Danmark maskerer nazismens ofre

Bent Blüdnikow: I de fleste andre lande forsøger man at identificere ofrene for kommunismen og nazismen. Men ikke i Danmark. Herhjemme kræver myndighederne de jødiske ofre på fotografier maskeret. Berlingske Tidendes medarbejder Bent Blüdnikow opfordrer i denne kronik til, at denne linje ændres.

I 1943 smalfilmede nazisterne jøder interneret i Horserød. Kort tid efter sendtes disse jøder til kz-lejren Theresienstadt. Statens Arkiver kræver med henvisning til privatlivets fred, at disse jøder maskeres. Derimod må Søren Kam til venstre i billedet gerne være umaskeret. Maskeringskravet er helt hen i vejret. De afbillede jøder er døde og Statens Arkivers krav går stik imod alle andre landes forsøg på at identificere ofrene or nazisme og kommunisme. Fold sammen
Læs mere

Mens Alexander Solsjenitsyn sad i en af Stalins fangelejre bestemte han sig for at huske sine medfanger. Det kommunistiske bøddelregime havde fængslet i millionvis af uskyldige, hvoraf mange blev myrdet i lejrene. Solsjenitsyn memorerede disse menneskers ansigter og navne og gengav dem i dokumentar-romanen Gulag Øhavet en identitet. Gulag Øhavet er Solsjenitsyns gigantiske protest mod totalitarismen, der havde forsøgt at slette disse mennesker fra vor historie.

Vi må med bitterhed erkende, at det nuværende regime i Kina, der er arvtager efter Maos kommunistiske regime, slap betydeligt bedre fra sin tilintetgørelse af menneskers identitet end Stalin. I Kina blev godt 40-50 millioner mennesker myrdet og vi kender næsten ingen af deres ansigter, navne og historie. Derfor er det i allerhøjeste grad nødvendigt, at det påtænkte dokumentationscenter om kommunismens ofre, som selv SF synes på vej til at gå ind for, også medtager Kina og ikke blot fokuserer på Sovjetunionen.

Man er de fleste steder opmærksom på, at de døde og de overlevende ofre for undertrykkelsen i de totalitære stater i det 20. årh. ikke må glemmes og deres identiteter skal findes og bevares for eftertiden. I Holocaust-litteraturen forsøger man således at identificere alle jødiske ofre og i alle bøger om Holocaust er alle jøder både på fotografi og i tekst forsøgt identificeret. I år udkom den israelske forsker Gideon Greifs hjertegribende bog Vi græd uden tårer, om de fanger, der deltog i Sonderkommandoerne i Auschwitz og altså var dem, der klædte fangerne af og lukkede dørene til gaskamrene. I bogen ser man ungarske jøder ankomme til Auschwitz og de er alle genkendelige. Ingen maskering der. I Yad Vashem, forskningscentret for Holocaust i Jerusalem, er man nået meget langt med et projekt med at identificere de jødiske ofre og er nu oppe på godt 4 millioner navne ud af de 6 millioner jøder, der blev myrdet. Ansigter, navne og historier er vigtige, så ofrene ikke blot blive numre, og nazister og kommunister dermed får den sidste sejr over deres ofre.

Denne identifikation er vort eneste minde om ofrene og vor protest mod de massebevægelser, der gav fanger numre og smed dem i anonyme massegrave.

Blot ikke i Danmark. I Danmark anonymiserer man stadig ofrene for nazismen, blandt andet ved at kræve tilsløring af deres ansigter, så man ikke kan genkende dem. I det netop udkomne nummer af det dansk-jødiske historiske magasin Rambam gengiver historikeren og redaktøren af tidsskriftet, Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, tre fotografer fra Horserød-lejren af fangne jøder, der skal føres til Nazityskland. Fotografierne er taget fra en smalfilm optaget i oktober 1943. Smalfilmen dukkede først op for nylig i forbindelse med en undersøgelse af muligheden for udlevering fra Tyskland af SS-manden Søren Kam. Filmen blev optaget af nazisten Poul Hennig, og det er muligvis Søren Kam - umaskeret - man ser til venstre i billedet. Jøderne på billedet blev kort efter deporteret til kz-lejren Theresienstadt. Efter krav fra Statens Arkiver skal jøderne på fotografiet anonymiseres med en maskering af ansigtet, så de ikke kan genkendes. Formelt er forklaringen, at de enkelte jøder har ret til at bevare anonymiteten af hensyn til privatlivets fred. Det er mærkeligt, idet ingen af de viste jøder fra Horserød lever i dag. Fra andre kilder kender man udmærket identiteten på flere af de fotograferede. Statens Arkiver henviser til, at denne restriktive praksis delvis kan begrundes med Datatilsynets beslutning fra 2005, hvor tilsynet besluttede, at oplysninger om tysk-jødiske flygtninge, der var indsamlet gennem forskning, ikke måtte udleveres til det tyske Rigsarkiv til opbevaring.

En bemærkelsesværdig holdning, idet ingen andre lande i verden har taget den slags beslutning, men derimod med iver udleverer den slags oplysninger til myndigheder i både Israel og Tyskland.

Er det virkelig rimeligt at kræve, at identiteten skjules på disse jødiske ofre? I ingen andre demokratiske lande foregår en sådan anonymisering af ofrene. Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson udgav i 2000 bogen Medaljens bagside. Den handlede om de 21 tyske jøder, som danske myndigheder udleverede til Nazityskland og som døde i tyske kz-lejre. Bogen gav stor debat om dansk politik over for de fremmede jøder i Berlingske Tidendes spalter. Debatten og Vilhjálmssons forskning resulterede i, at statsminister Anders Fogh Rasmussen over for det jødiske folk undskyldte den udvisningspolitik, der var foregået i disse år. Det var besværligt for Vilhjálmsson at skrive denne bog, for også dengang krævede Statens Arkiver, at navnene anonymiseredes. Først efter en række gevaldige slåskampe med Justitsministeriet og arkivvæsenet og efter politisk pres lykkedes det dengang at fravriste Statens Arkiver tilladelse til at gengive navnene på de jødiske ofre. Det er Vilhjalmur Örn Vilhjálmssons opfattelse, at den restriktive politik ikke så meget skyldtes hensynet til de jødiske ofre, som jo var blevet myrdet i tyske kz- og udryddelseslejre, men nok nærmere hensynet til de danske embedsmænd, der havde sendt dem i døden og hvoraf flere ufortrødent fortsatte i deres gode stillinger efter krigen.

Tilfældet med filmen fra Horserød og Datatilsynets og Statens Arkivers ekstremt restriktive politik er ikke det eneste eksempel på den helt unikke danske stil med at anonymisere ofrene. I år udsendte historikeren Sofie Lene Bak bogen Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-1945. Bogen blev udsendt af Dansk Jødisk Museum og var på flere punkter et fint stykke historisk arbejde med bevægende skæbnefortællinger. Men også her var ofrene anonymiseret. De fleste af bogens personer optræder kun med fornavne. Argumentet for denne anonymisering var, at Statens Arkivers arkivregler nødvendiggjorde anonymisering. Det var dog ikke korrekt. Der optræder i bogen en mængde fotografier og fortællinger, hvor forfatteren og museet intet har gjort for at identificere personerne. Og hverken fotografier eller store dele af bogens personer er omfattet af Statens Arkivers regler om anonymisering. Det drejer sig altså om et specielt dansk fænomen, for som sagt finder man ikke den slags anonymiseringer i andre landes bøger om Holocaust.

I tilfældet med bogen fra Dansk Jødisk Museum skabte denne anonymisering en kunstig afstand til bogens personer og vil gøre det vanskeligt for almindelige læsere og forskere at identificere personerne og kombinere fortællingerne med anden litteratur.

Hvorfor denne specielle danske anonymiseringstradition? Jeg tror, at det hænger sammen med, at Danmark aldrig blev en del af den grusomme historie om Anden Verdenskrig. Vi samarbejdede med Nazityskland og eksporterede ivrigt til tyskerne. Vort held var, at vi på trods af det nære samarbejde kom til at blive betragtet som et besat land og venligsindet over for De Allierede. Den heltemodige indsats for at redde jøderne i 1943 gjorde også sit til, at Danmark fremtrådte i et bedre lys, end vi egentlig havde fortjent. Redningen i 1943 og ønsket om at bevare det gode omdømme gjorde, at vi fastholdt en snæver dansk historiefortælling, hvor Anden Verdenskrigs egent-lige grusomhed blev fortrængt og aldrig helt indarbejdet som en del af dansk besættelseshistorie.

De fleste danske historikere kom til at dyrke en snæver dansk historiefortælling, hvor myrderierne i Europa spillede en mindre rolle og dansk samarbejdspolitik blev hyldet som nødvendig og uundgåelig, fordi den havde reddet den danske nation og jøderne. Holocaust var noget fjernt, der var foregået udenfor landets grænser, og derfor kunne man også ignorere det forsøg på at identificere ofrene og tro, at forældede danske arkivregler og datatilsynsregler om privatlivets fred også var gældende i disse tilfælde.

Nu må det være slut og Rigsarkivar Asbjørn Hellum må tage initiativ til, at de restriktive danske regler ophæves, så dansk arkivpolitik bringes på linje med andre landes. Og hvis det ikke sker, må man opfordre til, at danske forskere og andre vil ignorere den danske arkivlov og identificere ofrene. Sagen drejer sig ikke kun om ofrene for nazismen men også for kommunismen, således at et kommende dokumentationscenter om kommunismens hærgen kan gengive navne og ansigter på ofrene .