I morgen skulle der være startet endnu en retssag mod en ung officer, der har ledet danske styrker i Afghanistan. Baggrunden er mystisk, og der findes to udgaver af den situation, der har ført frem til, at vi endnu en gang skal have en af vores soldater stillet for retten for at afgøre, om vedkommende har overtrådt de love, der gælder under en krig.

Auditøren læner sig op af følgende udgave: På et tidspunkt under konflikten i Helmand beslutter nogle samfundsbevarende afghanske borgere i skumringen den 23. oktober sidste år sig til at anlægge en køkkenhave. De går i gang med at anlægge denne økologiske køkkenhave midt i en grusvej, som ligger på et diskret sted, hvor der daglig kører danske soldater. For ikke at forstyrre naboerne, har de gode borgere hensynsfuldt valgt at anlægge køkkenhaven på et så skjult sted som muligt, og her graver de så et hul, hvor radiser, salat og tomater snart skal vokse op – midt på vejen – til glæde for de vejfarende. Skumle danske soldater afbryder det rekreative arbejde ved at tilkalde en britisk kamphelikopter, som på kompagnichefens ordre afskyder et missil, som myrder nogle af havearbejderne og forhindrer deres samfundsbevarende arbejde. Auditøren, hvis erfaring i krig, det pågældende område og krigens love, er særdeles begrænset, sammenligner med en lignende situation på Nørrebro og når frem til, at forholdet er strafbart. Var det sket på Nørrebro, skulle der være rejst sigtelse, og det gjorde han så.

Den anden udgave er, at de danske soldater opdager nogle Taleban-krigere, som er ved at udlægge en såkaldt vejsidebombe, i den vej, som soldaterne anvender med jævne mellemrum. Formålet er at dræbe flest mulige og arbejdet foregår skjult, for at soldaterne ikke skal opdage bomben, før det er for sent. Heldigvis er soldaterne forsynet med udstyr, som kan opdage slige aktiviteter, og da man er meget opmærksom på, at umotiveret anvendelse af vold er uhensigtsmæssig i en konflikt, hvor det gælder om at få lokalbefolkningen på sin side, går man i gang med at overveje mange forskellige elementer, herunder et af de vigtigste: er der tale om uskyldige mennesker? Kompagnichefen, som kender området godt og har flere udsendelser bag sig, mener ikke, at uskyldige mennesker graver i en vej i et krigsområde, noget jeg i hvert fald godt kan følge ham i.

Derefter tænker man lidt over, om der er andre muligheder for at standse aktiviteten, men at sende en patrulje derud er livsfarligt for soldaterne, ligesom de skyldige vil nå at stikke af, inden man kan få fat i dem. Kompagnichefen beslutter sig for at nedkæmpe fjenden, som tydeligvis er ved at forberede et baghold. Han retter nu henvendelse til den militære kommandokæde for at få fat i en helikopter, som kan standse aktiviteterne uden, at man sætter egne soldaters liv på spil. Hele vejen op gennem kommandokæden gives der grønt lys for at nedkæmpe talebanerne. Den ansvarlige i det taktiske operationscenter og hans militærjuridiske rådgiver giver grønt lys og derfor får han rådighed over en helikopter, som succesfuldt nedkæmper fjenden. Nogle dage senere opstår der rygter om, at danskerne har nedkæmpet uskyldige civile, som var ved at anlægge en køkkenhave på vejen. I stedet for at afvise disse rygter som noget usandsynligt pjat, er alle i forsvaret efterhånden blevet opdraget til, at alt skal undersøges, man skal ikke beskyldes for at skjule sandheden og man skal slet ikke sætte sin karriere på spil ved at træffe en klar beslutning og sætte en stopper for at spilde skatteborgernes kroner ved at overføre det danske lovkompleks til et krigsområde, hvor der gælder helt andre regler.

NATO og det britiske hovedkvarter har i forbindelse med helikopterens skudafgivelse undersøgt sagen og finder ikke anledning til at bore dybere i begivenheden. Ifølge krigens konventioner og folkeretten ved man, at civile uskyldige kan blive slået ihjel ved en fejltagelse og da alle forholdene tydede på, at Taleban var ved at minere vejen, var ildafgivelsen helt OK jf. de gældende bestemmelser. Skulle der alligevel have været tale om, at uskyldige civile havde været ved at anlægge en køkkenhave, pegede omstændighederne klart på en fjendtlig aktivitet og i så fald var der tale om en beklagelig fejltagelse, som man ikke kunne drage nogen til ansvar for. Det er ikke ret klogt at anlægge en køkkenhave i en vej i en krigszone. Sådan må de militære træhoveder i NATO have tænkt, man sendte ikke engang et undersøgelseshold for at undersøge sagen. Så vidt jeg ved, var sagen dermed afsluttet for NATOs vedkommende.

Dette gjaldt dog ikke den del af vores auditørkorps, som har begge ben plantet solidt i den blå luft. Et hurtigt eksempel kan belyse, at denne sag absolut ikke er en enlig svale. På et tidspunkt havde man et uheld, hvor morterer fra et indsat kompagni i Helmand skød for kort og sårede nogle af deres egne svende. I forbindelse med undersøgelsen ringede militærpolitiets telefon og fra København ønskede auditøren, at man lige skulle smutte ud på nedslagsstedet, måle op og indsamle nogle manglende sprængstykker. MP’eren gloede vantro på røret. Det ville være en større operation, området var livsfarligt og folk ville formentlig komme til skade. Auditøren insisterede og MPeren fortalte auditøren, at han bare kunne komme til Helmand, så skulle de nok ekskortere ham til området, hvorefter han lagde røret på.

Jeg skal dog understrege, at denne enestående inkompetence ikke gælder alle i auditørkorpset. De folk, der indsamler beviser på stedet, er oftest gamle politifolk og ved, hvad de gør, men de bliver normalt overhørt af ledelsen. Der findes faktisk også fornuftige folk i ledelsen. Det er dem, der kender til de forhold, der findes i en mission. De befinder sig primært i Jylland, hvilket formentlig er årsagen til, at man ønsker dem alle samlet i København. Djævleteorien er, at man håber, at disse vidende personer siger op, fordi de ikke vil flytte til København, således at man kan få samlet et totalt inkompetent auditørkorps i København. Det er dog en kendsgerning, at sagen mod kompagnichefen skulle være begyndt i morgen og efter min private mening er det intet mindre end en skandale, specielt fordi man kunne have standset denne lokale danske udgave af Monty Python i tide. Desværre skal auditøren lige bruge tre måneder mere til at samle flere beviser, så sagen er blevet udskudt. I forbindelse med en undersøgelse af, om NATO under bombekampagnen i Libyen havde slået uskyldige civile ihjel, udtalte forsvarsminister Nick Hækkerup 13. august 2012 til Politiken: »Det vil lige pludselig blive et spørgsmål, om vores piloter har ramt nogen og så videre. Dér har jeg det sådan, at det er forsvaret og i sidste ende mig, der har ansvaret. Det skal ikke gøres til den enkelte pilots ansvar.« Hvorfor dette politiske ansvar kun gælder for Libyen og ikke for vores indsats i Afghanistan, fatter jeg simpelthen ikke.

Nu må man ikke misforstå mig, jeg går ikke ind for, at danske soldater har frit lejde i en mission til at gøre, hvad der passer dem, men jeg går ind for, at de personer, der undersøger de hændelser, der altid vil dukke op under en konflikt, er kompetente og kender de forhold og det lovkompleks, hvorunder de danske soldater er indsat. Jeg går absolut ikke ind for den rendyrkede inkompetence, der har præget auditørens seneste indsats, hvor unge mennesker, som vi skylder al mulig respekt, er blevet slæbt i retten og må vente i månedsvis, før de bliver frikendt.

Jeg har tre håb for fremtiden. Det ene er, at auditøren fortsætter sin enestående række af tabte sager og også taber denne. Det andet er, at jeg ikke håber, at han er resultatlønnet og i så fald håber jeg, at Kirkens Korshær vil assistere med lidt julehjælp. Klaphatten får brug for det.