Charlie Hebdo vil ikke dø

Det altovervejende flertal af muslimer i Vesten har forståelse for, at ingen dør af at blive gjort til grin. Det er godt for os alle, for Charlie Hebdo vil heller ikke dø. Men trusselsbilledet består, indtil de troende udover at tage afstand fra vold får gjort op med forventningen om, at der netop til deres tro bør tages særlige hensyn. Forfatteren Jens Christian Grøndahl skriver på opfordring af Berlingske om terrorhandlingen i Paris.

Læs mere
Fold sammen

Så skete det, vi alle havde frygtet. Onsdag ved middagstid gik 12 menneskeliv tabt, fordi radikaliserede muslimer følte sig krænket af Charlie Hebdo. Overalt i verden, fra regeringsbygninger og gadehjørner, lød den samme fordømmelse og afsky, og lige så spontan var tilslutningen til ytrings- og pressefriheden fra alle sider af det politiske spektrum. Friheden er ikke til diskussion og har aldrig været det, uanset hvad man hver især har ment om Charlie Hebdos satire eller Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Satirens grovhed er ikke relevant.

Den religiøse nærtagenhed er det heller ikke. Kun volden og dens ofre tæller, men voldsmændene kom ikke ud af et tomrum. De var heller ikke steget op af den absolutte ondskabs metafysiske urgrund. De kom fra en forstad til Paris. En af de berygtede ghettoer, hvor der er særlig grobund for radikaliseringen af unge muslimer. Et af de miljøer, hvor man er overbevist om, at Vesten fører krig mod islam. Hvor offerrollen bidrager til at avle bødler.

Derfor er det ikke nok at reagere med afsky og fordømmelse. Det er heller ikke nok at tale ud i det blå om ytringsfriheden som det uantastelige fundament for et åbent og demokratisk samfund. Mere end nogen sinde er det blevet nødvendigt, at såvel muslimer som ikke-muslimer indser, at integration, tolerance og demokrati er et fælles ansvar.

Og den, der tager et ansvar, træder samtidig ud af offerrollen.

Det er rigtigt, at der i den offentlige debat er blevet fremsat generaliserende, til tider nedsættende påstande om de muslimske danskere. Men det er ikke rigtigt, at Vesten endsige Danmark fører krig mod islam. Det er heller ikke rigtigt, at racisme og fremmedhad er fremherskende.

Det er rigtigt, at danskerne som en historisk homogen befolkning har haft svært ved at vænne sig til tanken om et samfund med mere end én religiøs eller kulturel identitet. Men det er ikke rigtigt, at danskere som flest ønsker at udelukke muslimerne fra fællesskabet: Det danske velfærdssamfund med dets hårfine balance mellem pligter og rettigheder, mellem tillid og solidaritet. Det er et fællesskab, hvor enhver kan være med uanset religiøs eller kulturel baggrund, men det fungerer kun, hvis alle uanset religion eller kultur kan give deres helhjertede tilslutning til demokratiets grundlæggende værdier.

Mens integrationsdebatten har raset, er virkeligheden stille og roligt blevet en anden, end den var, da man begyndte at diskutere. Stadigt flere muslimske danskere yder et værdifuldt bidrag inden for erhvervslivet, i det politiske liv, i samfundsdebatten og i civilsamfundet. Det er rigtigt, at unge muslimske mænd fylder uforholdsmæssigt i statistikken over kriminalitet, men deres søstre udgør en ny elite på de højere uddannelser. For hvert bandemedlem med et arabisk navn, der ryger i fængsel, går en ung, begavet kvinde gennem gaderne som et lysende bevis på, at det er muligt at gribe de chancer, det danske samfund tilbyder, uanset hvem man er, hvad for en religion man tilhører, eller hvor forældrene blev født.

Om hun har et tørklæde på, behøver ikke at skille os ad. Hvis man kommer til at gå bag hende på gaden og hører hende snakke og grine med sine veninder, lyder de lige så lidt undertrykte som alle mulige andre unge, danske kvinder. Tværtimod er de integrationens fortrop, og som fremtidige læger, ingeniører og advokater vil de gøre alle fordomme og dystre profetier til skamme.

Hvis de vil.

Det er nemlig de veluddannede unge muslimer, der før deres ældre og dårligere uddannede trosfæller skal tage det sidste skridt ud af offerrollen.

Det sidste skridt er måske også det sværeste. Det kræver, at man vender blikket indad i stedet for at fokusere på hver eneste fortrædelighed, man møder i det omgivende samfund i form af uvidenhed, snæversyn eller bare kritiske spørgsmål. Men tager man ikke skridtet, vil det også fremover være uklart, hvor grænsen går mellem det store flertal, der vil det åbne samfund, og det lille mindretal, der kun på skrømt accepterer demokratiets spilleregler, mens man inderst inde drømmer om kalifatet.

Det er de troende selv, der skal lære os at skelne, for hvor gerne vi andre end vil, har vi ikke forudsætningerne. Det tilkommer ikke os andre danskere at afgøre, om islam er forenelig med de demokratiske værdier. Kun de muslimske danskere ved, hvordan islam finder sin plads blandt andre religioner inden for verdslighedens og pluralismens fælles, forpligtende ramme. Det er de også i fuld gang med at vise, og det bliver deres besindighed og proportionssans, der forhåbentlig kommer til at udtørre grobunden for radikalisering.

Det er ikke nok at udgrænse salafister og fundamentalister. Det er ikke gjort med at lukke moskeen i Grimhøj, selv om det ville være en tiltrængt forholdsregel. Fanatismen suger næring i omgivelser, hvor voldsberedskabet måske ikke i samme grad er til stede, men hvor de fanatiske ekstremister trods alt møder en vis, om end distanceret forståelse. En vis vilje til at gradbøje det åbne og verdslige samfunds principper under skyldig hensyntagen til eksempler på racisme her eller Vestens fremfærd i Afghanistan eller den uhyrlige tortur i Abu Ghraib eller israelernes gentagne overgreb på palæstinenserne.

Det nytter ikke at reducere problemet til en håndfuld rabiate psykopater, så længe der er stemmer i de muslimske miljøer, der bliver ved med at tage forbehold, påberåbe sig deres sårede følelser og relativere deres fordømmelse af al terror med den lavmælte tilføjelse, at Charlie Hebdos tegnere i sidste ende var ude om det selv.

Massakrens anledning og påskud var satire. I sig selv et overskudsfænomen, en uskyldig og letbenet, legende genre, der med latterliggørelsen som virkemiddel inviterer os til at gennemskue alle autoriteter eller – hvis man er genstand for løjerne – holde fri fra selvhøjtideligheden og se sig selv udefra. Lade latteren lukke fornuften ind, for nu at citere den italienske komiker Dario Fo. Hvis man har lyst, kan man svinge sig op og tale om satirens antiautoritære ånd som noget konstituterende for en fri, demokratisk kultur. I så fald bør man minde sig selv om, at der først og fremmest er tale om lethed og humor – egenskaber, der knytter sig til det civile, urbane liv, det private menneskes tvangfri, uhøjtidelige blik på samfundet.

Satiren vil ikke krænke den enkelte, men håner gerne vedkommendes forestillinger. Alt det, der egentlig ikke hører personligheden til, men som vi tager på os eller får i arv uden at have gjort noget for det selv. Satiren er ikke ude på at fornedre nogen, men den er nådesløs over for alle forsøg på at gøre sig bedre and andre, for eksempel med religionen som påskud. Den er frigørende, men kun hvis man forstår at skelne mellem et menneske og et menneskes ideer. Mellem det menneskelige, som er fælles, og alle de identiteter og fortællinger, som vi stiver os af med.

Problemet både for radikaliserede og almindeligt konservative troende er, at de ikke i tilstrækkelig grad har lært at skelne. Problemet er, at man klarer sig skidt i en demokratisk samfundskultur, hvis man ikke lærer det. Netop den skelnen er jo verdslighedens forudsætning. Menneske først og kristen så – eller jøde, hindu, muslim.

Det altovervejende flertal af muslimer i Vesten har forståelse for, at ingen dør af at blive gjort til grin. Det er godt for os alle, for Charlie Hebdo vil heller ikke dø. Men trusselsbilledet består, indtil de troende udover at tage afstand fra vold får gjort op med forventningen om, at der netop til deres tro bør tages særlige hensyn.

Fold sammen
Læs mere