Dæmp ukritisk teknologiforelskelse - iPads og smartboards styrker ikke vore børns læring

Det danske samfund har spillet digital hasard med vore børns læring. Enorme summer er blevet brugt på at digitalisere vores uddannelsessystem, men effekten af denne indsats er udeblevet. Vi har ikke oplevet et fagligt løft ved at bruge iPads, smartboards og så videre. Derfor efterlyser vi en ny og mere velgennemtænkt strategi, så vore børn og unge bedre kan få gavn af de potentialer, som ligger i digitaliseringen.

Digitalisering af uddannelsessystemet giver ikke børnene bedre faglige kompetencer. Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det danske samfund har i de seneste årtier gennemgået en omsiggribende digitalisering. Også i uddannelsessystemet er der brugt milliarder af skattekroner på at inddrage iPads, smartboards, apps og andet digitalt læringsudstyr i undervisningen. Ambitionerne har været store, og intentionerne har blandt andet været, at samtlige elever, også de svage, skulle løftes og gøres parat til fremtidens arbejdsmarked. Denne proces er skredet langsomt, men sikkert frem uden en overordnet gennemtænkt og langsigtet pædagogisk strategi. Og uden dokumentation for, at brugen af digitale læringsmidler overhovedet fremmer læring.