Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Bankunionen: Fire grunde til at blive ude

Bankunionen vil tvungent omfatte alle euro-lande. Herudover har også ikke-eurolande mulighed for at blive medlemmer af bankunionen. I Danmark har regeringen meldt ud, at man vil overveje et dansk medlemskab.

Finn Østrup, Professor, dr.merc., CBS Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra november 2014 træder den europæiske bankunion i kraft. Bankunionen indebærer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) fremover skal føre tilsyn med, om de europæiske banker er solide. Endvidere indebærer bank- unionen, at det fremover ikke længere vil være de nationale regeringer, som skal bestemme, hvad der sker, hvis en bank kommer i problemer. I stedet vil beslutningen om, hvordan en bank skal håndteres, efter at den har haft tab, overgå til en uafhængig myndighed, hvis medlemmer udpeges af ECB samt af landene i bankunionen.

Det vil således være ECB og en uafhængig euro-myndighed, der fremover skal bestemme, om en bank i tilfælde af problemer skal lukkes, eller om banken eventuelt skal føres videre efter en nedskrivning af bankens gæld, herunder en nedskrivning af kundernes indskud i banken.

Bankunionen vil tvungent omfatte alle euro-lande. Herudover har også ikke-eurolande mulighed for at blive medlemmer af bank- unionen. I Danmark har regeringen meldt ud, at man vil overveje et dansk medlemskab. Danmarks Nationalbank har - med vekslende begrundelser - sagt, at man er for.

Deltagelse i bankunionen vil være en af de vigtigste beslutninger om suverænitetsafgivelse, som Danmark har stået over for i årtier. Hvis Danmark vælger at deltage i bankunionen, vil tilsynet med de danske pengeinstitutter og realkreditinstitutter således overgå til ECB, og det vil være en euro-myndighed, der træffer afgørelse om, hvorvidt et dansk penge- eller realkreditinstitut skal lukke. Spørgsmålet er vigtigt, ikke mindst fordi Danmark gennem de sidste lidt over 100 år har været ramt af ikke færre end fire store finanskriser. En ny finanskrise med nye bankkrak kan ikke udelukkes.

Gennem de seneste år har jeg indgående beskæftiget mig med finanskriser, herunder gennem en bog om finanskriser, som udkom lige før udbruddet af den nuværende krise, samt ved i årene før 2008 at advare mod risikoen for en krise. Det er min vurdering, at Danmark i hvert fald for nærværende bør holde sig uden for den europæiske bankunion. Det er der mindst fire grunde til.

For det første har bankunionen ikke noget med Danmark eller med danske interesser at gøre. Bankunionen er blevet etableret, fordi Tyskland og andre stærke euro-lande under krisen i euro-området følte sig tvunget til at støtte de svage euro-lande, således Spanien, Grækenland, Portugal og Irland. Tyskerne frygtede, at de svage euro-lande ville opgive euroen, hvis de ikke fik støtte. En af de vigtigste årsager til de svage euro-landes problemer var offentlige udgifter til banker, der havde haft tab. For at hindre nye udgifter ønskede Tyskland at få indflydelse på bankerne i de svage euro-lande.

Denne historie er Danmark uvedkommende, da Danmark som bekendt ikke er medlem af euroen og derfor heller ikke har været tvunget til at støtte de svage euro-lande. Hvis Danmark i øvrigt måtte mene, at der er en dansk interesse i at støtte svage euro-lande, kan man gøre det ved at låne direkte. Der er ingen grund til at gå med i en bankunion af den grund.

En anden grund til ikke at gå med er, at lande gennem deltagelse i bankunionen kan blive tvunget til fremover at støtte banker i andre deltagerlande. Der er herved en risiko for, at danske skatteydere og/eller danske bankkunder fremover kan komme til at bidrage til at løse bankkriser i andre lande. Det har været fremført, at ECB for øjeblikket er i gang med en omfattende gennemgang af situationen i euro-landenes banker, og at der derfor vil være »renset ud«, så bankerne ikke kommer til at gå ind i unionen med skjulte tab.

Der kan sættes spørgsmål ved dette synspunkt. Det er således usikkert, om den europæiske finanskrise er slut, og om der vil komme nye tab, som ikke for nærværende kan ses i bøgerne. For eksempel ligger boligpriserne i bl.a. Frankrig fortsat på et højt niveau, og der er en nærliggende mulighed for et fald, som kan udløse tab i de franske banker. Omvendt må det indrømmes, at danskerne kan glæde sig over, at de eventuelt selv kan få støtte, hvis det skulle komme til nye store tab i de danske penge- og realkreditinstitutter. Det er dog mest sandsynligt, at de fælles bankunions-midler vil blive anvendt til at støtte de banker, som er vigtigst på europæisk niveau, dvs. de største banker i de største lande.

For det tredje kan det få katastrofale følger for dansk økonomi, hvis ECB og den fælles euro-myndighed til håndtering af kriser skulle beslutte, at f.eks. Danske Bank, Nykredit eller Jyske Bank skulle lukkes. Det følger af de foreslåede regler, at ikke-euro-lande i givet fald har mulighed for at trække sig ud, men dels vil en sådan udtræden kunne udløse finansiel panik, og dels er det en underlig begrundelse for at gå med i bankunionen, at man kan trække sig ud af den igen. De danske politiske beslutningstagere bør svare på et klart spørgsmål: Vil man tillade en lukning af Danske Bank eller et andet stort dansk finansielt institut? Det er i øvrigt betænkeligt, at deltagerlande i bankunionen vil have en egeninteresse i at løse kriser i andre landes banker med en lukning, hvorved man kan fremme konkurrencemulighederne for sine egne banker. Sat på spidsen: En lukning af Danske Bank eller Jyske Bank vil give gode ekspansionsmuligheder f.eks. for Deutsche Bank.

For det fjerde vil bankunionen efter al sandsynlighed indebære, at det bliver dyrere at være bankkunde. Det må nemlig ventes, at finansielle kriser i bankunionen hovedsagelig vil blive løst uden offentlige midler, hvilket indebærer, at banken enten lukkes, sælges til en anden bank, eller at bankens gæld nedskrives. Det svarer til det system for bankkriser, som danske politikere indførte med den såkaldte Bankpakke 3. Resultatet vil være usikkerhed for indskydere og for andre, der har tilgodehavender i finansielle virksomheder (i Danmark blandt andet ejere af realkreditobligationer).

Investorerne skal løbende vurdere, om en bank er solid, og om de i modsat fald skal trække deres midler ud eller sælge deres obligationer. For at kompensere investorerne for denne større risiko må det ventes, at de vil kræve en præmie, dvs. at bankens finansieringsomkostninger stiger. Et dansk medlemskab af bankunionen vil altså indebære, at det bliver dyrere at være bankkunde. Det kan i øvrigt konstateres, at Bankpakke 3 i Danmark ikke var nogen succes. Bankpakke 3 indebar som ventet en forøgelse af finansieringsomkostningerne i de danske banker, og i oktober 2013 besluttede de danske politikere, at vigtige danske finansielle institutter (de såkaldte SIFI-institutter) fremover ikke skal håndteres efter Bankpakke 3. Det kan altså konstateres, at man nu på europæisk plan er ved at gentage den fiasko, som man i Danmark havde med Bankpakke 3.

Det har været fremført til støtte for bankunionen, at Danske Bank er blevet så stor, at det vil være umuligt for den danske stat at redde den. I hvert fald vil problemer i Danske Bank kunne udløse en omfattende krise også for den danske stat og for den danske stats kreditværdighed. Men der er mere nærliggende måder at løse dette problem. En oplagt mulighed er at udskille Danske Banks aktiviteter i Sverige, Norge, Finland og andre lande således, at de kommer til at foregå i selvstændige selskaber inden for koncernen. Det svarer til den måde, som de fleste andre banker har indrettet sig på. Hertil kommer, at det principielt er forkert, at spørgsmålet om dansk suverænitetsafgivelse skal afgøres af hensynet til Danske Bank.

Nationalbanken har begrundet sin tilslutning til bankunionen med, at der vil blive større tillid til det tilsyn, som udføres af ECB end til det danske finanstilsyn. Det er et trist synspunkt. Hvad kan der gøres for at forbedre effektiviteten af det danske finanstilsyn? Bør Nationalbanken selv overtage det?

Der er ingen grund til, at Danmark for nærværende går med i bankunionen. Lige som det var en klog beslutning at holde sig uden for euroen og afvente udviklingen, er det en klog beslutning at holde sig uden for bankunionen, i hvert fald for nærværende og afvente, hvordan den udvikler sig. Ved et medlemskab allerede nu spiller man sig nogle handlemuligheder af hænde.