Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Da dansk politik blev lagt i benlås

Niels Krause-Kjær: Dansk politik har tidligere vist en enestående evne til at træffe nødvendige beslutninger med en vis forsinkelse. Det vil ske igen. Og det vil yderligere sætte Det Spildte Årti og Anders Fogh Rasmussens tid i relief.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sin samtid blev Anders Fogh Rasmussen anset for at være en stærk statsminister af både venner og fjender. Han kunne magten. Han havde drejebøger. Og han vandt valg. Kapitlerne om hans regeringstid ville få en stærk placering i den politiske danmarkshistorie, mente de fleste, også denne skribent.

Men det er som om, at fortællingen om Anders Fogh Rasmussen og dansk politik i nullerne synes at falme, og at han godt selv vidste det fra første dag som forhenværende. Hans afskedstale på Venstres landsmøde i maj 2009 kunne kun opfattes som et langt defensorat. Efterfølgende var det ikke svært for journalister at få plads i Natos generalsekretærs pressede kalender, hvis emnet var eksstatsministerens politiske testamente.

Alligevel er det som om, at årtiet politisk står mere og mere afklædt for hvert kalenderår. Og dermed kan Anders Fogh Rasmussen lide samme skæbne som den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen, der i sin regeringstid fra 1955 og frem til sin alt for tidlige død i 1960 blev hyldet af sin samtid som en stærk og sikker politiker, men hvis eftermæle der i dag sættes spørgsmålstegn ved. Som historikeren Søren Mørch i værket ’25 statsministre’ skriver: »H. C. Hansen var et af de mennesker, der synede større nærpå end på afstand«, og Søren Mørch filosoferer: »Det er interessant, hvad det var, der gjorde et så stort indtryk i samtiden, og som bevirkede, at vandene alligevel lukkede sig så hurtigt efter H.C., som de har gjort.«

På samme måde synes vandene at lukke sig efter Anders Fogh Rasmussen og dansk politik i nullerne. Årtiet kommer - som 1970erne - til at stå som De Spildte Muligheders Årti. 1970erne gik til spilde, blandt andet fordi man i adskillige år troede, at krisen var overstået i løbet af kort tid. Nullerne - derimod - gik til spilde, fordi hele det politiske system blev jaget en skræk i livet i 1998. Først i forbindelse med folketingsvalget i marts, hvor en frygt for ændring af lejelovgivningen samt en håndfuld færinger med et ekstra mandat forhindrede Venstres Uffe Ellemann-Jensen i at få det statsministerembede, som han stod til at indtage. Dernæst blev den genvalgte statsminister Poul Nyrup Rasmussen lammet af den ændring af efterlønnen, hans vælgere opfattede som et løftebrud.

Begge hændelser lagde dansk politik i benlås det følgende årti af hver sin grund, som flød sammen. Og begge hændelser tog Fogh ved lære af: Perception is reality. Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Kontraktpolitik. Skattestop. Fredning af boligejerne, små skridt og velfærd til alle.

Og det blev så dansk politik i nullerne. Personificeret ved Anders Fogh Rasmussen, men flittigt akkompagneret af socialdemokratiske velfærdsrettigheder, søvndalske beskyldninger om velfærdsmassakre og radikale drømmerier om de kreative klasser. De færreste har noget at lade hinanden høre i det kollektive selvbedrag, der prægede årtiet.

I stedet fik man så tiden til at gå med at diskutere badeforhæng i svømmehallens omklædningsrum og drabsform på det kød, som blev serveret i børnehaverne. Noget skulle man jo tage sig til.

Åh ja, en strukturreform som slet ikke var planlagt og et par halve skattereformer påtvunget af en genstridig regeringspartner kunne forveksles med styrke og beslutsomhed, men var i bedste fald ubelejlige undtagelser fra en erklæret politisk strategi om ikke at udfordre midtervælgerne. En angrebskrig med det spinkleste parlamentariske mandat er i denne sammenhæng uden for kategori.

Det fik alt sammen statsministeren til at virke stærk og beslutsom, men som tilfældet med H.C. Hansen, så lukkes vandene hurtigt.

Og modsat 1970erne, hvor vismænd og andre fremtrædende økonomer indtil i alt fald sidste halvdel af årtiet vitterligt troede, at krisen var kortvarig og dermed efterlader en halv historisk undskyldning til Anker Jørgensen, så er der ingen undskyldning i nullernes opsving. Vismænd, kommissioner og alt hvad der kunne mobiliseres af eksperter, advarede mod den politiske stilstand. De rådede til reformer og indgreb alt imens det politiske svar var højere ydelser, større offentlig sektor samt et i bedste fald uændret skatte- og afgiftstryk på trods af en demografisk mur, der ventede forude, og som alle kunne se.

Fogh satte således på det politiske systems vegne midtvejs i sin regeringstid foreløbig rekord for nedsabling af kommissionsarbejdet, da han næsten ryddede hele det bord, Velfærdskommissionen diskede op med til løsning af strukturproblemerne. Han slog den selv senere, da han afviste hele rapporten fra Arbejdsmarkedskommissionen inden den overhovedet var udkommet.

Tjahh. Det var den yderste konsekvens af Luxembourgs premierminister Jean Claude Junckers læresætning om politik, da den politiske veteran i anden forbindelse sagde, at »vi ved præcis, hvad vi skal gøre for at løse Europas problemer. Det vi ikke har fundet ud af er, hvordan vi bliver genvalgt, når vi har gjort det.«

Fogh blev genvalgt. Ansvarsforflygtigelsen nåede et foreløbigt højdepunkt, da tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, som en af nullernes chefarkitekter, i efteråret 2011 på et møde i den borgerlige tænketank Cepos på et konkret spørgsmål konstaterede, at han kun fortrød en enkelt ting i perioden: Gymnasiereformen.

Han skyldte måske i samme åndedrag at oplyse, at han tro mod nullernes logik advarede statsminister Lars Løkke Rasmussen imod at slå hul på årtiets måde at drive politik på, da denne i sin nytårstale 1. januar 2011 og med ryggen helt helt op imod muren, reelt proklamerede, at han ville gå til valg på at afskaffe efterlønnen. 13 år efter at Uffe Ellemann-Jensen havde gjort det samme og tabt.

Løkke tabte også, men i modsætning til 1998, vandt politikken.

De partier, der stod bag tilbagetrækningsreformen, blev styrket ved valget. De danske vælgere var alligevel ikke helt så dumme, som Jean Claude Jun-cker havde frygtet og de ledende politikere i årtiet havde indstillet sig på.

Det kan synes ironisk, at de sidste politikere, der fik sig vristet fri af det foghske årti med kontraktpolitik, små skridt og velfærdskøb af vælgere, var SF og S de to partier, som politikken oprindeligt var designet til at bekæmpe.

I løbet af de kommende år gennemføres de politiske ingeniør-reformer, der skulle have været besluttet for både 10 og 15 år siden, og som man allerede dengang vidste var nødvendige. Efterlønsreformen og den seneste skattereform er blot de første. Hvis det hele ikke lykkes for den nuværende regering, så vil det ske under den næste, uanset hvem der måtte være statsminister.

Politik er ikke rationel. Politik er den mest besværlige måde at komme fra punkt A til punkt B. Og ofte er det fint, hvis man blot kommer i nærheden af punkt B med lidt forsinkelse. Men nullerne var på mange områder en politisk blindgyde parentesen, der afveg fra en perlerække af væsentlige beslutninger som blev truffet i 1980erne og 1990erne, og som nu igen presser sig voldsomt på i 10erne og 20erne.

Dansk politik har tidligere vist en enestående evne til at træffe nødvendige beslutninger med en vis forsinkelse. Det vil ske igen. Og det vil yderligere sætte Det Spildte Årti og Anders Fogh Rasmussens tid i relief.

I sit portræt af H.C. Hansen understreger Søren Mørch, hvor stor og stærk den socialdemokratiske statsminister syntes i sin samtid. Ved statsministerens død i 1960 skrev den radikale politiker Bertel Dahlgaard således, at »stående på sit livs højdepunkt havde han i kraft af naturbegavelse, flid og pligtfølelse tilkæmpet sig sit folks tillid. Han havde indadtil og udadtil gjort sit land store tjenester. Inden for dansk parlamentarisk liv havde han større muligheder end nogen anden for at kunne tilføre vort folkestyre sundhed og stabilitet i kommende tider.«

Det var 50 år senere den mulighed, der lå på den flade hånd for det politiske system personificeret i Anders Fogh Rasmussen. Det var den mulighed, der blev forpasset. Og det er den øvelse, en politiker og et politisk system skal måles på.

Det er udfordringen i 10erne.