Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Bare behold jeres tosomhed

Vores samfund har lært os, at vi i det ideelle parforhold er vores partner tro, hvilket lækage-sagen om utroskabshjemmesiden Ashley Madison tydeligt illustrerer. Men den gyldne regel om »at samle appetit ude, men spise hjemme« virker ikke for mig. Hvorfor skulle jeg nægte min kæreste en sjov, fræk og spændende oplevelse?

Utroskabshjemmesiden Ashley Madison er lige nu i vælten på grund af et læk, der bl.a. anslås at ramme op mod 14.000 danskere. Men er utroskab så slemt for alle parforhold? Foto: Mark Blinch Fold sammen
Læs mere

Jeg har været næsten alle mine tidligere kærester utro. Den tilståelse får mig næppe til at lyde som en særlig sympatisk person.

Jeg har da også haft hamrende dårlig samvittighed flere gange. Egentlig ikke fordi jeg har været sammen med en anden, men fordi jeg ikke har været ærlig omkring det.

Efter utallige forliste forhold, der typisk endte, fordi jeg følte mig fanget, har jeg fundet ud af, at monogami simpelthen ikke er for mig. Jeg kan da godt se, hvad andre folk finder tiltrækkende ved monogami. Det er den romantiserede idé om »os to mod verden«. Idéen om at finde én person, som kan opfylde alle ens behov, en person man kan gå i symbiose med.

Det er måske netop derfor, at flere og flere parforhold ikke holder hele livet. Fordi virkeligheden sjældent lever op til fantasien. Når de tårnhøje forventninger til ens partner ikke bliver tilfredsstillet, er der mange, der vælger at aflive forholdet.

Jeg mener, at det er urealistisk at forvente, at en anden person skal kunne være alt for mig. Så da jeg mødte min nuværende kæreste, fortalte jeg ham, at jeg ikke ville være monogam. Han havde det heldigvis på præcis samme måde.

Vores samfund har lært os, at det ideelle parforhold består af to individer, der indgår en pagt om ikke at have sex med andre personer end hinanden. To personer, som har nok i bare at være to. Jo længere tid, du har været sammen med din partner, og jo flere seksuelle tilnærmelser fra andre mennesker, du har måttet afslå, jo mere elsker du din partner. Det beviser, at I har et stærkt bånd og et sundt forhold. Hvis du oven i købet ikke har haft sex med din livsledsager i flere måneder, måske endda flere år, og du stadig kan sige nej til kønslig omgang med andre mennesker, så har du virkelig rygrad og integritet.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor man vil begrænse en anden person, og så endda en, man elsker. Jeg har ikke lyst til at lægge bånd på et andet menneske. Jeg er mere tilhænger af den tyske psykoterapeut Wilhem Reich. Han mener, at hvis man undertrykker sine naturlige seksuelle lyster, kan det medføre psykologiske problemer. Han kalder det livslange monogame ægteskab for en ideologi, der tvinger både mænd og kvinder til at fortrænge og undertrykke en af deres stærkeste og vigtigste sider: Deres seksualitet.

Jeg har ikke lyst til at tage patent på min kæreste, jeg har ikke lyst til indskrænke hans seksuelle muligheder, og jeg har ikke lyst til, at han skal gøre det ved mig. Så hvis min kæreste kan få en sjov, fræk og spændende oplevelse et andet sted end hjemme hos os, så kunne jeg ikke finde på at sige, at han ikke måtte det.

Jeg vil gerne udvikle mig sammen med ham, prøve nye ting med ham, men jeg vil også gerne have, at vi prøver nye ting hver for sig, som vi bagefter kan berige hinanden med. Jeg har ikke et behov for at være den eneste, min kæreste har sex med, eller har dybe samtaler med, eller spiser på restaurant med.

Jeg har derimod behov for en kæreste, som hviler i sig selv, som ikke prøver at undertrykke sin egen seksualitet, eller min. Jeg har brug for en kæreste, som lytter til mig, respekterer mig, udfordrer mig intellektuelt, og ja, selvfølgelig, en som jeg passer sammen med seksuelt. Det er netop sådan en kæreste, jeg har. Vi ved begge, at bare fordi vi får lyst til at være sammen med andre, så betyder det ikke, at vi elsker hinanden mindre end før.

Jeg har oplevet en del fordomme og bekymringer omkring den måde, vi har valgt at have vores forhold på. Mange tror, at der er noget galt med vores forhold, og at vi desperat prøver at redde det ved at bolle med andre. Det griner jeg bare lidt af.

Idéen virker komisk, for selvfølgelig er det ikke måden at løse problemer på. Vi snakker om alt. Okay, måske ikke alt. Men i hvert fald alle de vigtige ting.

Vi snakker også om, hvem vi har lyst til at være sammen med. Det er der en del, der ikke kan forstå. De siger, at jalousien ville æde dem op, og derfor går de tit ud fra, at den også er ved at æde os op. Det er så svært for dem at forestille sig, at vi – helt oprigtigt – bare bliver glade på hinandens vegne, når den ene har haft en fantastisk seksuel oplevelse med en anden person. Sidst jeg var sammen med en anden end min kæreste, kom jeg hjem og var ét stort smil. Men ikke nok med det, så var min lyst til min kæreste enorm, og da vi efterfølgende havde sex, følte jeg mig tættere på ham end nogensinde før.

Den gyldne monogami-regel, der siger, at man skal samle appetit ude og spise hjemme, virker ikke for mig. Og i øvrigt, hvis vi nu udvider madmetaforen, så bliver det også åbenlyst, hvor ulogisk og uholdbar den er.

Hvorfor må man ikke spise ude? De fleste synes, at det er lækkert at tage på restaurant, café eller på bar engang imellem. Det er en lille ekstra ting, der får en til at slappe lidt mere af, eller smile lige lidt mere. Men det betyder ikke, at jeg har lyst til at tage ud og spise hver eneste dag. Jeg kan godt lide at være derhjemme og lave mad. Nogle gange er det hjemmelavet sushi, som man har kræset om. Andre gange er det en hurtig omgang spaghetti med kødsovs. Jeg vil ikke undvære hjemmelavet mad, men jeg vil da heller ikke fuldstændig opgive restaurantbesøg.

Min kæreste og jeg har da regler. Det har vi begge behov for. Der er et par personer, som min kæreste ikke vil have, at jeg er sammen med, og omvendt. Vi taler også med hinanden, inden vi er sammen med andre, så indtil videre er det ikke super spontant.

Men ingen af os har alligevel lyst til at finde en helt tilfældig person i byen på et mørkt diskotek, hvor man bare råber »hva?» ind i hovedet på hinanden hele aftenen på grund af den øredøvende musik. Vi vil begge helst være sammen med nogen, vi i forvejen kender, og måske faktisk har været sammen med før.

Når jeg har fortalt mine veninder det, så spørger de, om jeg ikke er bange for, at han bliver forelsket i den person, han er sammen med. De fortæller mig også, at jeg burde foretrække, at det var en helt fremmed person, han lige havde mødt for første gang. Men det stiller jeg mig uforstående over for.

De fleste, jeg kender, har prøvet et engangsknald med en eller anden, som de ikke rigtig kendte, og under heftig indflydelse af alkohol. Ingen har nogensinde fortalt mig, at sådan et seksuelt møde har været revolutionerende eller vanvittig mindeværdigt, snarere tværtimod. Hvorfor skulle jeg have lyst til at udsætte mig selv eller min kæreste for det? Hvorfor ikke være sammen med en, man ved, at man passer sammen med seksuelt?

Jeg ønsker i alle henseender kun det bedste for min kæreste. Engang imellem har vi perioder, hvor vores sexliv måske ikke ligefrem er værd at skrive lange lægeromaner om. Så er det dejligt, at vi begge kan tage ud og udforske nogle andre, og så komme hjem med fornyet seksuel energi, som vi kan bruge på hinanden.

Jeg synes, det er fint, at andre kan være i et monogamt forhold. Selvom jeg faktisk tvivler på, at jeg kender et eneste par, der angiveligt er monogamt, hvor ingen af parterne har været utro. Jeg vil ikke skamme mig over eller undertrykke mine seksuelle lyster, og det vil jeg heller ikke have, at min kæreste gør. Derfor er vi ikke monogame. Det ville begrænse os på steder, hvor ingen af os føler, vi bør eller skal begrænse os selv.