Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Björk, middelalderen og det moderne liv

Middelalderen er ikke så langt væk. Også dengang kunne mennesker opleve indre splittelse og blive i tvivl om, hvem de var, hvor de hørte til, og hvad der egentlig var meningen med livet.

Michael Böss. Fold sammen
Læs mere

Den islandske sanger og kunstner Björk Gudmundsdottir er kendt for at være helt sin egen, for at have en helt unik personlighed. Musikkritikere beskriver hende undertiden som en personificering af selveste Island: fuld af lava og ild. Selv kalder hun sig for en romantiker, for så vidt som hun føler sig stærkt forbundet med den natur og de landskaber, hun er vokset op i. Samtidig kan hun forekomme som et typisk produkt af en postmoderne, globaliseret verden, hvor grænser overskrides og identiteter muterer. For lige siden hun udgav sine første albummer i 1990erne, har hun leget med masker og kostumer og dermed spillet på et klassisk tema i modernismen: Det moderne menneskes erfaring af, at dets selv er splittet, usikkert og ustabilt.

Men er dette i virkeligheden kun en nutidig erfaring? Det tror jeg ikke, for man møder det faktisk helt tilbage i de islandske middelaldersagaer. Måske er det, som vi betragter som »moderne«, i virkeligheden en tilstand, man kan iagttage på forskellige andre tidspunkter i historien under tilværelsesvilkår, der minder om vores egne. Det hævder jeg i min bog »Op omkring Island«. En af hovedpointerne i den er, at vi kan lære noget om os selv ved at sætte os ind i den islandske middelalder. Når man læser sagaerne, kan man opleve, at sagatiden hverken er så fjern og uvedkommende, som nogle i vores historieløse nutid forsøger at bilde os ind. Jeg vil i det følgende vise, at der er et åndeligt slægtskab mellem os selv og sagatidens mennesker, fordi vi – som de – lever i en brydningstid.

Sagaer og moderne litteratur

Allerede forfatteren Martin A. Hansen bemærkede, at der var formelle ligheder mellem sagalitteraturen og den moderne litteratur. Han noterede sig, at den korte, præcise fortællemåde – uden skildringer af hovedpersonernes følelsesliv – gik igen hos for eksempel Hemingway. I sin »Rejse paa Island« (1955) bemærkede han, at der også var paralleller mellem modernismen og sagaerne på et tematisk plan. Han hævdede, at sagaernes karakterer var lige så meget i deres følelsers vold som moderne mennesker: udspændt mellem deres egen lyst og pligten over for deres familie og samfund.

Det kom især til udtryk i heltenes kærlighedsliv. Ustandselig bliver helten draget mod én bestemt kvinde, men til sidst fortaber han alligevel sin mulighed for at blive gift med hende. »Det tragiske element i disse historier ligger ikke i love eller magter, som stiller sig i vejen, men i heltenes underligt forvildede vilje,« mente Hansen.

Erotisk drift og slægt

Litteraten Thomas Bredsdorff beskrev i 1971 det samme »moderne« tema i sin bog »Kaos og kærlighed«. En studie i islændingesagaers livsbillede. Han bemærkede en spænding mellem den erotiske drift og forpligtelsen over for slægten.

Hvad Martin A. Hansen kaldte »opløsning«, kaldte Bredsdorff for »kaos«. Bredsdorff mente, at modsætningen mellem den enkelte persons handlinger og de erklærede principper, som samfundet byggede på, skyldtes, at sagaerne blev nedskrevet i en tid, hvor det islandske samfund befandt sig i en tilstand af krise og opløsning: »Hvor en tilskyndelse følges uden hensyn til om den går på tværs af slægtsinteresser, dér rystes samfundet i sin grundvold, på stedet, eller langt senere, et andet sted. Kaos kommer af kærlighed.«

Man kunne derfor fristes til at tro, at denne spænding mellem individ og slægt/samfund udløser en moralsk dom fra den anonyme sagaforfatters side. Især da sagaerne blev skrevet på et tidspunkt, hvor der var et stigende problem med at bevare den sociale orden på Island. Men det er ikke tilfældet. Det ejendommelige ved sagaerne er ikke, at de moraliserer, men at de gør det så lidt. Sagaforfatterne fører samfundets skavanker tilbage til individet og er tydeligvis klar over, at der også inden i det enkelte menneske foregår en kamp mellem orden og kaos.

Men de sætter sig ikke til doms over deres karakterer. På det punkt er der en slående lighed mellem sagaerne og den moderne roman, især 1950ernes franske roman nouveau, som blev skabt af forfattere som Alain Robbe-Grillet, Michel Butor, Marguerite Duras, Nathalie Sarraute og Claude Simon. Den nye roman var et brud med de foregående årtiers psykologiserende og sociale roman.

Heller ikke sagafortællerne bruger tid på at psykologisere. Ja, det er vanskeligt i det hele taget at sige, at sagakaraktererne har en psykologi. For det meste bliver deres karaktertræk blot angivet med nogle få, enkle streger, og ofte bliver de alene angivet i en beskrivelse af deres udseende. Deres karakter kommer til gengæld til udtryk i deres handlinger. Hvad der motiverede handlingerne, blev måske taget for givet, dengang de blev læst – og læst op. I dag er det overladt til læseren selv at forstå dem. Men ofte kommer man til kort. For mange af personerne er tvetydige.

Ifølge en islandsk litteraturhistoriker skyldes lighedspunkterne mellem moderne litteratur og de islandske slægtssagaer, at de blev skrevet i en overgangsperiode mellem to kulturer og samfundsformer. Island befandt sig i en mellemtilstand, der fremkaldte »eksistentiel usikkerhed« og »social tvetydighed«.

Man møder dog ikke kun det splittede selv i den islandske sagalitteratur. Der er tale om et tema, som er dukket op i al stor og sofistikeret litteratur i vestlig tradition, hver gang der er sket større kulturelle eller sociale forandringer. I sådanne perioder er der blevet sat spørgsmålstegn ved etablerede sandheder og sociale ordner. I 1900-tallet brød det gamle religiøst funderede verdensbillede sammen og gjorde mennesker usikre i forhold til den hierarkiske samfunds- og kønsorden og de identiteter, der var knyttet til den.

1900-tallets modernisme afspejlede erfaringen af tab af stabilitet, entydighed og helhed, tab, der påvirkede både samfundet og synet på det enkelte menneske. Den nye samfundsvidenskab, sociologien, beskrev samfundets voksende opsplitning og destabilisering. Psykologien påstod, at det individuelle selv ikke var en sammenhængende enhed, men en kampplads mellem kræfter i individet selv: mellem lyst og pligt, drift og kultur. Socialpsykologien så den enkelte som en aktør i sociale rollespil og derfor splittet mellem forskellige roller. Skønt man i 1950erne begyndte at tale om den enkeltes »identitet« som muligheden for at være den samme gennem livets omskiftelser – så gik der kun et par årtier, inden det blev fortalt, at identitet skam var noget, man selv kunne skabe og tage af og på som en maske. Sådan som Björk har erfaret.

Middelalder og nutid

Björks leg med masker og identiteter er måske ikke ligefrem udtryk for et moderne identitetstab – for hun er stærkt bevidst om sine islandske rødder – men dog for den eksistentielle usikkerhed, som kendetegner tilværelsen i dag. Vi lever i en tid, hvor livsmening er noget, som mange søger ved konstant at være i bevægelse og udvikling, og hvor tradition og modernitet brydes som de tektoniske plader på sagaøen.

Men det er altså ikke erfaringer, der er historisk unikke. Der er paralleller til vores egen tid i europæisk historie, blandt andet i Islands sagatid. Middelalderen er ikke så langt væk. Også dengang kunne mennesker opleve indre splittelse og blive i tvivl om, hvem de var, hvor de hørte til, og hvad der egentlig var meningen med livet.

Michael Bössudgav i sidste måned bogen »Op omkring Island: En kulturhistorisk rejsedagbog« (Gyldendal, 200 kr.)