Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Bodils ofre – de seks ulykker

Ved De, hvor forfærdeligt mange mennesker har det efter stormfloden Bodils hærgen? Af de ca 3.000 familier, der er ramt, vil 400-500 af dem med de gældende ubarmhjertige regler få så store udgifter, at de må gå fra hus og hjem, hvis det skal være beboeligt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har været en barsk oplevelse at være vidne til stormfloden Bodil og oversvømmelsens virkninger. Ca. 3.000 familier er ramt, og heraf vil 400-500 familier med de gældende ubarmhjertigeregler fåså store udgifter, at de må gå fra hus og hjem, hvis det skal være beboeligt. Det hele begyndte ca. en uge før det gik galt: Kuling og storm fra sydvest gennem flere dage. Så tiltog vinden og drejede til vest og trykkede vandet op langs Jyllands vestkyst og ind i Skagerrak. Stormen fortsatte og begyndte så at dreje mod nord. Det pressede vandet fra Skagerrak ned i Kattegat, og da stormen kom om i nordnordvest, begyndte vandet også at strømme til fra de nordlige dele af Østersøen således, at vandet nu stuvedes op fra to sider omkring Sjælland og Fyn. Resultatet blev, at en »tusindårs-stormflod« indtraf i det sydlige Kattegat og navnlig i de tre nordvendte fjorde, Odense Fjord, Isefjord og Roskilde Fjord. Værst gik det for sig i Roskilde Fjord, hvor vandet kom op i 2,1 meter over daglig vande, væsentligt højere end nogensinde registreret før i fjorden.

I sig selv gav dette betydelige problemer med huse, dermed behørig tilladelse er bygget på sokler mindre end to meter over havet. Men især blev problemerne uoverskuelige, hvor kommunerne omkring de tre nævnte fjorde har udstykket og givet byggetilladelse i tidligere inddæmmede landbrugsområder. Da landmændene efterhånden opgav de dårligst inddæmmede arealer, blev en del af dem med kommunal velsignelse udstykket til dyre sommerhus- og helårsgrunde med havudsigt. Her kunne kommunen jo ikke blot opkræve ejendomsskat, men også »herlighedsværdi« for havets nærhed, der således viste sig ikke altid at være så herlig.

Ulykke nr. 2 indtræffer derefter for de mange, der fik tidligt besøg af de firmaer, som forsikringsselskaberne normalt sender rundt for at rådgive folk om, hvad de skal gøre, inden den rigtige taksator kan få tid til at komme. Men de pågældende repræsentanter, håndværkere eller entreprenører har ofte – måske for at trøste – givet hjemløse, ulykkelige og rådvilde mennesker ret i, at gulve, vægge, køkkener, inventar osv. er ødelagt og burde erstattes. Derimod har de kun i undtagelsestilfælde forklaret folk, at de selv skal betale for langt det meste af ødelæggelserne, når, eller hvis, Stormrådet resolverer, at der er tale om en ’naturkatastrofe’. Da der så nogle dage efter oversvømmelserne kom en pressemeddelelse fra Stormrådet om, at man klassificerede oversvømmelsen som en »stormflod«, åndede mange lettet op. Især forsikringsselskaberne, der således ikke ville få udgifter på sagen. Men det samme gjaldt også mange af de ramte, der nu fejlagtigt troede, at den økonomiske side af deres problemer ville løse sig. Derfor gik mange med en vis beroligelse i gang med reparationer eller nedrivning af ødelagte bygninger.

Ulykke nr. 3 indtræder nu, hvor taksatoren omsider dukker op – oftest uger efter, at folk har tømt husene for mugnende bygningsdele, tæpper, møbler osv. Først da går det op for mange, at den erstatning, man i heldigste fald kan få fra Stormrådet, har en lang række lovgivne begrænsninger og ikke på nogen måde kan sammenlignes med fx en brandforsikring. Det havde mange ellers troet, fordi man på Stormrådets hjemmeside kunne læse, at forudsætningen for overhovedet at komme i betragtning er, at man har en brandforsikring. Men selv om man har denne »hjemmelgivende« brandforsikring, går det omsider op for de fleste, at det ikke har noget med sagen at gøre, når den ’rigtige’ ofte stærkt beklemte taksator forklarer, hvordan reglerne er i de konkrete tilfælde.

Nu går det så op for folk, at der kun ydes erstatning for direkte følger af stormfloden, ikke indirekte, og at bygningers og bygningsdeles værdi nedskrives med deres alder (modsat brandforsikringer, hvor brændte bygninger normalt genopføres). Nu forklarer de mere ansvarlige, men beklemte taksatorer så, når de ellers kan få sig til det, at begrebet »direkte skader« bl.a. betyder, at hvis et gulv er ødelagt af vand, som ’kun’ har været oppe i isoleringen, så skal gulvet ganske vist brækkes op for at fjerne den våde isolering og for at begrænse skaderne på huset i øvrigt. Gør man ikke det, vil man i tilfælde af efterfølgende svamp, skimmel og råd ikke kunne få almindelig forsikringserstatning. Med andre ord er man tvunget til at brække gulvet op, men det erstattes ikke. Det er jo én selv, der har ødelagt det, siger taksatoren, fordi gulvet ’kun’ ligger i vejen for, at man kan komme til isoleringen.

Er man derimod så ’heldig’, at vandet har stået over gulvet, kan man godt få en vis erstatning. Men hvis det fx er et fyrretræsgulv, som Stormrådet anser for at have en levetid på 100 år, og gulvet er 50 år gammelt, ja, så får man maksimalt 50 pct. af udgiften dækket. Derfra skal så yderligere trækkes en ’selvrisiko’ for helårshuse på 8.000 kr. og for sommerhuse på 13.000 kr. for hver 100.000 kr. af de ’direkte’ udgifter, der kan komme på tale. Når folk så er kommet sig over chokket over denne oplysning, kommer næste chok: Hvis væggene er ødelagt af vand, fx op til 30 cm over gulvet, kan der maksimalt gives en vis erstatning for disse 30 cm, selv om hele væggen nødvendigvis må rages ned. Selvfølgelig fradraget den nævnte ’selvrisiko’.

Ulykke nr. 4 indtræder nu, hvor taksatoren skal besigtige de bygningsdele og andre ting, som folk i deres fortvivlelse og ubehag ved skimmel, mug og lortelugt har kørt på lossepladsen, eller som visse kommuner i deres misforståede godhed har fjernet for folk. Men så falder bomben: Der gives ikke erstatning for noget som helst, der ikke ligger ved huset, eller som ikke fortsat befinder sig i huset.

Så kommer ulykke nr. 5, når den stadigt mere beklemte taksator skal fortælle, at intet, der ikke har været under tag og bag lukket dør, kan erstattes. Der røg så en vis erstatning for bortdrevne brændestakke eller ødelagte havetraktorer, slåmaskiner og andet løsøre, som man normalt ikke tager med sig ind i stuerne, for ikke at tale om biler, der har stået udendørs eller ’kun’ været under en carports tag og ikke har været buret forsvarligt inde i en helt lukket garage.

Ulykke nr. 6 indtræder nu, hvor taksatoren skal vurdere, om folk har gjort tilstrækkeligt for at »begrænse skaderne«. De heldigste har således været hjemme, da oversvømmelsen skete, og har kunnet få fat i varmeblæsere og affugtere. Men allerede lørdag formiddag 7. december, hvor vandet de fleste steder var sunket så meget, at det nu kunne give mening at prøve at tørre vandskadede ting og bygningsdele, meldte de fleste byggemarkeder udsolgt af disse redskaber. Andre steder havde DONG været ’så venlig’ at slukke for strømmen, så man først nogle dage senere kunne komme i gang med tørringen (og skadesanmeldelsen – der skulle være elektronisk). At mange har fået dette ekstra ’gok i nøden’, fremgår af mange gruopvækkende historier, som er blevet fortalt igen og igen på udsigtsløse, men måske nok trøstende stor(m)møder for de ulykkelige, fx i Frederikssund.

Men hvem kan udholde at høre mere om, hvor elendigt landet som helhed har tacklet stormfloden Bodil? Først og fremmest kan man bebrejde en række kommuner for, at de har givet byggetilladelser og indkrævet både ejendomsskatter og herlighedsværdi i områder, der ligger under eller nær havniveau uden at vedgå sig ansvaret for, at der forefindes en hensigtsmæssig kystsikring, hvor man giver byggetilladelse.

Imponerende er det heller ikke, at disse kommuners borgmestre, udvalgsformænd og andre repræsentanter for de ramte kommuner først viste sig i enkelte af de hårdt ramte områder, når fjernsynet var med, og man helt uforpligtende kunne udtrykke medlidenhed med de mange mennesker, som helt uforskyldt står tilbage med psykiske eftervirkninger, frygt for gentagelser og ubetalelige gældsbyrder.