Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danmarkskanon er folkeoplysning

En værdikanon skal indeholde »samfundsværdier« og ikke »personlige værdier«. Debatten bør handle om, hvilke sociale institutioner og regler, der bør betragtes som fælles værdier for samfundet, og som derfor må stå over den enkeltes egne ønsker, holdninger, normer og vurderinger.

20DEBAarhus-Pride-2013-1117.jpg
Aarhus Pride 2012 Lørdag eftermiddag For første gang afholdes en pride i Aarhus og trods regn og kold dansk sommer havde tusindvis valgt at deltage eller overvære det farvestrålende optog gennem byens gader. Grupper fra Lesbiske, bøsser, biseksuelle og trans miljøet deltog i optoget og festen bagefter på Officerspladsen i det centrale Aarhus. 09062012 Foto: Martin Ballund Fold sammen
Læs mere

Jeg betragter processen omkring en Danmarkskanon for at være et folkeoplysningsprojekt. Derved ligger det i forlængelse af en halvanden hundrede år gammel dansk tradition for, at samfundets borgere gennem oplysende aktiviteter og fællesskaber får forudsætninger til at deltage aktivt i demo- kratiet og samfundslivet.

Folkeoplysning kan således ske gennem formel og uformel uddannelse, deltagelse i foreningslivet eller deltagelse i samtaler og debat om væsentlige fælles anliggender. I dette tilfælde er der fra kulturminister Bertel Haarders side blevet lagt op til en offentlig debat, der har til formål, opfatter jeg det, dels at tydeliggøre det danske samfunds grundlæggende værdier over for nytilkomne, dels at få »os gamle« til at reflektere lidt mere over, hvad det i grunden vil sige at være dansker.

Dette dobbelte formål kan jeg selv godt gå ind for. Der er efter min mening tale om et projekt, der bør kunne nyde bred politisk opbakning og få folk op af stolene og hen til skriveborde og folkemøder. Selv om der er tale om en sag, der er blevet foreslået af en kulturminister fra Venstre, er det altså ikke nogen specifik Venstre-sag, men en sag af folkelig interesse.

Projektet blev skudt i gang med et »hulemøde« i Kulturministeriet 8. februar i år. Derefter blev der afholdt et idéseminar 15. marts, hvor der deltog 30 kulturpersonligheder, mediefolk og akademikere, som var bredt repræsentative for den danske befolkning – også politisk og etnisk. Der var ikke tale om ministerens »venner«.

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen har da også givet projektet sin opbakning og selv stillet forslag til, hvad der bør komme med i en kanon. Derimod har de Radikales Marianne Jelved afvist ideen. Det bør undre, eftersom hun jo som kulturminister gjorde folkeoplysningen til sin hovedsag.

Hvis projektet kan forekomme problematisk, skyldes det nok, at det fra begyndelsen ikke har stået ganske klart, hvad der skal lægges i »Danmarkskanon«. Det står klart, at der er tale om en værdikanon, men begrebet værdi er ikke blevet defineret på forhånd. Derfor har nogle udtalt sig, som om der er tale om en kanon for en autoriseret danskhed. Andre har udtalt sig, som om der er tale om personlige værdier og egenskaber – som f.eks. at værdsætte hygge eller være tillidsfuld over for andre. Det er efter min opfattelse en misforståelse. Tillid er i øvrigt ikke nogen værdi i sig selv, men en afledt værdi; en værdi, der kan opstå i små, nære samfund med retfærdige institutioner.

Personlige værdier er udtryk for, hvad en person opfatter som det mest ønskværdige i livet, og som han eller hun derfor stræber efter at realisere. Men sådanne præferencer er i praksis ofte modstridende og kan derfor ikke gøres fælles for alle. En variant af denne opfattelse har professor emer. Ove Korsgaard givet udtryk for. Han mener, at en Danmarkskanon burde have handlet om »borgerdyder«, snarere end om værdier. Med dyder mener han de egenskaber, man som borger bør tilegne sig som f.eks. at udvise tolerance, offervilje, moderation o.lign. Jeg har personligt stor sympati for den republikansk-patriotiske tradition, som begrebet borgerdyd stammer fra. Jeg vil heller ikke vil afvise, at der kan indgå »dyder« i en kanon. Alligevel mener jeg, at man ved at tale udelukkende om dyder kommer til at fokusere for meget på holdninger og normer i stedet for værdier. Værdier er mere basale, generelle og stabile end holdninger og normer.

Det begreb, der efter min opfattelse bør lægges til grund for en værdikanon, er derfor »samfundsværdier«. Værdidebatten bør handle om, hvilke sociale institutioner og regler, der bør betragtes som fælles og grundlæggende værdier for samfundet, og som derfor må stå over den enkeltes egne ønsker, holdninger, normer og vurderinger. Samfundsværdier er værdier, der kun kan realiseres som en fælles opgave.

Eksempelvis er værdier som lighed, frihed, fællesskab og retfærdighed ikke noget, der kan opnås af det enkelte individ, men kun inden for et socialt fællesskab og som et fælles projekt. I anden omgang kan disse fælles værdier – og de institutioner og forestillinger, som de er indlejret i – dog naturligvis føre til dannelse af normer, holdninger og »borgerdyder«.

Ved »danske værdier« forstår jeg således institutioner – herunder love og uskrevne sociale normer – forestillinger, traditioner og idealer, som har betydning for det almene vel ved for eksempel at understøtte demokratiet, skabe »det gode samfund« og fremme borgernes frihed, tillid, sikkerhed, samarbejde og aktive deltagelse i demokratiet og samfundet.

Af pædagogiske grunde synes jeg, det er vigtigt at udstyre en liste over sådanne værdier med historiske og kulturelle referencer til den sammenhæng, disse værdier er opstået i. De behøver dog ikke være mere historiske end, at den nære fortid også kommer med. Desuden er det vigtigt ikke at sætte noget skel mellem »nationale« og »universelle« værdier. Mange af de værdier, vi regner for nationale, er oprindelig en del af en fælleseuropæisk kulturarv. Men selvfølgelig har hvert lands historie betydet, at der findes lige så mange versioner af universelle værdier, som der findes lande.

Jeg er godt tilfreds med, at det er kommet til at hedde en »Danmarkskanon« og ikke »danskhedskanon«. Derved understreges det, at det vil blive en liste med værdier, der kan ses som bærende for samfundet, snarere end som nogle kriterier på en personlig dansk identitet. Men selvfølgelig hører de to ting sammen: Identitet er jo noget, der opstår, når man identificerer sig med sit samfund, sit folk og sin stat og de værdier, der understøtter dem.

Kulturministeren har for nylig opfordret danskerne til at indsende deres forslag til ti værdier, de ønsker at få med i kanonen. Jeg selv har dog ikke kunnet nøjes med ti, men i stedet kommet på 13. Hver af dem vil selvfølgelig kunne deles op i flere enkeltstående værdier. Men for ikke at få en alenlang liste har jeg valgt nogle overordnede kategorier:

1. Statsmagt (herunder sikkerhed og fælles love).

 

2. Lighed (politisk og socialt, herunder lighed mellem kønnene).

3. Frihed (bl.a. individuelle rettigheder som ytringsfrihed og trosfrihed).

4. Frisind og pluralisme (bl.a. minoritetstolerance).

5. Retfærdighed (bl.a. korruptionsfri offentlige institutioner og lighed for loven)

6. Repræsentativt folkestyre (i flere lag og med udbredt borgerdeltagelse).

7. Et selvstændigt civilsamfund (frivillige foreninger og frie organisationer).

8. Loyalitet (over for stat, love og kontrakter).

9. Solidaritet (velfærdssamfundet).

10. Folket/Nationen (patriotisme, solidaritet og forsvarsvilje).

11. Det danske sprog.

12. Det nordiske og nordatlantiske folkefællesskab (herunder Rigsfællesskabet).

13. Europa og den europæiske kulturarv (herunder kristendom og oplysning).

Man kan blive medlem af en befolkning fra fødslen. Man kan endog opnå borgerskab i en befolkning. Men selv om borgerskabet er vigtigt, gør det ikke i sig selv en befolkning til et folk. Et folk er noget mere end en befolkning. Et folk er grundlæggende set et fællesskab, der er udstrakt over tid, og som findes både før og efter de nulevende generationer.

At være en del af et folk kræver for det første, at man forstår sig som en del af et historisk fællesskab. For det andet, at man – uanset sine politiske overbevisninger og etniske eller religiøse baggrund – identificerer sig med det samfundsfællesskab, man er en del af. Og for det tredje, at man gennem sine handlinger og holdninger udviser respekt for sin stats love, sit samfunds grundlæggende værdier og sit lands kulturarv. De tre krav kan man opfylde, også selv om man ikke er »etnisk dansk«, hvad så end man skal lægge i det udtryk.

Det har vi hidtil ikke været gode nok til at fortælle indvandrere. Og det kunne mange gammeldanskere givetvis også have brug for at blive mere oplyst om.

Drop kulturkanonen Kultur-sektionen side 14