Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

D-dag kickstartede en ny kulturs indtog i Europa

D-dag var begyndelsen til meget andet end en stor og blodig militær aktion. Det var også begyndelsen til et større politisk og kulturelt engagement i det europæiske kontinent fra Storbritanniens og USA’s side.

Lars Hovbakke Sørensen, historiker. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag for 70 år siden, 6. juni 1944, gik allierede styrker fra USA, Canada og Storbritannien i land i Normandiet og indledte en ny fase i Anden Verdenskrig med befrielsen af Frankrig og det øvrige Nordvesteuropa.

Men D-dag var begyndelsen til meget andet end en stor og blodig militær aktion. Det var også begyndelsen til et større politisk og kulturelt engagement i det europæiske kontinent fra Storbritanniens og USA’s side. Det blev begyndelsen til en helt ny historisk epoke, hvor den amerikanske kultur fik større indflydelse i Europa end nogensinde tidligere, og hvor amerikansk og britisk medvirken i den europæiske politiske integrationsproces blev langt større end før.

Men det blev også begyndelsen til en epoke, som for Storbritanniens vedkommende måske er ved at blive afsluttet i disse år. Med valgsejren til UKIP ved Europa-Parlamentsvalget for to uger siden og med David Camerons annoncerede folkeafstemning om Storbritanniens tilknytning til EU senest i år 2017, er briternes engagement i Kontinentaleuropa måske efter 70 år igen ved at vende tilbage til den »normaltilstand«, som prægede udviklingen det meste af tiden fra Hundredeårskrigens afslutning i 1453 og frem til verdenskrigene i begyndelsen af det 20. århundrede: At briterne helst vil holde sig for sig selv og være mindst muligt indblandet i kontinentaleuropæiske forhold. Perioden fra 1944 til 2014 bliver på den måde måske en 70-årig historisk »parentes«, hvor briterne har været mere engagerede i forholdene på det europæiske kontinent end i det meste af tiden både før og efter.

I løbet af og i årene efter Anden Verdenskrig viste Storbritanniens og USA’s nye engagement i europæisk politik på kontinentet sig på en lang række forskellige måder. Blandt andet gennem Marshallplanen med den store amerikanske økonomiske støtte til (Vest-)Europa og oprettelsen af den dertil tilknyttede organisation OEEC (i dag: OECD) i årene 1947-1948. Men også gennem undertegnelsen af en vesteuropæisk forsvarstraktat, Bruxelles-pagten, som skulle blive grundlaget for den såkaldte Vesteuropæiske Union (WEU) (1948) og ikke mindst undertegnelsen af Atlantpagten og grundlæggelsen af NATO (1949). Et andet eksempel er Storbritanniens deltagelse i frihandelsområdet EFTA sammen med Danmark, Norge, Sverige, Schweiz. Østrig og Portugal (de syv) fra 1960 og - fra 1973 - Storbritanniens medlemskab af EF (det senere EU).

Den tætte kontakt, som blev etableret mellem Storbritannien og USA og landene på det europæiske kontinent under Anden Verdenskrig, blev således udbygget videre i årene efter krigen. Årsagen var ikke mindst Den Kolde Krig 1945-1989 og den følelse af et skæbnefællesskab mellem de vestlige lande, som var med til at forstærke båndene, både politisk, økonomisk og kulturelt.

Alligevel har man ofte haft en tendens til at overdrive, hvor meget den europæiske kultur blev »amerikaniseret« efter Anden Verdenskrig. Ganske vist begyndte man at få Coca-Cola, tyggegummi, cowboybukser (jeans), amerikansk rockmusik, en øget kommercialisering i samfundet generelt, en ny professionel reklameindustri osv. Men dét, man ofte har overset er, at europæernes møde med den amerikanske kultur under og i kølvandet på Anden Verdenskrig på mange forskellige måder faktisk også bidrog ikke blot til en bevarelse af den i forvejen eksisterende europæiske kultur, men ligefrem til en styrkelse af denne, om end i en ny form.

Som jeg bl.a. påpeger og giver en række eksempler på i min bog »En europæisk Danmarkshistorie«, var der ikke tale om, at amerikansk kultur gik ind og truede og fuldstændigt erstattede den europæiske kultur. Tværtimod transformerede kulturpåvirkningen fra USA den europæiske kulturarv, så den fik bedre mulighed for at overleve og komme til at stå stærkere i europæernes bevidsthed i de efterfølgende årtier, end den ellers ville have gjort.

Et rigtig godt eksempel er de amerikanske tegneserier og tegnefilm, som fik en stor udbredelse og popularitet under og efter Anden Verdenskrig, hvilket traditionelt ofte er blevet set som et udtryk for en voldsom amerikanisering i Europa. Men ser man på selve temaerne og historierne i f.eks. de mange Walt Disney-tegnefilm, som ramte filmlærrederne i Europa i årtierne omkring og efter krigen, har disse i mange tilfælde udspring i gamle europæiske fortællinger eller fortællinger med tilknytning til Europa, som med stor sandsynlighed ville være gået i glemmebogen i løbet af midten og slutningen af 1900-tallet, hvis ikke de amerikanske tegnefilm havde taget dem op og genfortalt dem på en ny måde.

Den første lange Walt Disney-tegnefilm »Snehvide og de syv små dværge«, som blev lavet umiddelbart inden Anden Verdenskrig (1937), og som alle børn og barnlige sjæle i dag kender fra bl.a. det uddrag, der hvert år bliver sendt i Walt Disneys Juleshow på DR1 juleaftensdag, bygger således på et mange hundrede år gammelt folkeeventyr, som man kender i forskellige variationer fra det meste af Europa, men også fra Nærorienten og store dele af Afrika. Det gamle folkeeventyr blev videreudviklet af bl.a. den italienske forfatter Giovanni Battista Basile (ca. 1575-1632) og af William Shakespeare (1564-1616), og senere blev det med udgangspunkt i Basiles version gendigtet af de tyske eventyrbrødre Grimm (Jacob Grimm (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859)).

Historien i den berømte Walt Disney tegnefilmklassiker »Peter Pan« fra 1953 bygger på den skotske forfatter J. M. Berries skuespil af samme navn (med undertitlen: »Historien om drengen, der ikke ville være voksen«) fra 1904 og stammer således også fra Europa. Ligesom Walt Disneys version af »Junglebogen« (1969) er baseret på (og ret nøje følger) den britiske forfatter Rudyard Kiplings bog. Og Walt Disneys »Robin Hood« (1971) er (som alle andre versioner af Robin Hood) bygget over den gamle engelske fortælling om Robert af Locksley.

Walt Disneys »Skønheden og udyret« (1991) er også bygget over en århundredegammel europæisk fortælling. I dette tilfælde et fransk folkeeventyr, som blev udgivet første gang på tryk i 1740 af Gabrielle-Suzanne Barbot de Villeneuve. Og historien, som fortælles i Walt Disneys berømte version af »Aladdin« (1992) (som igen også har dannet grundlag for bl.a. en musical) stammer også fra en helt anden kultur end den amerikanske, nemlig fra den arabiske eventyrsamling »Tusind og én nats eventyr«, hvis oprindelse kan spores tilbage til 800-tallet (eller endnu før).

Dette er blot nogle få eksempler. Mange flere kunne nævnes. Selv om formen er amerikansk er selve indholdet i historierne, deres pointer og deres ophav i mange tilfælde europæiske, asiatiske og/eller afrikanske. »Amerikaniseringen« af den europæiske kultur, som eskalerede med Anden Verdenskrig og med amerikanernes »indtog« i Europa i den forbindelse, har således helt frem til i dag bidraget til et mix af nyere amerikansk og ældre europæisk kultur, som har haft en væsentlig del af æren for, at meget af den gamle europæiske kulturarv og de værdier, der knyttede sig til denne, og som bl.a. kom til udtryk i de gamle europæiske fortællinger, er blevet bevaret. Også i den nyeste, moderne teknologiske tidsalder, hvor de ellers meget let kunne risikere at være gået tabt.