Hvad betyder ansvar for en journalist? Er det et ansvar over for sandheden? Eller et ansvar over for noget andet?

Kan sandhedens pris blive for høj? Kan nationer, ja, hele verdensdele have det ligesom mennesker, der ikke kommer igennem tilværelsen uden en livsløgn, der skjuler deres egne svagheder for dem? Trumfer den retfærdige sag, de gode viljer, den oprigtige hensigt ikke altid sandheden?

Kan journalisters opgave være en anden end den at fortælle sandheden, især når den bliver helt uhåndterlig? Er sandheden ikke somme tider det, vi har allermindst brug for, og bør vi ikke i lyset af denne indsigt formulere en helt ny etik for medierne?

Fortæl os ikke sandheden, men hjælp os i stedet med at bevare håbet og troen på det retfærdige i vores egen sag. Hold modet oppe hos os. Undergrav ikke vores selvtillid. Gør livet overkommeligt og hjælp os med at se bort fra vores egne fejltagelser.

Er det ikke det, vi har brug for, en journalistik, der er menneskelig og omgængelig, i stedet for at være så hård og kantet, at man slår sig på den?

Lyder det fortænkt og fjern fra al virkelighed? Så åbn avisen eller tænd for nyhedsudsendelserne på TV. Dilemmaet er virkeligt og påtrængende, og mange nyhedsredaktører har for længst truffet deres valg, og det er ikke den besværlige sandhed, de satser på, men den ømme opbyggelighed.

Tag nu det nyligt overståede valg i Afghanistan.

Alle, der har fulgt en smule med, ved, at valget gik over alle forventninger. Høj stemmeprocent, meget lidt vold, meget få tegn på den valgsvindel, der ellers hjemsøger de afghanske valg. Lykønskningerne regnede ned over det afghanske folk. De fundamentalistiske Taleban-oprørere havde lidt et afgørende nederlag. Et facit kunne drages. Vores 13 år lange krig havde båret frugt. Det var en sejr for de demokratiske kræfter i Afghanistan.

Men først og fremmest var det en sejr for os. Vi havde givet det afghanske folk en gave, og da de stillede sig op i lange køer foran stemmeboksene, var det os, de sagde tak til. Vores krig, som i vores egne øjne aldrig rigtig var nogen krig, men en godhjertet humanitær indsats, skønt den kostede titusinder af ofre, var retfærdiggjort. Vi havde holdt kursen. Vi havde gjort det rigtige.

I ugerne op til valget gennemførte Taleban en række spektakulære angreb i Kabul. Der var udlændinge blandt de dræbte, heriblandt flere journalister fra Vesten, og effekten udeblev da heller ikke. Mange af de journalister, der skulle have dækket valget, blev trukket hjem, og de, der blev, foretrak at blive i Kabul frem for at rejse ud i provinsdistrikterne, der anses for endnu farligere end hovedstaden.

Her er paradokset: den historiske succes for det afghanske valg blev garanteret os af journalister, der var fraværende, eller hvis bevægelsesfrihed var stærkt begrænset. Jo mindre, de så, jo mindre, de vidste, desto bedre forudsætninger havde de for at fortælle os om den strålende sejr for vores endeløse krig. Et demokrati, der tog sig bedst ud på 5.000 kilometers afstand, havde sejret.

Og de afghanske journalister, alle dem med førstehåndskendskab til det sønderrevne land, hvad så de, og hvad valgte de at fortælle?

Hvad de så, ved vi ikke. Hvad de valgte at fortælle, ved vi til gengæld. De tog dilemmaet på sig. Hvis sandheden er ubekvem, skal vi så fortælle den?

Deres svar var et klart nej.

Det er New York Times, der fortæller historien. I en fælles udtalelse lovede Afghanistans journalister at boykotte al omtale af Taleban i forbindelse med valget. Journalisternes fagforeninger udsendte en appel om kun at trykke positive nyheder. Nationens fremtid og deres egen overlevelse stod på spil, og al negativ omtale, der kunne så tvivl om valget, måtte for enhver pris undgås.

Journalisterne opdagede pludselig deres egen magt. De behøvede ikke kun at skrive om virkeligheden. De kunne selv være med til at forme den, og opskriften var den enklest tænkelige. De skulle bare lade være med at fortælle sandheden. Deres motiver var ud fra enhver tænkelig synsvinkel udadlelige. Det var ikke blot patriotisme, men national ansvarsfølelse og omsorg for demokratiet, der drev dem til at forvrænge virkeligheden. Med deres beslutning skabte de en ny journalistisk etik.

Der er selvfølgelig altid dem, der ikke har forstået spillets regler, men stadig tror at journalistik handler om at beskrive virkeligheden. Der er enkelte undtagelser blandt de afghanske journalister, og så er der veteranerne fra Afghanistan-dækningen, navne som Anand Gopal, Matthieu Aikins, Graeme Smith, Anders Sømme Hammer, der alle har boet fast i Afghanistan de sidste seks-otte år og uforfærdet rejser i de provinser, hvor andre journalister ikke kommer.

Anand Gopal rapporterer i The New Yorker fra den Taleban-kontrollerede Wardak-provinsen. Her træffer han en krigsherre, der sidder på tusinder af stemmesedler, som han nu planlægger at bortauktionere til den højest bydende præsidentkandidat.

I Ghazni Provinsen konstaterer Fazal Rahman fra Afghanistan´s Analysts Network, at i Andar Distriktet, hvor 32 valgsteder officielt meldes åbne, er der i realiteten kun tale om 12.

Anders Sømme Hammer rapporterer i det norske Morgenbladet fra Pakhtia Provinsen om få fremmødte ved valgstederne, alle mænd. Da han er i færd med at forlade valgstedet, ankommer en bil i høj hastighed. På bagsædet styrtbløder en mand, der på vej for at stemme er blevet mål for en snigskytte. Han udånder for øjnene af den norske journalist.

Canadiske Graeme Smith, der har forladt journalistikken til fordel for en stilling som senior-analytiker ved den internationale tænketank International Crisis Center, udtaler, at voldsniveauet denne gang ser ud til at være højere end ved noget tidligere valg.

Og Matthieu Aikins opsummerer situationen i en tweet 19. april: »Mere vold, flere klager over svindel, flere lukkede valgsteder - nøjagtig det modsatte af, hvad alle medier påstod.«

Hvad er det så, vi har givet afghanerne, og som de ved deres overvældende fremmøde ved valget så taknemmeligt takker os for?

Vi har givet dem en stat, der fra starten var dysfunktionel og forudbestemt til sammenbrud. Vi har givet dem en forfatning, der gav alt for meget magt til præsidenten, og vi indsatte en præsident som Hamid Karzai, der kun kunne bevare sit folkelige mandat ved hjælp af omfattende valgsvindel.

Vi gav Karzai en magtbasis, der bestod af de samme krigsherrer, som Taleban under næsten enstemmig opbakning fra befolkningen havde besejret, fordi de ikke repræsenterede andet end et voldeligt anarki. Dermed gjorde vi enhver siddende præsident til gidsel for en systematiseret lovløshed.

Vi har givet afghanerne en dårligt udrustet hær af lejesoldater, hvoraf en tredjedel deserterer på årsbasis, mens officerkorpset har en markant overvægt af de samme etniske minoriteter fra landets nordlige del, først og fremmest tadjikkerne, der i årtier har befundet sig i en kamp på liv og død med befolkningens flertal, pashtunerne. Det er en sammensætning, der kun kan tjene til at sikre en fortsættelse af borgerkrigen.

Vi har udrustet Afghanistan med et ryggesløst, paramilitært politikorps, der ikke bekymrer sig om lov og orden, men blot betragter deres politiskilt som et adgangskort til at udplyndre og afpresse befolkningen.

Vi gav et opløst og demoraliseret Taleban så mange grunde til at vokse sig stærk igen, at de til trods for den samlede ildkraft fra 150.000 indsatte NATO-soldater nu kontrollerer op mod halvdelen af Afghanistans territorium.

Vi gav afghanerne et land, hvor 55 pct. af alle børn ifølge en FN-rapport er fejlernæret med fatale følger for deres fysiske og mentale udvikling.

Vi gav dem et sundhedssystem, vi roser os af, men ifølge en rapport fra den norske afdeling af Læger uden Grænser er de tal og statistikker, der skal underbygge påstanden om en dramatisk stigning i folkesundheden, mere end tvivlsomme, og læge Monica Thalliksen fortæller i Dagsavisen, hvordan hun ved selvsyn har set, at befolkningen i et konfliktområde kun får adgang til læger i bytte for efterretningsinformationer, og når det udenlandske militær forsvinder, forsvinder også sundhedsklinikken.

Men skolebørnene? Enhver politiker, der er blevet sat på den uriaspost at forsvare krigen i Afghanistan, behøver kun møde op i TV-studiet rustet med dette ene tal: Otte millioner børn går i skole. Det tal retfærdiggør alt og ugyldiggør enhver indvending.

Politikeren behøver ikke at vide, at en tredjedel af Afghanistans børn ikke går i skole. Han behøver ikke at vide, at kun en fjerdedel af lærerne har gennemført den toårige læreruddannelse. Han behøver heller ikke at vide, at kun 10 pct. af eleverne når frem til afgangseksamen, og at de fleste må nøjes med to-tre timers daglig undervisning i fem-seks år. Han skal bare sige tallet: Otte millioner.

Han behøver slet ikke at spekulere over, hvad der skal blive af børnene, når de forlader skolen i et land sønderslidt af en endeløs strid mellem religiøs fanatisme og morderisk lovløshed. Statistikken fortæller, at pigerne kan se frem til et indespærret liv i tavs undertrykkelse, hvor 87 pct. af dem før eller siden bliver udsat for et voldeligt overgreb, mens drengenes bedste bud på en fremtid er som revolvermænd i en privat milits eller kalashnikov-bærere i en oprørsgruppe.

Det er det land, vi overlader afghanerne. Det er den forgiftede gave, vi giver dem, og i vores hovmod vover vi at kalde vores indsats en succes.

Hvis vi undrer os over afghanske journalisters enstemmige opbakning bag beslutningen om ikke at fortælle sandheden om valget i deres land, så er det kun, fordi vi mangler enhver evne til selvransagelse.

De har det fra os. Vi er deres læremestre i selvbedragets ikke særligt noble kunst.