Danmark har religionsfrihed – bare ikke i folkeskolen

Som ateister og demokrater skal vi beskytte alle borgeres ret til at udøve egen religion. Men intet kan forsvare, at folkeskolen skal pådutte eleverne at dyrke kristendommen.

Folkeskolen blander oplysning om religion og kristendom sammen med udøvelse, når der f.eks. afholdes »minikonfirmation, bibellæsning og øves »Fadervor«. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Vi er begge ateister og demokrater. Således vil vi begge kæmpe for enhver borgers ret til at udøve egen religion. Ligeledes ligger det os utroligt meget på sinde, at man også har ret til at blive fri for religion. Det har vores børn ikke, som folkeskolen fungerer i dag.

I Danmark bryster vi os af at være et demokratisk land med religionsfrihed, jævnfør Grundlovens §67. Nok så interessant er Grundlovens §68, når det omhandler den måde, nogle folkeskoler pådutter deres elever den kristne tilgang til verden. Af §68 fremgår:  »Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.«

I selvsamme Grundlov otte paragraffer længere nede i teksten stadfæstes folkeskolens stilling og betydning som institution. For det første skal den være gratis og åben for ALLE børn, og for det andet må den kun fravælges, hvis man kan sætte noget lignende i stedet (privatskoler eller hjemmeundervisning).

Louise Vinther Alis Fold sammen
Læs mere

Anders Stjernholm Fold sammen
Læs mere

De af os, der er født i kulturkristne hjem, bemærker måske ikke, at vi i den nuværende folkeskole rent faktisk dagligt er vidne til situationer, hvor de to omtalte grundlovsparagraffer støder sammen. For når nu vi samtidig har religionsfrihed OG undervisningspligt samt en folkeskole, der definitivt er for ALLE i landet, er det svært at forstå folkeskolens ivrighed efter at introducere eleverne til folkekirkens praksisser.  Er det folkeskolens ansvar at tage børnene med til børnegudstjeneste i skoletiden? Eller at uddele pamfletter til børn helt ned i 2. klasse, der reklamerer for, at de skal blive mini-konfirmander og læse Bibelens tekster sammen med boller og saftevand?

Udbredt praksis

Der er desværre talrige eksempler landet over på, at folkekirken i den grad får frit slag til at hverve og pådutte folkeskolens børn med den kristne tro. Der er overordnet set tre metoder, der ses igen og igen:

Det første omhandler gudstjenester i skoletiden. I disse tilfælde sker det ofte ved, at forældrene informeres (ikke spørges, men informeres) om, at indskolingen skal til »hyggelig kirkegang« med julegudstjeneste og måske krybbespil. I disse tilfælde er der oftest mulighed for, at man som forældre aktivt kan vælge fra og i så tilfælde arrangeres der gerne »pasning« på skolen i tidsrummet. Man tager således timer af den pligtige skoleundervisning og veksler den til gudstjeneste eller pasning.

Det andet er et relativt nyt fænomen, der kaldes »mini-konfirmand«. Her udføres bibellæsning, synges salmer og øves »Fadervor« i kirkeregi for børn helt ned til 2. klasse. Dette annonceres gerne med en brochure, der ikke sjældent uddeles i klassen af klasselæreren.

Den tredje størrelse er den lovfæstede kristendomsundervisning i de små klasser. Dette sker på alle danske skoler, og nogle steder går man i gang allerede i børnehaveklassen, selvom det først er obligatorisk i 1. klasse. Dette gøres ifølge skoleloven, men – mener vi – er i klar strid med Grundloven, der naturligvis stadfæster folkekirkens stilling i landet, men på intet tidspunkt nævnes kristendommen som religion, ej heller, at folkekirken og folkeskolen skal blandes sammen. Her er forklaringen gerne, at undervisningen ikke nødvendigvis er forkyndende, men der er derimod tale om hovedsagelig bibelhistorier fra det gamle testamente til børn, som endnu ikke har fået værktøjer til at forholde sig kritisk til det indhold, der læres om i skolen. Vi hører jævnligt fra forældre, hvis børn har lært om helligånden eller et mirakel fra Jesu hånd fra samme lærer, som overbeviser dem om, at der er et »b« i ordet peber. Hvordan skal barnet sortere? Og i hvilket omfang skal barnet se på læreren som en autoritet?

Jamen, skal folkeskolen ikke oplyse om religion og vores kristne kulturarv? Jo, naturligvis skal den det. Men som ikke-religiøs er der stor forskel på at modtage information om en religion på den ene side og udøve religionen på den anden. Hvis du er i tvivl om, hvori forskellen ligger mellem at »lære om en religion« og så »udøve en religion«, så forestil jer en situation, hvor børn har været på ekskursion til et trossamfund, I ikke selv har tilknytning til. Forestil jer så, at børnene får en guidet rundtur, hvor de får fortalt om religionen, om helligdage og om hvordan en gudstjeneste spænder af. Det vil de færreste have problemer med. Forestil jer så på den anden side, at de rent faktisk havde lært trosbekendelsen og var blevet instrueret i at bede eller deltage i et andet ritual.

»Vi har således set en stigning i såkaldte koranskoler, der kun gøres mere populære af det faktum, at børnene allerede er tvangsindlagt i folkeskolen til at lære om kristendom.«


Hvis man læser om en religion og besøger et religiøst sted, er det oplysning. Hvis man synger salmer eller fremsiger bønner eller deltager i andre ritualer, bevæger vi os fra at lære om en religion til rent faktisk at udøve den. Folkeskolen kommer desværre gang på gang til at overskride denne hårfine grænse.

En klar adskillelse af tro og undervisning er god integration

Der er naturligvis det helt principielle i, at den demokratiske tradition i hele Europa har lagt vægt på adskillelse af stat og kirke. Men derudover er der konkrete problematikker, som i sidste ende kan være med til at polarisere samfundet yderligere og skade integrationen af ikke-kristne medborgere. Når forældre med anden religion end kristen ser, at deres børn har »kristendom« på skoleskemaet, er det ikke unaturligt, at de i modreaktion føler behov for at udligne balancen ved at sende deres børn til undervisning i forældrenes egen religion. Vi har således set en stigning i såkaldte koranskoler, der kun gøres mere populære af det faktum, at børnene allerede er tvangsindlagt i folkeskolen til at lære om kristendom.

Derudover er kirkegangen i skoletiden en aktivitet, der sætter ikke-kristne børn i en udsat situation. Enten ekskluderes de ved at blive alene tilbage på skolen og lave ingenting, mens resten af klassen tager på tur. Eller også skal de sidde i kirken og føle sig fremmedgjorte og studse over, hvad de egentlig laver dér. Hvad skal de foretage sig, når præsten fra skibet proklamerer »og derfor er vi ALLE kristne«? (Ja, dette er virkelig sket – og de muslimske børn i forsamlingen var tydeligvis ubekvemme ved situationen).

Vi er naturligvis fuldstændig med på, vores børn og alle andre børn skal lære om religioner. Vi er skam også enig i, det er hensigtsmæssigt, at børn får viden om, indsigt i og kan forholde sig kritisk til de forskellige religioner. Og derudfra udlede, hvad de vil mene og aktivt vælge en tro, hvis de ønsker det.

Men børnegudstjeneste opfylder ikke disse kriterier. Det er en ensidig religiøs påvirkning af vores børn, som vi rationelt set ikke kan se noget belæg for. For udover, at det strider mod demokratiske oplysningsprincipper, stiller det forældre i en utrolig ubehagelig situation.

Som ikke-kristen forældre har man i hver af disse situationer to valg: Enten kan man æde egne principper og ikke modsætte sig, at ens barn indoktrineres, eller man kan holde på sine principper og insistere på, at ens barn ikke deltager, hvilket vil få barnet til at føle skuffelse og udelukkelse fra det fællesskab, det er at tage på udflugt.

Hvis hygge er formålet kan dette sagtens gøres på neutralt territorium, hvor ingen føler sig uvelkomne, og hvor alle børn kan deltage. Når hyggen skal foregå på religiøs grund vælger vi, at nogle børn ekskluderes fra hyggen og selskabet. Det kan næppe være en del af inklusionstankegangen. Og i vores definition af »hygge« er der ikke nogen, som skal holdes uden for.

Anders Stjernholm er komiker, journalist og folketingskandidat for Alternativet og Louise Vinther Alis er mor, ingeniør og folketingskandidat for Radikale Venstre