Pia Kjærsgaard er dronningen af den negative danskhed. Alligevel er hun skamløs nok til at beklage den splittelse, som hendes eget parti ikke forspilder en chance for at puste til. Men selv om Dansk Folkeparti vælgermæssigt er en kæmpe succes, så gør det borgerlige Danmark klogt i at formulere en mere konstruktiv og åben danskhed, med plads til islam. For på sigt er det et taber-projekt bare at være imod.

Det var meget nemmere, dengang vi havde de samme vaner. Det var ikke nødvendigt at sætte ord på det nationale fællesskab, for det var uudtalt. I efterkrigstiden herskede der herhjemme nærmest konsensus om det nationale spørgsmål, og borgerlige kræfter nøjedes med at koncentrere sig om økonomi og modstand mod den voksende velfærdsstat.

Men i mødet med især islam bliver diskussionen om danskhed genaktualiseret. Indvandringen af hundredtusindvis af mennesker med anderledes værdier har sat det nære til diskussion: Hvad vi spiser i de fælles institutioner, hvordan går vi klædt i det offentlige rum, og hvordan taler og hilser vi på hinanden.

I dagens borgerlige Danmark er modviljen mod islam udtalt. Mange ser islam som en totalitær ideologi på linje med kommunisme og fascisme. Som noget, der bør bekæmpes med al magt. Fremtrædende klummeskribenter som Mikael Jalving taler åbent om en truende borgerkrig, og generelt er den borgerlige analyse af islam kulturpessimistisk og essentialistisk. Islam har en forkert grundkerne, en essens, der aldrig kan reformeres.

Men det er nødvendigt at differentiere mellem radikal politisk islamisme, der rigtigt nok er lige så uforenElig med danskheden som 30ernes fascisme var, og så den helt almindelige kultur-islam, der praktiseres af hundredtusindvis af borgere, og som dansk borgerlighed bliver nødt til at kunne rumme.

Islam og muslimer vil være her så længe der er noget, der hedder Danmark. Som den afdøde konservative skribent Mads Holger flere gange anførte, så bemærker dansk borgerlighed sig ved at være et anti-projekt. Et verdenssyn man i øvrigt deler med den yderste venstrefløj. Man er imod. Imod feministerne, velfærdsstaten og islam. Men det kniber noget med at definere, hvad man egentlig er for. I bedste fald laver man en kanon af gamle ting, der i hvert fald må regnes som danske, og som glemmes lige så hurtigt efterfølgende.

Det er et stærkt narrativ, der skaber sammenhold i en svær tid, men det er en taberstrategi for det borgerlige Danmark. Den danske højrefløj er nødt til at formulere en danskhed, der er åben, og som folk har lyst til at være en del af. Og en danskhed, hvor der er plads til helt almindelige muslimer. Her kunne man søge inspiration fra den amerikanske drøm, der tidligere fik millioner af vidt forskellige mennesker til at forene sig i loyaliteten mod et nyt fædreland.

Det er urealistisk at forestille sig, at muslimer bare holder op med at være muslimer og konverterer til kristendom og flæskesteg. Og det er ikke lige sådan at stoppe indvandringen. Den Venstre-regering, der gik til valg på straks-opbremsning, har sat danmarksrekord i at lukke udlændinge ind. Og selv om man kunne stoppe indvandringen, så ændrer det jo ikke på, at de muslimer, der allerede er her, ikke forsvinder.

Vi kan lige så godt komme i gang med at integrere de mennesker på en fornuftig måde, og her dur det ikke, at højrefløjen sidder og surmuler med sin vrede og afvisende danskhed.

Det øjeblik, man begynder at inkludere muslimer i stammen, kan man samtidig begynde at forvente mere af dem. Inklusion behøver ikke være sådan noget hippe-blødt-anything-goes. Det er noget med pligter over for fællesskabet. Pligt til at overholde landets love og tilslutte sig vores grundlæggende værdier.

F.eks. er det ikke urimeligt at forvente, at danske muslimer bakker op om de danske soldater, der kæmper i fjerne lande. Man kan være imod krigene af personlige politiske årsager, men danske soldater er udsendt af Folketinget og kæmper på vegne af os alle sammen. Danske muslimer har særlige kompetencer, når det kommer til sproglig og kulturel forståelse, der i høj grad ville være nyttige for Hæren. Jeg tror, at danske muslimer kunne gøre meget for at fremme værtslandets accept ved at iklæde sig dronningens klær. I andre lande er forsvaret et af de bedste integrationsredskaber. Det sker i øvrigt allerede mange steder. Danske muslimer har tjent i både Irak og Afghanistan og arbejder i både politi og militær, uden at det udløser særlig anerkendelse i den borgerlige lejr. Hurra for vores muslimske helte.

Det er kontroversielt at være imødekommende over for muslimer, men hvad er alternativet?

Jeg kan allerede forestille mig modargumenterne til denne kronik. Det er naivt og halal-hippieagtigt. Islam kan aldrig reformeres og er i sin essens fjendtligt over for vestlige universalistiske værdier. Ingen kender morgendagen, og det er nemmest at være pessimist. Men hvad er alternativet? Som tidligere anført forsvinder islam ikke fra Danmark. I hvert fald ikke uden krigsforbrydelser fra majoritetssamfundets side.

Det er muligvis en kliché at nævne, men det gør det ikke mindre korrekt. I mange indvandrermiljøer har man en positiv tilgang til privat initiativ og iværksætteri. Man orienterer sig mod det nære og mod familien. Borgerlige partier har et stort potentiale blandt muslimer – ja, selv Dansk Folkeparti kunne høste stemmer fra mellemøstlige indvandrere, der hader og frygter islamisterne.

Et konkret tiltag kunne være, at borgerlige partier blev bedre til at tale til de af vores muslimske landsmænd, der opfører sig ordentligt, betaler deres skat og opdrager deres børn. Vise dem, at der er plads til dem i Danmark og i borgerligheden, men at der også forventes noget af dem. Et andet bud kunne være etableringen af en statslig imamuddannelse og en »folkemoske«, der er delvis offentligt finansieret.

Moskeer herhjemme er alligevel styret af nationale interesser, men det er lande som Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien, der betaler og derfor bestemmer musikken. En dansk moske kunne vise muslimerne, at de hører hjemme i Danmark. Og den kunne være med til at marginalisere de rabiate kræfter og skabe et forum, hvor vi kan diskutere og deeskalere konflikter mellem islam og majoritetsbefolkningen. Selvfølgelig skal man ikke åbne for hizb-ut-tahir og andre langskæggede tosser. Jeg taler om helt almindelige hr. og fru Hajji.

Indvandrerfamilier må vænne sig til, at piger har samme ret til uddannelse som drenge og selv må bestemme, hvem de vil være kærester med. Men det er noget, danske borgerlige selv har måttet acceptere. Vores danske frisind og liberale holdning til seksualmoral er af nyere dato og en af venstrefløjens og de kulturradikales største sejre. At Det Konservative Folkeparti i dag har en homoseksuel formand, og at Berlingske Tidende trykker et Gay Pride-tillæg viser, at kulturer er dynamiske og kan ændre sig.

Fortsætter højrefløjen ned ad den negative danskheds vej risikerer den at dele skæbne med det republikanske parti i USA. Mens resten af verden ser måbende til, nedsmelter den amerikanske højrefløj i vanvid og sekterisme. I takt med, at det amerikanske samfund bliver mere og mere multikulturelt, har højrefløjen valgt at fokusere endnu stærkere på den hvide kerne. Men derved har den reduceret sig til kustoder for en hvid middelklassekultur, der ikke længere eksisterer. Resultatet er blevet en mere skinger og ekstrem konservatisme, der stort set kun har appel til folk over 50.