Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Parallelsamfund, migration fra fattige tredjelande og endnu flere uintegrerede, vrede, unge mænd i ghettolignende bebyggelser – det bliver fremtidens helt store problem i Danmark.
De nordiske velfærdsstater er elendige til at integrere udlændinge på grund af høje minimumslønninger, uddannelseskrav og gode muligheder for at klare sig uden job. Til sammenligning er udlændinges beskæftigelse højere end indfødtes i USA, Canada og Sydeuropa, fordi de er nødt til at forsørge sig selv, og fordi der er lave trin på lønstigen, som nyankomne og sprogsvage kan begynde med.
Hos os er arbejdsmarkedet som en stige, hvor de nederste trin mangler. Det bidrager til en giftig kombination af social udstødelse og etnisk isolation. Af alle kontanthjælpsægtepar (hvor begge er på kontanthjælp) har 80 pct. udenlandsk baggrund.
Mange i den unge generation er endnu mere religiøse og anti-danske end deres forældre. Blandede ægteskaber er sjældne, og den sociale kontrol øges i takt med indvandringen. Dermed slukkes desværre håbet om, at problemerne går over af sig selv.
Forfatteren til den nye bog »Det europæiske forår«, Kaspar Colling Nielsen, siger det på denne måde i Berlingske 18/10:
»Det er en stor tragedie, der udspiller sig for øjnene af os…Vi bliver nødt til at tænke, at vi skal leve sammen. Det er vores skæbne nu. Det kan godt være, man er uenig i, at vi åbnede vore grænser for 300.000 muslimer, det er helt legitimt, men vi må erkende, at det er sådan, det er, og så løse det her, ligesom vi løser alle mulige andre problemer. Politikere, der scorer billige point på at sige noget andet, er bare en pinagtighed, og det er en katastrofe for vores demokrati, en forfladigelse af vores folkestyre.«
Det må man give ham ret i, selv om de fleste er godt trætte af det. Men kan det overhovedet løses uden et vist fælles værdigrundlag? Hvis modsætningerne skal forliges, må der nødvendigvis være nogle elementer af fælles værdigrundlag, som både flertal og mindretal accepterer.
Vi har været for utydelige
Jeg har længe ment, at vi har været alt for utydelige med hensyn til de værdier og krav, som alle nyankomne og alle, der vokser op i Danmark, bør kende og respektere. Indvandrerne og deres børn kommer ikke bare ind i et samfund. De kommer også ind i et værdifællesskab. Det må vi sige højt og forlange respekt om.
Kendte »indvandrerbørn« som Paula Larrain og Rushy Rashid har skrevet kronikker og bøger om danskernes utydelighed med hensyn til den kultur og de værdier, der bærer det danske samfund. Begge beskriver den rige kultur, de kommer fra, i stærk kontrast til det, der møder indvandrere i Danmark.
Det var hovedårsagen til, at jeg tog initiativ til at få engageret titusinder af danskere i Danmarkskanon-projektet. Efter et halvt år med 2.425 forslag og 300.000 afgivne stemmer blev resultatet en »kanon« med ti grundlæggende værdier, som danskerne vil have med ind i fremtiden, herunder frihed, frisind, kønsligestilling, lighed for loven, tillid, den kristne kulturarv og – topscoreren – velfærdssamfundet, som vel at mærke forudsætter en høj moral hos borgerne, hvis det ikke skal bryde sammen.
Jeg mener, der er brug for, at de vigtigste værdier omsættes til en erklæring, som kan bruges i skolerne, på danskkurserne, i folkeoplysningen, i indfødsretsprøven samt naturligvis ved tilkendelse af statsborgerskab.
Jeg ved, det er kontroversielt, især når det skal konkretiseres. Men der er jo taget en begyndelse med formuleringerne i folkeskoleloven og friskoleloven om, at skolerne skal forberede eleverne til et samfund med »frihed og folkestyre« (som jeg selv formulerede, da jeg var undervisningsminister 2005-10).
Udkast til troskabserklæring
Amerikanske skolebørn sværger troskab til det amerikanske flag og det land, det står for. Nye borgere skal »støtte og forsvare« (bear true faith and allegiance to) forfatningen og lovene. Det giver fælles grund og fælles genstand for patriotismen. Nye tyskere skal »afstå fra alt, der skader landet«. Nye nordmænd »lover troskab« og »støtter demokratiet og menneskerettighederne«. Nye australiere lover »loyalitet til Australien og dets folk, hvis demokratiske tro jeg deler, hvis rettigheder og friheder jeg respekterer, og hvis love jeg vil skatte og adlyde.« Bemærk, at både Norge og Australien med ordene »støtter« og »deler« kræver elementer af tro og bekendelse af deres nye borgere.
Siden 1. juli 2002 (da jeg var integrationsminister) har nye danskere skullet love »troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund«, ligesom de skal »respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati«. Spørgsmålet er, om erklæringen i dag er for upræcis og håndsky, set i lyset af vore massive problemer med voksende grupper, der ikke bryder sig om Danmark og de nævnte værdier. Bemærk, at man i de nævnte lande ikke blot skal respektere dem, men også gå ind for dem.
Som den, der er ansvarlig for den nuværende formulering, vil jeg i det følgende tillade mig at vove pelsen og foreslå en mere tydelig og mindre værdineutral formulering, der f.eks. kunne lyde sådan:
»Jeg lover på min ære, at jeg støtter og forsvarer de værdier, der gennemsyrer det danske samfund, herunder ytrings- og religionsfriheden, ligestilling af kønnene, lighed for loven og alt, hvad der følger af den danske grundlov.
• At grundloven og lovgivningen står over religioner og ideologier og gruppetilhørsforhold.
• At ytringsfriheden indebærer, at alt kan kritiseres og karikeres med ansvar over for domstolene.
• At religionsfriheden og de øvrige rettigheder ikke beskytter religioner, men mennesker, herunder konvertitter.
• At kønsligestillingen beskytter kvinders og mænds ret til frit at vælge og fravælge partner og livsform.
• At velfærdssamfundet er båret af gensidig tillid med ret og pligt til at arbejde og bidrage til fællesskabet.
• At forældre aktivt opdrager deres børn til medborgerskab i et samfund med frihed og folkestyre.
Jeg vil ikke blot respektere disse værdier, men også gå ind for dem, praktisere dem og give dem videre.«
Tiden er inde til som i andre lande at afkræve nye borgere en sådan troskabsed i en eller anden udformning. Den bør tillige være en integreret del af den danskundervisning, der tilbydes eller kræves af nytilkomne.
Man kunne såmænd godt afkræve det samme af alle danskere ved indtrædelse af myndighedsalderen, ligesom skolerne kunne kræve noget lignende af forældrene ved skolestarten, sådan som det allerede sker visse steder.
Det er vigtigt, fordi vi hidtil har været alt for efterladende og utydelige. Vi har ladet stå til værdimæssigt. Med vores håndskyhed har vi næret »åndelige parallelsamfund«, hvor ubefæstede sjæle kan oplæres til, at der gælder andre regler end i det øvrige samfund. Det var det, vi var vidne til i TV2s afsløringer af visse imamers »råd og vejledning« til trosfæller. Det førte sidste år til en række lovindgreb, »imam-loven«, folkeoplysningsloven, folkeskoleloven, skattelovgivningen m.v., som satte visse grænser for galskaben.
Modvirke social kontrol
Kaspar Colling Nielsen har ret, når han ovenfor nævner islam som en del af problemet. Især på grund af kvindernes manglende ligestilling. Mange piger må ikke deltage i frivillig idræt, lejrskoler, børnefødselsdage og andre sociale arrangementer. Mange kvinder må ikke deltage på arbejdsmarkedet eller svømme sammen med fremmede mænd. Her gælder det om, at der skelnes mellem vigtigt og uvigtigt.
Flertallet skal naturligvis vise hensyn, når det ikke skader integrationen. F.eks. sker der ikke noget ved at tage visse hensyn til muslimske helligdage, madvaner, tørklæder, badeforhæng og afvigende syn på nøgenhed. Jøderne har f.eks. altid haft egne helligdage og madvaner, ligesom de har lov til at omskære deres drengebørn. Det generer ikke andre, og det skader heller ikke integrationen. Men i de tilfælde, hvor det skader integrationen og dermed landet, skal vi ikke vise hensyn, men tværtimod være klokkeklare m.h.t. hvad der kan accepteres.
Vi må aktivt modvirke den sociale kontrol med piger og kvinder, der synes at forstærkes i disse år. Mange unge bliver mere religiøse end deres forældre, og det synes, som om de muslimske kredse strammer grebet, når de bliver flere – og dermed bliver flere til at holde øje med hinanden.
Man kan håbe, at ændringer måske er på vej. Se blot til Tunesien, der som det første muslimske land i Nordafrika og Mellemøsten giver kvinder lov til at gifte sig med ikke-muslimske mænd. Enhver form for vold imod kvinder kriminaliseres, og straffriheden for voldtægtsforbrydere, der gifter sig med deres offer, ophæves. Sidstnævnte er også ophævet i Jordan, Marokko og Libanon.
Den 88-årige tunesiske præsident vil endvidere sikre ligestilling af kvinder i arveloven stik mod Koranens krav om, at mænd arver dobbelt så meget som kvinder. Det vækker stor modstand, men landets muslimske leder har nu ændret holdning og støtter forslaget.
Det kan være enlige svaler, men det er før set, at sådanne friheder hurtigt kan brede sig over grænserne. Jeg har personligt mødt frisindede muslimske ledere, den ledende imam Bubakeur i Paris, stormuftigen af Bosnien m.fl.
I 500-året for Martin Luthers opgør med den katolske kirkes misbrug og undertrykkelse kan man kun håbe, at også det misbrug og den undertrykkelse, der sker i islams navn, vil blive mødt af en reformatorisk bevægelse blandt ledende muslimer. Det forudsætter, at der er tilstrækkeligt mange modige muslimer, der tør tage opgøret med alle de risici, det indebærer. Når det tilsyneladende ikke sker i dag, skyldes det uden tvivl frygten for fanatiske IS-krigere og andre, der vil elske at ofre deres liv i kampen mod, hvad de ser som kætteri. Vi andre kan kun håbe, det breder sig – og så i øvrigt være langt mere tydelige med hensyn til, hvad vi ser som forudsætningen for, at man kan få et godt liv i fremtidens Danmark.
Bertel Haarder er MF (V) og var integrationsminister 2001-2005.