Brød og cirkus til folket

Birgitte Baadegaard: »Et afrikansk ordsprog siger: Mæt løve jager ikke - død fugl falder ikke ud af reden. Er det ikke snarere der, vi er ved at være i Danmark?« Et opråb om dannelse i Paradise Hotel-æraen.

Tegning: Claus Bigum
Læs mere
Fold sammen

Udtrykket Panem et circenses (Brød og cirkus) anvendes ifølge Wikipedia til i overført betydning at kritisere en stats forsøg på at pacificere sine borgere, og borgernes villighed til at lade sig bestikke med overfladiske og dekadente gaver. I begge tilfælde refereres til en billig opfyldelse af en række overfladiske og tarvelige behov frem for at koncentrere sig om værdige og idealistiske mål. Ifølge den romerske digter Juvenal giver de romerske magthavere borgerne brød for at undgå sult og efterfølgende oprør. Cirkus (underholdning) gør folket glade og passive, så de ikke bruger tid på at diskutere styreform, og hvad der måtte kunne ændres i landet. I Danmark er vi ikke derude, hvor folket pacificeres med blodige gladiatorkampe og gratis brød, og magthaverne (over)fodres liggende af deres slaver, mens nationen går ad H t. Men der kan drages paralleller

Ligesom de romerske borgere var glade for gratis brød, er vi danskere glade for diverse gratisydelser - dog af lidt andre dimensioner. Og får vi ikke det, der er vores ’ret’, brokker vi os og pointerer, at ’nogen bør gøre noget for at fikse det’ uanset, om det drejer sig om job, børn, økonomi eller uddannelse. For eksempel er det min ret at:

- Nogen skaffer mig, arbejdsløse borger, et job

- Jeg som borger tjener et vist minimumsbeløb om måneden - ellers gider jeg ikke at arbejde (heller ikke selvom min uddannelse og mine kompetencer ikke svarer til det beløb, jeg kræver)

- Jeg som barnløst par, enlig eller homoseksuel borger får betalt kunstig befrugtning

- Jeg som muslimsk borger får 75.000 kroner i erstatning, fordi jeg animeres til at smage på svinekød på en uddannelse, hvis kerneydelse er madlavning og køkkenarbejde

- Jeg som borger får kontanthjælp i udefinerbar lang tid

- Jeg som forælder og borger får børnepenge fire gange om året - uanset indtægt

- Jeg som pensioneret borger får efterløn fra en vis alder

- !

Baggrunden for de krav, jeg i dag som dansk borger mener, det er min ret at stille, er både smuk, idealistisk og ærværdig: at sikre de svage i samfundet. Men med tiden er den oprindelige idealisme udhulet og glemt, og nu bliver kravene stillet af alle i stedet for nogle få reelt trængende. Og det er trist - for det dræner et samfund for ressourcer og initiativ - og lader en forsvindende lille gruppe borgere bære det meste af byrden.

Over for disse (krævende) borgere står politikerne - deres magt er afhængig af at give borgerne det, de forventer. Og da omkring to millioner stemmeberettigede danskere i en eller anden form er på overførselsindkomst, gælder det kort sagt om at tækkes dem - give dem det, de kræver og hidtil har fået, så de tier - og stemmer på partiet næste gang. Det så vi adskillige eksempler på under seneste valgkamp, hvor partierne ukritisk overbød hinanden i forhold til, hvad de ville give enkelte befolkningsgrupper.

Man kan fristes til at tro, at politikerne afgiver løfterne i håbet om, at borgerne glemmer at se på deres reelle politiske substans og ikke reflekterer over, hvad der i øvrigt foregår på Borgen - uanset, om det tenderer dobbeltmoral og manglende idealisme, som vi har set flere eksempler på.

- Politikere, som opfordrer danskerne til at lade deres børn gå i den danske folkeskole, men selv sender deres egne børn i privat (elite) skole

- Politikere, som på forskellig vis animerer danskerne til at betale deres (høje) skat, men selv sørger for at gå lige til grænsen (eller lidt over) for at beholde så meget som muligt til sig selv og deres familier

- Politikere, som laver love, der i sundhedens navn begrænser mulighederne for at ryge landet over, men opstiller rygekabiner på deres egne kontorer (for deres tid er for vigtig til at gå ned på gaden for at ryge)

- !

Og så er der cirkusset. Vi danskere bruger vores tid på at arbejde (hvis vi har et job) og på hjemmelivet. Under begrebet hjemmeliv hører også at sidde ved TVet og lade os pumpe fulde af programmer som For lækker til Love, Big Brother, Paradise Hotel, Divaer i Junglen, Familien på Bryggen, Amalies verden.

En del siger ja tak til - mod et mindre beløb - at smide tøjet, have sex for åben skærm, lade en løgnedetektor teste os og afsløre os i snyd og bedrag for fuld offentlighed i et underholdningsprogram. Resten af os sidder med god samvittighed og kigger på, at de andre dummer sig, føler smerte, udleveres for åben skærm. Hvor udviklende er den form for programmer? Hvad bidrager de med? Apropos Juvenals fokus på værdige og idealistiske mål kontra tarvelige, overfladiske behov.

Læg mærke til de programmer, som har kørt i flere år - f.eks. Robinson ekspeditionen, Paradise Hotel eller Dagens mand. Hvis I ser disse programmer - det gør I naturligvis ikke, det er kun de andre- men hvis I har set et enkelt afsnit eller to: har I så lagt mærke til, hvor meget mere afklædt og hudløst, programmerne udvikler sig sæson for sæson? Har I lagt mærke til, hvordan deltagernes grænser umærkeligt flyttes?

Tilbage til den politiske dimension - hvad har ovennævnte cirkus med den politiske arena at gøre? Programmerne styres jo af kommercielle TV-kanaler, markedskræfter og iskolde seertal? Der er kort sagt et tredje element inde over banen, som ikke fandtes i det gamle Romerrige, og nogen vil påstå, at det ikke er til at styre (hvis vi lever i et frit land). Men er det nu også korrekt? For TV-programmer produceres kun, hvis der er seere til dem - og derfor er nøglen til at få startet en debat om dette cirkus, ordet dannelse, herunder øget fokus på begrebet i skoler og uddannelser. Reality-programmer kunne f.eks. være et obligatorisk tema under genrer i folkeskolen (i betragtning af, hvor meget denne type programmer fylder i de unges hverdag, er det kun naturligt at analysere dem på linje med reklamer etc.) Og lur mig, om det ikke efter noget tid ville betyde dalende seertal

Men sådan et engagement - sådan en dannelsesrejse eller værdidebat - efterspørges ikke fra politisk side. Tværtimod springer politikerne gladeligt med på underholdningsvognen i stadig højere grad. Hvorfor? Brød og Cirkus! Danske politikere er ganske enkelt blevet for populistiske og afhængige af at få stemmer - og kigger mere efter taburetten end på fremtiden. Og danskerne er jo verdens lykkeligste folk. Det fortæller undersøgelser år efter år - så det er vel mere end godt nok?

Nej! Det er ikke godt nok. For hvis vi ser nærmere på årsagen til den tilfredshed, ændrer billedet sig: Tryghed - sikkerhed - ro - stabilitet. Alt sammen faktorer, som isoleret set skaber tilfredshed - men også faktorer, som kan ende med at blive pacificerende og perspektivløse. Et afrikansk ordsprog siger: Mæt løve jager ikke - død fugl falder ikke ud af reden. Er det ikke snarere der, vi er ved at være i Danmark?

Måske vil læsere af denne kronik tolke mig som overdramatisk - måske vil jeg blive opfattet som højreorienteret og stokkonservativ. Men dette er ikke et opråb med en bestemt politisk vinkel - det er et råb om, at vi alle vågner op - politikere (uanset parti), borgere - og medier/TV-kanaler. I øjeblikket tales der om Danmarks (manglende) produktivitet og konkurrenceevne. Det debatteres, om vi har en chance for at komme ovenpå igen. Hvordan vi får gang i væksten. For mig at se kan vi tale og diskutere det emne fra nu af og til Danmarks undergang uden, at det gør den mindste forskel indtil den dag vi for alvor kridter skoene. Alle sammen. Hele nationen. Ved at gøre bevidsthed og ansvar til nøgleværdier i alt, hvad vi som nation træffer af valg - både politikere, borgere - og TV-kanaler - uden skæven til, hvad jeg får mest ud af (magt, stemmer, penge, seertal, reklamer).

Overidealistisk og urealistisk? Måske. Men nogen skal jo sige det - og tro på det. Om ikke andet i forsøget på at rykke bare nogle få borgere bort fra TV-cirkusset og over til aktiv stillingtagen. Fra brød og cirkus til engagement.