Wilhelmstrasse er fyldt med udenrigsministre. Tysklands kansler Otto von Bismarck har inviteret til fredskonference, og Rusland er repræsenteret ved den 80-årige udenrigsminister Gortjakov. Allerede inden konferencen er gået i gang, trækker Bismarck ham til side. Rusland er nødt til at give indrømmelser på Balkan for at genskabe magtbalancen. Ellers truer en ny krig. På et tidspunkt under forhandlingerne bliver tonen hård, og russeren gestikulerer voldsomt med armene. Til alles forbløffelse får det Bismarcks store grand danois, der følger kansleren i tykt og tyndt, til at gå til angreb på Gortjakov. Resultatet er en slukøret udenrigsminister med et stort hul i gallabukserne.

Episoden stammer fra Berlinkonferencen i 1877. 130 år efter var det på ny en hund, der skabte ravage i det tysk-russiske forhold. Denne gang var det Vladimir Putin, der havde taget sin sorte labrador, Koni, med på arbejde og skræmte livet af den nyudnævnte kansler Angela Merkel, der lider af hundefobi. De historiekyndige i journalistkorpset spekulerede straks over Putins motiv: Ville han blot skræmme Merkel, eller var der tale om en udspekuleret hævn for Bismarcks ydmygelse af Gortjakov i Wilhelmstrasse?

Læs også: Et tysk Europa?

Parallellen mellem Putin og Bismarck er blot ét af de mange eksempler på, hvordan jernkansleren, der i dag ville være fyldt 200 år, igen huserer i den tyske debat. Eksperter og kommentatorer diskuterer på livet løs, hvordan Bismarck mon ville have reageret, hvis det var ham – og ikke Merkel – der skulle have forhandlet med Putin om Ukraine i Minsk. F.eks. offentliggjorde Handelsblatt for nylig en forside med Merkel og Bismarck: »Magtbalancen. Vesten mod Rusland. Hvad Angela Merkel har lært af rigskansleren«.

Men tyskerne er bestemt ikke ene om at diskutere Bismarck. Tag bare de mange forsider i europæisk presse, hvor Merkel – som en kritik af håndteringen af eurokrisen – pludselig er afbildet med Bismarcks herostratisk berømte pikkelhue. For slet ikke at tale om Frankrigs tidligere erhvervsminister Arnaud Montebourg, der i 2011 sammenlignede Merkel med Bismarck: »Bismarck samlede de tyske fyrstendømmer for at beherske Europa og især Frankrig. Angela Merkel vil på samme slående facon løse sine interne problemer ved at påtvinge resten af Europa den tyske konservative erhvervs- og finanspolitik.«

Læs også: Merkel lander på biograflærredet

Ved første øjekast er der da også god grund til at trække paralleller mellem Bismarcks og Merkels Tyskland. For det første er begge »fredsmagter«.

Efter samlingen af Tyskland i 1871 og de tre krige mod Danmark, Østrig og Frankrig skulle Bismarck ikke nyde mere af krige. Tyskland lå i midten af Europa (»Mittellage«) omgivet af utallige naboer, så i Bismarcks tænkning ville et alt for stærkt Tyskland hurtigt udløse en mareridtskoalition, hvor de øvrige stormagter rottede sig sammen mod Tyskland.

Som en logisk konsekvens meldte Bismarck hurtigt ud, at Tyskland ikke havde flere territoriale ambitioner, og at han personligt ville påtage sig rollen som »den ærlige mægler«, der holdt det komplicerede alliancesystem sammen. I modsætning til Bismarcks krigeriske image lykkedes det rent faktisk. Først da kejser Wilhelm II fyrede Bismarck og bevidst gik efter en »plads i solen« (med bl.a. kolonier), trak det igen op til krig.

Merkels Tyskland har i endnu højere grad »aldrig mere krig« i sit DNA. Efter to verdenskrige, der begge blev udløst af tyske stormagtsdrømme, er enhver form for militær løsning bandlyst. Ja, modviljen er så stor, at Merkel f.eks. i Ukraine-krisen kritiseres for pacifisme. Helt ligesom under Bismarck betyder den tyske »Mittellage«, at Tyskland ofte indtager en mæglerrolle.

Nummeret i Berlin er blevet det europæiske telefonnummer, som bl.a. USA tidligere har efterlyst, og Merkel er i dag den leder, som både Putin og præsident Obama ringer oftest til. Lige så tankevækkende er det, at Merkel helt overordnet er i den samme paradoksale position som jernkansleren. På den ene side er Tyskland – helt som i 1871 til 1914 – for stærkt til, at andre lande kan afbalancere det. På den anden side er Tyskland ikke stærkt nok til at være overmagten (hegemoniet), der kan udstikke hele Europas kurs. Eurokrisen er et glimrende eksempel på denne »halv-hegemoniske« position (Ludwig Dehio). Pga. Tysklands stærke økonomi er ingen koalition i EU stærk nok til at få Merkel til at ændre kurs, men tilsvarende har Tyskland trods alt ikke økonomisk styrke nok til at påtage sig ansvaret for hele Europas økonomi. Store hjælpepakker og nedskrivning af den græske gæld ville hurtigt føre til lignende ønsker fra andre lande og dermed alvorligt svække den tyske økonomis chancer for at konkurrere med f.eks. Kina.

Læs også: Merkel holder hård tone over for Grækenland og Rusland

Den paradoksale situation er en konstant kilde til frustration og ustabilitet. Indenrigsminister Thomas de Maizière har for nylig sammenfattet paradokset på følgende vis:

»Internationalt bliver Tyskland ofte kritisereret for dets ledelsesstil. Enten leder vi for lidt, eller i den forkerte retning eller er for dominerende. Ingen kender dette problem bedre end amerikanerne. Men for os er det nyt. Lande, der leder – det må tyskerne lære – får vinden imod sig og må lære at stå imod.«

Selvom det er oplagt at trække linjer tilbage til Bismarck, er der også betydelige forskelle. For det første er der Bismarcks og Kohls genforening. Helmut Kohl gennemførte genforeningen i tæt samarbejde med alle naboer og stormagter. Bismarck benyttede sig af »Eisen und Blut« – krig – og gav dermed det nye Tyskland en kompliceret dåbsgave: fjendskabet med Frankrig. Kohl og hans to efterfølgere har derimod formået at fastholde og udbygge forholdet til Frankrig. Se blot i disse dage, hvor Merkel konsekvent dukker op med Frankrigs Hollande ved sin side. Om det så er i Minsk hos Putin eller i Bruxelles til møde med Grækenlands Tsipras.

For det andet opererer Merkel i et helt andet Europa end Bismarck. For Bismarck var bevarelsen af magtbalancen altafgørende. »Al politik kan bringes på følgende formel: Sørg hele tiden for at være én ud af tre, så længe verden regeres af en ustabil ligevægt af fem magter.« (Østrig-Ungarn, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Tyskland) For Merkel er multilateralisme og overstatsligt bindende samarbejde nøglebegreberne. Hendes udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har for nylig sat følgende ord på kontrasten: »Mine kolleger fra Frankrig, Polen eller Italien er ikke længere figurer på et skakbræt – de er mine sande partnere.«

Præcist fordi det er tilfældet, reagerer Merkel også så skarpt over for Rusland. I 2015 hverken kan eller skal verden på ny deles op i interessesfærer, hvor ukrainske eller for den sags skyld baltiske interesser ofres på realpolitikkens alter. Bismarck, derimod, ville primært have set på, hvordan konflikten ville påvirke det russisk-tyske forhold.

Endelig er der naturligvis en verden til forskel på, om man som Bismarck kan føre udenrigspolitik i et autoritært monarki eller som Merkel i et parlamentarisk demokrati. Med Merkels forgænger, Gerhard Schröders, ord kunne Bismarck nøjes med at bevare opbakningen fra den prøjsiske konge eller den tyske kejser. Merkel skal derimod samle mandater nok i Forbundsdagen til græske hjælpepakker, for slet ikke at tale om at vinde opbakning til en mere aktivistisk udenrigspolitik hos en befolkning, der ikke har mod på endnu en gang at påtage sig lederskabet. Kort sagt: I nutidens demokrati kan man ikke operere efter Bismarcks gamle bon mot: »Jo mindre folk ved om, hvordan pølser og lovgivning bliver til, jo bedre sover de.«

Læs også: »Politikere, der taler lige ud af poser, vinder altid stor respekt«

Når tyskerne i dag markerer 200-året for Bismarcks fødsel, vil de derfor gøre det med måde. Ganske vist vil de bruge mærkedagen til at reflektere over, hvilke lærer der kan drages for det moderne Tysklands udenrigspolitik. Men stormagtsambitioner og fornyet personkult skal man altså ikke forvente. Ganske tankevækkende for det nye Tyskland var der i 1998, da landet markerede 100-året for Bismarcks død, faktisk kun 53 pct. af befolkningen, der vidste, hvem jernkansleren var.