Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dansk Folkeparti og de danske ekkoer

Vi står i Danmark og dansk kultur og politik ved en skillevej. Skal vi medvirke til at forstærke den negative holdning over for ikke mindst muslimske indvandrere og flygtninge? Eller skal vi se de nytilkomnes mentale bagage som et tilskud?

En stor gruppe flygtninge og migranter, der søndag aften ankom til Rødby på Lolland, er mandag den 7. september 2015 begyndt at gå mod nord - angiveligt med et ønske om at søge asyl i Sverige. Flygtninge i Rødby. Fold sammen
Læs mere

Hos den romerske digter Ovid og i den græske mytologi er Echo en nymfe, der forelsker sig ulykkeligt i den selvspejlende unge mand Narcissos og svinder mere og mere hen, så der til sidst kun er stemmen tilbage. Den samme fornemmelse kan man billedligt talt have, når man med hensyn udlændingepolitikken betragter ikke alene forholdet imellem partierne i den såkaldte blå blok og Dansk Folkeparti (DF), men også forholdet imellem Socialdemokraterne og DF. Dansk Folkeparti har i det samme billede som et stadigt ungt parti selvforelsket låst sig fast på forestillingen om sig selv som den politiske kraft, der ved at befri Danmark for flere indvandrere og flygtninge med (især) såkaldt muslimsk baggrund og oprindelse og bringe Danmark tilbage til sig selv, som det var før dét, partiets repræsentanter kalder den store folkevandrings tid. I deres forestillingsverden skulle det være muligt at genrejse et af multikulturalismen – og kan man forstå af de seneste forslag fra partiets kulturordfører – og den »mærkelige« moderne kunst forstyrret Danmark ved med bogstavelige og symbolske grænsehegnspæle at udfri Danmark for globaliseringen, internationalt bindende konventioner og vel i sidste ende også EU.

Et af de mange problemer med DF, som partiet med en ukritisk presse forstår at udnytte til sin fordel, er netop, at man i de fleste spørgsmål, der ikke direkte angår udlændingepolitikken og retspolitikken, hvor det altid er tough on emigrants og tough on crime, formulerer sig så tåget og upræcist, at man efterlades i tvivl om, hvad partiet positivt set står for. I forlængelse heraf stemmer partiet opportunistisk det ene år for noget, som det to år efter er indignerede modstandere af, ligesom det snart optræder som støtte for regeringen, snart i opposition uden at ville tage ansvar og forbliver et protestparti.

Selv når det kommer til partiets hovednummer, dets konstante spillen på danskheden som den størrelse, der – kan man forstå af partiets retorik – er bestandig truet af en etnisk og EU-betonet fjendtligstillet omverden, ja, også af hjemlig kulturradikalisme, intellektuelt smagsdommeri, elitetænkning, DR-monopolisme, humanisme, Københavneri og religiøs og etnisk tolerance, så er forestillingen ganske uklar. At dømme efter de seneste udsagn fra partiets næstformand, Søren Espersen, er hans ideal, at Danmark på den ene eller anden måde vender tilbage til en grangivelig Morten Korch-agtig tilstand, hvor billedet af, hvem der er helte og skurke står tydeligt frem, og hvor de indfødte er forankret i en idyl af et nationalt og patriarkalsk fællesskab, der ikke er forstyrret af noget udefrakommende.

Disse forestillinger samt tidligere DF-bannerfører Søren Krarups idé om en ren dansk folkestamme, der uafhængig af principperne for statsborgerskab i retsstaten, skulle kunne identificere en persons tilhørsforhold til Danmark, er uden realitet. Spørger man yderligere til Dansk Folkepartis definition af danskheden, kommer man det ikke nærmere end til klichéer om de kolonihaver, som de fleste kan lide, uanset politisk tilhørsforhold, og til flaget og andre nationalsymboler, som for de flestes vedkommende er og for længst var blevet fælleseje, før Dansk Folkeparti blev en realitet. Men typisk for partiets holdning til dem, eksempelvis H.C. Andersen, er det jo, at man bortdestillerer de dimensioner, der peger ud over partiets meget snævre og nationalistiske opfattelse af dem. For H.C. Andersens vedkommende ser man helt bort fra, at han med sin åbenhed over for andre kulturer og regioner i datidens verden end den danske, ikke alene følte sig meget hjemme i det tyske og var fuld af bekymring over datidens nationalistisk opkørte spændinger i Europa, men også som en af de første betydelige europæiske forfattere foretog en stor rejse til Marokko og ikke mindst datidens Konstantinopel, hvor han fandt meget inspiration i mødet med den islamiske kultur. Om det vidner hans store rejsebog »En digters Bazar« og den egyptiske og arabiske inspiration i hans eventyr. Hos ham og i hans værk forbinder sig netop den kærlighed til det danske med det kulturelle udsyn hinsides de danske grænser og den åbenhed over for en kulturel mangfoldighed, som Dansk Folkeparti i sit kultursyn så fatalt mangler.

For et årti siden tilkendegav da- og nuværende finansminister, Claus H. Frederiksen, at Venstre og DF havde et »værdifællesskab«, og man kunne forstå, at det især gjaldt synet på indvandring. Borte var meget af inspirationen fra »Højskole-Venstre« og tidligere Venstre-statsminister Poul Hartlings passionerede forpligtelse på denne verdens flygtninge. Nu ti år senere har Venstre som regeringsbærende parti stået i spidsen for de hidtil mest radikale stramninger på udlændingeområdet og har netop signaleret, at de – tænkt som såkaldt rettidig omhu – er parat til endnu flere. På den baggrund har DFs udlændingeordfører, Martin Henriksen, kun ret i, at for hver gang DF strammer skruen over for indvandrere og flygtninge, og det ligger jo i dette protestpartis DNA at gøre sådan, følger de fleste andre store og små partier før eller senere efter. Det gælder nu også for Socialdemokraterne, som ikke alene på udlændingeområdet har overgivet sig til de fleste af DFs standpunkter, men også forsøger at overtrumfe dem med den socialdemokratiske gruppeleders udmelding om, at humanisme og velfærdssamfund er uforenelige størrelser. Borte i hans og partiets bevidsthed er den netop afdøde tidligere statsminister Anker Jørgensens personificering af og garanti for det modsatte. Han er allerede blevet en figur, man kun holder uforpligtende mindetaler over. For øjeblikket virker det af Bertel Haarder anførte og af Socialdemokraterne støttede lovforslag mod religiøse foreninger, der både begrænser ytringsfriheden og er på kant med grundloven som et ekko af det af DF nyligt fremsatte yndlingsforslag om et totalt stop for muslimsk indvandring – et forslag, der strider imod dansk lov og Grundloven.

Vi står i Danmark og dansk kultur og politik ved en skillevej. Skal vi med Socialdemokraterne, Venstre, de Konservative og nu også – med deres seneste forslag om et flerårigt indvandrerstop – Liberal Alliance medvirke til at forstærke den negative holdning over for ikke mindst muslimske indvandrere og flygtninge på et tidspunkt, hvor allerede hver tredje dansker tror, at vi som nation er i krig med islam? Og skal vi også medvirke til yderligere at underminere den gennem historien vanskeligt tilkæmpede humanisme og den humanitære indstilling, som eksempelvis med befolkningens indsats under Besættelsen for at redde jøderne fra transport til det nazistiske Tyskland, har været med til at karakterisere, hvad det vil sige at være dansk? Konfronteret med den forhåndenværende betændte atmosfære i de etniske spørgsmål her i landet og nye planlagte tiltag over for flygtninge og potentielle indvandrere – herunder også forslag om, at Danmark som det første europæiske land skal træde ud af de konventioner, der garanterer basale menneskerettigheder – er tiden så ikke netop kommet til at genfinde os selv i traditionerne i befolkningen fra besættelsen og fremefter for at strække hånden frem. Det kan vi uden at være naive og med alle de forholdsregler, der med hensyn til sikkerhed allerede er udviklet, og som en af verdens rigeste nationer med fremgang i økonomien og næsten fuld beskæftigelse gøre uden at miste noget. Tværtimod vinder vi nye hænder og ny fantasi til det arbejdsmarked, som inden længe af demografiske grunde vil mangle arbejdskraft, og ved at overvinde omstillingsbesværlighederne omkring de nytilkomne bekræfter vi også de videnskabelige prognoser fra England, Sverige, Tyskland og Danmark for den økonomiske gevinst, indoptaget af flygtninge og indvandrere vil være på blot lidt længere sigt. I stedet for at være overdrevent bekymrede for stabiliteten og holdbarheden af vores egne institutioner og kultur, kunne vi se de nytilkomnes mentale bagage som et tilskud til vores egen og droppe den historisk set »udanske« nyudviklede vane med at se på de »fremmede« som en ansigtsløs masse, men svarende til vores egen kultur i stedet som enkeltindivider med hver deres ansigt, drømme, talenter og historie.

Venligboerne har med deres netværk bestående af 150.000 danskere allerede vist vejen.