Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Besættelsen af kirkerummet

Kirkerummet er et minde om liv og død, og det er et hjem. Når der åbnes for ikke-kirkelige formål, lukkes kirken som hjem og som mindested. Det skal bruges af mennesker, der præcist er kirkefremmede.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af en eller anden grund vader folk i flokkevis ind i kirker, vel og mærke når der ikke foregår noget i dem. De skynder sig ud i sikkerhed, hvis en gudstjeneste truer dem. Blot de hører en kirkeklokke, tager de benene på nakken. Det har ofte undret mig, hvad de ser efter derinde. Kirker ligner hinanden til forveksling. Har man set en, har man set dem alle.

Kirketuristerne kaldes »rubber necks«, fordi de går med nakken bøjet ubekvemt tilbage og ser op i loftet. De tager et par billeder af kalkmalerier, vandrer lidt rundt og køber et postkort, inden de går ud. Et eller andet drager dem. Det må næsten være det æstetiske. Det æstetiske er det, der ingen nytte har. De kan godt lide kirken, når den blot ikke er i funktion. Det kan også være en turistmæssig tvangshandling. Turister keder sig og så kan de lige gå ind i kirken og slå tiden ihjel inden frokost. Vi ved altså, at folk gerne vil ind i rummet, men vi ved ikke hvorfor.

Man kan forestille sig, at også folketingspolitikerne, der jo rejser konstant, tilhører disse rubber necks. Nu har de i al fald fundet ud af, at det er en skam, at kirkerummet ikke bruges til noget andet end det der underlige kirke-noget. Måske er det turistrådet, der har lagt pres på dem eller »baglandet«.

1. april vedtog et stort flertal i folketinget nemlig en lov, hvis mål på den »lange bane«, som de altid siger, er afkristningen af Danmark, og som er endnu et led i adskillelsen af stat og kirke. Loven giver menighedsråd lov til - på den »korte bane« - at lade foreninger bruge kirkerummet til andet end kirkelige handlinger. Kun DF var imod. Dermed er folketinget repræsentativt for et pænt flertal af danskerne, som synes, der skal være banko, rock og den slags i kirken. Sådan står der:

Lovændringen betyder, at et menighedsråd med biskoppens tilladelse kan stille kirken til rådighed til brug for ikke-kirkelige formål. Det er en forudsætning for biskoppens tilladelse, at det påtænkte formål ikke strider mod kirkerummets karakter.

Man skal ikke udelukke, at dette kan blive en indtægtskilde for kirkerne. Man kan i hvert fald gøre det meget dyrt at bruge kirken til verdslige eller ugudelige formål. Hvorfor får nu nogen den besynderlige ide, at lige netop en kirke skal bruges til ikke-kirkelige formål? Hvorfor har de lige udset sig kirkerne? Hvad er det ved det hus, der generer politikerne? Hvad er ikke-kirkelige formål? Og kirkerummets karakter? Det har da ingen karakter. Der kan, som sagt, ikke herske tvivl om, at dette tiltag er et af mange bidrag til nedlæggelsen af folkekirken. Det er af samme art som ophævelsen af lukkeloven og den underlige ide om et »Folkekirkens Fællesråd«.

Vi opfatter ikke kirkerummet som noget helligt. Det gør de i Norge, dér er kirkerummet endog fredhelligt, så politiet må ikke gå ind i det. Der er rester af denne halvkatolske opfattelse i Danmark, det oplevede vi, da politiet ryddede Brorson-kirken efterfølgende Kristus, der ryddede templet. Kirken er blot en borgerlig ramme, den er intet i sig selv. Den har end ikke et kirkeligt formål. Den er, som vi sang engang, et gammelt hus, der står om end tårnene falde. Gud bor ikke i huse, som hænder har bygget.

Kirken består af levende stene, men ikke mange danskere finder det attraktivt at være stene, og man kan vel heller ikke forestille sig, at et f.eks. Frank Aaen eller Jakob Engel-Schmidt ved, hvad en levende sten er. Teologisk set kan kirker bruges til hvad som helst.

Jeg henviser her til Grundtvigs salme om kirken. Kirken vil fortsætte med at være kirke, selvom Folketinget og folket beslutter, at der skal spilles banko i huset, eller folk kommer med et eller andet lødigt og pænt arrangement, der ikke »strider mod kirkerummets karakter.« Gospel gætter vi på.

Men så fortsætter Grundtvig med et ’dog’: »Husene dog med kirkenavn,/bygget til Frelserens ære,/hvor han de små tog tit i favn,/ er os som hjemmet så kære (…) Fonten os minder om vor dåb, altret om nadverens nåde« (DDS, 323).

Kirkerummet, huset, sammenlignes her med vort hjem. Det er som hjemmet det kære. Og til hjemmet er der knyttet minder. Enhver barnedøbt kan sige: Dér blev jeg døbt. Der blev vi viet, der blev min far begravet. Kirkerummet er et minde om liv og død, og det er et hjem. Når der åbnes for ikke-kirkelige formål, lukkes kirken som hjem og som mindested. Det skal bruges af mennesker, der præcist er kirkefremmede. Kirkerummet er så fremmed for dem, at deres æstetiske sans aktiveres. De føler sig hjemløse, men de har en lille nagende angst i sig, når de går derind: En dag skal min kiste stå i det rum. Gad vide hvad de tænker næste gang engang i fremtiden, når de er til begravelse? Da mindes de et loppemarked. De gjorde en god handel, der hvor mors lig nu ligger. De fleste forbinder nemlig kirkerummet med døden, men loppemarkeder kan skjule dødsangsten. Kirken er altså ikke hellig, men hjemlig.

Det her vil sige, at rummet renses for historien, for disse rum har været vidne til folkets liv og død i hundreder af år. Der er dermed tale om en ekstrem modernistisk handling, der skal fritage folk fra historiens byrde, så de kan hengive sig til rock og banko i rummet. Kirkelig rock hvis det skal godkendes af bispen. Den kække københavnske røde teolog, Hans R. Iversen, mener, at kirken skal stilles til rådighed for ateistiske begivenheder. Det er vel nok progressivt. Hvorfor siger han ikke striptease, for grundtvigianere er da så frisindede?

Vi må spørge igen: Hvem er det, der ønsker at rense det rum, der er bygget til Frelserens ære? Det er i første omgang politikerne på Christiansborg. Præstedøtrene Birthe Rønn Hornbech og Margrethe Vestager, teologen Ida Auken. Har politikerne være presset af lobbyister? Er folk virkelig så opsat på at få brugt kirken til ikke-kirke? Politikerne vil sikkert sige, at de er åbne, fordi de vil åbne kirken, der altid allerede er åben. Sagen er, at de lukker den ved at åbne den for ugudelige formål.

Kirkerum egner sig faktisk ikke til ret meget, med mindre man tænker på helt nye kirker. De gamle er opbygget som senmiddelalderlige skolestuer og afspejler en autoritær mentalitet. De kan ikke bruges til undervisning, det ved enhver pædagog. Der er ikke plads til power point. Man kan ikke se noget, og akustikken er ofte dårlig. Tit sidder man elendigt, og kirkerum kan være svære at varme op. I meget gamle kirker lugter det, og der er uhyggelige kirkegårde udenom. Hvad er det, der er så attraktivt ved disse rum? Kalkmalerier? Kirkeskibet? Er det af sentimentale grunde? Synes man, at det ikke-kirkelige formål forlenes med lidt hellighed eller højtidelighed?

Der er ikke lokalemangel i dette land, og hvorfor kan de ikke-kirkelige ikke i det mindste bruge de mange sognegårde?

Hvorfor har de udset sig kirkerummet? Vi var på Holstebro Kunstmuseum en lørdag eftermiddag, og jeg skal love for, at der var god plads. Udover personalet var der en ganske lille flok kunsttroende. Store, tomme lyse rum. Hvorfor kan der ikke være loppemarked, banko eller ældretræf der? Der var flere invalidetoiletter end i kirken og et arbejdsløst personale i kantinen. Hvorfor ikke lave en lov om ikke-kunstnerisk brug af kunstmuseer med respekt for rummets karakter? Eller hvad med retssale? Der er en vis stil over dem, og de er vel ikke i brug hver dag? Hvem vil ikke gerne holde en rabalderfest i Højesterets lokaler? Med respekt for juraen naturligvis. Skolelokaler står tomme, universiteternes alt for mange lokaler står gabende tomme, hvorfor skal det gå ud over kirken? Det kan kun være udtryk for foragt for kirke og kristendom.

»Uberørt af byens travlhed/og trafikkens tunge brus,/som en helle midt i larmen/står det underligste hus.« Sådan begynder Lars Busk Sørensens salme. Men det er altså for gammeldags. Sådan vil det være i fremtiden: I dette, det underligste hus, er der loppemarked næste søndag kl. 10. Alle er velkomne. Kalles jazzdrenge spiller, og der kan danses i våbenhuset. Det her er realiseringen af Oplysningstidens idealer. Det er godt nok et fremskridt.