Jeg står op om mor´nen

og går hen på mit job

og jeg laver no´ed

og jeg får min løn

men det jeg laver

er mere værd end det jeg får

hvordan sku´ no´en men´sker ellers bli´ rige ud´n at lave no´ed?

No´en er mere værd end det de får

andre bruger mer end de er værd...

Mange læsere vil sikkert nikke genkendende til Benny Holst og Jesper Jensens Sangen om merværdi fra 1971. Sangen står i dag som et stykke ideologisk kitsch, et fortidslevn fra en tid, hvor begreber som klassekamp, falsk bevidsthed og revolution stadig kunne findes i avisernes spalter. Overraskende nok er sangen ved nærmere eftersyn højaktuel. Ikke som socialistisk agitation, men som borgerlig. Den marxi-stiske klasseanalyse på vers fra 1970erne udtrykker nemlig paradoksalt nok kernen i den nutidige borgerlige kritik af velfærdsstaten.

Det skyldes, at nutidens borgerlige samfundsanalyse beror på samme model som marxisternes: Det hårdtarbejdende folk bliver udbyttet af en uproduktiv klasse, der ved hjælp af statens magtapparat tilraner sig frugten af andres arbejde. Dengang hed den uproduktive klasse »kapitalister«, i dag hedder den »klienter«. I kølvandet på sidste års medieombruste fattigdomsdebat påpegede Liberal Alliances Joachim B. Olsen f.eks. over for en arbejdsløs i Debatten på DR2, at han »lever af andre folks penge«. Kernen i den parole er, at skat er tyveri, og at staten kun kan give modtagere af overførselsindkomster som ’Fattig-Carina-penge’, fordi den stjæler pengene fra dem, der arbejder og producerer værdi.

Det argument fremkalder minder om den marxistiske kritik af merværdi. Essensen er, at det arbejdende folk får mindre for deres arbejde, end det reelt er værd. Til forskel fra den marxistiske klasseanalyse, som så den herskende kapitalistklasse som samfundets snyltere, der »bruger mer end de er værd«, ser de nye borgerlige meningsdannere det hårdtarbejdende folks nye fjende i den såkaldte klientklasse: Klassen af velfærdsstatens klienter, der ikke bidrager til fællesskabet, men alligevel skummer fløden i form af sociale ydelser. I den vulgærmarxistiske logik hjalp staten den dekadente kapitalistklasse med at forvandle arbejdernes sved til kaviar og champagne. I den vulgærliberalistiske logik hjælper velfærdsstaten derimod klientklassen med at forvandle den hårdtarbejdende middelklasses surt tjente penge til overførselsindkomster.

Ved at overtage marxismens udbytningsteori - dog med andre i rollerne som »udbyttere« og »udbyttede« - har højrefløjen overtaget indignationen og påpegning af sociale uretfærdigheder. Det blev tydeligt med den forargelse, man oplevede i fattigdomsdebatten over, at Fattig-Carina kunne »blive rig uden at lave no’et«.

Udbytningsmodellen i den konkrete debat om Fattig-Carina og overførselsindkomstmodtagere er ikke det eneste eksempel på nutidens borgerlige skabsmarxisme. Nutidens borgerlige offentligheds selvtilstrækkelighed minder på mange punkter uhyggeligt meget om den venstrefløj, der de sidste 10-15 år med rette har skullet stå skoleret for fortidens synder.

De borgerlige meningsdannere har siden murens fald kritiseret den marxistiske venstrefløj for dens ekskluderende debatform op gennem 70erne og 80erne. Dengang havde en lille gruppe yderligtgående ideologer, kulturpersonligheder og intellektuelle sat sig tungt på dagsordenen. Hvor det i 70erne var marxisterne som holdt definitionsmagten i et jerngreb, er evnen til at sætte dagsordenen som et pendul svinget til den modsatte side, så det nu er højrefløjen, der sidder på den altid ombejlede tidsånd. Faren er, at marxismen stadig spøger - nu blot på højrefløjen. Sagen er, at nutidens borgerlige debattører benytter sig af samme debattaktik og filosofiske argumentation, som venstrefløjen anvendte i 70erne. Resultatet er det samme: Debatten bliver sekterisk, ensidig og ideologisk naiv.

Marxisterne så alle politiske, filosofiske og religiøse overbevisninger som et produkt af den materielle »basis«. Ens overbevisninger blev set som et udtryk for den økonomiske situation, man befandt sig i: Ens »klassetilhørsforhold«. På den måde kunne marxisterne afvise modstanderens synspunkter som egennyttige udtryk for vedkommendes klassetilhørsforhold. Hvis du var velhavende, ville du selvfølgelig abonnere - om du selv var bevidst om det eller ej på holdninger og værdier, der retfærdiggjorde din privilegerede økonomiske status. Resultatet var, at man på forhånd var diskvalificeret fra debatten, hvis man blev stemplet som »kapitalist« - en kapitalist var jo blot interesseret i at forsvare det bestående kapitalistiske samfund og egne privilegier. Man mistænkeliggjorde en hel samfundsklasse - besidderne - og deres syn på verden.

I dag er bordet vendt, men intet er reelt ændret: Nu er det blot de borgerlige debattører, som mistænkeliggør hele samfundsgrupper ved at reducere deres holdninger til udtryk for egne interesser. Et eksempel er forretningsmand og debattør Asger Aamund, der - i et interview 15. juli 2011 i Berlingske - udtalte, at »folkestyret har taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder.«

Hos Aamund er kapitalisterne skiftet ud med klientklassen, men mistænkeliggørelsen af politiske modstandere gentages. De, der stemmer anderledes end Aamund, gør det i hans øjne ikke ud fra politisk opbakning til velfærdsstaten - men fordi de med politisk magt vil stjæle andre folks penge. Klientklassen har en egoistisk interesse i at vedligeholde de udgiftstunge overførselsindkomster og kan derfor ikke deltage i en fornuftig diskussion om velfærdsreformer. Ligesom man betragtede kapitalisterne i 70erne, betragter man i dag sociale klienter: Som samfundsparasitter, der modarbejder fællesskabet, og som derfor ikke er i stand til at foretage ’de nødvendige’ reformbeslutninger.

Men det er ikke kun den såkaldte klientklasse, der bliver diskvalificeret som inhabile af borgerlige debattører. Strategien anvendes bredt mod politiske modstandere. Hvis ikke den økonomiske position diskvalificerer dem, så gør den kulturelle. Det ses f.eks. i de seneste års diskussion om den såkaldte godhedsindustri: Hvis du vil sætte ulandsbistanden i vejret, så vil du det, ikke ud fra et humanistisk, uegennyttigt standpunkt, men fordi du tilhører godhedsindustrien, hvor gode gerninger kan omsættes til social og kulturel kapital, som du efterfølgende kan veksle til social status på café latte-caféer i det progressive bymiljø, til Gyldendals receptioner, i Politikens debatsektion eller på landets universiteter.

Denne type argument kopierer også formen fra den marxistiske ideologikritik: Afsløring af den venstresnoede debatmodstanders fejlagtige selvopfattelse bruges til at diskvalificere et synspunkt fra debatten - ikke ud fra om det er inkonsistent eller uovervejet - men ud fra modstanderens kulturelle og sociale position. Det er en effektiv måde at lukke munden på sin modstander.

Uanset om man vælger kulturelle, sociale eller økonomiske fordele til at diskvalificere sin modstanders synspunkter, er resultatet det samme som i 70erne: Debatten kortsluttes og bliver til mistænkeliggørelse i stedet for en diskussion af politiske visioner. Når skellet mellem et arguments gyldighed og ophavsmand forsvinder, gør den rationelle debat det også. Ligegyldigt om de, der udelukkes, er ’kapitalistklassen’ eller ’klientklassen’, så er det en trussel mod den åbne demokratiske debat, der forvandles til motivspekulation og ad hominem-argumenter.