Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Da danskerne sagde fra over for Hitler

Søndag er det 70 år siden, Danmark blev kastet ud i den blodigste opstand i landets historie – Folkestrejken i 1944. Det var det tætteste, Danmark kom på en krigslignende begivenhed under Anden Verdenskrig. Men i modsætning til jødeaktionen og augustoprøret i 1943 er det næsten glemt i dag.

Folkestrejken juni 1944. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I morgen er det 70 år siden, at Danmark blev kastet ud i den blodigste opstand i landets nyere historie. Godt 100 mennesker blev slået ihjel og 600-700 såret i forbindelse med de voldsomme kampe i København. Det var det tætteste, Danmark kom, krigslignende begivenheder under Anden Verdenskrig. De dramatiske begivenheder til trods er Folkestrejken – i modsætning til f.eks. jødeaktionen og augustoprøret i 1943 – næsten glemt i vor tids offentlighed. Hvad skete der derfor de dramatiske dage, hvad gik galt – og hvad var konsekvenserne?

Som foråret 1944 skred frem, begyndte skæbnens ur at falde i slag for Det Tredje Rige. De sovjetiske styrker trængte frem i øst, og i vest havde de allierede 6. juni foretaget landgang. Afregningens time nærmede sig! I Danmark begyndte sindene også at komme i kog – og modstandsbevægelsen optrappede sine sabotageaktioner. Sabotagen vakte et slumrende raseri hos den tyske besættelsesmagt, der svarede igen ved bl.a. at indføre standretter. Tilfangetagne sabotører kunne nu henrettes uden en langvarig rettergang! Besættelsesmagtens ledelse – herunder særligt den Rigsbefuldmægtigede,Werner Best – håbede, at dette ville have en afskrækkende effekt på befolkningen, der nu umiddelbart kunne se en konsekvens af sabotagen. Vigtigt var det dog også, at standretterne skulle imødegå Hitlers stadigt mere rabiate krav om tilfældige terrordrab i Danmark, som svar på sabotage og stikkerlikvideringer. Ved en skæbnens ironi skulle netop standretterne dog blive noget af det, der gjorde københavnerne mest rasende. Henrettelser blev nemlig fra starten betragtet som en slags gidseltagning – en antagelse, der kun blev underbygget af henrettelsen af otte af Hvidsten Gruppens medlemmer 29. juni 1944.

Når man til henrettelsen af Hvidsten Gruppens medlemmer samtidig lægger den tyske terrorenhed – Peter Gruppens – sprængning af Spejlsalen i Tivoli og Borgernes Hus 24.-25. juni samt en umulig spærretidsforordning udstedt den 26. juni, der påbød, at ingen måtte opholde sig uden for sit hjem mellem kl. 20 og kl. 5 i de varme sommerdage, var grundlagetfor »the perfect storm« lagt. Efterfølgende hjalp det ikke meget, at besættelsesmagten 29. juni søgte at lempe spærretiden til kl. 23-05, for det blev bare opfattet som et svaghedstegn af befolkningen, der 30. juni kastede sig ud i en generalstrejke, som de nægtede at ophæve, før spærretiden blev fuldstændig fjernet, og det forhadte paramilitære Schalburgkorps blev fjernet fra byen. Den for tyskerne så vigtige danske industri- og landbrugsproduktion var dermed truet! Man måtte derfor vente en skarp tysk reaktion – og den kom da også den 1. juli, hvor der blev indført undtagelsestilstand, og 4.000 tyske polititropper spærrede København af. Operation Monsun var en realitet!

Operation Monsun var ikke nogen tilfældig indskydelse. I dagene op til 30. juni havde den befalingshavende for det tyske sikkerhedspoliti, Otto Bovensiepen, og den såkaldt Højere SS-og Politifører, Günther Pancke, sat Werner Best under et massivt pres for at sætte mere markant ind over for den tiltagende uro. Begge de højtstående politimænd mødte nemlig kritik fra centralledelsen i Berlin, der irriteret forespurgte, hvad der egentligblev gjort ved de tiltagende uroligheder i Danmark. Det var derfor også Bovensiepen, der på et møde den 30. juni foreslog, at man skulle lave en »modstrejke« og afskære København fra omverdenen og derefter sende velbevæbnede grupper ind i byen og hente de personer, der opfordrede til strejke. Herved ville man slå to fluer med ét smæk, idet man både kunne fange modstandsbevægelsens folkog vise handlekraft i forhold til de tiltagende uroligheder. Som sagt, så gjort! Forslaget blev grebet – og omformet til Operation Monsun – af Værnemagtens øverstbefalende i Danmark, von Hanneken, der frygtede, at Folkestrejken var optakten til en større allieret landgang. Herefter blev der med hjælp fra Peter Gruppen bemandet flere lastbiler med mandskab, som blev sendt ind i København. Enhederne spredte skræk og rædsel! Især på Nørrebro gik det hårdt for sig, eksempelvis blev en ung mand, der forsøgte at hente mælk til en kvinde og hendes børn på Fælledvej, skudt i tindingen for øjnene af familien, mens en anden mand, der nægtede at rydde en barrikade, resolut blev likvideret. Til disse brutale drab kom opstillingen af kanoner ved Dronning Louises Bro, der skød ned ad Nørrebrogade, ligesom et bombefly i et tilfælde fløj hen over bydelen og bestrøg Sankt Hans Torv med maskingeværkugler. På Nørrebro alene mistede omkring 30 mennesker livet!

Der var dog også faldne på tysk side. Et ikke ubetydeligt antal af disse faldne skyldtes dog en dårlig koordinering mellem de tyske indsatsgrupper. I den forbindelse berettede bl.a. lederen af Peter Gruppen, Otto Schwerdt, at han under en patrulje i de københavnske gader pludselig befandt sig under heftig beskydning fra en anden tysk patrulje! Den københavnske befolkning holdt sig dog heller ikke tilbage; værst gik det ud over danskere med tilknytning til besættelsesmagten, der i nogle tilfælde blev lynchet. Dette skete eksempelvis i Stengade på Nørrebro, hvor en mand blev tæsket ihjel, og på Fælledvej, hvor en Schalburgmand blev banket og afklædt, hvorpå han blev tvunget til at løbe spidsrod hen til Schalburgkommandanturen på Blegdamsvej.

For besættelsesmagtens ledelse, og især Werner Best, var Folkestrejken en katastrofe, idet uroen truede med at lamme industri- og landbrugsproduktionen. De ’gamle’ etablerede danske politikere – og i øvrigt også en væsentlig del af industrien og de faglige organisationer – var ligeledes utilfredse med strejken. Man havde, ikke helt uberettiget, når man tager de mange vajende røde faner i gadebilledet under Folkestrejken i betragtning, en opfattelse af, at kommunistiske kredse var meget engageret i begivenhederne! Modstandsbevægelsen, særligt repræsenteret ved Frode Jacobsen fra Frihedsrådet, bakkede dog op om strejken – så man fornemmede her en, om ikke konflikt, så dog tydelig modsætning mellem det ’officielle’ Danmark og modstandsbevægelsens ’illegale’ undergrund. Danmark var m.a.o. ikke én front under Folkestrejken – hvilket måske er en af grundene til, at opstanden ikke har samme mytiske kraft som andre begivenheder under besættelsen!

Fra Werner Bests side var det dog væsentligst at finde et hurtigt forlig, der ikke lignede et tysk nederlag. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort, idet især den tyske politiledelse ønskede at slå hårdt ned på de strejkende. Til sidst fandt Best dog en udvej, idet han allierede sig med den tyske departementschef, Alex Walter og diplomaten, Georg Duckwitz. Efterfølgende gjorde Alex Walter Berlin opmærksom på, at levnedsmiddeltransporten til Tyskland var i fare ved uroen i København, mens Duckwitz forhandlede med politiske kredse i Danmark – begge dele banede vejen for et forlig 2. juli. Forliget var begyndelsen til enden på Folkestrejken.

Efterfølgende var alle imidlertid utilfredse med håndteringen af Folkestrejken: Pancke og Bovensiepen mente, med rette, at det hurtige forlig så ud som en sejr for den danske modstandsbevægelse. Hitler rasede over Bests indførelse af standretter, som, han mente blot havde været med til at skabe uro i befolkningen.Himmler bebrejdede Pancke, at han ikke havde kunnet løse situationen med sine politistyrker. Alle var dog også enige om, at det danske politi havde været mistænkeligt passivt. Fra da af opfattedes etaten som upålidelig! Kort efter, 19. september 1944, fik Pancke derfor også, med Hitler og Himmlers accept, foranstaltet en internering af det danske politi. Interneringen resulterede i knapt 60 døde politifolk og regnes for en af besættelsens største katastrofer. For den københavnske befolkning var Folkestrejken dog en stor sejr, der understregede, at Danmark ofrede blod, sved og tårer for den allierede sag. Det gav genlyd rundt omkring i verden – og viste, at Danmark var på allieret side!

Den 30. juni 2014 åbner Politimuseet en udstilling om Folkestrejken 1944.