Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danmark bruger millioner på ulandsbistand: »Der er noget, som ikke stemmer«

Foto: FEISAL OMAR. Fold sammen
Læs mere

Den danske udviklingsbistand har i mange år været politisk fredet på samme måde som kongehuset og folkekirken. Det er symboler, som behandles med berøringsangst af politikerne, fordi det ikke vil være populært og derfor ikke give pote politisk at søge at pille ved disse forhold. De får en meget stor opbakning i befolkningen, som så gerne betaler apanager til hoffet, biskopper og ulandes regimer via skatten.

Men mens der er kritiske røster om berettigelsen af en statslig folkekirke eller et ceremonielt kongehus, er der ikke den samme politiske bevågenhed om udviklingsbistanden. Det har ikke været stuerent at stille spørgsmål til bistanden, der fornemmes en indforståethed om, at så har man en generel forkert humanitær indstilling til at hjælpe andre.

Udover vores humanitære ansvarlighed er hensigten med bistanden, at vi føler os som gode, gavmilde danskere, hvilket er et politisk formål i sig selv. For Danmarks befolkning tror jo i det store og hele på, at bistanden er en ensidigt god ting. Ikke fordi man er ukritisk naive, men fordi der ikke er givet reel oplysning af politikere og fagfolk. Det tages for givet, at der er en bred folkelig tilslutning til at give udviklingsbistand, at Danmark også er forpligtet hertil – eller har valgt at forpligte sig til – den omfattende bistand. Der praktiseres en form for selvpineri, der er forbundet med at undgå at skulle græmme sig, hvis Danmark ikke helt lever op til nogle idealer, vi selv har været med til at formulere, herunder omfanget, procenten af ulandsbistand i internatio­nale sammenligninger.

Den danske udviklingsbistand til Afrika har stået på i 50 år og går i stort omfang til de samme hovedmodtagerlande. Det er ret utroligt, at alle disse penge har været brugt med så lidt politisk eftersyn og kritik.

Min kritik her er rettet mod den statslige bistand til regeringerne i modtagerlandene. Vi ved, at i nogle tilfælde kan denne form for bistand gøre mere skade end gavn. Eftersom der konkret er tale om overførsel af ressourcer fra skatteyderne i Danmark til regeringen i et modtagerland, bør der gives bedre information og udøves bedre kontrol med disse midler.

Der har hele tiden været opstillet kriterier og foretaget sektorvalg for den danske bistand. Det har naturligt skiftet gennem tiderne, som f.eks. landbrug og uddannelse, sundhed for alle år 2000, kvinder og børns tarv og rettigheder, FNs verdensmål og på det senere miljø, grøn og bæredygtig udvikling, støtte til civilsamfundet og bedre regeringsførelse. Jeg vil i det følgende anføre nogle aspekter, som burde have bedre politisk opmærksomhed, også hvad angår landevalg.

Nogle argumenterer for bistanden ved at sige, at den hjælper med til at begrænse migrationen fra visse områder af Afrika, fordi man efterhånden får det bedre på grund af vores hjælp og bistand og derfor bliver hjemme i stedet for at drage mod Europa. Denne argumentation har jeg set mange gange, og den skal ikke få lov til at stå uimodsagt, for generelt får disse landes befolkning det ikke bedre, og mulighederne især for de nye generationer er rystende dårlige. Alene landenes kraftige befolkningstilvækst med tilsvarende øget pres på de i forvejen knappe ressourcer vejer negativt meget tungere end den fremgang, som udviklingsbistanden i sig selv måtte bidrage med.

Støtte til fattige

Vi støtter de fattigste, de mest udsatte, hvilket er prisværdigt, for det er der ikke så mange, der gør, og slet ikke modtagerlandet selv. Det er meget besværligt og omkostningsfuldt at hjælpe de fattigste, at nå ud og ned til dem, fordi de ofte ikke har noget, hvad infrastruktur og basale tjenester angår. Måske koster det fire-fem gange mere pr. person at give udviklingshjælp til et sådan område sammenlignet med et mere let tilgængeligt område. Det er en afvejning, som skal foretages, og det er ikke bare nok at argumentere med, at vi hjælper de mest udsatte uden at medtage i vurderingen, om omkostningerne står i et rimeligt forhold til resultaterne.

Uddannelse og sundhed har, sammen med landbrug, været hovedsektorer på den lange bane, og det formodes så at være en støtte, som især kommer landets almene befolkning til gode. Men hvordan kan det så være, at netop uddannelse og sundhed er så dårligt fungerende i vores hovedmodtagerlande? Besøg en skole eller klinik i et distrikt i Østafrika, og den fungerer bare slet ikke. Der er noget, som ikke stemmer.

Bistanden modsvarer den lokale korruption. Regimerne i nogle af modtagerlandene stjæler enorme beløb af deres egne statsmidler hvert år. Det er svært at gøre op i præcise tal, men det er betydeligt mere, end hvad ulandsbistanden beløber sig til, så selve bistanden har derfor kun en begrænset effekt under disse forhold.

Vi støtter tiltag til en bedre regeringsførelse. Jeg formoder, at det politisk i Danmark giver kegler at støtte de pågældende landes retssystem, rigsrevision og en ombudsmandsfunktion. Men ligesom så mange andre hvide elefanter er det tiltag, som preller af på de eksisterende regimer.

Landenes regeringer lader de årlige revisionsrapporter ligge ulæst uden konkret opfølgning, retssystemerne er bundkorrupte og årtier bagefter med behandlingen af sager, og ombudsmandsfunktionen rører ikke på sig. Det er svært at se, hvilken nytte denne øremærkede form for dansk bistand giver den almene befolkning i de pågældende lande.

Faktisk modarbejder de samme regeringer den danske strategi for civilsamfund ved at undergrave de andre funktioner og organisationer, der er mest vitale som balance til regimernes misbrug såsom sekretariatet til bekæmpelse af korruption, og de NGOer, som normalt er vagthunde hvad menneskerettigheder og magtmisbrug angår.

Stram op

Jeg kunne blive ved, men dette er nok til, at den samlede bistandssektor får morgen­kaffen galt i halsen. Jeg kunne i stedet have forkortet teksten betydeligt ved blot at sige, at »der skal strammes op«, men det virker jo aldrig i sig selv.

Som tidligere anført er kritik af den danske udviklingsbistand vanskelig, fordi bistandssystemet selv slutter ring omkring de etablerede ordninger og meninger.

Her er et nyligt citat fra nichemediet Globalnyt: »Der er en tendens til, at omverdenen ser på Afrikas aktuelle situation og muligheder for udvikling med noget mere pessimistiske briller, end det var tilfældet for blot ti år siden. Men måske er vi bare for utålmodige på afrikanernes vegne og bør se den aktuelle situation – eller de aktuelle situationer i kontinentets meget forskelligartede lande – som et led i en tidskrævende omstillingsproces både for de afrikanske samfund og for kontinentets fremtidige placering i en ny verdensorden.«

Dette er et eksempel på, at banen er kridtet op, før en diskussion eller kritik kan komme til orde. Frem for en pessimistisk tilgang til forholdene bør det for en kritisk indstillet person være god tone at udvise en bedre tålmodig forståelse af »afrikanerne«. På den moralsk høje hest postuleres her, at det bør medføre en mere tolerant og pragmatisk indstilling, når det gælder forholdene for lokalbefolkningerne.

Det er vigtigt endnu en gang at fastslå, at der er en direkte negativ sammenhæng mellem demokratisering og korruption. God regeringsførelse er fungerende politi, domstole, ejendomsret, ytrings- og pressefrihed, åbenhed i administrationen, god sundhed og uddannelse til befolkningen og meget andet, som tilsammen definerer kultur og demokrati. Det er viljen til det, som er afgørende.

Når korruption og udemokratisk regeringsførelse svækker effekten af vores indsats, er der noget galt – moralsk, økonomisk, resultatmæssigt – med vores ulands­bistand. Så skal vi have stokken frem og vælge modtagerlandene og vores betingelser derefter. Ikke kun for vore skatteyderpenges skyld, men for modtagerlandenes befolkninger, dem som ikke sidder med ved bordet når der forhandles, men som er dem, vores bistand burde hjælpe.

Niels Lauritsen er forhenværende bistandsmedarbejder og har udgivet bogen »Brudflader Afrika og Danmark«.