Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Bendtner har, hvad der skal til

Karriere. Er Bendtners gøren og laden ødelæggende for hans fodboldkarriere? Svaret er nej. Men hvorfor tilgiver ægte fodboldfans igen og igen spillernes utilstrækkelige menneskelige kvaliteter? De succesrige spillere, der sætter sig spor i vores erindring og på banen, er ikke kendetegnet ved kedsommelighedens ulidelige skær.

Nicklas Bendtner ved, at han skal gøre det uventede. Det stiller ekstraordinære krav til spilleren. ?Arkivfoto: Scanpx Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingskes sportsredaktør Flemming Fjeldgaard leverede en sand bandbulle mod fodboldspilleren Nicklas Bendtner 15. november. Bendtner blev karakteriseret som hyklerisk, forkælet, respektløs og ubetænksom. Ikke kun som fodboldspiller, men også som menneske. Ikke kun fordi han udviser en afvisende facon over for diverse danske medier. Også fordi han burde tage imod professionel rådgivning i sin talentløse forvaltning af karrieren. Udfra en journalistisk tilgang kan Fjeldgaard have nogle pointer. Bendtner er formodentlig heller ikke det mest ligefremme og konforme menneske. Hans egenskaber har ofte bragt ham på kant med klubber, trænere og livet i almindelighed. Hvem husker ikke, da han blottede kanten af underhylerne ved det udlignende mål mod Portugal ved sidste EM-slutrunde? Flere kedsommelige og halvfabrikerede juraeksperter faldt nærmest over hinanden i deres kritik. Bendtners straf kunne ikke blive høj nok, fordi hans sponsorer fik deres navn flashet ud til de mange seere.

Er Bendtners gøren og laden ødelæggende for hans fodboldkarriere? Svaret er nej. Der kan komme andre ting i vejen, men næppe at han i ny og næ ryger en cigar og kører i hurtige biler. Listen over andre nuværende og tidligere verdensklassespillere med nogle normer og værdier, som ikke just svarer til normaliteten, er alenlang. Præcis de forhold, som Nicklas Bendtner i det daglige mediebillede kritiseres for, gør ham dog til den spiller, som han er. En spiller der gør forskellen på banen. Vi så det i den seneste betydningsfulde kvalifikationskamp mod Italien. Vi har set det før, og vi vil se det igen. En spiller som Bendtner skiller vandene.

Nogle vil være af den opfattelse, at han i for stor udstrækning har forspildt sit talent og været for meget på forsiderne som følge af hærværk og romancer med smukke kvinder. Det sidste er sågar resulteret i et barn, som Bendtner end ikke deler bopæl med. Det forarger mange. Landstræner Morten Olsen ved, hvor vigtig Bendtner er, og derfor vil han tilgive eskapaderne igen og igen. For god ordens skyld giver han et par retoriske reprimander i offentligheden, så både landstræner og Bendtner kan trække sig med skindet på næsen.

Læs også: Bendtner: Jeg er arrogant på den sunde måde

Hvorfor har andre så svært ved at acceptere ham? Spillere som Bendtner eller den lige så udskældte svenske Zlatan Ibrahimovic udsættes ofte for flere typer af socialrealistiske analyser. Zlatan er vokset op i et udpint indvandrermiljø i Malmø, og følgelig er det nærliggende, at de kontroversielle sider hos ham forklares med skilsmisse, stoffer og drengekriminalitet. Udfra en anden opvækstanalyse er Bendtner forkælet og ubetænksom, fordi hans forældre har støttet ham ubetinget, og hans tidligere lærer i øvrigt bekræfter, at sådan har han altid været. I et sociologisk og måske sågar psykologisk perspektiv kan de forklaringer have en vis kraft, om end det nok kræver mere end at lytte til et par underholdende fortællinger. Men de slører blikket for, hvad præcis den type spillere skal levere dag efter dag. Det forventes, at det netop er dem, der afgør kampene. Hvem skulle vi i landsholdets startformation ellers fæstne vores lid til? Christian Eriksen?

Bendtner ved, at han skal gøre det uventede. På ganske lidt plads og med relativt beskeden hjælp. Han får ikke serveret den ene målgivende aflevering efter den anden. Formodentlig spiller det en lige så stor rolle for, at han også uden for banen går egne veje og indimellem tager chancer, som gør det så nemt for os andre at vende tommelfingeren nedad.

Det kalder ikke på undskyldninger eller medfølelse. Bendtner og Zlatan har drømt om at stå i disse situationer, og de vil selv. Ellers bruger man dem ikke som frontangribere i international fodbold.

Læs også: Bendtner: I kan ikke røre mig

Det er spilleregenskaber og roller på fodboldbanen, der påvirker deres adfærd i almindelighed. Ikke kun omvendt. Vi kender historierne til hudløshed. Argentinske Diego Maradona er i særklasse verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne. Ene mand vandt han verdensmesterskabet for Argentina i 1986. Til at hjælpe sig havde han højst nogle ordinære og middelmådige medspillere. Lionel Messi har aldrig været i nærheden af noget lignende. I privatlivet havde Maradona ikke samme succes. I 1991 blev han for første gang testet positiv for indtagelse af kokain, de efterfølgende år byder på den ene skandalesag efter den anden og kulminerer med en hospitalsindlæggelse i 2004. Maradona blev indlagt på en privatklinik i Buenos Aires. Han var i en kritisk tilstand på grund af problemer med hjerte og blodtrykket blandt andet forårsaget af stofmisbrug og dekadent livsstil. Han trak kun vejret ved hjælp af en respirator, og Argentina trak vejret med ham. Massevis af argentinske fodboldfans barrikaderede klinikken i dagevis. De bad for deres ikon.

Et andet aktuelt eksempel er Liverpools sydamerikanske stjerne, Luis Suarez. Allerede da han for år tilbage spillede i den hollandske liga, klæbede unoderne på og uden for banen til El Pistolero. Hans daværende træner havde sat ham på bænken i en periode, og Suarez var blevet så »sulten« efter kamppausen, at han placerede sine tænder i Ottman Bakkals skuldre. Bakkal kom fra ærkerivalerne PSH. Til Suarez’ held så dommeren ikke episoden, og end ikke PSV-spillerens blødende skulder var bevis nok. Til gengæld har kælenavnet kannibalen siden klæbet til den lille sydamerikaner. Heller ikke i Liverpool-tiden er tingene gået stille for sig. Suarez har både en racismedom og et yderligere bideangreb hængende over sig. Det sidste skete, da kannibalen i sidste sæson satte tænderne i Chelsea-spilleren Ivanovic med ti spilledages karantæne til følge.

Læs også: Liverpools manager: Suarez var aldrig tæt på Arsenal

Frådende dømte fodboldmedierne ham ude. I hvert fald i Liverpool. Den slags ville fans til en hæderkronet klub da aldrig tilgive. Suarez er dog nu så populær som aldrig før, men hvorfor tilgiver ægte fodboldfans igen og igen disse spilleres utilstrækkelige menneskelige kvaliteter? Fordi de netop er kontroversielle på og uden for banen. Fordi de laver det uventede og vinder kampe alene. Bendtner vil aldrig komme på niveau med Maradona og han er p.t. end ikke tæt på at være i nærheden af Suarez’ spillemæssige forcer. Men han har kvaliteterne som spiller og egenskaberne som menneske til at blive noget stort. Han kan levere for Danmark og for sine kommende klubber. Bendtner nyder ikke samme opbakning fra Arsenals fans, som Suarez gør i Liverpool. Han er dem svar skyldig. Vil han nogensinde slå igennem? Forhåbentlig bliver han i Arsenal under Arsene Wengers vinger. Wenger er en klog træner, og han har tillid til, at Bendtners potentialer før eller siden vil slå igennem. Måske får han ret, og hvis ikke vil køen af »hvad sagde jeg«-klicheer vokse sig lang. Den risiko løber spillere som Bendtner altid. Når de ikke leverer på banen, er kritikken nærliggende, fordi de ikke lever alibitilværelser.

De succesrige spillere, der sætter sig spor i vores erindring og på banen, er ikke kendetegnet ved kedsommelighedens ulidelige skær. De er besværlige, men attraktive som spillere og i kommerciel henseende. Fascinerende ved foldbolden er, at vi ikke kan undslå os for at have sympati for nogle og være imod andre. I alt fald når kampene spilles, og spillernes præstationer efterfølgende diskuteres. Bendtner og hans liv som fodboldspiller og menneske vækker disse modsætningsforhold hos os. Derfor er fodbold så fascinerende, så lad os undgå at forfladige det ved at forsøge at hylde det ordinære og tage afstand fra alt det kontroversielle.