Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Camus er altid aktuel

Advokaten i Camus’ »Faldet« står ikke alene – og vi kan alle lære af ham.

Jacque Lauritsen, skuespiller og sceneinstruktør. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad skal vi egentlig med teater? Med jævne mellemrum popper dette spørgsmål stadig op i den offentlige debat og under private sammenkomster. Er det ikke for ofte tungt, kedeligt og i værste fald ubegribeligt?

Ind imellem fristes man til at nikke bekræftende. De fleste teatergængere har sikkert prøvet at sukke sig igennem en langtrukken aften, hvor der jævnligt skæves til uret. Vi kan måske være imponerede over gode skuespilpræstationer eller en flot scenografi, men indholdet forekommer sært uvedkommende.

Og så dukker der pludselig noget op, der rykker. En tekst vi bliver ramt og berørt af, fordi den spejler vores egne tanker og følelser eller spidder tidstypiske tendenser i samfundet. Som udøvende teaterkunstner er det selvsagt, hvad man allerhelst vil. At være med til at formidle en oplevelse der gør indtryk i en grad, så publikum ikke glemmer det hele på vejen hjem.

Potentialet herfor slog mig, da jeg for et par år siden genlæste romanen »Faldet« af Albert Camus og satte mig for at dramatisere og opføre den som teatermonolog.

Camus blev en af det 20. århundredes store franske forfattere og fik i 1957 tildelt Nobelprisen i litteratur. I romaner, skuespil og filosofiske essays kredser han om den menneskelige værdighed og vores evige søgen efter en mening med tilværelsen. Hans mest kendte værk er vel nok »Den Fremmede«, der tidligere været opsat som teaterstykke herhjemme. Og nu får »Faldet« ligeledes dansk ur-premiere.

Uskyldighed som ideal

Her er det overordnede tema skyld og ansvar, og som altid opstiller Camus kontroversielle dilemmaer, der tvinger os til at tage stilling til vores eksistens. Fortællingen handler om en respekteret forsvarsadvokat, der gør en dyd ud af at hjælpe de svage og forsvarsløse. Alle beundrer ham for hans offervilje, men da han en aften ser en ung kvinde kaste sig i kanalen, gør han intet forsøg på at redde hende.

Hvorfor? Det kan han ikke svare på, og fra det øjeblik begynder den smukke facade at krakelere. Nødtvungent må han konfrontere sin samvittighed og indleder nu en nådesløs rettergang over sig selv, hvorunder vi alle sammen kommer bag skranken; som skiftevis hans vidner, dommere - og medskyldige.

For den gode advokat står jo ikke alene med sine kvababbelser. Hvem kender ikke til skyldfølelsen over noget man har gjort - eller ikke gjort? Mennesker vi har svigtet, løfter vi har brudt, principper og værdier vi har set stort på for egen vindings skyld eller i en såkaldt højere sags tjeneste.

Paradoksalt nok afholder det os dog sjældent fra vellystigt at klandre andre for deres fejl og mangler. For som det hedder i »Faldet«: »Vi er alle sammen dommere, og vi er alle sammen skyldige.« Og netop dèt forklarer måske dobbeltmoralen. At vi under byrden af egen dårlig samvittighed trøster os med, at de andre ikke er et hak bedre. Faktisk er de nok en del værre, hvilket vi da heller ikke undlader at gøre opmærksom på.

Grundlæggende trives vi jo bedst med at være uskyldige og som Camus’ advokat se os selv som retskafne medborgere, der handler humant og empatisk. Det kan oven i købet være, at vi i det daglige lever op til idealet. Eksempelvis ved at købe »Hus forbi« af de hjemløse, rejse os for pensionisterne i bussen eller aflevere vores aflagte tøj på et asylcenter.

Men dækker denne paradisiske renhed i virkeligheden over et forfængeligt selvbedrag? For skyldes vores gode gerninger primært den sympati vi får til gengæld? Udspringer de med andre ord dybest set af behovet for andres anerkendelse?

Slående aktuel

Det er nogle af de provokerende spørgsmål, der rejses i »Faldet«. Og som sædvanlig skærer Camus ind til benet og blotlægger ubarmhjertig vores hang til selviscenesættelse. Som han sarkastisk lader sin hovedperson notere sig: »God stil kan som silkeundertøj skjule ens udslet«.

Den afgørende lakmusprøve er jo, hvordan vi handler, når det for alvor gælder; når vores opofrelse risikerer at koste os andet end penge - og der i øvrigt ikke er nogen applauderende vidner til vores bedrifter! I denne situation må den noble advokat konstatere, at han bliver handlingslammet og vælger den nemme udvej. Han forsøger ikke at redde den druknende kvinde i kanalen.

»Faldet« blev udgivet i 1956, men fremstår tidløs. Camus havde dog næppe forestillet sig, at dens tematik skulle blive så slående aktuel her mere end 60 år senere… og dèt i mere end èn forstand.

For det første spejler den vore dages branding-fikserede kultur, hvor vi ubekymret skøjter på overfladen af sociale mediers krav til konstant selvpromovering. Hvor glansbillederne står i kø, og vejen til succes synes at gå over flest mulige opadvendte tommelfingre for åbenlyse banaliteter.

I øjeblikket kommer fænomenet dog i høj grad til udtryk på en alt andet end banal baggrund; nemlig den tragiske flygtningesituation. Uden at forklejne de mange prisværdige tiltag er det påfaldende, hvordan nogle tilsyneladende føler en ubændig trang til at flashe deres omsorg på Facebook o.lign.

Dertil kommer pompøse TV-indsamlinger, hvor »de kendte« og såvel store som små virksomheder kan få pudset glorien mod ubetalelig reklame i primetime. Sigende nok blev DR/TV2s udgave i søndags kaldt for »Hjælp-nu show«. Man skulle have tilføjet et »off«.

Vi bukker for de blinde

Alt dette ændrer selvfølgelig ikke ved, at den civile indsats er hårdt tiltrængt, og under alle omstændigheder kommer de nødlidende til gavn. Men mange af os må nok erkende, at vores godgørenhed har mere end èt motiv. At vi ganske enkelt får det bedre med os selv ved at hjælpe andre, og især hvis det giver respektbonus fra vores omgivelser.

Det er der på det individuelle plan jo ikke noget odiøst i; det er faktisk kun såre menneskeligt. Det problematiske opstår først, når forfængeligheden tager over i en syndflod af selvforherligende demonstration af vores bedrifter.

Så er vi ikke langt fra »Faldets« hovedperson, der altid bukker for de blinde han har fulgt over gaden. Til ære for hvem? De blinde kan af gode grunde ikke se det, men hvem så? Publikum! De folk der tilfældigt er standset op og har beundret hans gode gerning. For som enhver teatergænger ved: Et godt skuespil rundes altid af med applaus.

Blæst op i et større perspektiv er Camus’ fortælling ikke mindre aktuel og trækker tråde til den moralske krise, som hele Europa pt. befinder sig i. Også her kan man mildt sagt tale om skyld og ansvar og behovet for at revidere sin selvopfattelse.

Som den selvtilfredse advokat har vi været vant til at sole os i omsorgen for verdens fattige og forfulgte, men når de bogstavelig talt står på vores dørtrin og har brug for hjælp, så falmer det polerede glansbillede. Med visse hæderlige undtagelser synes de europæiske regeringer nærmest at konkurrere i ansvarsforflygtigelse.

Tilbage til ovennævnte citat om den gode stil og silkeundertøjet tilstræber man nok at skjule sine udslet, men uden større held. De nærmest stritter utilsløret frem i alle retninger.

Herunder i Danmark hvor statsministeren gentagne gange i den seneste tid har udtalt til medierne: »Vi kan godt se os selv i spejlet«. Uden tvivl, men hvad er det I ser? Måske det samme som Camus’ faldne advokat der foran sit eget spejlbillede konstaterer: »Det smilede som sædvanligt venligt til mig. Men det var som om smilet var dobbelt…«

Brug for Camus

Ak ja, syndefaldet skriger til himlen; såvel her som en del andre steder. Og ligesom advokaten, der må se i øjnene han nok ikke er så smukt et menneske som han gik og troede, må det europæiske fællesskab inden længe til at revidere sin selvopfattelse som garant for menneskelig værdighed. Medmindre man da opgiver de mange nationalegoistiske tiltag og snarest finder sammen om en fælles løsning på flygtningetragedien.

Så meget for storpolitiske referencer. Som Camus selvsagt ikke skal stå til indtægt for. De står helt og aldeles står for undertegnedes egen regning og bekræfter vel blot den pointe i »Faldet«, at vi alle ynder at være dommere. Med den indbyggede risiko at dømmer man kun de andre, ender det med at ramme èn selv...

Tilbage står, at uanset hvordan man tolker og associerer på historien, så har »Faldet« noget væsentligt at sige os. Den er langtfra støvede akademiske spekulationer fra en fjern fortid. Vi har stadig brug for Camus og hans udfordrende spørgsmål til dèt at være menneske.

Netop denne kvalitet er teatrets og kunstens primære berettigelse. At stille de væsentlige spørgsmål og så i øvrigt overlade de mulige svar til publikums egen fantasi og livserfaring. Ovennævnte betragtninger skal derfor ikke læses som en facitliste til »Faldet«, men blot som personlige overvejelser og tankespring, der uundgåeligt er dukket op i arbejdet med materialet.

At »oversætte« litteratur til dramatik er sjældent en nem øvelse, da det er indlysende vanskeligt, hvis ikke umuligt, at medtage alle det skønlitterære værks mange lag og betydninger. Til gengæld giver den sceniske ramme mulighed for at tilføre historien en ny og anderledes nerve, når ordene vækkes til live gennem skuespillerens stemme og krop.

Et nærvær der forhåbentlig forplanter sig til tilskuerrækkerne og gør oplevelsen vedkommende, så der ikke skæves til uret undervejs…og de i øvrigt glemmer det hele på vejen hjem! Hver gang det sker, har teatret forsømt sit vigtigste formål: At gøre os en smule klogere på os selv – og hinanden.