Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Da udenrigspolitikken forsvandt

I starten af Det Arabiske Forår havde både jeg - og store dele af den arabiske verdens civilbefolkning - en naiv tro på, at Danmark og Vesten ville give demonstranterne opbakning og støtte dem i deres kamp for frigørelse fra diktatorerne. Men jeg tog fejl.

Naser Khader, Senior analytiker og folketingskandidat (K) Fold sammen
Læs mere

Folketinget har i en længere periode svigtet verden. Regeringen har manglet vilje, indsigt og visioner til at styre Danmark i en klar retning. Det er en katastrofal udvikling. Jeg er klar over, at der i snart et år har været optakt til valgkamp, og at man traditionelt set siger, at der ikke er nogen stemmer i udenrigspolitik. Det kan meget vel være – men der er noget galt, hvis Danmark går på udenrigspolitisk standby et helt år før valget. Det undrer mig, at man ikke diskuterer Danmarks placering i verden.

Det er en kortsigtet og dybt problematisk udvikling, for om vi vil det eller ej, er verden blevet mindre, og det, der sker i landene omkring os, kommer til at påvirke os herhjemme.

Der har i lang tid ikke været ret mange politikere, der overhovedet taler om verden. Søren Pind er en af de få, der stadig fastholder udenrigspolitikkens nødvendighed. Men kombinationen af metaltræthed i forhold til en aktivistisk udenrigspolitik, hvilket gør, at der ikke længere er tale om klare vindersager, og det forhold, at de fleste af dansk udenrigspolitiks koryfæer er på vej ud af dansk politik, er måske den egentlige grund til, at udenrigspolitikken ikke fylder mere på Christiansborg.

Regeringen har, siden den blev valgt ind, været garant for en passiv, reaktiv og uengageret udenrigspolitik, hvor man kun tøvende og nødtvungent reagerer på det internationale behov for handling. Men det er ikke kun regeringen, der bærer skylden for den manglende vilje til at tage ansvar. Der er en generel og foruroligende tendens til, at det kun er vindersager, man tager op.

Det er nødvendigt, at vi har en klar holdning til, hvor Danmark skal placere sig internationalt. Danmark var tidligere respekteret som et lille land med en klar holdning, der aktivt tog del i at løfte den moralske forpligtelse. I dag fremstår vi som vægelsindede – vi reagerer kun på bagkant af tingene, og kun når vi ikke kan slippe udenom.

Udover den moralske forpligtelse, vi har, i kraft af at vi lever i et frihedssamfund, er det i vores egen bedste interesse at tage aktivt del i verden. Derfor har vi brug for mennesker i dansk politik, der har indsigt i forhold til omverdenen, og som tør bryde tabuet.

I starten af Det Arabiske Forår havde både jeg - og store dele af den arabiske verdens civilbefolkning - en naiv tro på, at Danmark og Vesten ville give demonstranterne opbakning og støtte dem i deres kamp for frigørelse fra diktatorerne. Men jeg tog fejl. Viljen var der ikke.

Da den saudiarabiske blogger og frihedsaktivist Raif Badawi i 2012 blev arresteret og senere idømt ti års fængsel og 1.000 piskeslag for at kritisere det saudiarabiske styre, var der ingen reaktion fra Danmark. Den danske udenrigsminister ville ikke kunne have omstødt dommen, men man kunne have reageret meget stærkere diplomatisk og man kunne have gjort meget mere for at fastholde Raif Badawis sag på den internationale agenda.

Det gjorde man ikke. Da der var allermest brug for os, svigtede vi. Det politiske parnas glemte, at det også er en handling ikke at handle. Demokratiet, som vi hylder, bliver en varmluftsballon, hvis vi kun handler, når det er bekvemt.

Forholdet til Rusland er også blevet forringet. Kanterne er blevet ridset op og der er fra Putins side ikke længere det mindste tegn på gensidig respekt eller vilje til at samarbejde. Putin spiller ikke længere bare med musklerne og rasler med sablerne – han har allerede angrebet både Ukraine og Georgien, og man kan kun frygte, at det er vores naboer i øst, der bliver de næste.

Putin opruster det russiske militær, mens Danmark nedruster. Det danske forsvar burde være rustet til at takle en kommende konflikt, og derfor skal forsvarsforliget for 2013-2017 op til revision hurtigst muligt. Jeg ved godt, at Danmark ikke alene kan tage kampen op mod Putins Rusland, men i fællesskab med vores allierede kan vi. Vi har en forpligtelse over for de baltiske lande, vi skal kunne støtte og beskytte dem, skulle Putin forsøge at aktivere de russiske mindretal til at starte konflikter.

Situationen i Syrien er netop nu, at vi ikke gør noget helt - vi gør det hele halvt. Her vil jeg gerne citere en af mine syriske venners betragtninger om Vestens indblanding: »I øjeblikket blander vi os i kampen mod Islamisk Stat, men vi gør det halvhjertet, og så gør vi ikke arbejdet færdigt - som i Irak, hvor soldaterne nu flygter, fordi de ikke har fået nok træning.« Kan vi virkelig se os selv i øjnene, efter at de liberale, provestlige, fredelige syriske demonstranter har tigget og bedt os om hjælp, uden at vi ville hjælpe?

Danmark burde bruge sin stemme over for vores allierede og tale for et langt stærkere engagement i kampen både mod Islamisk Stat og mod den syriske diktator Assad.

Men den danske statsminister gør det modsatte. Hun bakker ud: »Vi har ikke råd til ikke at bekæmpe Islamisk Stat,« sagde hun til TV2. (03.03.2015).

Jeg er også helt uenig med udenrigsminister Lidegaard, som mener, at krigen mod IS skal vindes ved at invitere Iran inden for i varmen. Det er selvfølgelig praktisk at lade iranerne betale og give de shiamuslimske bander frit løb, men det er også totalt defaitistisk, og man vil aldrig vinde de sunnimuslimske samfund for friheden og vriste dem fri af IS ved at sende ligeså fundamentalistiske shiakrigere imod dem. Det er en halv løsning og det hjælper kun på varmen som ved at tisse i bukserne.

Hvis den syriske civilbefolkning skal reddes fra overgreb og IS’ fremmarch skal stoppes, må Vesten indføre flyveforbud for Assads regime, skabe sikre korridorer for flygtningene og gå i krig mod IS med massive landtropper på jorden. Det er upopulært og det er dyrt, men det er umenneskeligt og ansvarsforflygtigende ikke at gøre det.

I Syrien har 12 millioner mennesker brug for hjælp til at overleve. Halvdelen af den syriske befolkning er drevet på flugt. Syriens nabolande er ved at bukke under for flygtningestrømmene. I Europa er vi ligeledes presset af de mange flygtninge, der med livet som indsats tager turen over Middelhavet i overfyldte både.

Hvis ikke vi kan garantere de internt fordrevne flygtninge i Syrien et sikkert sted at opholde sig, er det kun et spørgsmål om tid, før de ikke ser nogen anden vej end at flygte ud af landet. Men hvor skal de tage hen, hvis ikke nabolandene kan magte flere flygtninge? Europa er et realistisk bud.

Selvom situationen med bådflygtninge fra Libyen er ved at komme helt ud af kontrol, hører vi fra den danske regering ingen klar udmelding om, hvad man mener, der skal til for at få Libyen reddet fra islamisterne og de kriminelle bander, der hærger landet og styrer menneskesmugleriet

For mig er det et tydeligt tegn på, at ikke bare Danmarks, men Vestens position i den globaliserede verden skal op til revurdering. Vi har i Europa et ansvar og en moralsk forpligtelse, der byder os at støtte spirende demokratier der, hvor der er behov for det.

Nogle gange tjener vores handlinger en større sag. Demokratiet, retsstaten og vores frihedsrettigheder er det smukkeste, Europa nogensinde har produceret.

Da amerikanerne gik ind i Anden Verdenskrig holdt Churchill en tale, i hvilken han bl.a. begrundede USA’s indblanding med følgende argument: »Når man er det førende samfund i den civiliserede verden, har man den forpligtelse at engagere sig i verdens problemer. Det er et vilkår.«

Churchill talte hverken om valgfrihed eller om, at man kunne involvere sig, når det var bekvemt. Nej, for Churchill var det et vilkår og ikke et valg, at man som demokratisk samfund skal engagere sig i resten af verden. Jeg er helt på linje med Churchill. Civilisation og demokrati giver os en moralsk forpligtelse til at tage aktivt del i en verden, hvor konkurrerende ideologier kæmper om at sætte den globale dagsorden. Det er vores ansvar at fremme demokrati og menneskerettigheder i verden. Som repræsentanter for disse værdier har vi et humanistisk ansvar over for såvel vores medmennesker som vores idégrundlag. Det er ikke et spørgsmål om bekvemmelighed, det er det eneste anstændige, vi kan gøre.