Dansk flokmentalitet

Den udenrigspolitiske debat savner kritiske røster. Tag f.eks. Vestens netop indgåede uranaftale med Iran. Her forholdt man sig i Danmark ukritisk til aftalen. Hvor er de provokerende akademikere henne? Danmark mangler en udenrigspolitisk tænketank.

Naser Khader, MF og udenrigsordfører (K)
Læs mere
Fold sammen

Hvornår skete det, at vi i Danmark er blevet så bange for vores egen udenrigspolitiske skygge, at vi hellere tier og samtykker end kritiserer og debatterer udenrigspolitikken? Så bange, at stort set al udenrigspolitik er omgærdet af en konsensus, der mere bærer præg af diplomatiets forsigtighed og kritik-angst end af ægte enighed. Der er simpelthen ikke nok kritiske røster i den udenrigspolitiske debat.

Udenrigspolitikken bliver i høj grad tilrettelagt af embedsmænd, der helst ser, at udenrigspolitiske spørgsmål bliver behandlet stille og diplomatisk, nærmest overdiplomatisk. Kritiske spørgsmål er der stort set ingen af. Det er ikke bare et demokratisk problem, men også et samfundsøkonomisk, fordi dansk udenrigspolitik indeholder utallige milliardprioriteringer, der må og skal diskuteres og udfordres.

I stedet løber Danmark desværre med flokken frem for selv at tage stilling. Tag f.eks. Vestens netop indgåede aftale med Iran om landets atomprogram: Aftalen er overvejende blevet taget godt imod – ledsaget af en næsten blind tillid til Obama-administrationen – uden at man har forholdt sig kritisk til, hvilke interesser, de store lande har i den, og at aftalen mere er en handelspolitisk aftale end en sikkerhedspolitisk, hvilket er klart til iranernes fordel. Obama er meget optaget af sit eftermæle og vil have en sejr. Russerne vil gerne sælge missiler. Kineserne vil også gerne sælge våben – og har brug for al den energi, de kan få fra iranernes olie og gas. De vestlige virksomheder har længe villet af med sanktionerne, fordi de gerne vil ind på det iranske marked. Herhjemme har vi udvist total mangel på kritisk udenrigspolitisk diskussion og indsigt vedrørende aftalen og har overset, at andre landes nationale interesser ikke nødvendigvis er de samme som Danmarks – tværtimod.

Fordi de udenrigspolitiske emner er så komplekse, er der langtfra kun én rigtig vej. Derfor er det et demokratisk problem, når danskerne ikke i tilstrækkelig grad bliver præsenteret for flere sider af samme sag, og når områderne ikke i langt højere grad end nu bliver underlagt eksperters kritiske lup.

Dette indlæg skal ikke ses som et angreb på de forskere, der i dag bidrager til debatten. Jeg er glad for, at de er der. Størstedelen er vidende og reflekterede, men det ændrer ikke ved det faktum, at debatten savner konkurrerende synspunkter. Af medierne bliver vi i høj grad præsenteret for det samme kommentatorkorps, der oftest er relativt enige i regeringens beslutninger. Det er ikke hensigtsmæssigt. Eksperterne er i deres gode ret til at have deres respektive holdninger, men for at få en nuanceret debat har vi brug for, at forskere og mennesker med solid, praktisk erfaring træder frem med alternative meninger.

Hvornår har vi sidst hørt en seriøs og uafhængig udenrigspolitisk forsker være proaktiv og sætte en udenrigspolitiske dagsorden? Eller sige den siddende regering imod? Eller provokere?

Når disse undtagelsesvis dukker op på skærmen eller på skrift, så er der en dansk tendens til udelukkende at fokusere på deres faktuelle viden. Det er en skam. Netop disse personer med en dybdegående indsigt i udenrigspolitiske anliggender har grundlaget for at tage stilling. Sætte fremmende diskussioner i gang – både politisk og generelt i befolkningen. I både Storbritannien og USA er diverse universiteters professorer inden for det udenrigspolitiske område flittigt brugt som meningsdannere – ikke kun som faktaformidlere.

Som situationen er i dag, mangler vi i Danmark uafhængige institutioner, f.eks. udenrigspolitiske tænketanke, til at løfte debatten og udfordre Danmarks udenrigspolitiske linje.

Bortset fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, mangler Danmark eksperter, der proaktivt melder sig på banen. DIIS har stadig tæt forbindelse til Udenrigsministeriet (UM), også selvom instituttet i 2013 blev etableret som en selvejende institution (Udenrigsministeren udpeger bl.a. en observatør til DIIS’ bestyrelse, ligesom UM skal godkende instituttets regnskab). Det er der som sådan ikke noget galt i, og jeg har stor respekt for DIIS og deres arbejde, men problemet opstår, hvor udmeldingerne ikke får tilstrækkeligt modspil og bliver for præget af diplomatiske hensyn. Hvor dygtig og vidende man end er, så er divergerende synspunkter nødvendige for en nuanceret debat, og for at danskerne kan danne deres meninger på et tilstrækkeligt informeret grundlag.

Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet er eksempel på en forsker, som også er et menings- og holdningsmenneske, der tør tale og skrive frit. Professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Københavns Universitet er et andet godt eksempel på en debattør, der tør åbne munden og tage slagsmålene.

Men vi kunne godt bruge flere som dem. Se f.eks. Saudi Arabiens krænkelse af menneskerettigheder og forskningen i det armenske folkedrab. Ingen af disse to emner bliver der gravet dybere i. Forskningen – og dermed folkeoplysningen – må vige for diplomatiske hensyn: Man vil ikke risikere at provokere de forkerte mennesker eller regimer.

Men er det et ræsonnement, Danmark fortsat skal praktisere? Har vi mest gavn af det? Skal vi virkelig fortsætte med at feje alt ind under gulvtæppet på grund af diplomatiske interesser?

I Danmark har vi ikke tradition for at drive privatfinansierede tænketanke, og det er en skam for udenrigspolitikkens indsigt og diskussionsgrundlag. Her kan vi lære noget af USA. Når fire amerikanske forskere udtaler sig om udenrigspolitik, har mindst tre af dem en akademisk baggrund, en praktisk baggrund eller er tilknyttet tænketanke, som dels er privat finansierede, dels ikke lægger skjul på deres politiske ståsted. Det gælder blandt andet Hudson Institute, hvor jeg selv har været ansat og fortsat er tilknyttet, og mange andre. I Danmark mangler vi simpelthen udenrigspolitiske tænketanke til at løfte debatten og udfordre Danmarks udenrigspolitiske linje.

Vi bør som samfund behandle globale, udenrigspolitiske spørgsmål med den største ansvarlighed, troværdighed og indsigt. Det gør vi ikke nok i dag. Det er ikke fordi vi ikke kan, men fordi vi ikke har et politisk klima, hvor vi reflekterer tilstrækkeligt kritisk og ansvarsbevidst over udenrigspolitiske spørgsmål. Danmark er en lille nation, men vi har siden slutningen af 1980’erne faktisk ofte haft stor indflydelse: Danmark leverede i 2009 Anders Fogh Rasmussen som NATOs første danske generalsekretær. Danmark har leveret store indsatser på Balkan, i Mellemøsten og i det nordlige Afrika. Anerkendelsen af de tre baltiske stater i 1991 står fortsat som et højdepunkt i dansk udenrigspolitisk historie. Vores ulandsbistand er fortsat blandt verdens højeste målt pr. indbygger. Folketingets formand, Mogens Lykketoft, er netop valgt til den prestigefyldte post som leder af FNs Generalforsamling osv.

Derfor: Danmark behøver ikke gøre som de store drenge i klassen. Vi behøver ikke have blind tillid til f.eks. Obama. Lad os i stedet tage dialogen herhjemme, diskutere mulighederne og danne vore egne meninger. Om f.eks. Ukraine eller presset på de baltiske lande, når Putins nationalisme og imperiale ambitioner bakkes op med militære trusler på en måde, så man kan undre sig over, om Den Kolde Krig virkelig er slut? Om krigen i Syrien, hvor vi kunne presse på for at få etableret en flyveforbudszone og humanitære korridorer for befolkningen, der i den grad lider under Assads brutale regime? Om hvorvidt vi kan vinde over Islamisk Stat med landtropper eller ej? Om Danmark bare skulle acceptere atomaftalen med Iran? Om retten til Arktis og hvordan Danmark vinder den konflikt med blandt andet Rusland, der har geografiske krav, som overlapper Danmarks? Om hvor meget indflydelse, handlen med Kina eller Saudi Arabien skal betyde for Danmarks kamp for menneskerettigheder i hele verden? Hvorfor stiller ingen spørgsmål til disse betydelige problemer, og hvorfor er der herhjemme ikke flere bud på svarene?

De spørgsmål skal stilles og gerne af private og uafhængige tænketanke herhjemme, der tør sætte en dagsorden – i udenrigspolitisk såvel som forsvarspolitisk perspektiv. Så kunne det være, at dansk udenrigspolitik kunne komme ud af konsensusskyggen og rent faktisk flytte noget.