været hovedsproget i de to samfund gennem mange århundreder. Norsk, islandsk, færøsk og grønlandsk – tidligere også finsk – har måttet kæmpe for at udvikle selvstændige skriftsprog, der slutter om deres kultur som en handske. Det har gjort disse sprogsamfund meget klogere på, hvad et sprog er, og hvad det betyder for kulturen. Det norske og det islandske samfunds støtte til sprog overstiger langt, hvad det danske kulturministerium leverer. Og så skal der ikke skrives mere om det. Selv jeg kan være allergisk over for, at universiteter og kulturinstitutioner benytter festlige anledninger som jubilæer og årsfester til at jamre. Som Oehlenschläger, en dansk forfatter, glemt af de fleste, skrev i sit smukke digt »Hiemvee«, det som begynder med »Underlige Aftenlufte«, men som handler om sprog og identitet: »Tager (=tag) ei min Sang for andet, end et ufrivilligt Suk.«

Men selvfølgelig er Dansk Sprognævns hovedopgave ikke at sukke, men at beskrive og følge udviklingen af dansk. Og den går hurtigt, så hurtigt, at mange ældre synes, den burde stoppes. Det burde den måske også på visse områder, men sproget er ikke sådan at styre. Sprognævnet har myndighed til at regelsætte stavning og bøjning af det danske ordstof, men kan ikke hindre f.eks. indflydelse fra engelsk eller udbredelsen af kraftudtryk som shit og fuck.

Nævnets største problem i forholdet til offentligheden er, at mange tror, at det er muligt for os at regulere sproget på områder, der er ustyrlige. De ti seneste bøger, jeg har skrevet, har prøvet at sætte ord på udviklingen og vise, hvor svært det er at styre sproget; den sidste hedder »Dansk i skred«, for når noget skrider, er der sat en bevægelse i gang, som er svær at kontrollere. Vi kan f.eks. ikke have en sproglig grænsekontrol, som udelukker påvirkninger udefra. Det ville også være en ulykke. I mange lande, f.eks. nogle af dem, der tidligere har været under sovjetisk kontrol, har man taget temmelig dramatiske midler i brug for at hindre fremmed indflydelse.

Læs også: Hvil i fred, startkomma

Dansk har i århundreder været et ret åbent sprog, som har kunnet overleve med lån, der har vist, hvem vi har været påvirket af, lært af, handlet med osv. Og dog har sproget sin egenart. Det er afspejlet i nævnets virksomhed gennem de 60 år. Jeg var med til nævnets 25-årsjubilæum og har fulgt det meste som medlem af arbejdsudvalg, bestyrelse og nu som bestyrelsesformand.

Nævnet er blevet mere udadvendt, men næppe mere afholdt. For dansk udvikler sig som nævnt så hurtigt, at mange, også af denne avis’ læsere, sikkert synes, der skal fares hårdere frem mod normbrud og ændringer. Jeg har også selv en lang række allergier mod visse sproglige tendenser, f.eks. sproglige distanceblænderfænomener i politisk sprog, erhvervssprog og sportssprog – og dårlig mundtlighed i DR, forhold som nævnet ikke har indflydelse på. Men lad nu ikke disse udladninger skygge for glæden over, at det danske samfund har en institution som Dansk Sprognævn, som følger med, rådgiver og løbende udvikler sig. Vi sørger også for, at retstavningen ikke løber løbsk, for normer på dette felt er praktiske, ikke mindst når der skal kommunikeres på nettet.

Dansk Sprognævn bor nu i det smukke hus på Rosenørns Alle på Frederiksberg, som blev bygget til Danmarks Radio. Her deler vi lokaler med Musikkonservatoriet i København og Musikhistorisk Museum, og det trives alle med. Sprog og musik er begge kulturelle manifestationer og store gaver til mennesket. Begge bygger på symboler; noder er symboler på klange – og kan genopstå århundreder efter, at de er nedfældet, ordene består af lyde, der ikke betyder noget, men tildeles en symbolværdi, der jo varierer inden for floraen af verdens mange tusinde sprog. Og sproget spejler som nævnt både historien og samtidens stadigt skiftende udtryksbehov. Det er kommunikationsmiddel og kulturudtryk, det mest demokratisk udbredte, vi har.

Dansk Sprognævn burde være mere agtet og populært, end det er, men vi kan da i det mindste fejre os selv og glæde os over, at mange vil være med. Bedre ville det være, hvis befolkningen fik øje og øre for, at sproget er en gave, som man har med sig hele tiden, som forankrer én i kulturen og fastholder det liv, der er og har været ens helt private – helt uden at man tænker over det. En gave, man ikke kan sige tak for, men skal huske at værdsætte.